Mer’ vil have mer’

Penge og lykke kom jeg til at tænke på efter et besøg hos en bekendt på Strandvejen. Jeg havde selv meget at være glad for, men kunne stadig se noget, som ville være endnu federe. Og selv hos ham, der havde langt mere end mig, var der lige et nabohus, som kunne gøre drømmen lidt større.

Det var den oplevelse, jeg fortalte om i august 2012. Min pointe var ikke, at man skulle holde op med at stræbe. Jeg ville bare minde mig selv om, at næste materielle niveau ikke nødvendigvis var dér, glæden ventede.

Jeg havde bestemt ikke noget at klage over

Vi boede i Lyngby i en dejlig længe på en bondegård på knap 200 kvadratmeter. Jeg havde lejet den, fordi jeg dengang troede, at boligpriserne skulle længere ned. Det var et rigtig rart sted.

Vi havde to biler, en Fiat 500 og en Audi A3. Fine biler, selv om det havde krævet lidt tilvænning at komme hjem fra USA og betale de danske bilpriser. Min økonomi var udmærket, jeg skyldte ikke nogen noget, og vi havde også et sommerhus i Tyrkiet.

Der var finanskrise, og jeg skulle passe på Amino, så jeg syntes, det var godt at have en økonomisk reserve. Men jeg kunne ikke klage. Flere sagde, at de var misundelige på boligen, bilerne eller mit arbejde. Det kunne jeg godt forstå. Jeg var selv godt tilfreds.

Så kom vi på besøg på Strandvejen

En god mand, jeg kendte, boede et pragtfuldt sted på Strandvejen. Jeg gættede på, at huset var omkring 600-700 kvadratmeter. Det var flot, de var ved at sætte det i stand, og der var et nyt lækkert køkken.

Der stod også en Mercedes i carporten. Man kunne ikke se havet direkte fra huset, men gik man rundt om naboens hus, kom man ned til en strand ved Øresund. Jeg beskrev den som deres egen private strand med en smuk bro, et sted til bål og en terrasse undervejs.

Tænk at kunne tage en dukkert om morgenen og sidde og grille ved vandet. Min kone og jeg talte om, hvor dejligt det var. Da vi spurgte, om de var glade for stedet, var svaret selvfølgelig ja.

Men naboens hus lå direkte til Øresund med udsigten. Hvis man kunne få dét med, ville det være endnu bedre. Jeg nævnte over halvtreds millioner kroner som et beløb i den snak. Det var mange penge.

Der er altid noget, som kunne være lidt større

Jeg forestillede mig så at spørge naboen om tilfredshed. Måske ville han sige, at udsigten var pragtfuld, men at et hus på den svenske side også havde solnedgangen. Eller at et andet hus længere nede havde et par hundrede ekstra kvadratmeter og en pool, hvor man kunne ligge og kigge ud over vandet.

Det var en tænkt samtale, ikke noget, naboen havde sagt. Den viste bare, hvor let man kan fortsætte sammenligningen.

Mine 200 kvadratmeter i Lyngby var ikke 600-700 på Strandvejen. Og de var igen ikke tusind kvadratmeter med direkte havudsigt. Men selv det var jo ikke Amalienborg. Sådan kunne man blive ved.

Jeg var ikke utilfreds med det, jeg havde. Jeg havde et spændende arbejde og havde det sjovt. Men jeg kunne stadig se noget, der var større eller flottere. Det var netop det relative i det, jeg syntes var interessant.

Penge og lykke var ikke det samme for mig

Når jeg tænkte, at det kunne være fedt at have råd til noget mere, prøvede jeg også at minde mig selv om, at det ikke automatisk ville gøre mig gladere.

Jeg henviste meget bastant til forskning om lykke, men nævnte ikke en konkret undersøgelse. Min forklaring var, at penge og materielle ting gør en afgørende forskel, hvis man ikke kan få dækket grundlæggende behov.

Jeg brugte et billede med en familie under en motorvejsbro. Hvis børnene fryser, man er sulten, og fremtiden er skræmmende, betyder penge og et sted at bo meget. Jeg koblede det til de grundlæggende behov i Maslows behovspyramide.

Derfra trak jeg en meget firkantet konklusion om, at flere materielle goder ikke gjorde forskellen på samme måde, når de basale behov var dækket. Jeg generaliserede også groft om, hvem der havde adgang til bolig og hjælp i Danmark, og nævnte hjemløshed og psykisk sygdom. Det var min udlægning dengang, ikke en dokumenteret beskrivelse af alle menneskers situation eller et bevis for, at hjemløshed er et frit valg.

Forelskelsen i noget nyt lægger sig

Flytter man fra en lille lejlighed til et kæmpe hus ved vandet, kan de første dage selvfølgelig føles fantastiske. Wow, se udsigten! Det nye og spændende kan give en følelse af lykke, næsten som en forelskelse.

Men jeg mente, at den følelse lægger sig igen. Jeg sagde endda, at personen i det store hus ikke var en promille lykkeligere end personen i en etværelseslejlighed på Vesterbro, medmindre andre forhold gjorde forskellen.

Det var en skarp formulering af min pointe, ikke en måling af to konkrete menneskers lykke. Jeg ville minde mig selv om, at boligens størrelse alene ikke var det, jeg skulle hænge hele mit liv op på.

Jeg ville stadig gerne stræbe efter noget

Der er ikke noget galt i at ville videre. Jeg troede, at det at stræbe var en del af at leve. Det kunne være et større hus eller en bil, men lige så godt mere fritid, flere børn eller noget helt andet.

Jeg lavede en grov vittighed om, at den drift havde fået os væk fra jordhulerne. Bag joken lå tanken om, at lysten til udvikling både flytter samfundet og os som mennesker.

Det kunne være en større køkkenhave, rødere æbler, flere penge eller mere plads. Jeg mente, at vi gerne vil føle, at vi bevæger os fremad, og at der sker noget. Jeg havde ikke lyst til bare at gå i stå.

Stop også op og se, hvad du har nu

Det andet var at kunne standse et øjeblik og sige: Hold da kæft, hvor er jeg heldig. Prøv lige at se, hvad jeg allerede har.

Om en hæk stod i vejen for udsigten over Øresund, eller jeg boede i en lille lejlighed, var ikke det vigtigste. For mig handlede det mere om at være i fremdrift, føle sig nyttig og være noget for andre mennesker. At hjælpe andre og opleve, at de har brug for én.

Jeg fremhævede også de helt små øjeblikke. Ser du en regnbue, så stop op og kig på den. Tænk, hvor smuk den er. Eller se på børnene, som leger på gulvet, og mærk, hvor søde de er. Det var den slags glæde, jeg gerne ville huske i stedet for altid at kigge mod næste ting.

Kan du lide arbejdet, der skal føre dig videre?

Når man er klar over det, kan man måske prioritere lidt anderledes. Skal man arbejde lige så hårdt hele tiden? Det kommer selvfølgelig an på, om man synes, arbejdet er verdens sjoveste. Det gjorde jeg selv ret ofte.

Hvis du er iværksætter og nyder processen, er det fint at arbejde dig videre. Så er det ikke kun resultatet, der giver dig noget. Arbejdet på vejen har også værdi for dig.

Men hvis du hader processen og knokler for at nå et materielt mål, som måske heller ikke gør dig gladere, syntes jeg, det var en fattig handel. Så spilder du nuet på noget, du ikke bryder dig om, for at komme til en belønning, som ikke nødvendigvis løser det.

Mit forslag var enten at finde mere skønhed i det, man allerede havde, eller at finde et arbejde og noget at rive i, som gav glæde undervejs. Man måtte gerne ville mere. Jeg ville bare ikke glemme at være glad for livet, mens jeg var på vej. Læs også Skab din egen succes om at finde din egen vej og skabe et liv, du er glad for.