Min søster sagde noget klogt til mig i går: Hun er meget opmærksom på at skelne mellem sin egen sorg og andre menneskers sorg.
Hun har i mange år arbejdet med meget syge børn. Det betyder, at hun også har stået tæt på familier, som mistede et barn. Hun kunne vise dem omsorg, empati og kærlighed uden at tage hele deres smerte med hjem.
Det har jeg tænkt over. Især i en verden, hvor vi hele tiden bliver præsenteret for billeder af krig, døde børn og ødelagte liv. Man kan godt føle med mennesker og hjælpe dem uden at gøre deres smerte til sin egen.
Det er den 7. marts 2024. Jeg sidder og kigger ud over et smukt landskab. Der er lidt sol, det er koldt, og i morgen skal jeg til Bornholm på fisketur med gutterne.
Havet er en af vores store værdier
Vi er fem-seks venner, som gennem mange år har fisket havørred sammen. Der er ikke så mange fisk tilbage, som vi kunne ønske os.
Der er diskussioner om sæler og skarver, men der er heller ikke nogen tvivl i mit hoved om, at mennesker påvirker naturen meget. Spildevand, pesticider, overfiskeri og alt det andet. Jeg synes, det er dødærgerligt.
Havet er en af vores store værdier i Danmark. Vi kan fiske, sejle, se på det og gå ture langs det. Det er også noget af det, som får turister til at komme.
Så ud over at passe på naturen, fordi den er fucking fed, er der også et økonomisk perspektiv. Jeg synes, vi burde gøre meget mere.
Min søster får gang i sin webshop
Min søster var på besøg i går. Hun har åbnet en webshop, hvor hun sælger tomatfrø, og på det her tidspunkt får hun omkring femten ordrer på en hverdag og omkring tredive i weekenden.
Det er sgu godt gået af en pædagog, som ikke tidligere har haft den store interesse for business eller e-handel.
Hun kom fra en hobby og ville sælge sine tomatfrø. Så åbnede hun en shop på SHUP og fik sin første ordre senere samme dag. Jeg ved godt, jeg har fortalt det før, men jeg er stadig imponeret.
SHUP er et enkelt system, og det er netop pointen. Har man en hobby og vil sælge noget, er der ikke nødvendigvis brug for fire tusind funktioner.
Man skal let kunne lægge varer ind, skrive tekster, dele dem op i kategorier og modtage betaling. Så kan man komme i gang.
Mads har også åbnet en lille shop
Min søn Mads har lavet en shop med det, han kalder nødmad. Det er blandt andet produkter fra ReadyWise, som markedsføres med meget lang holdbarhed, når de opbevares under de rette forhold.
Han har fået sine første ordrer. Fra han gik i gang med shoppen, til den var klar til at tage imod kortbetaling, gik der omkring en time, som jeg husker det.
Det synes jeg er sjovt. Der skal ikke nødvendigvis gå måneder med at bygge en kompliceret løsning, før man kan prøve en lille forretning af.
Syv år med Jannie og lidt flere roser
Jannie er lige taget afsted til Seedster. Vi havde syvårsdag forleden, og det passer jo meget godt med arrangementet, for det var dér, jeg mødte hende.
Jeg kan se de roser, jeg gav hende. Hun syntes bare ikke, jeg havde givet hende nok, så hun bestilte selv flere fra samme sted.
Nu står der en hel masse flotte roser. Det burde måske give mig anledning til at tænke lidt over, om jeg skal stramme op på den front. Jeg har også bestilt noget mere til hende. Så må der være lidt ro.
RenBåd fik en investering i Løvens Hule
Jesper Buch, Jannies bror, har fået lidt mere tid, efter at han ikke længere er med i Løvens Hule. Nu er blandt andre Morten Larsen med.
Hvis du så programmet forleden, så du, at Morten investerede i RenBåd, som jeg også er investor i. Det er sgu cool.
Folkene bag har efter de oplysninger, jeg har, ordnet over to tusind både, siden de kom i gang for omkring tre år siden. Omkring tusind af dem var sidste år. Det er en flot udvikling.
De opbevarer også min RIB i en af deres store haller. Jeg går ud fra, at den snart skal have motorservice, renses og bundmales og så leveres tilbage til Vedbæk Havn omkring begyndelsen af april.
Så skal jeg ud at sejle igen. Det er en hyggelig ting at lave med familien. Mads, Emma og Jannie har taget de nødvendige certifikater, og den yngste skal også i gang, når han bliver gammel nok til det.
Der er også godt gang i Dinero
Vi har haft godt knald på i Dinero. Brugerbasen vokser, og på optagelsestidspunktet har vi omkring 56.000 betalende kunder.
Vi bruger en freemium-model, hvor man kan benytte en gratis udgave inden for de vilkår, der gælder. På det her tidspunkt er en årlig omsætning på 100.000 kroner en del af grænsen for den gratis model.
Jeg håber, vi i år kan komme over 200 millioner kroner i omsætning med et pænt overskud. Det ser ud til at kunne lade sig gøre. Det er blevet en rigtig fin forretning.
Emma tog selv samtalerne og valgte jobbet
Det var faktisk Emma, som tog initiativ til middagen i går med min søster og min mor. Hun er ved at flytte hjemmefra og har købt en lille lejlighed i Lyngby, hvor der blandt andet skulle ordnes gulv.
Hun har også fået nyt job. Da hun mistede sit arbejde, fordi Letz Sushi gik konkurs, skrev jeg på Facebook, at folk kunne kontakte hende, hvis de kunne bruge hende.
Det udløste en helvedes debat om, hvorvidt jeg var en curlingfar. Jeg sidder stadig og tænker: Hvilken forælder ville ikke bruge sit netværk til at fortælle, at ens barn ledte efter arbejde?
Hun tog selv imod henvendelserne, svarede på dem, gik til jobsamtalerne og valgte det job, hun gerne ville have.
Nogle skrev, at de aldrig ville ansætte hende, fordi min hjælp gjorde hende uselvstændig. Den kobling forstår jeg ikke. Hvis man har brug for hendes kompetencer, hvorfor skulle det så diskvalificere hende, at hendes far har fortalt, at hun søger job?
Hvor mange mennesker kan man være nærmeste leder for?
Hun har fået en lederstilling i Lagkagehuset. Først skal hun oplæres i Lyngby og derefter have ansvar for en butik et sted i Nordsjælland.
Som jeg har forstået det, kan der være mellem tolv og fyrre medarbejdere. Jeg håber, det bliver tættere på tolv. Hun er tyve og skal lige i gang.
Jeg synes også generelt, fyrre direkte medarbejdere er for mange. I Dinero har jeg oplevet omkring tolv som en fornuftig grænse for, hvor mange man kan kende ordentligt som leder.
Man skal ikke bare huske deres navne. Man skal forstå, hvad der motiverer dem, hvad de bliver glade eller utrygge ved, og hvordan man hjælper dem til at yde en god indsats.
Med fyrre mennesker synes jeg, det bliver meget svært. Hvis hun får så stor en gruppe, ville jeg anbefale hende at spørge til teamledere, som kan hjælpe med ansvaret.
Jeg ved faktisk ikke, hvordan Lagkagehuset har organiseret det. Måske har de allerede den løsning. Jeg skal ikke blande mig i deres drift. Men selvfølgelig sparrer jeg med min datter, hvis hun spørger mig.
Hvis det også er curling at svare, når ens barn beder om et råd, så må man jo kalde det det. Jeg mener, man godt kan hjælpe uden at overtage.
Opslaget blev set over en million gange
Jeg havde ikke regnet med, at opslaget om Emma ville blive set over en million gange. Det var fuldstændig crazy, og der kom mange mails, også med tilbud fra udlandet.
Det blev en stor opgave for hende at håndtere. Til sidst var hun nærmest helt ør i hovedet af henvendelserne.
Hun havde sagt, at det var fint, jeg lagde opslaget ud. Men jeg tror også, hun bagefter kunne mærke, at det havde været meget mere, end hun havde forestillet sig. Så det er ikke sikkert, jeg ville gøre præcis det samme en anden gang.
Jeg vil stadig gerne kende ansøgerfeltet
Der har også været mange henvendelser om kønsdebatten. Nogle har været ganske hårde. Jeg synes, man kan finde grim adfærd i flere lejre, og jeg synes ikke, mine sønner skal bøde for noget, andre mænd har gjort engang.
For mig handler ligestilling om lige rettigheder og muligheder. Jeg reagerer, når diskussionen kun handler om, at resultaterne skal fordeles ens.
Hvis færre kvinder får venturekapital, vil jeg gerne vide, hvor mange kvinder og mænd med relevante projekter der har søgt. Jeg oplever også forskelle i, hvilke virksomheder folk starter, og om de overhovedet har brug for den slags kapital.
Der er for eksempel selvstændige behandlere, frisører, coaches og freelancere, hvor forretningen er en anden end i en teknologivirksomhed, som skal rejse meget kapital. Det er ikke en mindre værdifuld måde at være selvstændig på.
Jeg vil undersøge ansøgerfeltet, før jeg konkluderer noget om fordelingen af pengene. Når vi ved, hvor mange relevante ansøgere der er, kan vi begynde at se på, om nogen bliver valgt fra på grund af køn.
Men nu har jeg lovet, at vi ikke skal blive ved med køn. Så jeg stopper her og vender tilbage til det, min søster sagde.
Min søster arbejdede med meget syge børn
Hun har gennem mange år været pædagog i et tilbud for børn med alvorlige, nogle gange livstruende sygdomme. Der var særlige hensyn til hygiejne og til at beskytte børnene mod smitte.
Det var et sted, hvor børnene kunne være sammen med andre børn, selv om deres situation gjorde almindelige fællesskaber vanskelige. Forældrene kunne få en pause, drikke kaffe og tale med andre forældre, mens børnene legede.
Engang imellem døde et barn. Det er selvfølgelig frygteligt. Jeg spurgte til, hvordan man håndterer at arbejde så tæt på den slags sorg.
Hun forklarede, at hun var opmærksom på, om det var hendes sorg eller andres sorg. Det synes jeg er utrolig klogt.
Hun kunne føle med forældrene og være der for dem. Men hun skulle ikke gøre deres sorg til sin egen og bære den rundt resten af sit liv.
Min mor bekymrede sig om en slange i Costa Rica
Vores mor er et dejligt og meget empatisk menneske. Men hun kan også påtage sig næsten al den smerte og bekymring, hun hører om.
Da Jannie og jeg var i Costa Rica, fortalte jeg hende om en gulgrøn slange tæt ved det sted, hvor vi boede. Jeg var ikke selv særlig bekymret, og vi havde observeret den på det samme sted gennem opholdet.
Det er ikke en vejledning i, hvordan man skal forholde sig til slanger. Det er bare et eksempel på forskellen mellem min mors og min reaktion.
Hun forestillede sig, at den kom ind og bed os, og efter hvad jeg fik fortalt, kunne hun ikke sove i flere dage.
Hun kan heller ikke lide at se tv-avis, fordi hun tager tingene så meget ind. Og hvis børnene har det dårligt, kan det også koste hende nattesøvnen.
På et tidspunkt fortalte Jannie hende, at det stressede lidt at skulle købe noget i Frankrig. Så blev min mor så bekymret, at hun kontaktede Emma og bad hende få mig til at lade være.
For mig bliver det en meget voldsom reaktion på noget, som andre mennesker godt selv kan håndtere.
Jeg har lært at skelne mellem nuet og det, der måske sker
Jeg står nok i den anden ende af skalaen. Jeg er meget god til ikke at bekymre mig om alt det, som måske kan ske.
Det hænger måske sammen med at være iværksætter. Hvis jeg skulle ligge vågen over alle de ting, som kunne gå galt, ville jeg aldrig kunne sove.
Det betyder ikke, at jeg er ligeglad. Hvis jeg skal afskedige en medarbejder, er jeg meget påvirket i situationen. Jeg føler med personen, er ked af det og krymper mig ved det.
Men jeg har et godt skjold over for mulige katastrofer og over for situationer langt væk, som jeg ikke kan påvirke.
Det var det, min søster satte ord på: Hvad er min bekymring, og hvad er en andens? Hvad er min sorg, og hvad er deres?
Min mor kunne godt sige, at jeg skulle være forsigtig eller flytte væk fra slangen. Men når hun havde sagt det, og jeg havde taget mit valg, var der ikke meget mere, hun kunne gøre.
Jeg er en voksen mand. Hvis noget faktisk sker, må vi forholde os til det. Indtil da hjælper hendes søvnløse nætter ikke nogen af os.
Når billeder af krig fylder hele dagen
Jeg ser også mennesker på X, som næsten hver time deler billeder og fortællinger om det frygtelige i Gaza. Døde børn, knuste familier og ødelagte hjem.
Jeg vil ikke gøre det her til en diskussion om, hvem der har ret i konflikten. Det er forfærdelige ting, mennesker bliver udsat for.
Det, jeg tænker over, er, hvad det gør ved et menneske at fylde hele sin dag med den smerte og fortælle, at man græder sig i søvn.
Jeg tror bestemt, der er oprigtig empati i det. Der kan også være en social dynamik, hvor man får anerkendelse, likes og diskussioner. Jeg kender det selv med at dele vandene.
Men hvis det, man gør, kun er at tage smerten ind, hvad ændrer det så for dem, som lider?
Jeg ved ikke, hvad et menneske gør uden for sine opslag, og jeg kan ikke bedømme vedkommendes privatliv eller helbred. Min pointe er, at man kan ende med at slide sig selv op uden at have skabt den hjælp, man egentlig ønsker.
Empati behøver ikke betyde, at man tager sorgen med hjem
Som min søster sagde, kan man godt give et menneske et kram og fortælle, at man er ked af det på deres vegne. Man kan vise sympati, omsorg og kærlighed uden at overtage hele deres smerte.
Det er en vigtig sondring, hvis man arbejder med mennesker i stor sorg. Men den er også vigtig for os andre.
Vi bliver bombarderet med billeder fra ukrainske skyttegrave, sønderbombede huse og børn, som ligger livløse. Samtidig kommer der aggressive udmeldinger fra verdens ledere.
Hvis man forsøger at holde noget af det ude af sit indre, betyder det efter min mening ikke, at man er uden empati eller ligeglad.
Jeg hjælper, men jeg går ikke rundt i krigens smerte
Jeg har ikke grædt over det, der sker i Gaza eller Ukraine. Det kan lyde hårdt. Jeg er klar over, at der er konflikter, ufred og forfærdelige menneskelige konsekvenser. Jeg vender ikke det blinde øje til.
Jeg har også doneret penge, især til formål i Ukraine. Men jeg tager ikke hele den fysiske og følelsesmæssige smerte ind i mig selv.
For mig kan empati og handling godt eksistere uden, at jeg går rundt og har det forfærdeligt. Hvis jeg følte et behov for at gøre mere, måtte jeg prøve at gøre noget konkret.
Det kunne være at samle penge ind til nødhjælp eller lægge politisk pres på vores ledere. Man kan støtte et formål eller arbejde for en bestemt ændring. Der er mange former for aktivisme.
Nogle rejser også ud og hjælper. Jeg nævner det som et eksempel på handling, ikke som en anbefaling om at tage til et farligt område.
Jeg tror bare, at der er forskel på at handle og på at bære rundt på al verdens lidelse inde i sig selv.
Hvad kan jeg gøre, og hvad må jeg lade ligge?
Det samme gælder min mors bekymring. Hun må gerne sige det til mig. Men hvis hun ikke kan få mig til at ændre noget, og ikke har tænkt sig at gøre mere, er det ikke hendes nattesøvn værd at blive ved med at forestille sig katastrofen.
For mig er øvelsen at spørge: Er det her min smerte, min skam eller min skyld? Kan jeg gøre noget ved situationen? Og hvis jeg kan, hvad vil jeg så gøre?
Hvis jeg har gjort det, jeg kan eller vil, må jeg også prøve at lade resten ligge. Det er ikke det samme som at afvise menneskene eller holde op med at føle for dem.
Jeg tror, det kan give mere ro, bedre nattesøvn og mere overskud til ens børn, familie, arbejde og de mennesker, man faktisk kan være der for.
Det er det råd fra min kloge søster, jeg gerne ville dele: Skeln mellem det, som foregår uden for dig, og det, du gør til dit eget indre. Ha’ det fantastisk.
Lyt til episoden
Optaget den 7. marts 2024. Virksomhedstal, planer og personlige erfaringer afspejler optagelsestidspunktet.
