Gå til indhold

En lille ting, kan have en stor betydning..

· Martin Thorborg

En personlig hilsen kan virke som en lille ting. Men den kan få langt større betydning, end du ser i det øjeblik, du sender den. Jeg kom til at tænke på det efter min fødselsdag, hvor jeg svarede folk med små lydfiler i stedet for bare at sende den samme tak til alle.

Her i juni 2010 har jeg været syg nogle dage og haft feber. Når jeg er syg eller stresset, er jeg ikke særlig kreativ. Og jeg skal være kreativ for at lave noget til dig. Det er en af grundene til, at du ikke har hørt så meget fra mig.

Næsten 400 mennesker fik en personlig hilsen

Hvis du var en af de rare mennesker, der skrev en mail og ønskede mig tillykke med fødselsdagen, så har du måske oplevet, at jeg rent faktisk svarede tilbage med en lydfil. Jeg sad over tre-fire dage og lavede næsten 400 af dem.

Det var ikke et standardsvar. Jeg sagde for eksempel: Hej Henriette, tusind tak. Og så svarede jeg til den person, der havde skrevet.

Flere spurgte, hvordan fanden jeg havde tid til det, og hvorfor jeg gjorde det. Jeg gør det, fordi jeg synes, at folk, der henvender sig til mig, skal have et ordentligt svar. Der kan godt gå noget tid, før det kommer, men de skal nok få et svar.

Det er egentlig udgangspunktet. Men bagefter blev jeg mindet om, at sådan en lille ekstra indsats også kan sprede ringe i vandet.

En af hilsnerne blev fortalt videre til 100 mennesker

Jeg fik en mail fra en kvinde, der fortalte, at hun havde været hos Sofie Manning sammen med omkring 100 kommende coaches. Midt i det hele havde en anden kvinde rakt hånden op og fortalt, hvor fedt det var, at hun havde fået en personlig hilsen fra mig. Hun oplevede det som god karma.

Det er klart, at ikke alle de 350-400 mennesker, jeg sendte lydsvar til, går ud og fortæller det til 100 andre. Men nogle gør. Og jeg tror, at der tilsammen godt kan være nogle tusind mennesker, som hører om det et eller andet sted.

Det havde jeg ikke siddet og regnet på, da jeg lavede hilsnerne. Men historien viser mig, at når du gør noget lidt ekstraordinært for andre, så kan det blive delt videre. Du gør én person glad, og det er fedt i sig selv. Men den person kan også gå hen og fortælle andre om oplevelsen.

Små handlinger kan sende noget godt tilbage

Der er en viral effekt i det, som jeg ser det. Og lur mig, om der ikke en dag sker noget positivt i mit liv, som udspringer af, at jeg har gjort en lille smule ekstra for nogen.

Det behøver ikke være 400 lydfiler. Det kan være at hjælpe en gammel dame over vejen, holde tilbage for andre i trafikken, give et smil eller gøre en anden lille ting for et menneske omkring dig.

Jeg synes ikke, at man skal se sådan en handling som helt isoleret. Den kan sprede små ringe i vandet. Måske bliver en af dem det, der gør en forskel for dit ønskejob eller din næste ordre. Måske får du bare noget positivt igen, der løfter dit humør lidt.

Og det bedre humør kan være det, der giver dig energi til at få underskrevet en kontrakt eller ringe til den næste kunde. Jeg ved ikke på forhånd, hvor ringene ender. Men jeg tror på, at de små ting faktisk kan være med til at gøre de store ting.

Ha’ en super weekend.

Dbh Martin

Kommentarer

  1. Ret imponerende, at du kan finde tiden til, at lave så mange svar…
    Men hvis det giver branding, så er det jo helt sikkert tiden værd.

  2. Ja og folk kan blive inspireret og selv dele ud af sin venlighed. Du har foden på den rette speeder Martin

    Pay it forward

  3. Hej Martin.
    Og ja tak for dit lydsvar, dem har jeg jo fået en del af efterhånden 🙂

    Du har nemlig fuldstændig ret, hvis man har muligheden har man også tiden! Det skaber utrolig meget positiv omtale fra mund til mund, og spreder sig.

    Mvh. Thomas De Oliveira
    Er du politisk interesseret? – så bliv politisk opdateret! http://www.PolitikNyt.dk

  4. Hej Martin,

    Overbevist om at dine fremgangsmåder ofte er de helt rigtige. Vi andre dødelige må sørge for, at suge lidt til os 😉

    BH John

  5. Hej Martin,
    Jeg er uden tvivl af den samme overbevisning – og elsker selv at dele de små ting man oplever.
    Både i forhold til design, funktion og oplevelse tror jeg meget på at det er de "unødvendige" ting som giver personlighed og får folk til at snakke. De nødvendige ting laver alle andre sgu også!

    God post – og et forsinket tillykke 🙂

    Mvh. Sebastian
    http://www.aabenbart.dk

  6. Jeg var en af dem, der ikke skrev (er gået i skammekrogen helt frivilligt), men jeg synes det er godt gået! Ikke fordi det kaster noget af sig (selv om det ikke er ringe) men simpelthen fordi det gør en positiv forskel for den du har svaret!

    Tak for et tankevækkende indlæg (som altid) og Keep Going!

  7. Velkommen tilbage efter det dårlige helbred spillede dig et kispus.

    Godt at se du trives, og du har ganske ret: gør vi noget godt for andre kommer det helt bestemt tilbage. Kan jeg ane en smule Law of Attraction-erkendelse? 😉

  8. Hej Martin
    Du har bare så ret –
    Jeg er meget enig i at man skal svare sine læsere
    Glæder mig til min lydfil fra dig – du må have glemt mig ellers har jeg da overset den ?
    Jeg tror på: give more than you take
    Håber du er kommet dig over din feber

  9. du er fandeme hurtig , men det ved jeg jo ,-) skønt det er jeg selv og denne gang fra en verdens del til en anden- jeg sidder pt i Jakarta og skriver bog om mobil identiet og personlig udvikling til kvinde ron the move og udstationerede – what a world.
    email ? jeg kommenterede jo blot på den video med at du blev fyrre og da jeg så var inde i dag konstaterede jeg at jeg da ikke havde fået en video fra dig.
    Det er ok nu har jeg fået respons 😉 That we love
    Mette

  10. Ok så må jeg sende e-mail næste gang ;-
    Det er godt nok mange fødselsdagshilsner i inboxen og mange videoer du skulle producerer
    Så mange fødselsdagshilsner kan jeg ikke slå – ikke engang på Facebook
    But Am working on it
    Ta ‘ en go dag

  11. Mange bække små, som du siger Martin. Én af mine gode veninder er opfinder, og har lige opfundet en supersmart madskål til hunde. Hvordan gør man så den kendt!!! – jo man sender da lige et eksemplar til Hendes Majestæt Dronning Margrethe, der kvitterer med en flot hilsen og tak for den fine gave – og ja, så kan man jo kalde sig kongelig hofleverandør 😉