Når taburetten vælter…
Plej dit netværk, mens det går godt. Hvis du først bliver venlig og interesseret i andre, når din egen taburet er væltet, kan det være for sent. Folk husker også, hvordan du behandlede dem, da du selv sad højt på strå.
Videoen er fra den 19. marts 2010. Jeg er blevet inspireret af henvendelser fra mennesker, jeg har kendt tidligere, som pludselig gerne vil have mig til at gøre dem en tjeneste.
Plej dit netværk, når du har overskud
Det er sjovt, som der i den seneste tid er væltet henvendelser ind fra folk fra gamle dage. Nogle af dem har tidligere været lidt utilnærmelige. Nu er der til gengæld ingen grænser for, hvor gode venner vi tilsyneladende er.
Jeg har oplevet det flere gange med folk, som har været ministre. Mens de var ministre, var de meget vigtige og havde travlt. Hvis man henvendte sig til dem eller mødte dem til en middag, gjorde de ikke en skid for at hjælpe.
Men når taburetten så er væltet, er vi pludselig på fornavn og dus. Så skal vi tale om gamle dage, og stemningen er åh så hjertelig. Og selvfølgelig er der lige en tjeneste, de gerne vil have.
Der synes jeg sgu, det begynder at være lidt sent. Hvis jeg tidligere har bedt et menneske om hjælp, og vedkommende har været for travl og for vigtig til at interessere sig for det, er det ikke sikkert, jeg står klar med hånden, når stolen bliver trukket væk under ham.
Folk husker, hvem der var der for dem
Det er lidt det samme med administrerende direktører og andre, der sidder højt på strå. Nogle har meget travlt med at være stolte af, hvor dygtige de er, så længe det går godt.
I det sekund det ikke længere går så godt, kan de pludselig finde masser af tid. De kan være utrolig flinke, rose en og interessere sig for, hvad man laver. Men så kan toget være kørt.
Jeg kommer til at tænke: Hvorfor fanden var du der ikke for mig dengang? Hvorfor skulle din egen situation ændre sig, før du kunne finde tid til at være venlig?
Min pointe er, at du skal pleje dit netværk, når du har overskuddet. Når det kører for dig, har du også mulighed for at gøre noget for andre. Det er dér, du skal bruge den mulighed. Læs også Min vej som leder om mine erfaringer med mennesker og relationer i arbejdslivet.
Almindelig venlighed kan betyde meget
Det minder om mit indlæg forleden om at opbygge netværk, før man får brug for det. Her er vinklen også, hvordan du behandler folk undervejs. Højt at flyve kan betyde langt at falde. Og det er ikke sikkert, nogen står klar til at gribe dig, hvis du har været småarrogant eller afvisende.
Du skal selvfølgelig ikke tage imod hvad som helst eller sige ja til alt. Det er slet ikke det, jeg mener. Men almindelig venlighed, et godt råd med på vejen eller en god kontakt kan betyde utrolig meget for et andet menneske.
Så tænk over det, når det går dig godt: Vær flink ved folk, både høj og lav. Den, du synes står under dig i dag, er måske den, du får brug for, hvis du selv ender endnu længere nede.
De bedste hilsner
Martin
Location:E Plaza Real,Boca Raton,USA
Kort sagt: dem du møder på vej op, dem møder du også på vej ned.