Lidt råd til fagforeningerne

Mine råd til fagforeningerne var at bruge færre penge på sig selv og mere energi på det, medlemmerne faktisk havde brug for. Det var min meget skarpe holdning i august 2012, hvor flere havde spurgt, hvorfor jeg ikke havde sagt noget om konflikten mellem Vejlegården og 3F.

Jeg havde haft travlt med Amino Kapital. Som kapitalist interesserede jeg mig mere for at skabe adgang til kapital for iværksættere end for at diskutere en faglig konflikt. Men jeg havde bestemt en mening om den.

Jeg mente, at de skulle lade Vejlegården være i fred

Min vurdering dengang var, at forholdene på Vejlegården var ordentlige, og at medarbejderne var glade. Jeg mente, at lønnen var konkurrencedygtig, og nævnte, at nogle mente, den endda lå over gennemsnittet. Det var de forudsætninger, jeg lagde til grund for min kritik, ikke en dokumenteret gennemgang af løn og overenskomster.

Derfor syntes jeg, at 3F skulle lade stedet være i fred. Jeg havde også et andet argument: Hvis 3F havde været mit aktieselskab, og jeg var direktør, ville jeg være bekymret for det, der skete med organisationens navn og omdømme. Jeg vidste godt, at en fagforening ikke var mit aktieselskab. Det var min måde at se sagen gennem en virksomhedsbrille.

Jeg mente, at konflikten skadede deres brand. I min meget firkantede udlægning handlede den mere om at markere sig end om at hjælpe medarbejdere, som blev behandlet dårligt.

Fagforeningerne havde både gjort noget godt og skabt et problem

Jeg sagde, at fagforeningerne havde gjort et godt stykke arbejde med at skaffe ordentlige forhold. Men jeg brugte også udtrykket, at de havde sejret sig ihjel. Efter min mening kunne vilkårene blive så dyre, at virksomheder fik svært ved at konkurrere med udlandet.

Det var min kritik af balancen: De havde gjort noget godt for arbejderne, men jeg mente, at det også kunne få dårlige følger for virksomhederne og dermed arbejdspladserne.

Når jeg syntes, der allerede var orden i forholdene, begyndte jeg at spørge, hvad medlemmerne så betalte for. Jeg kastede omkring 1.000 kroner om måneden ind som et omtrentligt eksempel på betaling. Det var ikke en præcis opgørelse over 3F’s eller andre fagforeningers kontingent.

Jeg mente dengang, at langt de fleste danske arbejdsgivere opførte sig ordentligt, og sagde, at man også kunne bruge domstolene eller forlade en arbejdsplads, hvis det ikke var tilfældet. Det var min politiske vurdering af fagforeningernes rolle i 2012, ikke vejledning om en bestemt ansættelsessag.

Jeg syntes, organisationerne var kommet for langt fra medlemmerne

Jeg havde besøgt blandt andet HK og andre fagforeningskontorer og var blevet slået af, hvor flotte de var. Jeg beskrev tykke tæpper, flotte malerier og PH-lamper. Jeg havde kun set ganske få kontorer på det niveau.

Jeg sammenlignede også med et meget flot direktørkontor, jeg havde set. Pointen var ikke en opgørelse over møbler og ejendomme, men min oplevelse af, at omgivelserne lå langt fra mange medlemmers hverdag.

Jeg frygtede, at organisationerne var blevet mere optaget af deres egne medarbejderes job, lønninger, rejser og konferencer end af at skære ind til medlemmernes behov. Jeg sagde samtidig, at det var en meget firkantet udlægning.

Jeg kaldte fagforeningerne en stat i staten og så dem som organisationer med deres egne interesser. Jeg mente ikke, at de naturligt ville vælge færre ansatte, mindre magt, billigere lokaler og lavere omkostninger. Min vrede mistanke var, at nogle konflikter derfor blev brugt til at vise medlemmerne, hvorfor organisationerne stadig var nødvendige. Det var min fortolkning af motiverne, ikke noget, jeg dokumenterede.

Jeg var provokeret af de sager, jeg syntes blev valgt

Jeg trak også en tidligere sag om professionelle fodboldspillere ind. Jeg gjorde grin med, at der skulle kæmpes for mennesker, som allerede tjente meget store beløb, og nævnte omkring to millioner kroner om året som et eksempel. Jeg mente, at det viste en skæv prioritering.

For mig var Vejlegården endnu en sag, hvor jeg syntes, kræfterne blev brugt forkert. Jeg lagde ikke skjul på min irritation, men min kritik ændrede ikke ved, at jeg anerkendte det historiske arbejde for ordentlige vilkår.

Mine råd til fagforeningerne: Gå ned i øjenhøjde

Mit første råd var at flytte ud af de dyre domiciler. Jeg foreslog Avedøre Holme, hvor jeg dengang mente, man kunne finde kontorer til nogle få hundrede kroner pr. kvadratmeter. De beløb, jeg nævnte, var mine daværende eksempler, ikke aktuelle udlejningstilbud.

Køb møbler i IKEA. Sæt lønningerne på et niveau, der ligner det, man ser andre steder. Kom ned fra piedestalen og tættere på medlemmerne. Det var den retning, jeg gerne ville have dem til at tage.

Jeg syntes også, de skulle bruge kræfter på de sager, hvor der rent faktisk var problemer, og droppe den arrogance og konfrontation, jeg mente at se. Vær noget for medlemmerne, frem for at finde nye tiltag, som først og fremmest holder organisationens størrelse oppe.

Hvad er det mindste, en fagforening skal kunne?

Jeg foreslog at begynde med det mest nødvendige. En juridisk afdeling kunne være central. Men behøvede man alle kurserne, turene og de øvrige aktiviteter?

Min tanke var, at mange medlemmer måske hellere ville betale det halve og få hjælp til det væsentlige end betale for en stor pakke, de ikke brugte. Det var en overvejelse om at skære tilbuddet til, ikke en undersøgelse af medlemmernes ønsker.

Jeg nævnte Ryanair og andre virksomheder som noget, man kunne lade sig inspirere af på det punkt: Find ud af, hvad kunden virkelig skal have, effektiviser driften, og gør det billigere. I min virksomhedsbrille var medlemmerne kunderne, og organisationen skulle møde dem i øjenhøjde.

Jeg frygtede, at de gamle organisationer ville miste respekten

Hvis de fortsatte med konflikter som Vejlegården og med det, jeg opfattede som dyre middage, flotte lokaler og høje interne udgifter, mente jeg, at de ville miste endnu mere respekt i befolkningen.

Jeg sammenlignede med hestevogne og gamle regnemaskiner: Noget kan have haft en lang og vigtig storhedstid og alligevel blive erstattet. Jeg så de gule fagforeninger som en del af den udvikling og forudsagde meget bastant, at nogle af de gamle store organisationer kunne implodere og forsvinde inden for tre-fire år.

Det var min prognose og min provokation i 2012. Historien her viser, hvad jeg mente dengang, ikke at forudsigelsen faktisk blev til virkelighed. Mit råd var at komme ned på jorden, passe på omkostningerne og gøre sig nyttig for medlemmerne.