Skip to content

The grassroots revolt has begun. Let's take Denmark back from the politicians...

· Martin Thorborg

For me, Amino and entrepreneurship were more than an opportunity to make money. In September 2012, I called it a grassroots revolt: my attempt to help small businesses and bring about change in Denmark from below.

Why I spent time on Amino and entrepreneurship

I like money because it gives you opportunities and security. But after selling Jubii, I found that reaching a financial goal was not enough. I needed a new mountain to climb.

I said that at one point my shares were worth around 120 million kroner on paper. I could not sell them straight away, and their value later fell sharply. Even while I thought the money was secure, I missed having something meaningful to work on.

Amino brought together some of the things I wanted: to build a business, work with entrepreneurs and do something good for others. It was my own company and interest, and I also hoped to make money from it. I tell more of my own journey as an entrepreneur in Iværksætter til jeg dør.

Small businesses should be able to help each other

I wanted to give small businesses access to knowledge and opportunities that larger companies could more easily afford. That could mean marketing help, access to capital or the opportunity to buy and sell a business.

My thinking was that more help and recognition could give entrepreneurs the energy to make a difference for others. I called it a movement from below because by then I had lost much of my faith in politicians’ ability to act.

Work, responsibility and the feeling of being useful

I also discussed unemployment and service tasks in society. I wanted more focus on connecting people’s abilities with places where others needed help. I did not have a fully developed economic model for how it should work.

For me, it was about feeling that you had value to others and taking responsibility where you could. I also said that not everyone could become an entrepreneur or manage on their own.

These were my personal experiences and political opinions in 2012. The video’s judgements about other people’s situations were my interpretations at the time.

Money gave me opportunities, but did not explain everything

A number of people had asked why I spent so much time on Amino while also saying I liked money. I did not have enough money to just sit back for the rest of my life, and an entrepreneurship website was not the obvious place to get it.

I liked the freedom money gave me. Being able to travel with my family for four and a half months, live in the US for almost four years and do the things we wanted. Money meant opportunities and security, and I wanted to keep having those opportunities.

But getting entrepreneurs to pay for services on Amino was an uphill struggle. That was perfectly okay. I understood their starting point because I had been there myself.

Pan and I copied out the contract on a typewriter

When I started out as an entrepreneur in 1993, we did not want to spend money on all sorts of things either. I talked about drawing up a partnership agreement with my partner Pan.

We went to the library, borrowed Karnov’s collection of laws and found a contract, which we copied out on a typewriter. We replaced the names in the example with Pan and Martin, and made our games shop the business.

So I completely understood entrepreneurs who watched their spending. The story was a memory of our start, not a guide to drawing up contracts that way.

120 million on paper and a new problem

After selling Jubii, at one point I had shares worth around 120 million kroner. For something like six months, I walked around feeling that I had that much money.

I could not just sell them. There was a lock-up, as I explained in the video, and we had to wait before selling the shares. So it was a value on paper, not 120 million in available cash.

When we signed, I was happy. I was happy in the days afterwards too. Then came the hangover. I had fought for many years and reached the goal I thought I wanted to reach. And suddenly I was left with the question: what now? I tell more about Jubii and my life before and after the sale in my autobiography, If You’re Gonna Be Dumb, You Gotta Be Tough.

I compared it to having dreamed of Mount Everest all your life. You stand on the summit, look out and think: Yes, I fucking did it. Then the high fades, and you have to work out your next step.

Matador was no fun if I started with the whole bank

I could only stand golf and relaxation for a short time. Even on the long trip with my family, I started interviewing Danish entrepreneurs. I needed something to work on and a new mountain to climb.

I loved starting in the basement and building something from scratch. But doing that with 120 million behind me felt ridiculous. I could pretend the money was not there, but I could not fool myself that much. Or I would have to start with a bigger company at a completely different level.

My analogy was playing Matador with friends every Friday. If you started the following Friday with the whole bank, the game would be different. That was how I felt.

I actually became depressed and very unhappy. I did not know what to do. It was not the happiness I had imagined while working towards my goal.

I dreamed of a basketball centre in Nørrebro

The mountain I could imagine climbing, even with the money, was charity. A project where I could do something good for others. Perhaps that was why some wealthy people got involved in that sort of thing, I thought. I did not know, but it could motivate me.

My dream was a large basketball centre in Nørrebro, partly for second-generation immigrants and, of course, for other Danish children and young people too.

I cared about integration and felt we were not good enough at welcoming people from other countries. I talked about parents with trauma and how it could affect their children. That was my broad assessment, not a description of every family.

I had seen American programmes about basketball centres with skilled youth workers. The young people could play and decide for themselves whether they wanted to talk to an adult. From what I had seen, many ended up doing so. I did not know how the projects had fared later, but the idea had made an impression.

Then the shares fell before I could sell. By the time selling became possible, their value had plummeted, and, as I told it, I lost almost all that money. The basketball centre did not become the project I had imagined.

My point, though, was that I had experienced feeling completely sure I had 120 million while also being unhappy. I said bluntly that money alone would not make you happy. That was based on my own experience.

Amino brought together the things I wanted

I admitted with a laugh that I would still like to have the 120 million again. I could not simply reprogramme my desire for security and opportunities, even though I had experienced that it did not solve everything.

So I tried to combine the desire to make money with the desire to do something good. I did not have the fortune needed for a basketball centre. Entrepreneurship was also my passion.

Amino brought together the things I liked: a business, working with entrepreneurs and helping others. I loosely called it a kind of charity, but it was also a business I hoped to make money from.

At the time, I mentioned 99 kroner for a Plus membership and the option to use Amino for free. I thought it was a good offer. Those are prices and options from when the video was made, not a current price list.

I wanted more help getting people into work

There was a concern for society behind it too. I was angry and upset about how I felt Denmark was being run. I called it cynical if helping people out of work primarily meant giving them money.

Of course people needed money to live on, I said. But I wanted a greater effort to help them feel useful again.

At the same time, I saw lots of tasks not being done. Waiters were too busy to smile, there was nobody to pack groceries at the supermarket, and at the airport I could not get help finding my way. Streets and beaches could do with a clean-up.

I also mentioned families with children stressed by painting, lawns and hedges while some pensioners were bored and others were out of work. To me, it was a strange combination of people needing help and people with nothing to do.

I brought up the au pair debate as an example of how help for families could be met with accusations of exploitation. I also felt many families could not afford it. I was not assessing any particular scheme or its rules.

The Carina case became my very harsh example

I referred to the Carina case from the debate at the time and mentioned around 16,000–17,000 kroner a month. That was the amount and situation I recounted then, not an audit of her finances.

I was angry about paying for someone who, in my view, sat at home with nothing to get up for. I spoke very crudely about smoking, self-pity and money, and guessed at her situation based on what I had seen on TV.

I felt that even a much larger amount would not solve the unhappiness I imagined. My argument was that the deeper problem could be the feeling that nobody needed you.

I went as far as setting people’s existence against the cost to society in an extremely harsh formulation. That was part of my angry outburst. I did not know her full situation and had no basis for judging her ability to work or her worth as a person.

What I wanted to talk about was purpose, recognition and feeling needed. I used a specific person very harshly to illustrate that problem.

In my view, recognition could matter more than more money

I drew a comparison with a frustrated schoolteacher asking for higher pay. I felt there could also be a desire for recognition behind it.

In my opinion, parents helping to raise their own children and a manager saying the teacher was doing a good job could mean something quite different from a pay rise.

I thought we were far too quick to make more money the answer to every problem. My call was to work smarter and manage better. That was my opinion, not a claim that pay and finances never mattered.

I did not have a fully developed economic model

Why couldn’t we connect people out of work with people who needed help? I said myself that I did not know exactly how it should work.

I floated the idea of lowering tax and wages for certain service tasks. I used lawn mowing and 120 kroner an hour as a hypothetical example and felt taxes and other costs could make the help far too expensive for whoever had to pay.

I described it as the customer potentially having to work several hours to buy one hour of help. That was my rough illustration of an economic problem, not a calculated quote or a proposal with fully worked-out rates.

I wanted someone to find a sensible model. I was not presenting a scheme people could go out and use.

Ludo and a cup of coffee were care too

I asked why someone who, from what I had seen on TV, could walk and talk could not visit elderly people, play Ludo and make coffee. That was my assumption in the video; it could not in itself establish what work that person could do.

I used the robot vacuum cleaner as a contrast. I felt the important part of care was not necessarily the vacuuming itself, but someone sitting down and talking to the elderly person.

I imagined a day visiting several elderly people, with Ludo, kransekage, a pleasant time together and a thank-you. Or helping busy families with children pack their groceries. To me, it was an image of having something meaningful to get up for.

I hoped such an effort could bring pride in having earned your money while also getting tasks done in society. I also talked about people with milder disabilities and families with several generations receiving public support. That was my broad political idea, not an assessment of specific people’s health.

I made a side swipe about inactivity, obesity, diabetes and Novo Nordisk. I wanted to provoke with the desire to eliminate disease rather than merely treat it, and used the term insulin pusher. It was a polemical remark, not a medical explanation of diabetes or evidence of the company’s motives.

I had lost faith in meetings with politicians

I said that over the years I had met Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, tax ministers and people from many parts of the Danish parliament.

My experience was that the meetings were often about being able to tell the public that politicians had listened to the real world. I did not feel they led to action.

I made very harsh generalisations about politicians wanting to get through their term and be re-elected. That was my frustration and interpretation, not a study of their motives.

I said I no longer believed in the political system and would not spend any more energy hoping change would come from above. That was why I wanted to do something myself.

Small businesses should have more of the opportunities the big ones enjoyed

I knew Amino could not change all of Denmark. But it could be my small contribution to helping small and medium-sized businesses gain a firmer footing.

Large companies could buy consultants, coaches and mentors, and found it easier to get a hearing at the bank. I wanted to help small businesses with knowledge and opportunities that might otherwise be hard to access.

I mentioned Amino Kapital as an attempt to provide an alternative place to raise capital when the bank would not help. That was the ambition at the time, not a promise of financing.

I also wanted to make it easier to buy and sell small businesses. My example was the owner of a metalworking business with ten employees in Southern Jutland who needed to arrange succession. Perhaps he could find a metalworker on Zealand willing to move and take over, if only they could find each other.

I also mentioned businesses with premises other entrepreneurs could use. And in the discussion forum, we could help each other with Facebook marketing, imports from China, exports and many other things. That was the kind of practical knowledge-sharing I wanted to create.

My grassroots revolt had to come from below

I called it a grassroots revolt: a movement of entrepreneurs who took responsibility, took risks and made an effort.

You could argue that they did it for their own sake. They did that too, I said. But I cared less about the motive than about the fact that they were actually building something and contributing.

If entrepreneurs got more help, success and recognition, I hoped they would also have the energy to do more for others. Other people could see that creating something of your own and managing on your own could be positive.

I talked about people who worked hard and took big risks even though they felt heavily taxed. I wanted to spread that drive from below because I had given up waiting for it from above.

Start with what you can do yourself

To anyone who had sent hundreds of applications without finding work, I said: Try using your abilities in a small entrepreneurial business. Do something good for others and see whether you can get them to pay for it.

I also explicitly said it was not something everyone could do. But if some people could change their everyday lives that way, I felt it was worth trying.

I also used students as a provocative example and talked about finding work relevant to their studies rather than just asking for more support. My figures and comparisons came from the debate at the time, not a current description of Danish student grants or other countries’ schemes. I acknowledged that there was not work for everyone.

I ended by saying you should start with yourself, give it a real go and show others through action that it could be done. In my opinion, having value to yourself and others was a foundation for a good life.

I also ended with the consideration I wanted to include: When those who could manage on their own took responsibility, there could be more resources for those who could not. That was the movement I wanted to start with Amino in 2012.

Read also about my experiences with trust and recognition in management.

There is so much wrong in Denmark, but why, when it could be so good? Amino is more than an entrepreneurship website. It is a grassroots revolt, and we start today! Best wishes, Martin

 

Comments

  1. Sjovt at du undskylder til aktionære, der om nogen har skyld i krise, virksomhedsflugt fra Danmark, magtmisbrug, påvirkning af aktiekurser, og som mæsker sig i endnu en bankpakke.

    HVEM ER DET SÅ DER ER PÅ OFFENTLIG FORSØRGELSE…

    Er det den uddannede slagteriarbejder, metalarbejderen der har kæmpet for miljørigtige og sikre arbejdsfaciliteter, industriarbejderen der har oplært flere gennerationer i effektiv produktion???

    Ja… De bliver forsørget …Med nogle penge de selv har indbetalt i gennem rigtig mange år.

    Så de skylder nok ikke Jubii noget.

    Og hvis "karina" på bistand ikke bare starter sin egen virksomhed… så er det nok fordi hun ikke har selvtiliden til det og fordi der aldrig er nogen der har lært hende det, og ikke mindst, hvis hun endelig gør bare et lille forsøg på noget, bliver hun dunket oven i hovedet med en trusel om at hendes penge bliver taget fra hende.

    Så lad vær med at være sur på folk der er på bistand eller dagpenge… det er ikke for sjov de er der.

    Hvis du virkelig vil gøre noget, så stig ud af din bil og rådgiv dem og deres sagsbehandlere.

    Se DET er en video jeg gerne vil se dig lave.

    Og hvis du skal fægte meget med armene og tegne og fortælle så sig til, så skal jeg med glæde filme for dig.

    Venlig hilsen Lars Qvick

  2. Et sådan indlæg som dit Lars, gør mig mildest talt pisse sur.

    Martin er om nogen et forbillede for den danske befolkning og ikke mindst mig selv, før du dømmer mig som en lodret røvslikker vil jeg da gerne give dig et indblik i mit liv og situation.

    For bare få år siden sad jeg som en kæmpe bums på kontanthjælp der sad i sin sofa og var det største skvat der høstede selvmedlidenhed ved enhver given lejlighed, især når de ville lukke for pengekassen når jeg ikke lige magtede/orkede at gå ned på aktiveringen og jeg havde ikke skænket fremtiden den mindste tanke, for stakkels mig uden nogen afgangseksamen fra folkeskolen (smidt ud af 8. klassetrin) og med et barn på få år havde jo ingen mulighed for at blive til noget..

    BUUUZZZ… Ehm, forkert!

    Det krævede sgu bare at sådan en som Martin, som det netop også blev, lavede en video som denne og generelt agerede forbillede for tanken "Man kan hvad man vil – uanset hvem man er og hvad ens baggrund er"

    Han og amino har været en af de største motorer til at drive min kampånd og gejst til hvor den er i dag.

    Netop, med et afsluttet uddannelsesforløb og et 12 tal i kemi.
    Direkte fastansættelse efter skoleforløbet og med mulighed for kontrakt hos en af danmarks største medicinal virksomheder.
    Ikke haft en eneste fucking sygedag eller fraværsdag på hverken skole (som eneste med 100% fremmøde) eller job.
    Succesfuldt opstartet og videresolgt et e-projekt.

    Nu er jeg sprunget fra den "sikre" retning fordi jeg har bevist overfor mig selv at jeg godt kunne og at alt flasker sig hvis man bare gider gøre det, det kræver for at komme i mål, til nu at være på vej imod at kunne leve af min sande passion og interesse.

    Jeg har aldrig været lykkeligere og jeg kan fortælle dig så meget, at to uger efter jeg havde min sidste arbejdsdag gik den virksomhed jeg var ansat i, ned med over 25 timer om måneden!! = Sikkerhed min bare røv!

    http://nikolajastrup.dk/blog/mickel-kan-hvad-han-vil/

    Det er fandme op til folk selv og jeg har den dybeste respekt for folk der gider bruge tiden på at gøre noget for andre, istedet for blot at sidde foran skærmen og kritisere andres uundværlige tiltag.

  3. Lars, der er ikke meget af min video du har forstået.
    Det er systemet jeg er efter og ikke den lille mand.
    Prøv at høre det igen, men prøv at lytte i stedet for at dømme.

    Mickel, tusind tak, jeg er rigtig, rigtig glad for din kommentar. Af hjertet tak og held og lykke med dig!

    Best wishes

    Martin

  4. Supergodt indlæg og ja vi skal have gjort noget ved rigtig mange ting i vores samfund og fint, at du gør noget ved det Martin …. også selv om jeg og andre ikke er enige i det hele, men fint at få skubbet på / vendt udviklingen
    Mvh
    Henrik

  5. Jeg synes bestemt Amino er et godt initiativ! Der er i den grad behov for at iværksættere kan få hjælp til at komme i gang. Det er uforståeligt at der ikke er meget mere fokus på iværksætteri i DK i den nuværende situation.

    Personligt tror jeg ikke meget på at det er fra "Karina" segmentet at nye iværksættere skal rekrutteres, og jeg har svært ved at se hvordan grupper, der af en lang række forskelligartede grunde har det svært og er på overførselsindkomst, "bare" lige kan løse deres (og andres) problemer ved at blive iværksættere.

    Altruisme lyder fint med 120mill på bogen, men tror også at det er det der skal til for at have råd til den. En "Karina" vil ikke opleve at hun gør noget "godt" ved at blive sendt ud og lave kaffe på plejehjemmet. Hun vil opleve tvang, og i bedste fald bive vred, fordi hun bliver fastholdt i "dummejobs" og aldrig får mulighed for at tænke selv og gå hendes egen vej. Karina skal have vejledning, først i hvad man kan blive til, og dernæst kunne se og vælge en vej og/eller kompetencegivende uddannelse til at følge op på det.

    Hvad med at lave nogle vejledningsforløb for ledige på Amino, om muligheder og veje til at blive selvstændig? Så vil du også kunne blive klogere på hvilke barrierer der eksisterer for at kunne starte op for den enkelte, og med den viden kunne arbejde (måske politisk, måske græsrod’sk) for at fjerne barriererne. Konceptet kunne vel rippes af de mange "eksterne aktører" som indtil nu har betjent jobcentrene (og som jo netop er blevet fyrede) – nu bare med iværksætterfokus?

    Det er jo en god (og mere konstruktiv) idé, fordi de tabte jobs jo netop ikke kommer tilbage. Derfor er iværsættervejen netop en af de få indgange som mange ledige nu har tilbage til et arbejdsliv, hvor de kan gøre noget der gør en forskel for nogen.

  6. Ideen er og var god og er prøvet ved hjælp af Centrumdemokraterne – det hed "HjemmeService " men diverse regeringer beskar det i flere omgange og eksisterer vist dårlig nok mere.

  7. @Magne, Systemet skal laves om, så Karina’er ikke kan få en krone, hvis de ikke yder. Og jo, de bliver sure, men det kommer de over. Når de opdager at frugten af arbejdet, gør at de kan spise sig mætte.
    Men sådan er det ikke i dag desværre.

    Jeg gør hvad jeg kan på Amino, men jeg har ikke råd til at lave vejledninger til folk pt. det er der ingen penge i og jeg får ingen tilskud fra nogen.
    Så en dag…

    Best wishes

    Martin

  8. Kære Magne – som jeg læser dit indlæg er det netop den fremgangsmåde du anviser, der har vist sig – kombineret med medmenneskelig ligegyldighed og manglende solidaritet – ikke at fungere. Jeg tolker Martins udmærkede video som et opråb til os alle om, at vi bør yde noget for den kompensation vi får og dermed blive mere tilfredse med at "være til". Det tror jeg Martin har fuldstændig ret i og desværre er systemet på vej et helt andet sted hen. Jobcentre og anden aktør bidrager desværre kun til kontrol og bureaukrati og ikke til aktivering og øget selværd. Alle der passivt modtager en ydelse fra det offentlige, burde – evt. via et meget mere aktivt jobcenter – aktiveres dagligt med netop de opgaver som Martin henviser til – det er på ingen måde dummejobs, men tværtimod en hjælp til andre og kan bringe smilet frem. Det er da værd at samle på. "Dummejobs" er derimod meningsløs 5 ugers kursus hos anden aktør i at skrive et CV og en jobansøgning, som ofte ikke fører til andet end endnu en skuffelse. AF burde virke som formidler mellem erhvervsliv og ledig/kontanthjælpsmodtager sådan at en dynamisk "aktiveringssituation" opstår, og måske kan føre til et reelt job. Det er skrappe tider i Danmark (og resten af verden i øvrigt), så tiden er inde til at se sig selv i øjnene og finde ud af hvor man kan bidrage, ligesom de der er i job må kikke udaf og være med til at finde plads til dem der ikke har et. Slutteligt er det jo en katastrofe at Martin må nå til den konklusion at "forandringen" ikke vil komme ovenfra, men må komme nedefra. Det er simpelthen for dårligt at de mennesker vi har valgt til at repræsentere os, ikke er i stand til at sørge for at vores samfund fungerer bedre – det gør ganske enkelt ikke deres job!!

  9. Personligt synes jeg at I har alt for travlt med at snakke om hvad I tror de lediges motivation/ikke motivation er, og hvor meget bedre de får det ved at rive deres forsørgelsesgrundlag bort. Det er ikke andet end politisk BS, der ikke er funderet i andet end blind ønsketænkning, og det pisser mig af. Det er ikke andet end kynisk konsolideringslobbyisme, som vi har hørt det hele vejen op gennem 0’erne.

    Ligesom virksomheder skal have ordentlige rammer at fungere under, så skal mennesker det også. Det er sund fornuft, og hvis vi ikke skal bruge den, så kan vi begynde at slå hinanden i hovedet.

    Eksterne aktører som Markman, Ramsdal, Jobvision, New Skills m.fl har gennem mange år ernæret sig ved at tilbyde sig som rådgivningspartnere til Kommunerne, og rådgivet ledige til at gøre sig klar til et jobmarked der ikke længere findes. De har da bare kørt som værter, med ansatte konsulenter, og et budgetteret overhead. Hvorfor skulle der ikke være penge i at rådgive ledige i iværksætteri? Aktører som Fagforeninger, Kommuner, Universiteter og Erhvervsrådgivninger er da alle markedspladser hvor potentielle iværksættere færdes.. handler det ikke om at få skabt et miljø for idéudvikling, investeret i de rigtige projekter og skabe flows?

    Det er altså svært at se hvordan disse paternalistiske udfald mod svagere grupper kan bidrage til vækst. Vækst skaber vækst, armod skaber armod..

  10. Hej igen.
    Til Mickel… Jeg syntes det er super fedt og godt at du har nået så flotte ting og fået så meget styr på dit liv.
    Stor respekt for det.
    Men lige nu går det desværre den modsatte vej for rigtig mange mennesker.
    De HAR passet deres arbejde hver eneste dag, de Har taget deres uddannelser… og fordi deres arbejdsplads er lukket eller flyttet til udlandet, og deres dagpenge er halveret, er de nu på vej mod det DU kom fra.

    En tilværelse uden håb og penge og overskud til at hjælpe sig selv og andre.

    Og jeg tvivler på at der er nogen der med deres gode vilje har valgt det.

    Til Magne… Det er rigtig gode forslag du kommer med.
    Det kunne være rigtigt godt at få tilknyttet både vejledning og måske en jobbank på Amino.

    … Eller lave et sted der kan suplere Amino.

    Det hele skal jo ikke hænge på Martin…
    Vi andre skal jo også sparke noget røv og bruge vores evner, idéer og erfaringer.

    Og hvis det kan suplere hinanden er det jo fint, så iværksættere har et seriøst sted at rekrutere medarbejdere fra.

    Og Martin, nu du gerne vil lave det hele om, og "karinaerne" skal tjene deres egne penge… Skal vi så ikke også fjerne alt hvad der hedder FRADRAG.

    Hvis man ikke skal have penge, skal man vel heller ikke have penge tilbage for det man køber.

  11. Som skrevet før tog jeg til London fordi jeg var træt at at hænge i "systemet" i Danmark og fordi der er utallige jobtilbud herovre modsat DK når man er rundet 50år, dog til en meget mindre løn end i DK men så er skatten og meget mindre.
    Det jeg ville med mit indlæg var, at Martin ikke kan finde noge form for service i DK – Jeg har haft nøjagtig samme tanke. Her i UK er der service alle vejne, gadefejere, hjælpepoliti på gader og veje hele døgnet, folk der pakker varer for dig i supermarkedet osv osv. måske fordi minimum lønnen her er ca 6£ i timen det svare til ca 50 kr!!! hold nu lige op kan man leve af det? Det kan du blive nød til da understøttelse her er noget der ligner £65 pr uge.
    Nyt foreslag fra regeringen er oppe til afstemning, Unge mellem 18-25 der aldrig har haft et arbejde skal ud og arbejde "FRIVILLIGT" i 2 mdr før de kan kan få dagpenge, kun med støtte til transport hvis forældrene er mindre bemidlede – tag lige den.
    Jeg syntes helt klart at der er noget galt med systemet i DK – men hvordan den lige skal takles med de høje skatter mv vi har i DK. er en svær nød at knække.
    Jeg har som sagt taget "fri for egen regning" som de kalde det i A-Kassen, Dog ville de lige informerer mig om at jeg kan få gevaldige problemer hvis jeg bliver i UK mere en 2 år da jeg jo betaler til min efterløn og kan risikerer at jeg kun får det jeg har indbetalt – fin afskedssalut fra det danske system – de burde sige: godt gået at du tager sagen i egen hånd, hvilket jeg har gjort og er glad for.
    Tak for endnu et godt indlæg

  12. Jeg kan ikke se at en reduktion af købekraften hos de svage grupper i samfundet gavner iværksættere, tværtimod. Jeg ser gerne Karina og andre få overførsler der gør dem i stand til et fornuftigt forbrug.

    Som jeg ser det, så handler Mærsk sgu ikke meget i små iværksætter forretninger, men det gør Karina & co, for nu at bruge det som en forbrugerstereotype. Så jeg har ingen interesse i at deres købekraft falder, tværtimod!

    Jeg er interesseret i forretning, og ikke i dyre fordomme der ikke gavner nogen. At lave sur trutmund overfor ledige på overførselsindkomst er en mangel tankegang, ikke et vækst ideal, i mine øjne.

  13. Jeg må virkelig være dårlig til at formulere mig.
    Mit mål er ikke at folk skal have færre penge, mit mål er at gøre dem til et aktiv for dem selv og deres omgivelser. At sidde på sin flade, uden at nogen har brug for en er nedbrydende og uværdigt.
    Det vi har brug for som samfund, er at få løst en masse opgaver og samtidig er der en gigantisk masse af folk, som samfundet bestikker med penge, til at klappe i og ikke gøre/lave noget.
    Det må da kunne løses.

    Og lad nu være med at skyde mig alle mulige platte politiske holdninger i skoen. Jeg er ikke LA stemmer (Faktisk aner jeg ikke hvor jeg hører til) så skal vi ikke holde det sagligt og konstruktivt, for det i står for, er det der i øjeblikket ikke virker, ikke?

  14. Jeg er helt enig i den menneskelige del. Mening i tilværelsen er det det handler om, og jeg synes du havde en rigtig god pointe i filmen om at penge ikke er tilstrækkelig til at løse den opgave, Thorborg.

    At der mangler service i DK er også en fin iagttagelse. Selv steder hvor folk er ansat til at give service, bliver den ikke leveret. Men vi spekulerer jo i hvorfor, og måske er en del af det at nogen ikke gider.

    Men at gide er jo netop koblet sammen med det meningsfulde. Hvis folk kan se en grund til at gøre noget, så vil de også godt give den en skalle. Jeg tror bare ikke på at den grund er penge. Det var det ikke for dig Martin, med iværksættersucces og 120mill på bogen, og det er det heller ikke for Lone på produktionsskolen med et overtræk på 20.000,-. Derfor virker det ikke at tage folks forsørgelsesgrundlag bort, i mine øjne. Det gør det ikke i USA, Afrika eller nogen andre steder, tværtimod. Mening er heller ikke noget som du kan få af andre, eller tvinges til at indse, eller skræmmes til, det skal erkendes indefra, og det er nok der vandene skiller.

    Mentoring, coaching, uddannelse kan gøre en positiv forskel. Det er det jeg kan se er det gode i Amino for iværksættere, der mangler indsigter i mål og middel, og vejen frem.

    Ledige og andet godtfolk skal bare holdes ude af det, fordi de er også KUNDER 🙂

  15. Magne, du lever i en drømmeverden. Verden har aldrig og vil aldrig levere sjove, spændende udfordrende jobs til alle og det kan vi lige så godt indse.

    Alle jobs der giver mad i munden er meningsfulde, men sådan ser folk det ikke længere.
    For vi skal alle pusse nusses, coaches, hjælpes, behandles, brødfødes m.m. af staten og det har ødelagt det for de mennesker, du og mange andre hjælpsomme og rare mennesker har gjort af et godt hjerte.

    Det er nu værdigheden skal tilbage og folk skal have hænderne op af lommen og motivation kan fint komme af sult og senere kan vi så snakke om de andet.

    Nå jeg stopper her, mine hænder kan ikke mere for i dag.

    Best wishes

    Martin

  16. Ja, lad os starte et bondeoprør for at ændre samfundet nedefra, hvorfra det kan ændres – og lad resultatet blive et bæredygtigt samfund, hvor vi kan sende politikerne i samfundspraktik, så de ikke går i graven uden at have oplevet den virkelige verden.

  17. Martin!

    Hatten af for denne video! Du rammer sømmet lige i røven!

    Jeg håber inderligt at "bondeoprøret" bare kan tage en smule form, så vi som nation og samfund igen kan se os selv i øjnene.