Freelancer sælg dig billigt og scor kassen
Vis værdien af dit freelancearbejde, så kunderne har noget konkret at vurdere dig på. I videoen fra 2011 fortæller jeg om to meget forskellige oplevelser af at finde opgaver gennem Amino Freelancer.
Vis værdien af dit freelancearbejde med erfaringer
En freelancer var frustreret over lave priser og konkurrencen fra mennesker, som lavede opgaver ved siden af et andet arbejde. Det kunne jeg godt forstå.
En anden fortalte mig, at hun havde lavet sine første logoopgaver billigt og lagt meget arbejde i kvaliteten. Efter hendes egen fortælling gav det gode tilbagemeldinger og flere henvendelser.
Hun betragtede den første indsats som en måde at gøre sig kendt på. Det er hendes historie, som jeg genfortæller, ikke dokumentation for, at lave priser altid giver flere kunder.
En uddannelse fortæller ikke hele historien
Jeg oplevede også nye konsulenter, som var fagligt dygtige, men manglede netværk og eksempler fra virkelige opgaver.
Min pointe var, at en konkret case kan gøre det lettere for kunden at forstå, hvilken værdi man leverer. Det kan også give én selv mere sikkerhed i arbejdet.
Den første pris behøver ikke være den sidste
Jeg fortæller, at mine egne foredrag begyndte med en meget beskeden betaling. Senere tog jeg andre priser, efterhånden som erfaringen og efterspørgslen voksede.
Priserne og platformsvilkårene i videoen er fra 2011. De er ikke aktuelle prisforslag.
Mit centrale råd var at opbygge noget, der viser, hvad man kan. En tidlig investering i erfaring skal vurderes konkret; den giver ikke i sig selv et løfte om senere indtjening. Mine egne erfaringer med at komme i gang og bygge en virksomhed fortæller jeg om i Iværksætter til jeg dør.
Læs også om at tænke langsigtet i sin karriere.
Kan du have et godt valg?
To freelancere, to helt forskellige oplevelser
En freelancer skrev til mig, fordi hun var meget oprørt over priserne på Amino Freelancer. Hun syntes, de blev presset for langt ned. Som professionel skulle hun betale sin husleje af arbejdet, mens andre kunne lave freelanceopgaver i weekenden ved siden af deres almindelige job og derfor tage mindre for dem.
Det kunne jeg sagtens have sympati for. Men dagen før havde jeg mødt en anden kvinde på Iværk & Vækst-messen. Hun kom hen og sagde: Martin, jeg synes, jeg udnytter Amino.
Hun betalte dengang 99 kroner om måneden for Amino Plus og syntes, hun fik så meget arbejde gennem Amino Freelancer, at hun næsten havde dårlig samvittighed. Det var dejligt at høre. Jeg fik også mails fra folk, der syntes, der godt kunne være mere at lave, så jeg ville gerne vide, hvad hun havde gjort.
De første logoer som en marketingomkostning
Hun tegnede logoer. Hendes strategi havde været at lave de første ti-femten meget billigt og samtidig levere høj kvalitet. Hun vidste, hun var dygtig, og ville have kunderne til at mærke, at de fik enormt meget for pengene.
Jeg brugte et eksempel med et logo, man normalt ville betale tre-fire tusinde kroner for, som pludselig blev lavet for fem hundrede kroner. Det kunne føles overvældende for kunden. Jeg sammenlignede det med at købe almindelig leverpostej og komme hjem med foie gras: Når man så blev spurgt, om leverpostejen var god, ville man nok være meget begejstret.
Hun betragtede indsatsen som markedsføring. Jeg forestillede mig, at et logo måske kunne tage ti-tyve timer. Det var mit gæt, ikke et timeregnskab, hun havde givet mig. Tre-fem hundrede kroner ville selvfølgelig ikke være meget for den indsats. Men forskellen kunne ses som den marketingomkostning, hun ellers skulle have brugt på eksempelvis Google AdWords eller annoncer i telefonbøger.
Hun såede noget og lod det ligge lidt, før hun høstede. Det var den tanke, jeg syntes, var interessant.
Gode bedømmelser og opgaver uden om budsystemet
Da jeg mødte hende, havde hun efter sin egen fortælling lavet omkring tyve-tredive logoer og fået fem ud af fem i gennemsnit. Folk, der søgte efter en logodesigner på Amino Freelancer, kunne finde hendes side og læse de gode tilbagemeldinger.
Hun fortalte, at hver gang hun vandt en opgave gennem budsystemet, fik hun cirka ni andre opgaver direkte. Dem kunne vi ikke se i systemet, for de blev ikke registreret dér. Som Amino Plus-medlem havde hun sine kontaktoplysninger stående, så folk kunne ringe eller skrive direkte til hende.
Jeg forestillede mig også en kunde, der søgte på Google efter logodesign og landede på hendes profil. Der stod, hvad hun lavede, en masse mennesker anbefalede hende, og hendes telefonnummer og mailadresse var lige ved hånden.
Hun væltede sig i opgaver og fik nu den pris, hun plejede at tage. Den første freelancer fik næsten aldrig opgaver og syntes ikke, hun fik nok for dem, hun fik. Den anden havde investeret over en periode og skabt sig et marked. Det var forskellen mellem de to oplevelser, jeg ville pege på.
Uddannelsen skulle suppleres med noget, man kunne vise
Jeg underviste på det tidspunkt cirka en gang om måneden på et iværksætterkursus for nyledige. Jeg sluttede forløbet af med en peptalk og sparring. Kursisterne fortalte én ad gangen om deres forretningsidé, og jeg coachede dem ud fra de spørgsmål, de havde.
Ofte var det dygtige akademikere. De havde en flot uddannelse, men manglede erhvervserfaring, netværk og troværdighed i markedet. En uddannelse var efter min mening ikke nok. De skulle også kunne bevise, hvad de var gode til.
En af dem ville arbejde med heste og ryttere. Mit forslag var at gå rundt på rideskolerne, finde ryttere og lave nogle forløb. Lav en god hjemmeside og vis nogle cases med video, billeder og dokumentation: Hvor var rytteren før, og hvor var rytteren efter forløbet?
Jeg foreslog at gøre det gratis i begyndelsen og betragte det som både markedsføring og en gratis MBA. Man kunne have et rengøringsjob eller et andet arbejde i weekenden, mens man byggede erfaringerne op. Pointen var at vise, hvad man kunne, inden man forventede, at markedet bare ville tro på det.
Succes gav også én selv noget at bygge videre på
En anden kursist ville arbejde som sundhedscoach. Mit forslag var at finde ti kvinder i målgruppen og tilbyde et gratis forløb til gengæld for at kunne dokumentere det. Det var mit eksempel på at opbygge cases, ikke en beretning om et gennemført forløb.
Jeg forestillede mig, at hvis flere af deltagerne bagefter havde fået de resultater, de ønskede, kunne hun vise dem frem og fortælle om forløbet. De forskellige vægttabstal, jeg nævnte i videoen, var tænkte eksempler. Det afgørende for min pointe var at kunne vise en reel forskel.
Det handlede også om at bevise det over for sig selv: Jeg kan godt. Jeg har haft en succes. Succes avler succes. Så stod man med andet end bøgerne fra uddannelsen, når nogen spurgte, hvad man kunne.
Fra tre flasker rødvin til et helt andet honorar
Følte man, at virksomheden ikke rigtig havde fået fat, var mit råd at udvælge nogle mennesker i målgruppen og vise dem, sig selv og omverdenen, at man kunne levere værdi, som var penge værd.
En lav pris i begyndelsen behøvede ikke låse én fast. Jeg brugte selv eksemplet med at begynde på 299 kroner for noget og hæve prisen, efterhånden som man blev dygtigere.
Mine egne foredrag begyndte med tre flasker rødvin som betaling. For et foredrag, jeg netop havde holdt, fortalte jeg i videoen, at jeg tog 40.000 kroner plus flybilletter. Det var mine priser dengang i 2011.
Ingen kom og sagde, at jeg for nogle år siden havde fået tre flasker rødvin, så hvorfor skulle jeg nu have tyve eller femogtredive tusinde? Folk forholdt sig til den værdi, de forventede, jeg kunne give dem.
De kunne se avisartikler, cases på min hjemmeside og glade mennesker, jeg havde holdt foredrag for. Så kunne de sammenholde prisen med den forventede værdi og vurdere, om andre kunne gøre det lige så godt og billigere.
Mit afsluttende budskab var at komme ud og få gang i det. Vis over for dig selv og omverdenen, at du er dygtig til det, du laver. Den første betaling var ikke det eneste, der talte. Betragt erfaringen som en gratis MBA, og giv den gas.
De bedste hilsner Martin
Fedt videocast.
Jeg selv er i den lidt specielle situation, at jeg meget ønskeagtigt (med baggrund som bl.a. kortfilminstruktør) kan balancere og afveksle mine aktiviteter mellem noget, der på den ene side giver ekstrem arbejdsglæde men ret lav indtjening (filmtalentudvikling og filmundervisning med Børn & Unge), og på den anden side højere indtjening, nemlig Web-TV-konsulent- og -undervisning, samt mindre produktionsopgaver.
På det sidste område har jeg pudsigt nok fået fået mere at lave efter jeg har sat priserne OP. Dvs. hos sådan noget som statslige institutioner, koncerner osv. Med et relativt enkelt timeprissystem, der er nemt at kalkulere og skalere ud fra.
Når så iværksættere, små virksomheder, kulturaktører eller idealistiske kunstnere henvender sig, sætter jeg en pris der afspejler vedkommendes eget niveau inden for vedkommendes felt. Det kan være helt ned til principielt gratis ("Give and it shall be Given unto you.")
Det forekommer indtil videre at være en ekstremt tilfredsstillende model, og for alle parterne. Jeg er personligt helt afhængig af, at betjene SÅ forskellige kunder. Og jeg laver indtil videre INGEN profileringsarbejde, ud over almindelig netværkssynlighed og word-by-mouth.
Min grundlæggende arbejdsfilosofi er ikke bundlinjeorienteret, men arbejdsglæde- og mennesketilfredshedsorienteret. Hvilket i øvrigt har givet bedre bundlinje. Da jeg startede med at undervise erhvervsfolk, gik det ad helvede til de første gange. Indtil jeg af vanvare en dag kom til at undervise en mediekoncern på samme måde, som jeg underviser 7.-klasser (i praktisk film) – SÅ blev erhvervsfolkene ellevilde, og har været det siden.
Min pointe var egentlig det med, at højere priser også kan give mere arbejde. Måske gør det sig mest gældende uden for krisetider. Og så kom jeg til at ævle om mig selv i stedet – undskyld.