Statstøttet radio slagter selvstændig, i guder…

Mediernes omtale af selvstændige fik mig til at reagere i september 2012. Jeg kritiserede Radio 24/7 og mente, at virksomhedens overskud skulle ses i forhold til omsætningen.

Historisk indlæg fra 2012. Tal og vurderinger beskriver situationen dengang.

Mediernes omtale af selvstændige og økonomisk sammenhæng

Historien om handicap direktøren der tjener 22 millioner kr. om året, er et eksempel på hvordan medierne driver hetz mod selvstændige. Manden ejer virksomheden, har 900 ansatte, en omsætning på godt en milliard og har så et overskud på sølle 2.2 %.
Come on, det er sgu da så småt at folk hellere burde frygte for virksomhedens liv.
Og det gør det ikke bedre, at Radio 24/7 selv får 100 millioner kr. om året i statsstøtte, i guder….

Jeg reagerede på historien om de 22 millioner

Jeg var meget vred over den måde, sagen blev fortalt på. En direktør i en virksomhed, der arbejdede med hjælp til mennesker med handicap, blev omtalt med et beløb på 22 millioner kroner om året. Jeg gengav også sammenligningen med, at det var omkring seks millioner mere end i Mærsk.

Jeg begyndte ironisk med billedet af den onde direktør, som nassede på de små handicappede. Min pointe var, at sådan en fortælling efter min mening gjorde det svært at se virksomheden og økonomien bag beløbet.

Jeg sagde udtrykkeligt, at jeg ikke kendte manden eller firmaet. Jeg kendte heller ikke sagen særlig godt. Det var en reaktion på den debat, jeg havde fulgt, ikke en undersøgelse af regnskabet eller kvaliteten af hjælpen.

For mig var der forskel på en direktør og en ejer

Som jeg forstod historien, var manden ejer af virksomheden. Jeg talte om godt tusind ansatte og en omsætning på lidt over en milliard kroner. I min oprindelige tekst ovenfor skrev jeg 900 ansatte. Det viser også, at jeg brugte omtrentlige tal fra omtalen dengang.

Jeg gengav et overskud på omkring 20-30 millioner og forstod det sådan, at ejeren tog pengene ud til sig selv. Derfor syntes jeg, at overskriften om en direktørløn manglede noget vigtigt.

Jeg mente, at en virksomhed med en omsætning på en milliard selvfølgelig skulle kunne lave et overskud i den størrelsesorden. I den oprindelige tekst skrev jeg 2,2 procent og kaldte det et meget lille overskud.

Jeg fremlagde ikke dokumentation for, hvordan udbetalingen konkret var fordelt mellem løn, udbytte eller andet. Det var min forståelse af sagen, da jeg optog videoen.

Mit spørgsmål var, hvad ejeren ellers skulle gøre, hvis virksomheden gennem årene havde tjent penge. Jeg lavede en grov joke om, at der trods alt var grænser for, hvor mange nye kuglepenne og kørestole man kunne købe. For mig var det ikke i sig selv forkert, at en ejer tog et overskud ud.

Jeg syntes, at den offentlige kunde ændrede debatten

Virksomheden arbejdede efter min gengivelse for det offentlige. Jeg nævnte stat, amter og kommuner i mit udfald. Det var den historiske formulering i videoen, ikke en præcis oversigt over kunder eller myndigheder.

Jeg syntes, at mange reagerede særligt stærkt, fordi virksomheden havde med handicap og offentlige penge at gøre. Som om ejeren af den grund skulle arbejde gratis.

Jeg sammenlignede med store IT-leverandører, som efter min opfattelse kunne sende meget store regninger til det offentlige, uden at debatten fik den samme vinkel. Der kunne ejerne jo være aktionærer, som også tjente på forretningen.

Det var den forskel, jeg fandt latterlig. Jeg ville have, at man også så på omsætning, omkostninger og leverance, før man gjorde ejerens indtjening til bevis på, at noget var galt.

Jeg var uenig i argumentet om at spare overskuddet væk

Jeg rettede min vrede mod Enhedslisten og gengav et argument om, at det offentlige selv kunne drive opgaven og bruge de 22 millioner på noget andet.

Mit svar var meget sarkastisk. Jeg havde ikke den store tiltro til, at det offentlige automatisk ville drive virksomheden billigere eller bedre. Jeg sagde, at det i stedet kunne koste samfundet en halv milliard mere.

Det beløb var min polemiske overdrivelse. Jeg havde ikke beregnet prisen på en offentlig overtagelse og havde ikke et sammenligningsgrundlag, der dokumenterede besparelsen.

Jeg sagde også, at virksomheden muligvis var rimelig veldrevet. Ordet muligvis var vigtigt: Jeg kendte ikke dens drift godt nok til at afgøre det.

Jeg antog, at virksomheden havde vundet et udbud

Jeg havde en fornemmelse af, at en virksomhed ikke bare kunne få offentlige opgaver uden et udbud. Derfor antog jeg, at ejeren måtte have vundet en konkurrence om opgaven.

Derfra sluttede jeg meget kontant, at han måtte drive en bedre og billigere forretning end alternativerne. Jeg fremlagde hverken udbuddet, tilbuddene eller kontrakten. Det var mit ræsonnement i videoen, ikke en verificeret konklusion om den konkrete tildeling.

Jeg hævdede også, at virksomheden sikkert sparede det offentlige for hundredvis af millioner. Det var endnu en stærk antagelse fra min side, ikke en dokumenteret besparelse.

Jeg var oppe i det røde felt og brugte grove ord om politikerne. Jeg lavede også en overdrivelse om, at skatten kunne stige ti procent, hvis de selv skulle drive forretningen. Det var min vrede retorik, ikke en skatteberegning.

Min frygt var en dyrere og dårligere løsning

Jeg sluttede med at forestille mig, at ejeren fik taget pengene fra sig, og at resultatet blev en dårligere løsning for mennesker med handicap og en meget større regning.

Jeg sagde ti gange dyrere som endnu en provokation. Jeg vidste ikke, hvad der faktisk ville ske. Min bekymring var, at indignationen over et overskud kunne overskygge spørgsmålet om, hvilken løsning der fungerede bedst.

Det var min meget kontante reaktion i september 2012. Den oprindelige tekst kritiserede også Radio 24/7 og gengav et beløb for stationens statsstøtte. Jeg ville have økonomisk sammenhæng med i mediernes omtale af selvstændige, samtidig med at videoen tydeligt viste, hvor lidt jeg selv havde undersøgt den konkrete sag.

De bedste hilsner

Martin