Gå til indhold

Skal du have en investor

· Martin Thorborg

En investor i din virksomhed kunne give både penge og hjælp, men jeg mente i juli 2016, at man skulle overveje hele samarbejdet. Jeg fortalte ud fra mine egne erfaringer med at bygge virksomheder og forhandle med investorer.

Investor i din virksomhed: Vis mere end en idé

Min opfordring var at komme videre end tanken om et produkt. En første version eller en prototype kunne gøre ideen mere konkret, og de første kunder kunne vise, at nogen havde brug for den.

Jeg lagde vægt på arbejdet og de evner, man selv bidrog med. Hvis man søgte en partner, ville jeg kunne forklare, hvad jeg selv skulle stå for.

Jeg ville kende den person, jeg skulle arbejde med

En investor kunne efter min mening også bidrage med erfaring, kontakter eller en salgskanal. Derfor ville jeg undersøge samarbejdet og tale med andre virksomheder, personen havde investeret i.

Jeg fortalte også om vanskelige forhandlinger og aftaler, der ikke blev til noget. Jeg ville ikke planlægge udgifter, som om lovede penge allerede var modtaget.

For mig handlede forventningsafstemningen både om vækst, ejerskab og den løbende tid til møder og rapportering.

En idé er ikke det samme som en virksomhed

Jeg fik dengang mange spørgsmål på Facebook og i mails: Jeg har en god idé, skal jeg finde en investor, eller skal jeg tage patent først? Jeg havde ikke de gyldne svar, men jeg havde prøvet forskellige ting. Mit meget firkantede svar til en helt ny iværksætter var, at man normalt ikke finder en investor alene på en idé.

Jeg brugte et fjollet eksempel med en pædagog, som havde fået ideen til en automatisk børnenumseskrubber. Der var jo masser af børn i verden, så markedet kunne se enormt ud på papiret. Men hvis produktet ikke var lavet, og personen heller ikke kunne lave det, var der stadig langt til en forretning. Selvfølgelig fandtes undtagelser. Min pointe var, at man ikke skulle bygge sin plan på at være den sjældne undtagelse.

Prøv at se det fra investorens side. Er ideen god? Bliver personen ved efter den første hårde måned? Kan vedkommende finde et hold, som kan producere, markedsføre og sælge? Jo tidligere investoren kommer ind, desto flere ubesvarede spørgsmål tager vedkommende efter min mening med sig.

Lav en første version og vis, at nogen vil købe

Mit råd var at lave en prototype. Var det et website, så lav en første version og få den til at virke. Kunne man ikke programmere, foreslog jeg at lære det eller finde en anden, der kunne hjælpe. Der var allerede masser af steder på nettet, hvor man kunne lære de nødvendige ting.

Prototypen behøvede ikke kunne håndtere en milliard brugere eller skrubbe 5.000 børn. Den skulle vise, at der var hold i ideen. Kunne man også sælge de første eksemplarer eller få nogle konkrete ordrer, stod man endnu bedre. Min vurdering var, at mere dokumenteret fremdrift både kunne gøre en investor mere interesseret og mindske den ejerandel, man skulle afgive. Det var ikke et løfte om bestemte vilkår.

Hvis man allerede ved den første opgave sagde, at det gad man ikke lære, mente jeg, at man skulle overveje, hvor meget man egentlig ville være iværksætter. Jeg beskrev det som hårdt arbejde, ofte over fem-syv år, med stor risiko for at fejle. De tidsrum var min måde at sætte forventningerne dengang.

En programmør skal have andet end din idé at arbejde med

En anden mulighed var at finde en partner, som kunne bygge produktet. Men man kunne ikke bare komme med ideen og tilbyde programmøren ti procent for at lave hele arbejdet. Hvad kom man selv med? Kunne man sælge, markedsføre, samle et hold eller gøre noget andet, som var nødvendigt?

Jeg sagde brutalt, at ideen alene ikke var noget værd i den forhandling. Der var masser af ideer og patenter, som aldrig var blevet til noget. Det, jeg lagde værdi i, var udførelsen, evnerne, passionen og viljen til at blive i arbejdet.

Jeg nævnte en ligelig fordeling som et muligt bedste tilfælde i sådan et partnerskab. Men også der skulle man overbevise den anden om sit eget bidrag. Jeg brugte billedet af selv at rende rundt atten timer i døgnet og sætte reklamesedler på bilruder. Det var et billede på arbejdsindsats, ikke en færdig opskrift på en ejerfordeling.

En investor i din virksomhed kommer også med en forhandling

En god investor kunne komme med netværk, viden, en salgskanal og adgang til nye partnere. Det var en væsentlig fordel ud over pengene. Men jeg mente også, at man skulle regne med en lang og hård proces.

Jeg nævnte tre-fire måneder til at finde personen, eksempelvis gennem Amino Capital, og derefter måske to-seks måneder til at få kontrakten på plads. Ejerandel, beløb og vilkår skulle afklares. Skulle pengene komme på én gang eller i etaper, når bestemte resultater var nået? Mine tidsrammer var erfaringer fra dengang, ikke faste frister.

Jeg brugte eksemplet med en million kroner for 25 procent. Undervejs kunne investoren efter min beskrivelse begynde at anfægte, om de forventede ordrer faktisk var ordrer, og presse på for 35 eller 40 procent. Hvis man ikke ville acceptere det, måtte man være klar til at stå imod. Og man skulle ikke begynde at bruge pengene, før de stod på kontoen.

Jeg havde selv prøvet, at resten af pengene aldrig kom

Jeg fortalte om en investor, som skulle komme med fem millioner kroner, men kun kom med de første 200.000. Min oplevelse var, at han håbede, jeg brugte både dem og flere penge, gik ned og efterlod et konkursbo, han kunne købe. Det lykkedes heldigvis ikke, men det var ikke særlig morsomt. Det er min fortælling om forløbet, og jeg nævnte ikke personen ved navn.

Derfor ville jeg undersøge en kommende partner ordentligt. Brug Google, bed om referencer og tal med andre virksomheder, personen har investeret i. Hvis mavefornemmelsen eller kemien ikke var god, ville jeg lade være.

Jeg havde også oplevet, at en aftale faldt på gulvet ved det møde, hvor vi skulle underskrive det hele. Det kostede mange penge og efter min beskrivelse et halvt år at få virksomheden ordentligt på fode igen. Det skete, selv om jeg havde prøvet den slags flere gange før.

Vækstplanen skal være en plan, du selv vil leve med

Når investoren var kommet ind, fulgte der arbejde med. Månedsrapporter, bestyrelsesmøder og løbende forklaringer på, hvordan det gik. Man havde fået en ekstra partner, som havde skudt penge i virksomheden. Jeg mente, at man skyldte vedkommende opdateringer og en samtale før store ændringer.

Jeg fortalte om nogle folk, som havde fået over 100 millioner kroner ind og bagefter beskrev investorerne som deres største problem. Efter deres fortælling blev de presset til hurtigere vækst, end de selv ønskede, og åbnede udenlandske kontorer for hurtigt. Pengene blev tabt. Det var en historie, de havde fortalt mig, ikke en beskrivelse af alle investorer.

Lavede man en helt urealistisk vækstplan for at få kapitalen, kunne man blive bundet til den. Løb man tør for penge, kunne den eksisterende investor også være den eneste, der hurtigt kunne hjælpe. Jeg illustrerede risikoen med en investor, som krævede at gå fra 25 til 75 procent for at komme med endnu en million. Min pointe var udvanding og en svag forhandlingsposition, ikke at den fordeling altid ville opstå.

Dinero var mit eksempel på at bygge gradvist

I juli 2016 fortalte jeg, at vi i Dinero ikke havde taget fremmed kapital ind. Vi havde selv bidraget med lidt penge og især meget tid. Forretningen gav efter min beskrivelse overskud, og ambitionen var Danmark frem for hele verden.

Jeg forventede dengang, at Dinero måske kunne være 200-300 millioner kroner værd et par år senere. Det var min forventning i videoen, ikke en konstatering af en gennemført handel. Måske kunne det være gået hurtigere med en investor. Men jeg kunne godt leve med, at det tog to-tre år længere, hvis jeg samtidig bevarede friheden og havde det sjovt på vejen.

For mig var iværksætteri en rejse. Hvis jeg efter nogle år kunne leve fornuftigt af virksomheden og selv bestemme retningen, måtte det gerne tage ti år at bygge noget rigtig fedt. Jeg sagde også åbent, at mine egne penge og muligheden for at leve af dem gav mig en fordel. Havde man en familie at forsørge og ingen økonomisk luft, kunne man stå i en anden situation.

At få kapital er begyndelsen på en ny hverdag

Jeg kunne blive træt af, at virksomheder præsenterede 20 millioner i venturekapital, som om de havde vundet et maraton og stod med guldmedaljen. Jeg syntes, det var flot at få pengene. Men det var også nu, man skulle præstere over for investoren.

Min pointe var derfor ikke, at man aldrig skulle have en investor. Jeg ville have, at man tænkte over hele samarbejdet: Kan jeg finde den rigtige? Hvad kræver forhandlingen? Hvad vil vi med væksten? Og hvor meget frihed og løbende arbejde følger med den beslutning?

Jeg kunne også vælge et langsommere tempo

Jeg brugte Dinero som eksempel på min lyst til at bygge en forretning gradvist og bevare indflydelsen. Jeg havde selv penge og tid at bidrage med og sagde, at det gav mig muligheder, som andre ikke nødvendigvis havde.

Det er mine overvejelser fra 2016. Mine tidsrammer, værdiansættelser og eksempler i videoen er erfaringer og forventninger fra dengang.

Mine erfaringer med at bygge virksomheder finder du også i Iværksætter til jeg dør.

Læs også om mine tidligere tanker om kapital og selvbestemmelse.