Bondeoprøret er startet, lad os vinde Danmark tilbage fra politikerne…
Amino og iværksætteri var for mig mere end en mulighed for at tjene penge. I september 2012 kaldte jeg det et bondeoprør: Mit forsøg på at hjælpe små virksomheder og skabe forandring i Danmark nedefra.
Hvorfor jeg brugte tid på Amino og iværksætteri
Jeg kan godt lide penge, fordi de giver muligheder og sikkerhed. Men efter salget af Jubii oplevede jeg, at det ikke var nok at have nået et økonomisk mål. Jeg havde brug for et nyt bjerg at klatre op ad.
Jeg fortalte, at mine aktier på et tidspunkt var omkring 120 millioner kroner værd på papiret. Jeg kunne ikke sælge dem med det samme, og værdien faldt senere kraftigt. Selv mens jeg troede, pengene var sikret, savnede jeg noget meningsfuldt at arbejde med.
Amino samlede noget af det, jeg gerne ville: Bygge en forretning, arbejde med iværksættere og gøre noget godt for andre. Det var min egen virksomhed og interesse, og jeg håbede også at tjene penge på den. Min egen vej som iværksætter fortæller jeg mere om i Iværksætter til jeg dør.
Små virksomheder skulle kunne hjælpe hinanden
Jeg ønskede at give små virksomheder adgang til viden og muligheder, som større virksomheder lettere kunne købe sig til. Det kunne være hjælp til markedsføring, kontakt til kapital eller muligheden for at købe og sælge en virksomhed.
Min tanke var, at mere hjælp og anerkendelse kunne give iværksætterne overskud til at gøre en forskel for andre. Jeg kaldte det en bevægelse nedefra, fordi jeg dengang havde mistet meget af min tillid til politikernes handlekraft.
Arbejde, ansvar og oplevelsen af at være til nytte
Jeg diskuterede også ledighed og serviceopgaver i samfundet. Jeg ville have mere fokus på at forbinde menneskers evner med steder, hvor andre havde brug for hjælp. Jeg havde ikke en færdig økonomisk model for, hvordan det skulle fungere.
For mig handlede det om at opleve, at man havde værdi for andre, og tage ansvar, hvor man kunne. Jeg sagde også, at ikke alle kunne blive iværksættere eller klare sig selv.
Det var mine personlige erfaringer og politiske holdninger i 2012. Videoens vurderinger af andre menneskers situation var mine fortolkninger dengang.
Penge gav mig muligheder, men forklarede ikke det hele
En del havde spurgt, hvorfor jeg brugte så meget tid på Amino, når jeg samtidig fortalte, at jeg var glad for penge. Jeg havde ikke penge nok til bare at læne mig tilbage resten af livet, og et iværksættersite var ikke det oplagte sted at hente dem.
Jeg kunne godt lide den frihed, pengene gav. At kunne rejse med familien i fire og en halv måned, bo næsten fire år i USA og gøre de ting, vi gerne ville. Penge var muligheder og sikkerhed, og jeg ville gerne kunne blive ved med at have de muligheder.
Men det var op ad bakke at få iværksættere til at betale for ydelser på Amino. Det var helt okay. Jeg kendte godt udgangspunktet, fordi jeg selv havde stået der.
Pan og jeg skrev kontrakten af på en skrivemaskine
Da jeg begyndte som iværksætter i 1993, havde vi heller ikke lyst til at bruge penge på alt muligt. Jeg fortalte om at lave en I/S-kontrakt med min partner Pan.
Vi gik på biblioteket, lånte Karnovs lovsamling og fandt en kontrakt, som vi skrev af på en skrivemaskine. Navnene i eksemplet blev skiftet ud med Pan og Martin, og forretningen blev vores spilbutik.
Så jeg forstod udmærket den iværksætter, der passede på pengene. Historien var et minde om vores opstart, ikke en vejledning til at lave kontrakter på den måde.
120 millioner på papiret og et nyt problem
Efter salget af Jubii oplevede jeg på et tidspunkt at have aktier til omkring 120 millioner kroner. I noget, der lignede et halvt år, gik jeg rundt med følelsen af at have så mange penge.
Jeg kunne ikke bare sælge dem. Der var en lock-up, som jeg forklarede det i videoen, og vi måtte vente med at sælge aktierne. Det var derfor en værdi på papiret, ikke 120 millioner i frie kontanter.
Da vi skrev under, var jeg lykkelig. Det var jeg også dagene efter. Så kom tømmermændene. Jeg havde kæmpet i mange år og nået det mål, jeg troede, jeg ville nå. Og pludselig stod jeg med spørgsmålet: Hvad så?
Jeg sammenlignede det med at have drømt hele livet om Mount Everest. Man står på toppen, kigger ud og tænker: Yes, I fucking did it. Så forsvinder rusen, og man skal finde ud af, hvad næste skridt er.
Matador var ikke sjovt, hvis jeg begyndte med hele banken
Golf og afslapning kunne jeg kun holde ud i kort tid. Selv på den lange rejse med familien begyndte jeg at interviewe danske iværksættere. Jeg havde brug for at arbejde med noget og finde et nyt bjerg.
Jeg elskede at begynde i kælderen og skabe noget fra bunden. Men det føltes latterligt at gøre det med 120 millioner bag mig. Jeg kunne lade som om, pengene ikke var der, men jeg kunne ikke narre mig selv så meget. Eller også skulle jeg begynde med en større virksomhed på et helt andet niveau.
Mit billede var Matador med vennerne hver fredag. Hvis man næste fredag begyndte med hele banken, var spillet blevet noget andet. Sådan følte jeg det.
Jeg blev faktisk deprimeret og meget ked af det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Det var ikke den lykke, jeg havde forestillet mig, da jeg arbejdede på at nå målet.
Jeg drømte om et basketballcenter på Nørrebro
Det bjerg, jeg kunne forestille mig at klatre på, selv med pengene, var velgørenhed. Et projekt, hvor jeg kunne gøre noget godt for andre. Måske var det derfor, nogle velhavende mennesker gik ind i den slags, tænkte jeg. Jeg vidste det ikke, men det kunne motivere mig.
Min drøm var et stort basketballcenter på Nørrebro, blandt andet for anden generations indvandrere og selvfølgelig også for andre danske børn og unge.
Jeg var optaget af integration og mente, at vi ikke var gode nok til at tage imod mennesker fra andre lande. Jeg talte om forældre med traumer og om, hvordan det kunne påvirke deres børn. Det var min brede vurdering, ikke en beskrivelse af alle familier.
Jeg havde set amerikanske programmer om basketballcentre med dygtige pædagoger. De unge kunne spille og selv vælge, om de ville tale med en voksen. Efter det, jeg havde set, endte mange med at gøre det. Jeg vidste ikke, hvordan projekterne senere var gået, men idéen havde gjort indtryk.
Så faldt aktierne, før jeg kunne sælge. Da salget blev muligt, var værdien styrtdykket, og jeg mistede efter min fortælling næsten alle de penge. Basketballcentret blev ikke det projekt, jeg havde forestillet mig.
Min pointe var alligevel, at jeg havde prøvet at føle mig helt sikker på at have 120 millioner og samtidig være ulykkelig. Jeg sagde kontant, at pengene ikke i sig selv ville gøre én lykkelig. Det byggede på min egen oplevelse.
Amino blev en buket af det, jeg gerne ville
Jeg indrømmede med et grin, at jeg stadig godt kunne tænke mig de 120 millioner igen. Jeg kunne ikke bare programmere lysten til sikkerhed og muligheder ud af mig selv, selv om jeg havde oplevet, at det ikke løste alt.
Derfor prøvede jeg at kombinere ønsket om at tjene penge med ønsket om at gøre noget godt. Jeg havde ikke formuen til et basketballcenter. Iværksætteri var samtidig min passion.
Amino blev en buket af de ting, jeg kunne lide: En virksomhed, et arbejde med iværksættere og hjælp til andre. Jeg kaldte det løst en form for charity, men det var også en forretning, jeg håbede at tjene penge på.
Jeg nævnte dengang 99 kroner for et Plus-medlemskab og muligheden for at bruge Amino gratis. Jeg syntes selv, det var et godt tilbud. Det er priser og muligheder fra videoens tidspunkt, ikke en aktuel prisliste.
Jeg savnede hjælp til at komme i arbejde
Der var også en samfundsinteresse bag. Jeg var vred og ked af den måde, jeg syntes, Danmark blev forvaltet på. Jeg kaldte det kynisk, hvis hjælpen til mennesker uden arbejde først og fremmest bestod i at give dem penge.
Selvfølgelig skulle mennesker have penge at leve for, sagde jeg. Men jeg ville have en større indsats for, at de igen kunne opleve at være til nytte.
Jeg så samtidig en masse opgaver, som ikke blev løst. Tjenere havde for travlt til at smile, der var ingen til at pakke varer i supermarkedet, og i lufthavnen manglede jeg hjælp til at finde vej. Gader og strande kunne trænge til oprydning.
Jeg nævnte også børnefamilier, der blev stressede af maling, græs og hæk, mens nogle pensionister kedede sig, og andre gik uden arbejde. For mig var det en mærkelig kombination af behov for hjælp og mennesker uden opgaver.
Jeg tog au pair-debatten med som et eksempel på, at hjælp til familien kunne blive mødt med kritik om udnyttelse. Jeg mente også, at mange familier ikke havde råd. Jeg fremlagde ikke en vurdering af en bestemt ordning eller dens regler.
Carina-sagen blev mit meget hårde eksempel
Jeg henviste til Carina-sagen fra den daværende debat og nævnte et beløb på omkring 16-17.000 kroner om måneden. Det var det beløb og den situation, jeg gengav dengang, ikke en kontrol af hendes økonomi.
Jeg var vred over at betale for, at et menneske efter min opfattelse sad derhjemme uden noget at stå op til. Jeg talte meget groft om rygning, selvmedlidenhed og penge og gættede på hendes situation ud fra det, jeg havde set på tv.
Jeg mente, at selv et langt større beløb ikke ville løse den ulykkelighed, jeg forestillede mig. Mit argument var, at det dybere problem kunne være oplevelsen af, at ingen havde brug for én.
Jeg gik så langt som til at sætte menneskers eksistens op imod samfundets udgifter i en ekstremt hård formulering. Det var en del af mit vrede udfald. Jeg kendte ikke hendes fulde situation og havde ikke grundlag for at afgøre hendes arbejdsevne eller værd som menneske.
Det, jeg ville tale om, var mening, anerkendelse og at føle sig nødvendig. Jeg brugte en konkret person meget hårdt som billede på det problem.
Anerkendelse kunne efter min mening være vigtigere end flere penge
Jeg sammenlignede med en skolelærer, som var frustreret og efterlyste mere løn. Jeg mente, at der også kunne ligge et ønske om anerkendelse bag.
Forældre, som hjalp med at opdrage deres egne børn, og en leder, som sagde, at læreren gjorde et godt arbejde, kunne efter min mening betyde noget helt andet end en lønforhøjelse.
Jeg syntes, vi alt for hurtigt gjorde flere penge til svaret på ethvert problem. Min opfordring var at arbejde klogere og lede bedre. Det var min holdning, ikke en påstand om, at løn og økonomi aldrig betød noget.
Jeg havde ikke en færdig økonomisk model
Hvorfor kunne vi ikke forbinde mennesker uden arbejde med mennesker, der manglede hjælp? Jeg sagde selv, at jeg ikke vidste præcis, hvordan det skulle fungere.
Jeg luftede en tanke om at sænke skat og løn for nogle serviceopgaver. Jeg brugte græsslåning og 120 kroner i timen som et tænkt eksempel og mente, at skatter og andre udgifter kunne gøre hjælpen alt for dyr for den, der skulle betale.
Jeg satte det op som, at kunden kunne skulle arbejde flere timer for at købe én times hjælp. Det var min grove illustration af et økonomisk problem, ikke et beregnet tilbud eller et forslag med færdige satser.
Jeg ville have nogen til at finde en fornuftig model. Jeg fremlagde ikke en ordning, som man kunne gå ud og bruge.
Ludo og en kop kaffe var også omsorg
Jeg spurgte, hvorfor et menneske, som efter det, jeg havde set på tv, kunne gå og tale, ikke kunne besøge ældre, spille Ludo og lave kaffe. Det var min antagelse i videoen; det kunne ikke i sig selv afgøre, hvad den pågældende kunne arbejde med.
Robotstøvsugeren brugte jeg som kontrast. Jeg mente, at det vigtige i omsorgen ikke nødvendigvis var selve støvsugningen, men at nogen satte sig ned og talte med den ældre.
Jeg forestillede mig en dag med besøg hos flere ældre, Ludo, kransekage, hygge og et tak. Eller hjælp med at pakke varer for travle børnefamilier. For mig var det et billede på at have noget meningsfuldt at stå op til.
Jeg håbede, at en sådan indsats kunne give stolthed over at have tjent sine penge og samtidig løse opgaver i samfundet. Jeg talte også om mennesker med lettere handicap og familier med flere generationer på offentlig forsørgelse. Det var min brede politiske idé, ikke en vurdering af konkrete personers helbred.
Jeg kom med et sideudfald om inaktivitet, overvægt, diabetes og Novo Nordisk. Jeg ville provokere med ønsket om at fjerne sygdom frem for blot at behandle den og brugte ordet insulinpusher. Det var en polemisk bemærkning, ikke en medicinsk forklaring på diabetes eller dokumentation for virksomhedens motiver.
Jeg havde mistet troen på møderne med politikerne
Jeg fortalte, at jeg gennem årene havde mødt Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, skatteministre og folk fra mange dele af Folketinget.
Min oplevelse var, at møderne ofte handlede om at kunne fortælle offentligheden, at politikerne havde lyttet til den virkelige verden. Jeg følte ikke, at de førte til handling.
Jeg generaliserede meget hårdt om politikernes ønske om at komme igennem valgperioden og blive valgt igen. Det var min frustration og fortolkning, ikke en undersøgelse af deres motiver.
Jeg sagde, at jeg ikke længere troede på det politiske system og ikke ville bruge mere energi på at håbe, at forandringen kom oppefra. Derfor ville jeg gøre noget selv.
Små virksomheder skulle have flere af de stores muligheder
Jeg vidste godt, at Amino ikke kunne ændre hele Danmark. Men det kunne være mit lille bidrag til, at små og mellemstore virksomheder fik bedre fodfæste.
Store virksomheder kunne købe konsulenter, coaches og mentorer og havde lettere ved at blive hørt i banken. Jeg ville hjælpe de små med viden og muligheder, som ellers kunne være svære at få adgang til.
Jeg nævnte Amino Kapital som forsøget på et alternativt sted at skaffe kapital, når banken ikke ville hjælpe. Det var ambitionen dengang, ikke et løfte om finansiering.
Jeg ville også gøre det lettere at købe og sælge små virksomheder. Mit eksempel var en smedemester med ti ansatte i Sønderjylland, som skulle generationsskifte. Måske kunne han finde en smed på Sjælland, der gerne ville flytte og overtage, hvis de bare kunne finde hinanden.
Jeg nævnte også virksomheder med lokaler, som andre iværksættere kunne bruge. Og i debatten kunne vi hjælpe hinanden med Facebook-markedsføring, import fra Kina, eksport og mange andre ting. Det var den slags praktisk videndeling, jeg gerne ville skabe.
Mit bondeoprør skulle komme nedefra
Jeg kaldte det et bondeoprør: En bevægelse blandt iværksættere, som tog ansvar, løb en risiko og gjorde en indsats.
Man kunne indvende, at de gjorde det for deres egen skyld. Det gjorde de også, sagde jeg. Men jeg var mindre optaget af motivet end af, at de faktisk byggede noget og bidrog.
Hvis iværksætterne fik mere hjælp, succes og anerkendelse, håbede jeg, at de også ville få overskud til at gøre mere for andre. Andre kunne se, at det at skabe sit eget og klare sig selv kunne være positivt.
Jeg talte om mennesker, der arbejdede hårdt og tog store risici, selv om de følte sig hårdt beskattet. Jeg ville brede den handlekraft ud nedefra, fordi jeg havde opgivet at vente på den oppefra.
Begynd med det, du selv kan gøre
Til den, der havde sendt hundredvis af ansøgninger uden at få arbejde, sagde jeg: Prøv at bruge dine evner i en lille iværksættervirksomhed. Gør noget godt for andre, og undersøg, om du kan få dem til at betale for det.
Jeg sagde også udtrykkeligt, at det ikke var noget, alle kunne gøre. Men hvis nogle kunne få en anden hverdag på den måde, mente jeg, at det var værd at prøve.
Jeg brugte også studerende som et provokerende eksempel og talte om at finde studierelevant arbejde frem for kun at efterlyse mere støtte. Mine beløb og sammenligninger var fra den daværende debat, ikke en aktuel beskrivelse af SU eller andre landes ordninger. Jeg erkendte, at der ikke var arbejde til alle.
Min afslutning var at begynde med sig selv, give den en skalle og vise andre gennem handling, at det kunne lade sig gøre. At have værdi for sig selv og andre var efter min mening et fundament for et godt liv.
Jeg sluttede også med det hensyn, jeg ville have med: Når de, der kunne klare sig selv, tog ansvar, kunne der blive mere overskud til dem, der ikke kunne. Det var den bevægelse, jeg ønskede at sætte i gang med Amino i 2012.
Læs også om mine erfaringer med tillid og anerkendelse i ledelse.
Der er så meget galt i Danmark, men hvorfor det, når det kunne være så godt?
Amino er mere end et iværksætter-site, det er et bondeoprør og vi starter i dag!
De bedste hilsner
Martin
Da du nåede til robotstøvsugeren kunne jeg ikke holde armene nede mere!