Du når ofte længere ud med dit budskab i en podcast

Thorborgs Dagbog · Episode 82 · 17. januar 2025 · 25:52

Om PR, nichepodcasts og opmærksomhed. Jeg fortæller om mine første pressehistorier og hvorfor et lille, relevant publikum kan være mere værd end en stor overskrift.

Lyt til episoden

Åbn episode 82 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Hej og velkommen til Thorborgs Dagbog. Det er den 16. januar, og sidste gang, du hørte fra mig, var vist den 31. december. Der er lige gået lidt tid. Jeg laver kun podcasten, når jeg er inspireret og har lyst. På den måde ved du i det mindste, at jeg har noget på hjertet. Om det så er noget, du gider høre, er selvfølgelig en anden sag.

Vi har haft en god start på året. Jannie og jeg var i Thailand fra den 25. december til den 5. januar. Mine børn var hos deres mor, og hendes søn var hos sin far, så vi tog afsted uden børnene.

Vi var blandt andet på Koh Mook. Jannie har boet i Thailand i seks år, så hun kan noget thai og er god til at finde rundt. For mig var det en ret behagelig måde at rejse på. Jeg synes, thaierne er dejlige mennesker, og maden er fandeme god. Jeg elsker også blæksprutte, selv om jeg får lidt dårlig samvittighed over at spise et dyr, som virker så klogt.

Nu er vi i gang igen i Dinero med en masse spændende projekter. Meget handler om AI og om at gøre det lettere for de små virksomheder at bruge programmet. Vi har omkring 94.000 brugere ved optagelsen og arbejder med mulighederne for at hjælpe den enkelte virksomhed bedre på baggrund af dens egne oplysninger og mønstre på tværs af markedet.

Thijs står i spidsen for noget af arbejdet med det, vi kalder vores virtuelle økonomichef. Vi har også hentet en tidligere kollega tilbage til projektet. Det bliver spændende, men det får du mere om senere. I dag vil jeg tale om podcasts og om at nå ud med et budskab.

Den første pressehistorie gav kø ude på gaden

Min interesse for medier begyndte helt tilbage, da jeg havde en butik med computerspil på Falkoner Allé i begyndelsen af halvfemserne. Jeg var omkring 23 år og vidste ikke særlig meget om forretning, og slet ikke om PR.

Vi var begyndt at købe og sælge brugte spil. Jeg sendte et brev til nogle aviser og fortalte om det. Jeg havde ikke en stor strategi. Jeg tænkte bare, at det måske var en historie.

Berlingske tog fat i os og lavede en artikel i deres it-tillæg. Da den kom, havde vi pludselig kø langt ud på gaden. Jeg tænkte: What the fuck, man. Det her kan noget.

Jeg havde tidligere købt annoncer i computerblade uden at kunne se nogen særlig effekt. Det var dyrt, og jeg var frustreret over, at der ikke skete mere. Så det var en kæmpe oplevelse at mærke, hvad en god historie i et medie kunne gøre.

Vi havde også et samarbejde med Microsoft, hvor vores butik kom med i deres katalog, fordi vi solgte nogle af deres produkter. Der var blandt andet leksikon og andre produkter, som mange gerne ville købe til jul.

Vi tjente ikke nødvendigvis meget på det enkelte Microsoft-produkt. Men når folk kom ind efter det, købte de måske også et brugt spil. Det var lidt som varer, der trækker kunder ind i en butik, hvor de så finder andre ting. På den måde kunne det samlet set give mening.

Danmarksmesterskabet i Doom blev et PR-scoop

Den næste store oplevelse var vores Danmarksmesterskab i Doom. Vi samlede spillere fra hele landet og lavede en konkurrence, hvor der til sidst var nogle få tilbage i finalen.

På det tidspunkt havde jeg lært, hvad en pressemeddelelse var, så vi sendte en ud. Det gav omtale i aviser og på radio. Der blev også sendt fra det på P3, og TV 2 Sporten brugte en længere del af søndagens udsendelse på finalen.

Det var et af de største PR-scoops, jeg har lavet. Tænk at få computerspil ind i et sportsprogram, som en masse mennesker så. Det var ikke bare en annonce, hvor vi fortalte, at vi solgte noget. Der var en begivenhed og en historie, som folk kunne være nysgerrige på.

Det var der, jeg for alvor fik smag for PR. Jeg har ikke bygget det på en lang formel uddannelse i kommunikation. Jeg har prøvet mig frem, lavet fejl, forsøgt igen og efterhånden fået en forståelse for, hvad medierne kan bruge.

Journalister skal kunne få fat i dig

I dag er det som regel journalisterne, der ringer til mig. Nogle har set noget, jeg har skrevet på X. Andre har hørt om et projekt. Og nogle gange har vores PR-folk i Dinero sendt noget ud, som fører til en samtale.

En stor del kommer efterhånden organisk. Det skyldes blandt andet, at jeg er til at få fat i, og at journalisterne ved, at jeg som regel har en mening og kan forklare den, så almindelige mennesker kan forstå den.

Der er travlt på redaktionerne. Hvis en journalist skal dække en historie, hjælper det, at vedkommende kender nogen, som tager telefonen og kan bidrage hurtigt. Man behøver ikke være enig med mig. Men jeg kan ofte formulere en klar holdning, som er relevant for samtalen.

Jeg er også kontroversiel nok til, at nogle synes, jeg er en kæmpe idiot, mens andre godt kan lide det, jeg siger. Det giver reaktioner. Men jeg skal selvfølgelig passe på ikke at udtale mig om alt, bare fordi jeg bliver spurgt.

Nogle gange tænker jeg, at jeg er ved at blive den, man ringer til, når man ikke lige ved, hvem man ellers skal spørge. Det kan jeg også fortryde. Jeg kan godt lide at tale med journalister og bliver nogle gange lidt for gavmild med min tid og mine holdninger.

Det er ikke længere en stor begivenhed for mig at se mig selv i avisen. Jeg har talt med journalister i næsten tredive år og gjort det tusindvis af gange. Jeg kan stadig synes, historien er vigtig, men selve det at blive citeret er ikke det, der driver mig.

Jeg siger også ja til podcasts

Jeg deltager i en del podcasts ud over min egen. Jeg har blandt andet været hos Ludvig og i Store Penge, som jeg virkelig godt kan lide. Der er en blanding af geopolitik, dansk politik, aktier, økonomi, inflation og renter. Altså hvordan motoren i verden hænger sammen.

Jeg synes, det er pissespændende at forstå, hvorfor noget stiger, mens noget andet falder, og hvorfor de normale sammenhænge nogle gange ikke holder. Og så er det nogle hyggelige mennesker at tale med.

Jeg har også været med i Emil Thorups podcast, hvor vi blandt andet talte om sundhed og forskning i aldring. Det optager mig meget. Jeg synes, det er spændende, at der arbejdes med, om vi kan bremse dele af aldringen og måske en dag behandle nogle af de processer, som gør os ældre.

Jeg har talt meget optimistisk om, hvor hurtigt der kan komme fremskridt, og om muligheden for en dag at få en yngre fysisk krop, mens man beholder sin erfaring og sit liv. Det er noget, jeg håber på og følger med i. Men mine tidsangivelser er forventninger, ikke noget, der er fastslået.

Redaktionel præcisering: Der forskes i at bremse eller ændre visse aldringsprocesser. Det er ikke dokumentation for, at mennesker inden for otte-femten år kan tage en pille og vælge en fysisk alder på 25 år. Det er et fremtidsscenarie, Martin diskuterer, ikke en etableret behandling eller videnskabelig konsensus.

Jeg bruger også tid på min egen træning, søvn og kost og har fortalt om et sundhedsforløb i andre episoder. Samtidig går jeg i byen, drikker for meget nogle gange og vaper indimellem. Jeg ved godt, at det peger den modsatte vej. Jeg er ikke nogen sundhedsapostel.

Jeg sætter stor pris på de aftener med vennerne, blandt andet på Museo. Så der er nogle ting, jeg holder fast i, selv om jeg er klar over, at de ikke er gode for helbredet. Til gengæld forsøger jeg at tage de andre dele af mit liv mere alvorligt. Den samtale med Emil var hyggelig, men det er ikke sundhed, der er min hovedpointe i dag.

Mediebilledet er blevet fragmenteret

Da jeg var yngre, kunne en stor avisartikel få telefonen til at ringe helt vildt. Et indslag i morgen-tv kunne ramme et meget stort fælles publikum. Der var færre steder, folk fordelte deres opmærksomhed.

Nu er billedet anderledes. Mange artikler ligger bag betaling, og vi bruger vores tid på mange forskellige medier og platforme. Jeg kender ikke alle de aktuelle læser- og seertal, og derfor skal mine sammenligninger ikke læses som en officiel statistik. Jeg fortæller om den effekt, jeg selv oplever.

Når jeg er med i en almindelig artikel i dag, er det ikke nødvendigvis noget, jeg mærker særlig meget bagefter. Der kan stadig være stor værdi i journalistikken, men det er ikke automatisk den bedste måde for mig at nå et relevant publikum på.

Det er heller ikke en kritik af journalisterne. Jeg har faktisk stor tillid til mange af dem. Jeg oplever dem som ærlige, redelige og hårdtarbejdende mennesker, som får mere skældud, end de fortjener. Når der kommer fejl, kan det ofte handle om tidspres.

Jeg ønsker, at vi har medier, som holder øje med magten, stiller spørgsmål til politikerne og også til sådan nogen som mig. Derfor deltager jeg også, når det ikke giver nogen særlig direkte fordel for min forretning.

Men hvis vi taler om rækkevidde og effekt for et budskab, er sociale medier og podcasts blevet meget interessante.

Et kort klip kan nå længere end udsendelsen

Når jeg eksempelvis er med i en debat på tv, bliver der ofte lavet et kort klip bagefter, som bliver delt på Facebook. Det kan få meget større synlighed, end jeg selv oplever fra den oprindelige udsendelse.

Jeg har haft klip, som er blevet set flere hundrede tusinde gange, og nogle over en million. Det er selvfølgelig ikke det samme som, at alle de mennesker har set hele klippet eller er blevet overbevist. Men det er en stor distribution af noget, jeg har sagt.

Du tænker måske, at du ikke bare kan komme i Debatten. Det er også rigtigt. Derfor er min vigtigste pointe ikke, at alle skal på landsdækkende tv. Den er, at vi ofte undervurderer de mindre medier og især de podcasts, som har et relevant publikum.

En lille podcast kan være et stort foredrag

Min egen podcast er en lille niche. Jeg kan sidde og tale om Thailand, min hverdag og så pludselig få en idé om forretning. Det er ikke ligefrem et stramt produceret aktualitetsprogram. Hvis du gider høre det, er du lidt af en feinschmecker. Eller lidt underlig. Det siger jeg med kærlighed.

Mit skøn ved optagelsen er, at en episode kan få omkring tre-seks tusinde lytninger over det første år. Det er ikke et bevis på, at lige så mange forskellige mennesker har hørt hvert minut. Men tænk på, hvor mange det er, hvis bare en stor del bruger en ordentlig bid af deres tid på det.

Jeg har holdt foredrag for mange mennesker, men aldrig for seks tusinde på én gang. Det ville være en kæmpe sal. Her kan jeg sidde i mit hjem og tale, og efterhånden bliver det hørt af et publikum, som samlet kan være større end en stor foredragssal.

Og episoden kan blive ved med at blive fundet. Nogen møder podcasten næste år og lytter til de gamle afsnit. Jeg kan ikke love ti tusinde lytninger over ti år, men det er en mulighed, jeg synes er værd at tænke over. Indholdet behøver ikke forsvinde efter udgivelsesdagen.

Jeg ligger heller ikke konstant højt på hitlisterne. Nogle gange får en kontroversiel episode ekstra opmærksomhed. Det gør bare perspektivet endnu mere interessant: Hvis en lille podcast kan nå sådan ud, hvad kan de større eller mere fokuserede så gøre?

Relevans kan slå prestige

Mange iværksættere vil gerne i Berlingske, Børsen eller et andet kendt medie. Det føles prestigefyldt, og det er da også hyggeligt at kunne vise det til mor og far. Men effekten kan være større i en mindre podcast, som rammer præcis de mennesker, du gerne vil tale med.

Hvis du sælger fiskestænger, kan det være langt mere relevant at komme i en podcast om lystfiskeri. Du fortæller om dine bedste erfaringer og hjælper lytterne med at få mere ud af deres interesse. Du sidder ikke bare og remser ugens tilbud op.

Måske har podcasten kun tusind eller femten hundrede lyttere. Men de har valgt at bruge en halv eller en hel time på et emne, som du ved noget om. Det er potentielle kunder, som allerede interesserer sig for det, du arbejder med.

Sammenlign det med en stor avis. Den kan have mange læsere, men kun nogle læser netop din artikel, og kun en del af dem interesserer sig for lystfiskeri. De bruger måske få minutter på teksten. I podcasten kan de bruge meget længere tid sammen med dig.

Tallene i sådan et eksempel er selvfølgelig illustrative. Jeg vil bare have dig til at kigge på målgruppen og opmærksomheden, ikke kun på mediets navn og samlede størrelse.

Byg noget, du kan give tilbage

Hvis du selv har et nyhedsbrev til fem tusinde lystfiskere, har du også noget at tilbyde podcastværten. Du kan dele udsendelsen med dit eget publikum. Så får værten nye lyttere, mens du får mulighed for at bidrage med noget værdifuldt.

Det er ikke en handel, hvor du bare køber dig til at ævle om dine produkter. Du skal være en interessant gæst. Hvis folk kan lide det, du ved og fortæller, skal de nok blive nysgerrige efter, hvem du er, og hvad du laver.

Begynd med at opbygge et lille publikum et sted, hvor du kan levere noget. Det kan være et nyhedsbrev, en blog, en Facebook-gruppe eller en YouTube-kanal. Når du har det, har du også en slags valuta til samarbejder med andre, som taler til en beslægtet målgruppe.

Jagt og fiskeri kan have overlap. Måske kan du skrive noget om friluftsliv i et andet medie eller lave en samtale, som er relevant for begge grupper. Så hjælper I hinanden med at nå ud.

Det kræver tålmodighed

Da jeg begyndte at lave videoer, var de amatøragtige, og der var ikke mange, som så dem. Du kan stadig finde noget af det gamle, hvis du har lyst til at se, hvor jeg startede. Jeg satte mig ikke ned med et stort publikum fra den første dag.

Jeg blev ved. Efter en masse videoer kom der måske en kommentar, så to, og en person delte noget. På et tidspunkt blev en af tingene taget op af andre. Stille og roligt begyndte der at være mennesker, som fulgte med.

Det publikum gjorde det lettere at samarbejde med andre medier og mennesker. Og det behøver ikke være et nulsumsspil. Den, som anbefaler noget godt, mister ikke automatisk sit publikum. Vedkommende har bare givet dem et godt tip, og du har fået mulighed for at vise, hvad du kan.

Så hvis du har et budskab, du gerne vil ud med, så giv podcasts mere opmærksomhed. Find dem, der taler til dine mennesker, og tænk over, hvad du kan bidrage med. En lille relevant samtale kan være mere værd end en stor overskrift.

Nu skal jeg til møde. Det går godt i Saxis og Capino, hvor vi arbejder med køb og salg af virksomheder og med investeringer og finansiering. Der er gang i tingene, og det glæder jeg mig til at arbejde videre med. Hav det godt.