Hvad vi kan lære af Plummer..
Iværksættere og journalister var emnet, da jeg i oktober 2010 kommenterede Plummers sag. Jeg ville især tale om PR og om at overveje, hvad man fortalte til pressen.
Iværksættere og journalister havde forskellige hensyn
Jeg kendte journalister, som jeg syntes var flinke og hæderlige. Samtidig mente jeg, at man som virksomhedsejer skulle huske, at en journalist arbejdede på en historie.
Jeg var skeptisk over for at regne med, at en oplysning blev holdt tilbage, alene fordi man ønskede det. Det var mit meget kontante synspunkt fra 2010.
Jeg havde selv oplevet en vanskelig timing
Jeg fortalte om en situation, hvor en del af vores virksomhed skulle sælges fra. Vi ville gerne fortælle medarbejderne om det på en ordentlig måde, før de læste det i pressen. Læs også Min vej som leder om mine erfaringer med ansvar og mennesker i ledelse.
Efter en samtale med en journalist kom nyheden hurtigere ud, end jeg havde ønsket. Vi måtte derfor samle medarbejderne og forklare situationen i hast.
Det er min erindring om forløbet. Jeg kunne ikke deraf fastslå alle de involveredes motiver eller gøre oplevelsen til en beskrivelse af alle journalister.
Tænk over oplysningerne før samtalen
Min pointe var, at jeg ikke fuldt kunne kontrollere en oplysning, efter at jeg havde givet den videre. Jeg ville derfor overveje både det, jeg fortalte, og de mennesker, som kunne blive berørt.
Videoens vurderinger af konkrete personer og sager hører til min kommentar fra 2010. Artiklen handler om mine PR-erfaringer, ikke en aktuel juridisk vurdering af fortrolighed eller pressens arbejde.
Læs også om at tænke sig om før man skriver.
Og tak til OnMedia for t-shirt m.m.
Den første gratis t-shirt
Det regner voldsomt, mens jeg optager den her video. Før jeg kommer til PR, viser jeg min første gratis t-shirt fra OnMedia. Jeg har jo sagt, at man kan sende en t-shirt eller en kasket og være heldig, at jeg tager den på i Thorborgs Talkshow. Jeg tager ikke penge for det. Det er bare fis og ballade.
Plummer-sagen set fra min stol i USA
Det, jeg vil tale om, er Kenneth Plummer, som efter min mening er plumpet godt i. Jeg bor i USA og har ikke fulgt alt, men har læst lidt om sagen. Jeg kender ikke alle detaljerne og vil koncentrere mig om PR frem for at afgøre de moralske og andre spørgsmål.
Som jeg har forstået historien i oktober 2010, var en journalist i gang med en bog og ville bruge nogle private ting, som Plummer ikke ønskede offentliggjort. Min forståelse var, at han forsøgte at bytte fortrolige oplysninger for, at journalisten holdt sig fra hans privatliv. Det er min gengivelse af sagen på det tidspunkt, ikke noget, jeg selv havde førstehåndskendskab til.
Rent PR-mæssigt mener jeg, at fejlen var at stole på, at sådan en aftale ville holde. Jeg siger meget firkantet i videoen, at man aldrig skal stole på en journalist. Samtidig kender jeg mange flinke og hæderlige journalister, som er til at stole på, og andre, som jeg ikke stoler på.
Min kontante besked til en iværksætter, der ikke kender journalisterne, er alligevel: Regn ikke med, at en aftale om en oplysning nødvendigvis holder. Overvej, hvad du giver fra dig.
Et andet emne kan nogle gange ændre historien
Det kan godt give mening at prøve at bytte sig til noget, hvis det er moralsk og lovligt. Forestil dig, at en journalist ved, at du skal fyre medarbejdere eller har en anden dårlig historie om dig.
Nogle gange kan du tale til vedkommendes samvittighed og forklare, at offentliggørelsen kan skade andre mennesker. Du kan også forsøge at tilbyde en anden interessant historie, som journalisten måske hellere vil skrive om.
En blanding af at forklare, hvem det kan gå ud over, og give noget andet har faktisk virket for mig nogle gange. Men det er noget andet end at fortælle noget som baggrund og tro, at ordene "det må du ikke skrive" giver dig kontrol.
Jeg har selv sagt sådan til journalister for at skabe et godt forhold. Jeg har bare aldrig stolet på, at oplysningerne ikke kunne blive brugt.
Hvor meget er din relation værd?
Min teori i videoen er, at en journalist med en rigtig god historie kan veje værdien af historien op imod prisen for at miste dig som kilde. Hvis den bliver offentliggjort, kan du blive vred og aldrig tale med vedkommende igen. Men historien kan være mere værd end relationen.
Det er sådan, jeg fortolkede Plummer-sagen. Jeg forestillede mig, at forfatteren kunne få hele Danmark på den anden ende og sælge en masse bøger, mens Plummer fik et lorteliv. Det er min bastante vurdering af et muligt regnestykke, ikke dokumentation for journalistens tanker.
Da vi skulle sælge en del af Cybernet
Jeg husker et andet forløb med journalisten Dorte Toft. Jeg nævner hende ikke for at gøre hende til et billede på alle journalister. Jeg oplevede hende også som flink, men den her situation viser, hvad man kan komme ud for.
Vi havde Cybernet med 36 medarbejdere og var ved at gå på røven. Derfor måtte vi sælge en del af virksomheden fra. 24 medarbejdere skulle med over i en anden virksomhed, og 12 skulle blive hos os.
Vi havde aftalt med køberen, at vi skulle fortælle medarbejderne om det om aftenen. De vidste, at vi skulle ud og spise og hygge os. Tanken var stille og roligt at forklare, hvordan firmaet blev delt, og præsentere de nye mennesker, som de 24 skulle arbejde sammen med.
Vi ville gøre det udramatisk og på en rar måde, så folk ikke blev kede af det. Samtidig havde jeg skrevet under på, at vi ikke måtte fortælle om salgssummen og vilkårene.
Jeg kunne ikke give de fortrolige detaljer
Så ringede Dorte og sagde, at hun vidste, vi havde solgt en del af virksomheden, og gerne ville have detaljerne. Så vidt jeg husker, arbejdede hun på Computerworld dengang.
Jeg fortalte, at jeg ikke kunne give hende salgssum og vilkår, fordi jeg havde skrevet under på en aftale. Jeg ville gerne fortælle hende meget andet, men lige de oplysninger kunne jeg ikke give uden at bryde kontrakten.
Som jeg husker samtalen, svarede hun, at hun så måtte skrive historien på websitet med det samme. Jeg sagde, at det ville jeg være meget ked af, fordi medarbejderne endnu ikke vidste noget.
Jeg ville gerne have mulighed for at fortælle dem det om aftenen, før de læste det i pressen. Jeg forklarede, at vi havde planlagt at gøre det på en ordentlig måde, og bad om, at historien ventede til om aftenen.
I min erindring blev valget stillet sådan op: Enten gav jeg hende de oplysninger, hun ville have, eller også blev historien offentliggjort med det samme. Jeg gentog, at jeg var bundet af aftalen og ikke kunne give de fortrolige oplysninger.
Vi måtte kalde medarbejderne sammen i hast
Vi lagde røret på, og omkring en time senere stod der på Computerworlds forside, at vi havde solgt. Da jeg så det, skyndte min makker og jeg os at samle medarbejderne.
Vi nåede lige akkurat at få kaldt dem sammen, før de fleste læste det. Jeg tror, nogle allerede havde set nyheden. I hast fortalte vi, hvad der skulle ske, og det blev kaotisk. Det var slet ikke det forløb, vi havde planlagt.
Aftenen blev delvist ødelagt. Vi havde jo forberedt, hvordan det skulle foregå, og vi følte os på mange måder som en familie. Det gjorde mig vred og ked af det, at medarbejderne skulle have beskeden på den måde.
I videoen kalder jeg det en svinestreg. Det er min kontante reaktion og erindring om forløbet. Min pointe er, at det ikke altid lykkes at tale til en journalists bedre jeg, og at oplysninger kan blive brugt på en måde, man er meget ked af.
Du kan ikke styre en oplysning, du har givet videre
Jeg omtaler Plummers byttehandel som en pagt med djævelen, der gav ham en ordentlig røvfuld. Det er min polemiske formulering fra dengang.
Min læring er, at du skal huske historiens værdi, uanset hvor godt du kender journalisten. Jeg slutter med den skarpe formulering, at du ikke er mere værd end den historie, journalisten har på dig.
Der findes gode relationer til pressen, og jeg har selv haft dem. Men jeg ville ikke basere min virksomheds eller mine medarbejderes situation på, at jeg kunne styre noget, efter jeg havde fortalt det.
Dbh Martin
Heej martin. Super fedt show..
Sender du ikke en t-shirt med mig så skal jeg nok lave lidt reklame for dig 🙂