Ekspert på eksperter ;-)

At være ekspert i medierne handler efter min erfaring både om at vide noget og om at kunne forklare det, så almindelige mennesker forstår det. I november 2012 havde jeg en ret surrealistisk oplevelse: Jeg så mig selv som ekspert i e-handel og deltog kort efter i et program om, hvordan man bliver ekspert på tv. Nu var jeg altså ekspert i at være ekspert. Det kunne jeg sgu ikke lade være med at grine af.

Ekspert i medierne – en rolle, pressen har givet mig

Jeg var i godt humør. Jeg havde hørt fra endnu en iværksætter, der havde fået penge gennem Amino Kapital. Det var et lykkeligt lille projekt, og det gjorde mig glad. Derfor ville jeg også dele lidt af den humor, jeg oplevede i min hverdag.

Gennem årene var jeg blevet brugt som ekspert i e-handel, iværksætteri, it-sikkerhed, computere, internet og ledelse. Jeg blev også spurgt om politik og en masse andre ting. For mig fyldte det meget, fordi jeg huskede alle de gange, telefonen ringede. Som seer så du måske kun en tiendedel af mine optrædener, sådan som jeg selv vurderede det.

Når nogen spurgte, hvordan jeg kunne kalde mig ekspert i alle de ting, var mit svar: Det var jo ikke mig, der havde fundet på titlerne. Det var den rolle, pressen gav mig.

Danmark er et relativt lille land. Der er selvfølgelig andre, der ved en masse om ledelse og de øvrige områder. Men viden er ikke det eneste, der skal til, hvis man skal bruges på tv. Man skal også kunne formulere sig, så mennesker uden den samme faglige baggrund kan være med.

Det hjælper ikke at have ret, hvis ingen forstår dig

TV Avisens publikum består af unge og gamle, rige og fattige, mennesker med lange uddannelser og mennesker med korte uddannelser. Det, man siger, skal kunne forstås på tværs af den blanding.

Jeg var for eksempel blevet brugt som ekspert i Facebook-aktien. Jeg fulgte aktien og havde selv oplevet dotcom-krakket og andre begivenheder i internetbranchen. Men hvorfor ringede de til mig frem for til en aktiehandler?

Min forklaring var, at en fagperson let kunne fortælle en masse, der sikkert var rigtigt, men som almindelige seere ikke forstod. Jeg mente, at jeg kunne forklare emnet på en måde, hvor folk kunne følge med. Det var en stor del af forklaringen på, at jeg blev ringet op.

Den evne er vigtig, hvis du vil bruges inden for dit eget område. Du skal have noget at sige, men du skal også kunne få det sagt, så det giver mening for dem, der lytter.

Jeg så mig selv på tv og kommenterede så eksperterne

Før min ferie havde jeg medvirket som ekspert i e-handel i et tv-program. Det var et område, jeg kendte rimelig godt. Under ferien i USA blev jeg så kontaktet af Danmarks Radio om programmet TV!TV!TV! på DR2.

Jeg havde ikke kendt programmet. Jeg havde boet i USA i omkring fire år, så det var måske ikke så mærkeligt. De ville lave noget om eksperter i medierne, og nu skulle jeg altså være ekspert i, hvordan man bliver ekspert.

Det særligt morsomme var rækkefølgen. Jeg sad i USA og så mig selv via nettet i Pengemagasinet, hvor jeg fortalte om e-handel. Et kvarter senere deltog jeg via Skype i optagelsen til programmet om eksperter. Det blev sendt dagen før, jeg lavede denne video.

Så jeg sad og gjorde lidt grin med ekspertrollen, lige efter at jeg havde set mig selv i den samme rolle. Ekspert i at være ekspert i at være på tv. Det syntes jeg fandeme var god humor.

Omtale er værdifuld, men jeg ville stadig sige min mening

Jeg vidste godt, at det måske ikke fik flere journalister til at ringe, når jeg deltog i et program og gjorde lidt grin med, hvordan medierne brugte eksperter. Set fra et rent forretningsmæssigt synspunkt kunne det være dumt.

Omtalen var rar. Den kunne give flere foredrag, flere brugere på Amino og andre muligheder. Jeg kunne derfor have valgt at holde min kæft. Det gjorde jeg ikke. Jeg ville gerne sige min mening, og så måtte det koste lidt kroner og ører indimellem.

Men forestil dig, at journalister i din branche ringede til dig, hver gang de ville lave en relevant historie. Den gratis omtale kunne være værdifuld. Derfor havde jeg også nogle konkrete erfaringer at give videre om, hvordan man blev en person, de tænkte på.

Vælg et område, du faktisk interesserer dig for

Det første var at finde et specifikt område, som du interesserede dig for og vidste noget om. Man blev ikke ekspert på ingenting. Man skulle vælge sit felt og blive rimelig god til det.

Derefter skulle man kunne tale kort og kontant. Om evnen var medfødt eller kunne læres, vidste jeg ikke. Men journalister og tv-folk havde travlt. De skulle producere meget og havde ikke nødvendigvis tid til en lang sludder for at finde frem til pointen.

Jeg sagde meget kategorisk i videoen, at historien allerede var skrevet, når journalisten ringede, og at de manglede et ekspertudsagn til at validere den. Det var min kritik af den måde, jeg oplevede mediearbejdet på.

Mit råd var derfor at prøve at forstå, hvor journalisten ville hen, og formulere sit svar, så det var brugbart i den sammenhæng. Man kunne sige den samme ting på mange måder. Men man skulle ikke lyve.

Et kort udsagn måtte gerne være kontroversielt og have en god punchline. Det skulle være spændende at læse eller høre. Ellers var det efter min opfattelse svært at få folks opmærksomhed.

Tilgængelighed spillede også en rolle

Mit kontante råd dengang var at være klar til at udtale sig med det samme. Hvis man hver gang skulle undersøge noget og vende tilbage, kunne journalisten finde en anden. Forudsætningen var stadig, at man havde valgt et område, man vidste noget om, og holdt sig til det, man kunne sige ærligt.

Jeg frarådede også at kræve alle citater til gennemlæsning hver eneste gang. Min erfaring var, at det kunne gøre samarbejdet så besværligt, at man ikke længere var den, de ringede til.

Jeg sagde ligefrem, at man skulle have telefonen ved natbordet og være klar på alle tider af døgnet. Morgenradioen kunne være en god mulighed for omtale, og de kunne ringe omkring halv seks eller seks. Det var en del af det liv og den tilgængelighed, jeg beskrev i 2012.

Gør din viden synlig, og giv dig selv noget ballast

For at blive fundet kunne man begynde at blogge og skrive på Twitter og Facebook om sit felt. Når man så en interessant nyhed, kunne man dele den. Når man havde en skarp holdning, kunne man få den ud på de platforme.

Jeg foreslog også at samle blogindlæg i en bog. Kunne man ikke få den udgivet hos Gyldendal eller et andet forlag, kunne man udgive den selv. Så havde man noget konkret at vise frem og kunne kalde sig forfatter.

Jeg drillede lidt med forskellen på at tage en universitetsuddannelse gennem flere år og at skrive en bog, som jeg mente, man kunne gøre på en måned. Det var min spidse måde at tale om den ballast og de titler, der kunne gøre en person interessant for medierne.

En bog kunne stå på hylden, sælges på ens hjemmeside eller gives til venner og forretningsforbindelser. Den behøvede ikke være enorm. Et års ugentlige blogindlæg kunne måske blive til omkring 100 sider.

Så overdrev jeg bevidst og talte om fire sider eller ligefrem to sider som en bog. Det var sagt med et glimt i øjet. Jeg morede mig over, hvor meget en titel og en indpakning kunne betyde i den sammenhæng.

Jeg ville hjælpe iværksættere og skubbe til medierne

Der var to grunde til videoen. Jeg ville hjælpe dig som iværksætter, fordi ekspertrollen kunne give god omtale. Og jeg ville drille de etablerede medier, fordi jeg syntes, indholdet nogle gange blev for tyndbenet.

Jeg sagde for sjov, at det var 50 procent for at hjælpe og 60 procent for at skubbe til medierne. Regnestykket var ikke pointen. Jeg ville spørge, om klik, sidevisninger, overskrifter og sensationer virkelig var det, vi skulle stræbe efter, eller om der var mere at komme efter.

Jeg troede, at den enkelte journalist ofte gerne ville gøre det bedre. Men ledelsen skulle skaffe indtægter, og jeg syntes, der var for meget tro på, at de kunne komme ved at servere tomme kalorier. Det troede jeg ikke på. Jeg mente, der skulle noget andet til.

Så her takkede ekspert Thorborg i mere eller mindre alt af fra en tunnel under en bro i København. Med et smil over den ret absurde rolle, jeg lige havde fået.