Gå til indhold

Author rank og Facebook betaling

· Martin Thorborg

Betaling på Facebook var et emne, jeg fulgte tæt i november 2012. Som virksomhed syntes jeg, det var rimeligt at betale for mere synlighed. Men når almindelige mennesker også kunne betale for at få deres opdateringer ud til vennerne, mente jeg, at Facebook risikerede at gå for langt. Samtidig så jeg Google+ og det, jeg dengang forstod ved Author Rank, som et meget smart greb fra Google.

Betaling på Facebook gav mig en ny mulighed som virksomhed

Det var efterår, og Webergrillen stod ude og så lidt ked ud af det. Den skulle snart i brug til en kalkun til Thanksgiving. Men det var Facebook, jeg egentlig ville tale om.

Den store samtale den dag handlede om, at man som almindelig bruger kunne betale for at få sine opdateringer ud til vennerne. Jeg nævnte et beløb på omkring en halvtredser, men var ikke sikker på den præcise pris.

Nogle måneder tidligere var der kommet en mulighed for virksomheder. Jeg havde omkring tretten tusinde følgere på min side, og jeg kunne betale for at nå ud til dem gennem den nye funktion.

Et like på siden betød efter min oplevelse ikke, at man så alle mine opdateringer. Hvis en følger ikke interagerede, kunne vedkommende falde ud af det filter, som bestemte, hvad der blev vist. Man kunne vælge at se det hele, men jeg troede, at de færreste gjorde det.

Betaling gav mig en mulighed for at komme forbi den begrænsning. Jeg beskrev, at funktionen var kommet omkring fire til seks måneder tidligere, og at mulighederne siden var blevet udvidet, blandt andet til venner af følgere.

Jeg prøvede det af, og det begyndte at virke

Jeg havde set muligheder, der begyndte omkring femogtyve dollar, og senere beløb tæt på tusind dollar. Jeg syntes, priserne var eksploderet. Det var de beløb og den udvikling, jeg beskrev i videoen fra 2012.

Jeg havde selv brugt omkring syv til otte hundrede dollar for at prøve det. Først havde jeg ikke nogen succes. Da jeg forsøgte igen, begyndte det at fungere ganske udmærket.

Jeg vidste ikke, om jeg havde været for hurtig med min kritik første gang, eller om Facebook havde ændret noget i mellemtiden. Men jeg syntes efter de senere forsøg, at det kunne være en fornuftig mulighed for en virksomhed med en Facebook-side.

Jeg havde ikke et problem med at betale for at komme længere ud, også til folks venner. Det var almindelig markedsføring. Jeg syntes, løsningen til virksomheder var både smart og sympatisk, og jeg havde ikke hørt nogen stor kritik af den.

Private venskaber var noget andet i mine øjne

Det nye var, at personer med en almindelig profil også kunne betale for synlighed. Jeg havde samtidig læst beskrivelser fra brugere, der oplevede flere likes, men færre kommentarer til deres statusopdateringer.

Mit indtryk var, at Facebook havde gjort det vanskeligere at komme ud til vennerne og nu tilbød betaling som løsningen. Det var min fortolkning af det, jeg så og læste, ikke en dokumenteret gennemgang af en ændring i algoritmen.

Facebook var et aktieselskab. Det var ikke en regering eller en kommune og heller ikke en tjeneste, vi havde krav på. Jeg mente derfor, at virksomheden var i sin gode ret til at gøre det.

Men jeg troede også, at folk kunne føle sig pisset på. Man havde fundet sine venner, hyggede sig sammen med dem og var vant til at dele noget. Så kunne det føles forkert pludselig at skulle betale en halvtredser for at få en fødselsdagshilsen eller en opdatering om en fødselsdag ud.

Jeg nævnte, at man selvfølgelig stadig kunne sende en besked direkte. Min kritik handlede om synligheden af almindelige statusopdateringer.

Et stille feed kunne få folk til at kigge sjældnere

Jeg havde hørt et tal på omkring femten procent for den andel af vennerne, der i praksis så en opdatering. Jeg præsenterede det som noget, jeg havde hørt, ikke som en måling, jeg selv havde lavet.

Min bekymring var, at kun en lille del af brugerne i forvejen skrev noget. Havde man hundrede venner, kunne det måske være fire eller fem, der faktisk opdaterede. Det var et eksempel på det mønster, jeg mente at opleve.

Hvis man så kun fik vist en lille del af deres opdateringer, var der ikke meget tilbage. Jeg sagde, at mit eget feed næsten kun bestod af min kone og mig selv.

Jeg forestillede mig ikke først og fremmest en stor flugt, hvor alle lukkede deres profiler. Jeg troede snarere, at nogle ville begynde at tjekke Facebook sjældnere. Åbnede man igen og igen uden at finde noget interessant, kunne vanen dø ud.

Jeg kendte allerede mennesker, som havde lukket deres profil, og andre, der stort set ikke brugte Facebook længere. Derfor mente jeg, at virksomheden skulle passe på med at gøre et tyndt feed endnu tyndere.

Min forståelse af Google+ og Author Rank i 2012

Jeg havde tidligere været kritisk over for Google+. Jeg mente, at Google skulle begynde mere beskedent og gå efter en niche i stedet for at forsøge at ramme alle på én gang.

Men gennem de seneste måneder syntes jeg, at Google havde taget hårdt fat. Jeg talte om det, jeg forstod som Author Rank: At en stærk forfatterprofil, venner og aktivitet på Google+ kunne få betydning for det website, personen var knyttet til.

Jeg tog selv et forbehold for, om jeg havde misforstået det, men mente dengang, at sammenhængen kunne give bedre placeringer i søgeresultaterne. Det var min forståelse og vurdering i 2012.

Set fra Google kunne jeg godt se det smarte i at forbinde en troværdig person med et website og med de emner, personen vidste noget om. Jeg syntes, idéen gav mening som en måde at tænke troværdighed og placering på.

Men jeg syntes også, det var lige lovlig smart, hvis folk følte sig presset til at bruge Google+ for at undgå at forsvinde i Googles glemsel. Jeg formulerede det meget groft og beskrev det som, at Google havde prostitueret sig selv.

Min kritik var den magt, Google efter min fortolkning kunne bruge til at skabe aktivitet på sit eget sociale netværk. Jeg så det som et pres på folk, der var afhængige af, at deres website blev fundet.

Jeg mente, Facebook skulle have ventet med de private

Google havde efter min vurdering lavet et smart greb, mens Facebooks nye tiltag over for private brugere virkede dumt. Jeg mente, at Facebook burde have holdt sig til virksomhedssiderne og ventet.

Betaling for virksomhedsmarkedsføring gav mening for mig. Men private brugere kunne opleve det som en begrænsning af noget, der hidtil havde været en naturlig del af at være sammen med venner på platformen. Læs også E-pusher om at sælge og markedsføre på nettet.

Om de mennesker så ville begynde at bruge Google+ i stedet, kunne jeg ikke sige. Jeg syntes selv, at aktiviteten dér var steget kraftigt gennem de seneste måneder, men det var ikke det samme som at kende folks næste valg.

Det var den usikkerhed og den konkurrence mellem platformene, jeg reagerede på. Min afsluttende opfordring til Facebook var enkel: Pas godt på. Hvis folk ikke længere fandt noget interessant, når de åbnede, kunne de holde op med at bruge tjenesten så ofte.