Thorborgs Dagbog · Episode 134 · 21. juli 2026 · 26:29
Om at gå fra idé til handling. Jeg fortæller, hvordan vi fik skærm, sportsrettigheder og gæster på plads i Jylkat og løftede omsætningen med fart og fælles energi.
Lyt til episoden
Lyt i din podcast-app:
Apple Podcasts – denne episode · Podcasten på Spotify · Alle episoder på Amazon Music
Åbn episode 134 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift
Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.
Hej og velkommen til Thorborgs Dagbog. Det er den 21. juli, og jeg har faktisk lige måttet starte optagelsen forfra. Jeg havde talt i ti minutter og tænkte: Hold kæft, hvor lyder jeg kedelig. Det er måske første gang, jeg har gjort det, men jeg kunne mærke, at jeg var gået lidt for meget i feriemode, så nu prøver jeg at bakke mig selv op og få lidt energi ind i det.
Jeg er lige kommet hjem fra 12 dage på Bornholm, og det er sgu ikke, fordi jeg ikke har lavet noget. Men der er et eller andet sjovt i at gå fra at sidde ved en computer hele dagen til at stå og grille hotdogs. Min krop har bevæget sig, og jeg har haft meget om ørerne, men det har mest været manuelt arbejde. Jeg har brandsår på armen, ikke et hår tilbage på hænderne efter grillen og et sår på den anden hånd efter en mindre intelligent bytur.
Jeg havde fået lidt for meget at drikke og syntes, det var en god ide at rulle ned ad Brøddegade. Da jeg skulle rejse mig efter den heltedåd, fik jeg overbalance og ramte en væg med hånden. Hvorfor fortæller jeg sådan noget? Det er jo noget, teenagere render rundt og laver, men helt ærligt, sådan blev det altså. Vi havde været på ølbar hos vores gode venner og hørt et band, der var sådan en blanding af Søren Ryge og punk. En lille, rund mand med stort skæg stod og skreg ind i mikrofonen i to timer. Jeg køber ikke pladen, men jeg var fandeme godt underholdt.
Så røg vi videre og endte først hjemme ved tre-firetiden. Det betød, at da jeg skulle i gang med mine armbøjninger her til morgen, gjorde hånden rimelig nas, og såret begyndte at bløde igen. Så var vi ligesom i gang. Jeg havde ikke fået trænet ordentligt i de dage, så der var lidt at vågne op til.
Men ellers har det været 12 dage med sol, hvor jeg har sovet lidt længere, gået op og fået kaffe sammen med min kone og siddet og vågnet stille og roligt. Jeg skal have fem skud i min latte. Det er sgu ikke løgn. Bagefter har jeg ofte været nede på Nørresand og fået min yndlingsmad, deres kartoffelmad, ude i solen med en hyldeblomstsodavand. Så er dagen kommet i gang, og ved sekstentiden har jeg tændt op i grillen, så den var pivvarm klokken fem.
Derefter har jeg stået sammen med Thomas, vores hotelchef, og grillet store bornholmske pølser. Han lærte mig, hvordan vi laver hotdogsene. Jeg er sgu lidt fatsvag til sådan noget, så han måtte vise mig det nogle gange, men det er en stor briochebolle, der lige bliver varmet på grillen, god ketchup og sennep, en ordentlig grillpølse, Thomas’ hjemmerørte remoulade, syltede rødløg og en flot urteblanding ovenpå. Det ser pissegodt ud.
Vi bruger blandt andet Smedens ketchup og sennep. Min gode ven Mikael Møller er aktionær i det, og det er et fedt produkt. Ketchuppen er lavet af økologiske tomater, og den smager virkelig godt. Så fik han også lidt reklame, men det er altså, fordi jeg synes, det kan noget.
Hotdoggen koster på tidspunktet for optagelsen 85 kroner, og det er en stor en, som et voksent menneske faktisk kan blive mæt af. Vi har også lavet et tilbud med en stor lokal fadøl til 125 kroner. Det synes jeg egentlig er okay. Jeg har stået ved grillen på fuld skrald fra omkring klokken 17 til 21, og når der har været VM-fodbold, endnu længere.
Det har været skidesjovt. Jeg ved ikke, om det giver mening, når jeg har haft pissetravlt op til sommerferien, at jeg så ikke bare lægger mig ned og slapper af. Men mit normale arbejde er jo ikke fysisk på den måde. At stå og skænke fadøl, lave hotdogs og snakke med gæsterne er noget helt andet, og det giver mig også fedt indhold til sociale medier. Jeg arbejder jo altid med motivation og branding på en eller anden måde.
På de dage, hvor jeg har grillet pølser, har mine opslag fået omkring 1,6 millioner visninger. Det er markedsføring for Jylkat, min kones bar på Klippen Hotel Skt. Jørgensgaard. Sidste år havde vi også en bar, men vi kaldte den bare Sommerbar og havde lidt rosé, lokale øl og chips. Det var det, vi kunne nå. Vi har ikke en kæmpe stab, så meget skal laves med vores få medarbejdere og vores egne hænder. Det må tage de år, det tager, og hvert år bliver det bedre.
Skt. Jørgensgaard, det gamle Gudhjem Vandrerhjem, har vi nu renoveret fuldstændigt. Vi har lagt nogle af de små værelser sammen, så der er større værelser med almindelige senge og i nogle tilfælde sovesofaer til børnene. Der er nogen, der er blevet vrede over, at vi har lavet vandrerhjemmet om til hotel, fordi de syntes, de gamle snedkerbyggede køjesenge var så fine. Men de blev lavet på et tidspunkt, hvor folk var lavere. Et voksent menneske på omkring 1,82 kunne ikke ligge udstrakt. Det kan man jo ikke byde folk, bare fordi der engang har stået en snedker og lavet dem.
Jannie og Thomas har fået det til at se pissegodt ud med hyggelige farver, ordentlige senge og flotte, gammeldags håndvaske på værelserne. De gæster, jeg har mødt, har været meget begejstrede. De gamle fælles bruserækker var sådan noget, man kan huske fra gymnastik i firserne, hvor man stod ved siden af hinanden. Det har vi revet ned og erstattet med seks flotte badeværelser, hvor du kan gå ind og låse døren.
Konceptet er, at du tager badekåben på, går ned og får dit bad og bagefter kan gå ud i baren og få en kop kaffe og kigge ud over havet. Måske er der nogen, der spiller petanque ved havnen, måske er der bare måger, og så sidder du og nyder det. Du kan gå op og sætte frisuren, hvis du gider, eller fortsætte dagen stille og roligt i badekåben.
Morgenmaden får du oppe på Klippen Hotel Greven Dal, omkring 200 meter derfra. Du går gennem de hyggelige små gader og får en god kop kaffe og en lækker morgenmad med udsigt over Østersøen og Christiansø. Måske sejler Christiansøfarten forbi. Det er den stemning, vi prøver at skabe.
Vi har altså Klippen Hotel Greven Dal, Klippen Hotel Therns og Klippen Hotel Skt. Jørgensgaard under samme navn, men med tre lidt forskellige oplevelser. På Greven Dal har du den fantastiske udsigt og lidt mindre værelser. På Therns har du lidt større værelser og mere bystemning, men også ro. På Skt. Jørgensgaard er der Jylkat, så dér sker der mere. Baren åbner ved middagstid, og der er folk, der snakker om aftenen. Der kan komme en DJ, eller vi kan vise sport. Det skal man være klar over, når man vælger stedet.
Det er gode cocktails, lokale øl, udsigt og folk i badekåber eller sommertøj, der bare nyder livet. Lidt som Skagen, men uden alt det lyserøde polotrøjehalløj og champagnesprøjteri. Det må de godt beholde deroppe. Det her er mere afslappet. Du kommer ikke for at blive set, men for at hygge dig, og det er lykkedes rigtig godt for min kone og Thomas.
Det var en lang indflyvning til Bornholm, men nu forstår du lidt bedre, hvad vi går og laver. For det, jeg egentlig vil fortælle om, er moment. De virksomheder og projekter, jeg har set blive til noget, er dem, hvor folk tager en hurtig beslutning og handler. Nu taler jeg ikke om at bygge Storebæltsbroen. Selvfølgelig er der projekter, der kræver omfattende planlægning. Men startups og mindre virksomheder, der tænker for meget over alting, når ofte ingen vegne.
Får du en ide, så ryk på lortet. Ryk nu. Jeg lavede et opslag om det på Facebook, og det var sjovt at se, hvor mange der var enige, men også hvor meget modstand der var. Eksemplet var en aften, hvor Thomas, Jannie og jeg sad og drak en øl, mens Jylkat var ved at lukke. Vi tænkte: Hvordan skaber vi mere omsætning? Vi lå omkring 10.000–12.000 kroner om dagen inklusive moms, hvilket var et udmærket udgangspunkt for en helt ny bar, men ikke ligefrem en kæmpe succes.
Folk kendte os ikke, og vi havde ikke lavet meget markedsføring. Så kom vi i tanke om, at der var VM-fodbold dagen efter. Kunne vi gøre noget med det? Vi besluttede os den aften for at rykke på det næste morgen. Thomas ringede rundt på Bornholm og fandt en 85-tommers skærm i Nexø, som han satte i gang med at købe. Jeg begyndte at undersøge rettighederne til at vise sport offentligt.
Vi fik fat i de relevante udbydere og fik aftalerne på plads. Der var en betaling til Copydan og nogle særskilte vilkår for de udsendelser, vi ville vise. Vi søgte også hos DR, og Thomas fik en aftale om Tour de France. Jeg kan ikke huske alle udbydere og beløb præcist, men pointen er, at vi ringede, undersøgte og handlede på samme tid i stedet for først at holde en masse møder om, hvordan vi skulle gribe det an.
Da Tour de France begyndte, stod skærmen klar. De første gæster satte sig og så cykelløb og drak nogle øl. Der kom ikke nødvendigvis vildt mange for selve cykelløbet, men du kender det sikkert: Når først der sidder nogen på en bar, får andre også lyst til at sætte sig. Tre-fire gæster tidligt på dagen lokkede flere til, og pludselig havde vi et klientel på et tidspunkt, hvor der før næsten ikke havde siddet nogen.
Om aftenen viste vi fodbold. Vi delte løbesedler ud i byen, skrev i lokale Facebookgrupper og på mine egne profiler. Ikke alle mine følgere er på Bornholm, men nogle af dem var, og de fik beskeden. Jeg tror, vi var omkring 80 mennesker den første aften, og vi endte med cirka 36.000 kroner i omsætning inklusive moms. Det var et helt andet niveau end de 10.000–12.000.
Til en efterfølgende kamp fik vi en aftale om rettighederne for omkring 7.000 kroner. Det var mange penge, men efter den første aften tænkte vi, at det kunne være god forretning, og den dag nåede vi omkring 42.000 i omsætning. Der var også en sen kamp, vi måtte opgive, fordi tidspunktet ikke passede med vores åbningstid og bevilling. Men til finalen ramte vi omkring 60.000 kroner.
Vi havde anslået 150 mennesker, og der var så mange, at folk stod uden for hegnet og kiggede ind over det. Vi fik stillet ting op, så de også kunne købe en fadøl. Jeg stod og lavede hotdogs og fik i hvert fald lavet omkring 100. Det var skidesjovt, og kampen gik i overtid. Jeg kom først i seng ved kvart over et efter at have været på fuld skrald hele aftenen. Thomas havde været i gang siden morgenstunden, så jeg skal bestemt ikke sidde og pive.
Tilbage til moment. På Facebook var der folk, der spurgte: Har I overhovedet fået rettighederne? Ja, det havde vi. Det er sjovt, hvor mange der reagerer på inspiration ved straks at lede efter det, der kan være galt. Man prøver at fortælle: Hvis du vil have succes, så få lidt moment i det, du laver, i stedet for at bruge al din tid på at tænke, overveje og regne. Mange tager det til sig, men andre starter med: Nu skal man heller ikke gøre ting for hurtigt, og hvad nu hvis?
Måske er det flabet, men den tilgang emmer ikke altid af succes. Der er mennesker, der ser muligheder og reagerer på dem, og så er der mennesker, der først ser alle grundene til, at det nok ikke kan lade sig gøre. Da de forskellige udbydere åbnede om morgenen, ringede vi. Thomas talte med folk, mens han hentede tv’et, jeg fandt ansøgningssiderne og fik sendt det nødvendige afsted, og vi arbejdede os gennem det.
Klokken ni havde vi intet. Omkring middag havde vi tv og rettigheder på plads, og kort efter stod skærmen og kørte Tour de France med en Soundboks til lyden. Så lavede vi løbesedler, opslag på Facebook, LinkedIn, X og Instagram og et stort A-skilt ude foran. Vi talte med alle gæsterne: Kom forbi i aften, men kom ikke for sent, for vi regner med mange mennesker.
Når du skaber det moment, sker der flere ting. For det første får du noget lavet. For det andet kommer der energi i alle, der er med. Det slår knister, det brænder i øjnene, og alle kan mærke, at der sker noget. Det tror jeg også, du kan høre på mig, når jeg fortæller om det. Gæsterne mærker det: Her sker der noget, det vil vi være en del af.
Da vi løb tør for siddepladser, hentede vi skamler, fandt en sofa på lageret og fik den ned. Dagen efter fandt vi gamle klapstole under Therns, børstede dem af og gjorde dem klar. Til finalen hentede vi sågar stolene fra vores eget hotelværelse, så gæster kunne sidde på svalegangen og se med. Vi flyttede borde, lagde puder på muren ud mod havnen og skaffede tæpper, så folk blev længere.
Vi fik også stillet fadølsanlægget, så vi kunne sælge ud mod gaden. Det er det, der er moment: Vi går fra omkring 10.000 kroner i omsætning til omkring 60.000 fem dage senere, fordi vi får en ide og reagerer på den. Og ja, bagefter er VM og Tour de France slut. Det var der også nogen, der spurgte om: Hvad vil du så gøre?
For det første har vi lavet en oplevelse, som har gjort hundredvis af mennesker glade. For det andet har vi skabt mere end 100.000 kroner i ekstra omsætning, hvor en god del kan bidrage til bundlinjen, fordi lokalet og en stor del af personalet allerede er der. Der er kæmpe forskel på, om en bar omsætter for 10.000 eller 60.000 på en dag. Det er der, du kan få økonomien til at hænge sammen.
For det tredje har flere hundrede mennesker set vores hotel og sagt: Der vil vi måske bo næste år. Og jeg har fået omkring 1,6 millioner visninger på historier om Jylkat, hotellerne og den rejse, vi er i gang med. Jeg har fortalt om moment, om at samle hotellerne under ét navn og om det, vi lærer undervejs. Det er også branding, som kan leve videre efter fodboldkampene.
Måske sidder du nu og tænker, at næste gang du er på Bornholm, kunne det være sjovt at komme forbi Jylkat og få en fadøl, nyde udsigten og spille petanque. Kuglerne kan du låne i baren. Alt det er kommet ud af, at vi fik skabt bevægelse i projektet i stedet for at lade ideen dø, mens vi overvejede alle forhindringerne.
Det er ikke dumt at passe på, men det er dumt aldrig at få moment i tingene. Så går du glip af alle de effekter, jeg lige har fortalt om. Jeg mener, at det ofte er bedre at komme afsted og opdage, at du skal rette kursen, end at blive siddende på startstregen og glo. Når du er i bevægelse, får du tilbagemeldinger, og så kan du justere. Så kom nu for helvede op af sofaen og giv den en over nakken. Jeg er hjemme fra sommerferie. I’m fucking back. Hav en fantastisk dag.