Er krisen overstået?

Er krisen overstået? I marts 2011 kunne jeg mærke mere optimisme, men jeg troede ikke, at virksomheder skulle budgettere med, at problemerne var væk. Jeg ville have iværksættere til at tænke sig grundigt om, før de ansatte flere og flyttede i større lokaler.

Her fortæller jeg om mine oplevelser og forventninger i marts 2011. De økonomiske vurderinger og prognoser hører til det tidspunkt.

Er krisen overstået, bare fordi optimismen er tilbage?

Jeg var kommet tilbage efter otte dage i Danmark med foredrag i Esbjerg, Frederikshavn og Aalborg. Der havde været fuldt knald på, så jeg havde hverken haft tid eller overskud til mange videoer. Nu ville jeg tale om den såkaldte krise.

Efter at have været frem og tilbage mellem USA og Danmark oplevede jeg, at optimismen begyndte at vende tilbage. I det område af USA, hvor jeg boede, så jeg huse blive solgt, nye biler blive købt og byggekraner blive sat op igen. Der åbnede butikker i lokaler, hvor andre var lukket eller gået konkurs. Jeg kunne kun tale om mit eget område, men der skete noget.

I Danmark mærkede jeg også optimisme blandt dem, jeg talte med. Nu skulle Webergrillen måske udskiftes. Man havde stadig sit arbejde, og selv om alt ikke var lyserødt, føltes det, som om det værste var overstået.

Jeg troede altså ikke, at vi dermed var på vej ud af krisen. Hvis du overvejede nye medarbejdere og større lokaler, var min besked: Hold lige hesten et øjeblik. Jeg vidste godt, at nogen ville kalde mig pessimist og beskylde mig for at gøre nedturen til en selvopfyldende profeti. Men budgettering er for alvorligt til at lade som om, fremtiden ser anderledes ud, bare for at hjælpe en positiv stemning på vej.

Hvorfor forbrugerne kunne føle sig mere trygge

Vi havde været igennem en grim og meget synlig krise. Butikker lukkede, virksomheder gik konkurs, og folk mistede arbejdet. Huspriserne faldt, og det fik folk til at føle sig fattigere.

Min forklaring var, at mange alligevel stadig havde deres job og omtrent samme løn, måske lidt mere. De kunne have mistet friværdi, men havde også spændt livremmen ind og betalt nogle dyre forbrugslån ud. Så kunne økonomien fra måned til måned begynde at føles mere overskuelig.

Derfra var der ikke langt til at tænke, at fladskærmen havde nogle år på bagen, at de nye 3D-modeller så spændende ud, eller at bilen måtte skiftes. Når kunderne begyndte at bruge penge igen, mærkede butikker og virksomheder selvfølgelig noget af optimismen.

Jeg sammenlignede det med en fest på Titanic

Mit billede var en fest på dækket af Titanic. Vi havde stadig råd til drinks, orkestret var begyndt at spille, og nogen sagde, at alt fungerede. Samtidig stod andre og advarede om vandet længere nede i skibet. Det var groft sagt, men sådan oplevede jeg forskellen mellem den gode stemning og de problemer, jeg så.

Jeg var også hård ved politikerne. Der var et folketingsvalg på vej, og jeg mente, at både Lars Løkke og Helle Thorning havde svært ved at fortælle vælgerne, hvor alvorlig situationen var, hvis de samtidig ville vinde valget.

Jeg refererede til debatten om de tolv minutters ekstra arbejde, men mente selv, at udfordringen var langt større. Min kritik var, at politikerne tænkte på genvalg og var handlingslammede. Det var min politiske vurdering dengang.

Vi kunne ikke leve af at kalde os de kloge

Jeg var bekymret for dansk produktion og konkurrenceevne. Min skarpe formulering var, at vi var blevet dyrere til at producere. Måske var varerne ikke dårligere, men omkostningen ved at lave dem var efter min mening et problem.

Jeg nævnte mindre arbejde, omsorgsdage, barsel og andre ønsker til arbejdslivet som en del af min kritik af effektiviteten. Samtidig syntes jeg, vi lænede os for meget op ad forestillingen om, at danskerne var så innovative, at andre bare skulle tage sig af det hårde arbejde.

Asiatiske virksomheder var jo også gode til innovation. Det handlede ikke kun om at samle en telefon, nogen andre havde fundet på. Jeg nævnte HTC, LG og Hyundai som eksempler på virksomheder fra Asien. Der skete ret meget derude, og det kunne vi ikke ignorere.

Renter og boligudgifter kunne ændre regnestykket

En anden bekymring var, at vi havde vænnet os til meget lave renter. I videoen omtalte jeg meldinger om korte renter, der kunne gå fra omkring 1,1 procent til omkring tre. Min far havde mindet mig om renter på 17 procent, da han købte hus første gang. Jeg forventede ikke, at vi skulle tilbage på det niveau.

Men hvad hvis et almindeligt lån kostede seks-syv procent, og de korte renter lå omkring fem? Jeg kom med et meget voldsomt skøn om, at omkring halvdelen af danske husejere kunne komme i alvorlige problemer. Det var mit scenarie, ikke en dokumenteret opgørelse. Jeg brugte ordet insolvent og talte om risikoen for tvangsauktion.

Jeg tænkte også på dem, der måtte sælge efter en skilsmisse eller et jobtab. Folk køber efter, hvad de har råd til at sidde for. Hvis finansieringen bliver dyrere, er der færre penge at købe bolig for, og det kan presse priserne.

Jeg nævnte desuden debat om afdragsfrihed, rentefradrag og boligskatter. Jeg vidste ikke, hvor langt eventuelle EU-overvejelser om afdragsfrihed var nået, og min forventning om ændringer i rentefradraget var netop en forventning. Jeg mente, at staten havde brug for penge, og at det samlet kunne blive væsentligt dyrere at være husejer over de næste to-tre år.

Min frygt var en nedadgående spiral: Større boligudgifter gav mindre til forbrug. Tvungne salg kunne presse huspriserne. Faldende priser og færre penge kunne ramme endnu flere. Oven i det nævnte jeg energiforsyning, olie og en aldrende befolkning som udfordringer.

På den baggrund forventede jeg dengang en periode på ti-tyve år eller længere med lav vækst, højere arbejdsløshed og flere personlige konkurser. Jeg så det selv som realisme, selv om det lød pessimistisk. Det var ikke en sikker viden om fremtiden.

Der ville stadig være forretninger at tjene penge på

Jeg sagde bestemt ikke, at der ikke var penge at tjene. Folk skulle stadig have mad og bolig, ting skulle repareres, og nogen skulle stadig ud at drikke en pilsner. Der kunne stadig blive skabt både millionærer og milliardærer.

Men en udvidelse skulle have en begrundelse i din egen forretning, ikke kun i håbet om et generelt opsving. Kunne du sælge noget, kunderne faktisk havde brug for eller ville prioritere?

Jeg havde talt med en mand, der solgte et luksusprodukt til hele familien. Jeg ville ikke fortælle, hvad det var. Det kostede omkring 1.000–2.000 kroner og gav en følelse af luksus, selv om familien ikke havde råd til de helt store ting. Konkurrenternes alternativer kunne efter min forklaring fås til en femtedel af prisen.

Han lå alligevel i indeks 120, fortalte jeg: Salget var omkring tyve procent højere end året før. Det var mit referat af den konkrete samtale. Jeg kunne godt forestille mig, at sådan en lille fælles luksus kunne blive prioriteret, selv hvis økonomien blev strammere.

Jeg nævnte også billig sushi og eksotiske feriemål, man kunne nå for færre penge. Folk havde vænnet sig til oplevelser og luksus, så måske lå der muligheder i at gøre dem mere overkommelige.

Gør forretningen mere effektiv, uanset hvilken vej det går

Jeg kunne tage fejl, og det sagde jeg. Men jeg havde svært ved at se argumenterne imod min bekymring, og de kloge mennesker, jeg havde spurgt, delte den. Derfor ville jeg have iværksættere til at have den risiko med i deres planer.

Min praktiske opfordring var at automatisere manuelle processer og få de faste omkostninger ned, blandt andet gennem outsourcing. Hvis computeren kunne klare fakturaer og andet rutinearbejde, behøvede man måske ikke ansætte endnu en bogholder, når aktiviteten steg.

Kom der lav vækst, var en mere effektiv virksomhed en fordel. Fik jeg helt uret, og kom der et stort opsving, var det stadig ikke dumt at have gjort arbejdet lettere. Sådan ville jeg selv forsøge at udvide: Gøre forretningen klar, uden at gøre den unødigt tung at drive.

Læs også mine senere overvejelser om krisen i 2012.

Mange vejrer forårsluft, ansætter nye medarbejdere og skruer op for omkostningerne, for at være klar når krisen snart er overstået. Men er den nu det?

De bedste hilsner

Martin