Kære politikere, vi er i samme båd!

Samarbejde mellem politikere er det, jeg efterlyser i denne video fra oktober 2011. Jeg var træt af at læse opslag, hvor politikere brugte kræfterne på at modarbejde hinanden i stedet for at finde løsninger.

Samarbejde mellem politikere kræver respekt

For mig burde opgaven være at få Danmark til at fungere bedst muligt. Det handlede ikke om den enkelte politikers karriere eller om at vinde en diskussion for partiets skyld.

Jeg oplevede, at et forslag kunne blive afvist fra den ene side og senere dukke op fra den anden, hvorefter modstanden skiftede plads. Den mangel på sammenhæng frustrerede mig.

Det er min reaktion på den politiske debat dengang. Jeg taler skarpt, fordi jeg mente, at der var alvorlige problemer, som krævede en fælles indsats.

Fremhæv det, du selv kan bidrage med

Jeg sammenligner med erhvervslivet. Man kan fortælle, hvad man selv er god til, i stedet for at bruge tiden på at svine konkurrenten til.

Jeg tænker også på sport, hvor man kan anerkende en stærk modstander og samtidig gøre sit bedste for at vinde. Den respekt savnede jeg i den politiske debat.

Vi har en kaptajn, også når vi er uenige

Jeg brugte billedet af et skib i havsnød. Måske havde man ikke selv valgt kaptajnen. Men det hjalp ikke at stå og råbe ad hinanden, mens skibet havde brug for hjælp.

Min opfordring var at være konstruktiv og bidrage med gode råd, også når man var uenig med den valgte regering. Og jeg håbede, at vi som vælgere ville huske dem, der faktisk prøvede at hjælpe.

Et opslag på Twitter fik mig op i det røde felt

Jeg sad uden for en Best Buy, kedede mig lidt og læste Twitter. Her læste jeg et udsagn om, at gode råd til regeringen skulle holdes for én selv. Min reaktion var: Hvad fanden havde man gang i?

Det værste var, at jeg syntes, det var symptomatisk for meget af det, jeg så i Folketinget. Folkevalgte politikere måtte vel først og fremmest have til opgave at sørge for, at landet kørte så godt som muligt. Havde de format, burde deres egen fordel komme i anden række.

Jeg så Danmark som et skib, der skulle sikkert i havn, og som var ude i et voldsomt uvejr. Derfor var jeg træt af politikere, der efter min opfattelse modarbejdede hinanden bare for at modarbejde.

Et forslag skulle vurderes på indholdet

Jeg beskrev et mønster, hvor et forslag blev stemt ned, når den ene side stillede det. Et halvt år senere kunne et lignende forslag komme fra den anden side, og så stemte de første selv imod.

Den slags fik mig til at sige, at jeg ikke så integritet på Borgen. Det var min skarpe vurdering af debatten dengang, ikke en gennemgang af bestemte afstemninger.

For mig handlede det ikke om politikerens pension, karriere, parti eller udvalg. Det handlede om at lave god politik og få Danmark på ret køl, så vi ikke smed velfærden ud med badevandet.

Det var ikke en fodboldkamp. Det var alvor og Danmarks fremtid. Derfor ramte bemærkningen om at holde de gode råd for sig selv mig så hårdt.

Respekten fra erhvervslivet og tennisbanen

Jeg blev ved med at se politikere svine hinanden til på Twitter og Facebook. Hvad hjalp det? Jeg mente, de burde fremhæve deres egne kvaliteter, som man gjorde i erhvervslivet, og lade konkurrenterne fortælle om deres.

Jeg brugte Caroline Wozniacki som billede. Jeg kunne ikke forestille mig hende stille sig op før en kamp og sige, at modstanderen var elendig og ikke kunne spille. Jeg forventede snarere respekt for en hård modstander og et løfte om at gøre sit bedste.

Det var den respekt, jeg savnede i politik: At man respekterede hinanden både som mennesker og som politikere og var gode til at hjælpe hinanden.

Helle Thorning var kaptajnen i mit billede

Jeg sagde, at jeg måske ikke selv ville have stemt på Helle Thorning, hvis jeg havde siddet i Danmark. Men nu sad hun der. Så mente jeg, at hun skulle have den hjælp, hun havde brug for, frem for at den anden blok alene modarbejdede hendes arbejde.

Hun var kaptajnen på skibet i det billede, jeg brugte. Når et skib var i havsnød, hjalp det ikke, at besætningen begyndte at råbe ad hinanden. Måske havde man ikke stemt på kaptajnen, men det var den kaptajn, der var valgt. Så måtte man bakke op om arbejdet og give den en skalle.

Jeg håbede, at både befolkningen og de enkelte folketingspolitikere ville gøre det. Og jeg håbede, at du og jeg ved næste valg ville huske, hvem der havde været konstruktive.

Det var min opfordring i oktober 2011: Brug kræfterne på at føre Danmark sikkert i havn.

De bedste hilsner

Martin