Thorborgs Dagbog · Episode 72 · Optaget 12. september 2024 · 30:37
Jeg sidder i bilen og har lige forladt Strandvejen. Det er blevet køligere, men solen skinner, og solopgangen var fantastisk. Og jeg føler mig virkelig on fire rent fysisk.
Jeg har efter mine egne målinger fået mere muskelmasse, er begyndt at tabe fedt og føler mig i bedre form, end jeg har været i fem-seks år. Trappemaskinen, som jeg sprinter på, har en stor del af æren i min egen oplevelse.
Jeg skal passe på min egen begejstring
Da jeg vågnede i morges, havde jeg faktisk lyst til at gå op på trappemaskinen igen. Men jeg trænede i går, og min plan er tre gange om ugen. Jeg skal ikke gøre det hver dag, bare fordi jeg lige er begejstret.
Så ender jeg måske med en fucking knæskade, eller også bliver jeg træt af det. Sådan er det lidt, når man er entusiastisk anlagt. Det gælder både iværksætteri og andre ting: Man kan nemt komme til at overdrive.
Nu er jeg 54, og jeg har efterhånden noget erfaring at binde lysten og ideerne sammen med. Det, jeg har fundet ud af, er, at det lange, seje træk fungerer bedre for mig end de korte, voldsomme ryk.
Man slanker sig en måned og tager på igen. Man giver den fuld smadder i fitnesscentret i tre måneder, får skader, bliver træt af det og stopper. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg går for voldsomt op i noget, kan jeg miste interessen.
Med et computerspil gør det måske ikke noget, at interessen er væk efter tre måneder. Med kost og motion vil jeg gerne finde noget, jeg kan holde fast i gennem livet.
En vane skal være til at leve med
Jeg prøver at finde en måde at spise på, som er nogenlunde sund og fornuftig, som jeg kan lide, og som gør mig mæt. Selvfølgelig går jeg amok indimellem. Men det grundlæggende skal fungere.
Med træningen er det det samme. Jeg vil gerne lave noget hver hverdag. Weekenden er mere valgfri, for ellers bliver den sgu også for sur.
Jeg vil have det ind som en vane. Ligesom jeg ikke går på arbejde uden at tage bukser på, skal de små rutiner bare blive noget, jeg gør.
Når jeg siger »man«, taler jeg egentlig om mig selv. Jeg er ikke en standard for hele menneskeheden. Men når jeg har fået en god vane, skal jeg passe på ikke at ødelægge den ved at overdrive.
Hvis jeg lægger tyve minutter på trappemaskinen oven i mit øvrige program hver morgen, ender jeg hurtigt med en træningssession på 35–40 minutter. Det lyder sikkert ikke imponerende for nogen. For mig er det der, hvor jeg tænker: Det gider jeg kraftedeme ikke hver dag.
Tre dage om ugen er fint. Der skal også være dage, hvor jeg er færdig på et kvarter.
I Livgarden fandt jeg mit eget tempo
Jeg har aldrig været en fantastisk løber. Jeg er en bredskuldret fyr og ikke ligefrem bygget som en lille, let løber. Heller ikke dengang jeg var i rigtig god form, var løb min spidskompetence.
Alligevel lykkedes det mig i Livgarden at komme ind i den bedste halvdel. Det handlede om at finde en kadence, jeg vidste, jeg kunne holde.
Når vi skulle løbe ti kilometer, havde jeg en fart, hvor jeg vidste, at jeg kunne komme hele vejen hjem uden at dø, og som samtidig ikke var helt elendig.
Det kræver lidt psykisk styrke i begyndelsen. Jeg kunne ligge blandt de bagerste, måske de dårligste ti procent, mens de andre satte afsted. Folk har en tendens til at give den gas fra start, for det føles ikke godt at være bagud.
Har man psyken til at være bagud, når man tror på, at man kommer godt i mål? Det har jeg faktisk. Jeg kan acceptere at være bagerst i starten.
Efter en tredjedel af turen begyndte nogle af de andre at sakke bagud. Senere var der flere, som måtte stoppe. Vi løb nogle gange om fredagen efter en torsdag i byen, og så var der selvfølgelig også nogen, som måtte kaste op undervejs.
Jeg fortsatte i mit tempo og endte måske blandt de bedste fyrre procent. Det var jeg fuldstændig tilfreds med. Jeg var ikke den bedste løber, men jeg kom hjem og oplevede ikke at få skader af det.
Vedholdenhed er også en styrke i forretning
Den erfaring trækker jeg også på i forretningslivet. Jeg er ikke den med den højeste IQ eller den, som ved mest om alle mulige ting.
Et af mine yndlingsmottoer er: Hvad jeg ikke har i hovedet, har jeg i benene. Da jeg var yngre, kunne det betyde, at jeg arbejdede videre, mens andre sov.
Det gør jeg ikke så meget længere. Jeg slækker en hel del i forhold til tidligere, så hvis du sidder der og tænker, hvor fanden jeg får energien fra, skal du bare være rolig. Jeg arbejder ikke på samme måde som dengang.
Men hvis du er yngre og kan genkende noget af det her, synes jeg, der ligger en enorm styrke i vedholdenhed. At vide, når du går i gang med et projekt, at det kommer til at tage tid.
Hvis du brænder alle pengene og alt krudtet af de første tre måneder, er der ikke meget tilbage til resten. Iværksætteri er et langt spil.
Min erfaring er, at det ofte tager tre-syv år at bygge en virksomhed, som virkelig fungerer. Det betyder ikke, at man aldrig kan få en god forretning op at stå hurtigere. Der er stor forskel på brancher.
En vinduespudser og en tagdækker har forskellige udfordringer
Jeg bruger vinduespudsning som eksempel. Det kan være relativt enkelt at komme i gang: En spand, vand og noget udstyr, og så ud at finde kunder.
Man kan præsentere sig lokalt, dele materiale ud og arbejde på at få en fast rute. I podcasten bliver jeg meget optimistisk og nævner muligheden for nogle snese faste kunder efter et halvt år og en fin årsindtægt. Det er et tænkt eksempel, ikke et budget eller en garanti.
For en kunde er det heller ikke verdens farligste beslutning at prøve en ny vinduespudser. Hvis resultatet er dårligt, er vinduerne ikke blevet ordentligt pudset. Det er irriterende, men det ødelægger normalt ikke huset.
Med en tagdækker er der mere på spil. Det tager længere tid at lære arbejdet, der er mere kapital bundet, og kunden skal have større tillid. Et dårligt tag kan give en stor tabt investering og skade huset.
Derfor har et kendt og troværdigt navn en anden betydning. Det kan tage længere tid at få virksomheden etableret.
Omvendt kan en vinduespudser møde en udfordring, når ruten er fuld, og man vil vokse med ansatte. Nogle vil tænke: Hvorfor skal jeg aflevere en del af omsætningen til mester, når jeg kan lave min egen rute? Det er min observation af en mulig udfordring, ikke noget alle ansatte nødvendigvis gør.
Så det lange, seje træk virker for mig både med kost, motion og forretning. Og det var egentlig min første tanke på den her flotte morgen.
På vej til strategi med dygtige mennesker
Jeg er på vej til bestyrelsesmøde i e-conomic fra otte til tolv. Vi skal tale strategi.
Jeg synes, e-conomic er en af de bedste IT-virksomheder i Danmark. Jeg nævner også Computerworlds rangering, hvor både e-conomic og Dinero klarer sig godt. Og jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at bemærke, at Dinero ligger foran i den sammenligning, jeg har i tankerne.
Lars, som tidligere var administrerende direktør i e-conomic, drillede mig ellers med, at e-conomic voksede med et helt Dinero om året. Den bemærkning skal jeg jo lige give tilbage på.
Han er en god fyr og har fået et fedt job i Norge. Nu er Carina, som tidligere var direktør i DataLøn, administrerende direktør i e-conomic. Hun er sindssygt dygtig og en kvinde, jeg respekterer meget.
Jeg skal også mødes med vores bestyrelsesformand, som er formand både der og i Dinero. Han er en virkelig dygtig finsk iværksætter med en stor rolle i Visma.
Jeg er lønmodtager i dag, og det kan man måske undre sig over. Men når jeg arbejder med mennesker som ham, lærer jeg noget hver dag. Jeg bliver aldrig for gammel til at lære.
Jeg er også godt lønnet og har nogle gode vilkår. Og jeg har stadig tid til mine andre projekter: Bold, Marlow, Capino, Saxis og hotellerne i Gudhjem.
Jeg hører ikke helt så godt længere
Dagens andet emne er min hørelse. Jeg hører ikke så godt længere. Jeg går for meget på natklub, og det ligger også i familien.
Det er ikke et problem på arbejde, hvor jeg som regel kan høre fint. Men når folk taler hurtigt, min kone har en dyne eller hånden foran munden, eller ungerne kigger den anden vej og taler TikTok-slang, kan det være svært.
I et større selskab kan jeg også have problemer med at følge med. Så står man med et dilemma: Hvad gør jeg ved det?
For mig har et høreapparat en følelsesmæssig betydning som et symbol på at være blevet gammel. Jeg ved godt, at det er irrationelt og dumt. I princippet burde jeg bare få gjort noget ved det.
Danmark har fantastiske høreapparatvirksomheder. Men jeg kan ikke lade som om, jeg ikke har den modstand inde i hovedet.
Min far havde et alibi, som jeg godt kan forstå
Min far var akustiker og arbejdede med højttalere hele sit liv. Et af de store høreapparatfirmaer brugte ham som testperson, og det syntes han var interessant.
Jeg kunne mærke, at det gav ham en anden måde at se det på. Det var ikke, fordi han var blevet gammel og ikke kunne høre. Det var, fordi de kunne bruge hans ekspertise.
Han fik et høreapparat og kunne bruge testrollen som et slags alibi. Det er jo lidt sjovt, at det overhovedet skal være et tabu.
Høretab kan skyldes mange forskellige ting. Min egen oplevelse er en blanding af familiehistorie og for meget høj musik. Det burde ikke være noget, man skulle skamme sig over.
Men jeg har gået og tænkt, at jeg måske kunne holde den kørende nogle år endnu og vente på noget, man ikke kan se. Selv de meget små apparater synes jeg, man kan spotte. Det har jeg svært ved, selv om det er min egen fordom.
Jeg beundrer dem, der bare står ved det
En god veninde af min kone begyndte at bruge høreapparat og valgte en vild farve. Hvis hun skulle have det, måtte man også se det.
Det synes jeg er så cool. Jeg tænker overhovedet ikke dårligt om hende. Det mod har jeg bare ikke selv.
Det er lidt mærkeligt: Jeg frygter, at andre vil se mig som gammel eller mindre skarp, selv om jeg ved, at et høreapparat ikke siger noget om en persons intelligens.
Det er mine følelser og fordomme, jeg beskriver. Jeg kunne aldrig drømme om at drille eller genere nogen på grund af deres høreapparat.
Apples nye farver er ikke det, der interesserer mig
Apple har lige holdt et af sine events. Jeg holdt op med at se dem for nogle år siden og hører mest reaktionerne fra andre på X.
Det lyder på mange, som om det var kedeligt: En ny farve på telefonen, en ekstra knap. Ja, okay, fedt. Men der er én ting, som virkelig interesserer mig, og det er sundhedsteknologien.
Nogle mener, at Apple er faldet bagud. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. Telefonerne er efterhånden rigtig gode. Hvor meget mere skal der ske dér? Det spændende kan ligge andre steder.
Jeg ser et stort muligt marked inden for medical devices: Teknologi, der kan hjælpe med at holde øje med vores helbred, pakket ind i ting, vi allerede bruger.
Mit Apple Watch skal hjælpe mig uden at stresse mig
Jeg har et Apple Watch Ultra, og det er det fedeste ur, jeg har haft. Jeg har også et Rolex liggende, så det er ikke, fordi jeg ikke er forkælet. Jeg kan bare rigtig godt lide mit Apple Watch.
For mig holder batteriet omkring to døgn, og det betyder, at jeg kan sove med det. Men jeg har slået stort set alle notifikationer fra.
Hvis Jannie eller ungerne ringer, må det godt vibrere. Sms’er, Messenger og alt det andet skal ikke ind på mit håndled hele tiden.
Jeg kan huske en dag, hvor jeg blev så irriteret over beskeder på mit daværende ur, at jeg kastede det ind i skoven. Og lidt senere måtte jeg ud på en walk of shame og finde det igen. Det lykkedes heldigvis.
Derefter slog jeg notifikationerne fra. De stressede mig. Mit Apple Watch er på den måde måske det dummeste smartwatch i verden, for jeg bruger næsten kun sundhedsfunktionerne.
Det følger min søvn og træning og giver mig noget at arbejde med. Jeg synes også, det er motiverende at se mit estimerede kondital blive bedre.
Jeg forestiller mig, at helbredsdata kan spille bedre sammen
Uret har blandt andet funktioner til puls og EKG, og jeg kan se ændringer i de temperaturmålinger, det laver om natten. Det interessante for mig er retningen: Flere sundhedsfunktioner og godkendelser af konkrete funktioner.
Min ven og forretningspartner Rune fandt lige før en flyrejse ud af, at han havde lungebetændelse. Han havde haft det mærkeligt uden at tænke så meget over det.
Det fik mig til at tænke på, om et ur i fremtiden kunne kombinere ændringer i flere målinger og gøre opmærksom på, at noget måske skulle undersøges.
Lige nu kan jeg se, hvis min temperatur eller hvilepuls afviger fra min egen normale udvikling. Jeg forestiller mig, at AI og nye sensorer senere kan binde mere af den viden sammen.
Nu digter jeg, for jeg er ikke læge. Jeg kan ikke sige, hvilke ændringer der betyder infektion eller noget andet. Og uret måler ikke bare alle de ting, jeg kan finde på at nævne. Jeg kommer i optagelsen til at nævne blodprocent og retter det selv.
Men forestil dig værdien af en enhed, som løbende hjælper dig med at opdage forandringer, før du selv bemærker dem. Måske kan man så søge hjælp eller ændre en vane tidligere.
Jeg forestiller mig også, at den kunne forklare noget om risiko og livsstil: Hvad betyder mere søvn, mindre vægt eller mere motion for mig? De tal og sygdomseksempler, jeg slynger ud i podcasten, er tænkte scenarier, ikke beregninger af min eller din risiko.
AirPods som høreapparat rammer noget personligt hos mig
Det, der især fangede mig ved Apple-eventet, var annonceringen af høretest og høreapparatfunktioner til AirPods Pro 2 via en kommende softwareopdatering.
Tanken er en høreprofil, hvor lyden tilpasses de frekvenser, man har problemer med. Jeg håber, det kan være interessant for en som mig med nogle høreudfordringer, men jeg har ikke testet det ved optagelsen og ved ikke, om det passer til mit behov.
Jeg har bestilt AirPods og glæder mig til at prøve dem. Det er de annoncerede funktioner og mulighederne fremadrettet, jeg taler om her i september 2024.
At gå med AirPods oplever jeg anderledes end at gå med et høreapparat. Det er jo allerede normalt at se folk med dem.
Du kan selvfølgelig sige: Martin, bliver det ikke mærkeligt, hvis du sidder til en middag med AirPods i ørerne? Jo, det kan du have ret i.
Det normale ændrer sig
Min papsøn Holger har nærmest AirPods på hele tiden, også hjemme. Det er ikke altid velset, og jeg ved ikke, hvor grænsen kommer til at ligge socialt.
Men jeg kan også huske, da vi gjorde grin med mobiltelefoner. Skulle folk måske stå i supermarkedet og ringe hjem for at spørge, om der var flere hakkebøffer derhjemme? Det gør folk jo i dag.
Måske kan vi grine af AirPods til en middag nu. Men hvor små er de om fem år, og hvor normalt er det til den tid at bruge dem på andre måder?
Rune er også meget glad for sine Ray-Ban-briller fra Meta, hvor man kan høre lyd fra brillestængerne og bruge kameraet. Den slags får mig til at tænke på, hvad der kan komme ovenpå.
Et ekstra lag af information i hverdagen
Jeg forestiller mig for eksempel en fremtidig løsning, som kan hjælpe mig med at huske, hvem jeg møder. At den siger i øret: Det er Peter. Skal jeg finde baggrund på ham? Han arbejder dér, og din relation til ham er sådan og sådan.
Det er en idé om en fremtidig funktion, ikke noget jeg påstår, at brillerne gør i dag. Men som person med en ikke altid fantastisk hukommelse kan jeg godt se værdien.
Det kunne også være praktiske informationer undervejs. Et tilbud i en butik, en besked om uro længere fremme eller en advarsel om, at det begynder at regne om fem minutter.
Tilbudsbeskeder ville jeg nok selv slå fra. Andre kunne måske synes, de var fede. Jeg nævner bare nogle oplagte idéer; der er en million andre muligheder.
Spørgsmålet er, om det kommer gennem briller, AirPods, høreapparater eller en kombination. Jeg forestiller mig et slags augmented reality, et ekstra lag oven på den virkelighed, vi går rundt i.
Enheden hjælper mig måske med at høre bedre, lytte til musik og tage opkald, men også med relevant information. Måske bruges telefonens kamera, et kamera i brillen eller noget helt tredje. Jeg ved ikke, hvilken form det får.
Jeg ved godt, at høreapparater allerede kan have Bluetooth, så man kan lytte og tage opkald. Det, jeg er optaget af, er den mulige ekstra adgang til information.
Høreapparatet kan få en anden betydning
Jeg tror, det kan blive meget normalt at gå med teknologi, som informerer os gennem lyd. Briller, AirPods eller noget, der i dag ville hedde et høreapparat.
Det kan ændre den følelse og det stigma, jeg selv kæmper med. Enheden hjælper ikke kun med et problem. Den giver også adgang til noget, man gerne vil have.
Jeg håber, de danske høreapparatvirksomheder arbejder i den retning sammen med, eller i konkurrence med, Apple, Google og Meta. Det er sikkert ikke nemt, men jeg synes, mulighederne er spændende.
Jeg vil gerne teste det selv, lidt ligesom min far gjorde. Jeg har ikke fået mine AirPods forærende af Apple. De er købt gennem mit arbejde, hvor jeg også bruger dem til samtaler med kunder og en masse andre ting.
Jeg synes, man skal være varsom med at dømme Apple ude
Min anden pointe er muligheden for, at telefon, ur og AirPods kan spille tættere sammen.
Hvad kan værdien blive, hvis de hjælper os med at forstå vores velbefindende, opdage ændringer og blive motiveret til at gøre en indsats? Det er den mulighed, der interesserer mig, når nogen dømmer Apple ude.
Jeg kan ikke sætte en aktiekurs på den tanke eller love, at udviklingen bliver sådan. Det er min vurdering af en spændende retning. Det er en ret vild verden, vi lever i.
Saxis har fart på, Capino lidt mindre
Til sidst en lille status: Der er helt åndssvagt gang i Saxis i øjeblikket med køb og salg af virksomheder.
Jeg tror, vi fik syv virksomheder til salg i forgårs, og der er også gang i køberne. Det er kraftedeme sjovt.
Capino er til gengæld gået lidt i stå. Her får vi omkring to-tre nye virksomheder om ugen, som søger investering.
Det undrer mig, for på det her tidspunkt har vi aldrig haft flere investorer derinde. Jeg tænker, at der må være mange virksomheder, som har brug for en investering eller et lån til at udvide.
I optagelsen fremhæver jeg muligheden for at præsentere sig for omkring otte hundrede investorer for under to tusinde kroner. Det er den pris og det netværk, jeg taler om i september 2024.
Jeg forstår ikke helt forskellen i aktiviteten. Måske er der sæson i det. Sådan er det nogle gange.
Hav en fantastisk dag.
Optaget 12. september 2024. Produktplaner, virksomheder, priser og personlige målinger beskriver situationen på det tidspunkt. Scenarierne om fremtidige sensorer, diagnosticering og information i øret er Martins forventninger.
