Aminos brugere

Moderation på Amino handler for mig om at skabe et sted, hvor meget forskellige iværksættere kan hjælpe og inspirere hinanden. I marts 2011 forklarede jeg, hvorfor vi ikke bare smed besværlige brugere ud med det samme, og hvorfor jeg hellere ville have selvjustits end en lang liste af firkantede regler.

Videoen er fra 25. marts 2011. Her beskriver jeg Aminos daværende praksis, mine erfaringer og funktioner, vi arbejdede på dengang.

Moderation på Amino skal give plads til forskellighed

Jeg begyndte med at takke for hilsnerne på Aminos seksårsdag dagen før. Vi var også ved at sætte en ny service i gang på Amino Nyt. Men det, jeg ville fortælle om, var, hvordan vi drev debatten i forhold til ballademagere, moderatorer og ordensregler.

De foregående dage havde en person været meget provokerende. Flere spurgte, hvorfor vi ikke bare havde smidt ham ud med det samme. Det gav mig anledning til at forklare filosofien bag vores måde at styre Amino på.

Der skulle være plads til næsten alle med interesse for iværksætteri: Skoleeleven, der gerne ville i gang, den nystartede, den erfarne og folk i udlandet, som havde tjent rigtig mange penge. Og også dem, der bare var interesserede.

Vi kunne alle blive inspireret. En skoleelev kunne stille et spørgsmål, der fik den erfarne til at tænke: Det er sgu da rigtigt, hvorfor har jeg ikke tænkt på det? Den erfarne kunne til gengæld give gode kneb og tricks. Forskelligheden var en del af det, der gjorde Amino til Amino.

En dårlig begyndelse behøver ikke blive hele historien

Vi havde nogle skæve eksistenser på Amino. Jeg havde oplevet, at brugere, der kom meget dårligt fra start, senere blev skattede medlemmer. Nogle var fagligt dygtige og intelligente, men havde svært ved at begå sig socialt.

Det kunne vise sig som noget lidt akavet eller som aggression. Min forklaring i videoen var også, at en person, der havde oplevet at blive drillet, kunne vælge selv at provokere. Så føltes en negativ reaktion måske som noget, personen havde valgt, frem for endnu en afvisning.

Jeg brugte en ret grov sammenligning med en pige, der farvede håret grønt og derfor kunne tænke, at folk kiggede på håret i stedet for på hende. Og med, at det kan føles bedre at slå op med sin kæreste end selv at blive forladt. Det var mine billeder på mekanismen, ikke viden om den enkelte brugers liv.

Derfor var både jeg og moderatorerne ret large. Vi havde erfaring med, at der kunne gemme sig en god ressource i en person, som begyndte med at irritere andre. Men der var en grænse. Den konkrete bruger, jeg nævnte uden navn, havde fået en uges pause, fordi det var blevet for meget. Jeg håbede stadig, han kunne vende tilbage og blive en stærk ressource.

På Jubii lærte jeg, at hårdt mod hårdt kunne blive dyrt

En anden grund til forsigtigheden kom fra mine mange års erfaring med communities. Jeg talte om omtrent femten år med Jubii, og at sociale medier bestemt ikke var noget helt nyt.

Satte man hårdt mod hårdt, kunne en konflikt eskalere. En vred person kunne selv være teknisk dygtig eller få hjælp fra nogen, der var. Jeg fortalte om problemer på Jubii-chatten, hvor vi havde smidt nogle fyre ud, og hvor de efter min fortælling lagde Jubii ned i tre uger.

Vi fandt aldrig ud af, hvem de var. Kriminalpolitiet var involveret, og jeg beskrev det som en situation, hvor vi var ved at gå konkurs. Den oplevelse havde givet mig stor respekt for, hvor alvorligt en udsmidning og efterfølgende konflikt kunne blive for forretningen.

Det var både hensynet til de mulige gode bidrag og risikoen for eskalation, der gjorde, at jeg ikke betragtede en udsmidning som en helt enkel løsning.

Jeg ville gerne behandle folk som voksne

Hvorfor havde vi så ikke bare helt faste regler for alt? For det første brød jeg mig ikke særlig meget om dem. Jeg ville gerne have med voksne mennesker at gøre, som tog ansvar og tænkte sig om. Det kunne langt de fleste heldigvis.

Jeg sammenlignede med en råbende bademester i svømmehallen eller beskeden i fitnesscentret om, at ens mor ikke arbejder der. Jeg følte, man blev behandlet som et barn. Min tanke var, at når man bliver behandlet sådan, kan man også begynde at opføre sig sådan.

Hårde regler og hård håndhævelse kunne efter min mening være med til at sænke niveauet. Jeg ønskede et miljø med voksne mennesker, der selv var med til at holde en ordentlig stemning.

En enkelt regelovertrædelse fortæller ikke alt

Det andet problem med firkantede regler var, hvad vi skulle gøre, hvis et af Aminos allerbedste medlemmer en dag overtrådte en. Havde vi smidt en ballademager ud for det samme, kunne andre med rette spørge, hvorfor det skattede medlem ikke også skulle ud.

Så stod vi med valget mellem at miste en meget ressourcestærk bruger eller gå tilbage på vores principper. Jeg ville hellere have mulighed for at se på sammenhængen og personen end gøre alle afgørelser til et spørgsmål om én regel. Læs også Min vej som leder om mine erfaringer med mennesker og ansvar i ledelse.

Derfor beskrev jeg praksis som lidt flydende. Det, jeg prøvede at skabe, var en generel selvjustits, hvor folk hjalp hinanden og tog ansvar for fællesskabet.

To superbrugere og en tænkepause på 24 timer

Superbrugerne var en del af den tanke: Erfarne, godt bedømte medlemmer, som kunne hjælpe med at holde styr på tingene. Jeg nævnte en funktion, jeg netop havde bestilt. Hvis to superbrugere stemte for, at samme person skulle have en pause, skulle vedkommende ryge ud i 24 timer.

Det var en funktion, vi var ved at få lavet, ikke noget, jeg i videoen beskrev som et færdigt, gennemprøvet resultat. En moderator skulle også kunne gribe ind. På den måde kunne der handles, mens jeg eller andre sov. Jeg sad jo selv i en anden tidszone.

Jeg syntes, at to kompetente og fornuftige menneskers vurdering kunne være et rimeligt grundlag for en kort tænkepause. Gik det en sjælden gang galt, kunne brugeren komme tilbage efter et døgn. Og en log skulle vise, hvem der havde gjort hvad, så vi kunne undersøge det bagefter. Det kunne også få konsekvenser for superbrugere, der misbrugte ansvaret.

Jeg så Amino som et lille økosystem

Mit ypperste mål var et fællesskab, der kunne blomstre lidt som en biotop eller et akvarium i balance. Fiskene spiser algerne, og planterne optager næring. Delene hjælper hinanden, så systemet i høj grad kan fungere selv.

Jeg troede, det kunne blive den mest behagelige form for community. Forskelligheden skulle trives. Man måtte gerne være en skæv eksistens med høj intelligens, men det betød ikke, at man måtte råbe skældsord eller blive ved med at irritere andre.

Jeg fortalte, at der var næsten 800.000 indlæg på Amino og næsten tusind nye om dagen. Min opfordring var at kigge på de seneste indlæg og se, hvor mange der var hjælpsomme, og hvor mange der var negative.

Jeg skønnede, at måske to-tre procent var negative på Amino, mens det på andre debatter kunne være tyve-tredive procent. Det var min vurdering i videoen, ikke en dokumenteret sammenlignende undersøgelse. Men jeg syntes, vi havde noget at være stolte af. Hav en rigtig god weekend!