Grib nuet…
Grib nuet, når du sidder ved siden af et menneske, der måske kan hjælpe dig med din forretning. Det kan være en mulighed for at få et godt råd eller en idé, som er langt mere værd end at spare en busbillet. Men du er nødt til at bede om hjælpen.
Jeg optager videoen i Charles de Gaulle-lufthavnen den 28. marts 2010 efter en uge i Danmark. Vi havde Aminotastic hele dagen før og til sent om aftenen. Jeg var i Københavns Lufthavn kvart over fire om morgenen, så jeg er sgu træt. Men jeg er også meget glad.
Grib nuet på et iværksætterarrangement
Det var en fantastisk dag og aften. Vi solgte 300 billetter, og arrangementet var totalt udsolgt en uge før. Jeg er både megatræt og megaglad, og en lille observation fra dagen får mig til at hive kameraet frem, inden jeg glemmer den.
På et tidspunkt satte jeg mig ved et bord for at hygge mig og høre nogle af de fantastiske talere. Ved siden af mig sad en fyr, som kiggede på mig og spurgte: "Hvem er du egentlig?"
Først troede jeg, at han lavede sjov. Ikke fordi jeg er så kendt, men jeg havde dog forestillet mig, at folk på Aminotastic havde en idé om, hvem jeg var. Han havde også lagt mærke til, at jeg havde været oppe og præsentere noget.
Jeg svarede, at jeg hed Martin, og at det var mig, der havde startet Amino. Han sagde "nå" på en måde, jeg oplevede som arrogant, irriteret eller ligeglad. Det var i hvert fald ikke starten på en særlig interesseret samtale.
Logoet blev vigtigere end samtalen
Så spurgte han til logoet. Hvorfor var det lavet i Comic Sans? Det syntes han ikke om. Jeg svarede, at det virkede, at vi var godt tilfredse med det, og at det havde kostet 5.000 kroner. Sådan var det.
Derefter sad han og kiggede ned i sin mobiltelefon i det næste kvarter eller tyve minutter, mens jeg lavede noget andet. Til sidst gik jeg videre.
Senere mødte jeg ham igen. Han havde hørt, at jeg skulle i lufthavnen, og ville høre, om jeg kunne sætte ham af i København. Jeg fortalte, at jeg først skulle til Bagsværd. Det gad han ikke, og så vendte han sig irriteret og gik.
Et godt råd kan være mere værd end et lift
Jeg sad bagefter og tænkte: Hvad fanden laver man til sådan et iværksætterarrangement? Her sidder du som iværksætter ved siden af en anden iværksætter, der har prøvet noget og måske kan give dig et godt råd. Og det eneste, du får ud af situationen, er at kritisere et logo og spørge efter et lift.
Jeg hjalp i løbet af arrangementet omkring 50-70 mennesker med idéer til forskellige ting. Det var jo netop et inspirationsarrangement for iværksættere. Muligheden for at tale om en forretning og få nogle input var der.
Men den største ressource, han forsøgte at få ud af mig, var en køretur til København. Det var åbenbart det, han kunne svinge sig op til: at forsøge at spare busbilletten fra Køge.
Min pointe er ikke, at jeg skal spille stor. Den er, at du indimellem sidder med en fantastisk mulighed for at tale med et menneske, som har viden eller ressourcer, der måske kunne hjælpe dig. Så kig dig omkring og brug situationen.
I stedet for kun at forsøge at spare en busbillet kunne du måske få et godt råd til din forretning. Han kunne have fået meget hjælp, men det fik han ikke. Han bad aldrig om det. Seize the moment. Grib mulighederne, mens de er der. Mine egne erfaringer som iværksætter finder du i Iværksætter til jeg dør.
De bedste hilsner
Martin
Nå der er vist kuk i den video!! den vil ikke vises her
Jeg kikker forgæves i itunes efter nye podcast. den sidste er 18/2. Podcast er stærkt vanedannende, ud med musikken og ind med gode podcast som kan høres i bilen eller på plæneklipperen.