Må jeg stemple mit logo på dig?

Et logo på hånden er måske ikke noget, du normalt siger ja til. Men i Queenstown i New Zealand i 2012 fik jeg et stempel, som blev siddende resten af dagen, og jeg sagde endda tak.

Logo på hånden som en del af oplevelsen

Oppe på bjerget var der en forlystelse med små vogne, man kunne køre i. Da jeg havde betalt og sad klar til at køre, fik jeg et stempel på hånden.

Jeg tænkte ikke videre over det. Det virkede bare som noget, der hørte til turen, og så kørte jeg af sted og havde det sjovt.

Gæsten tager mærket med videre

Bagefter gik jeg rundt med stemplet resten af dagen. Når andre spurgte, hvad jeg havde på hånden, kunne jeg fortælle om forlystelsen oppe på bjerget.

Jeg så det som en form for viral markedsføring: Virksomhedens mærke fulgte med gæsten og gav anledning til en samtale. Jeg havde ikke målt, hvor mange nye gæster det skaffede.

Det var den lille idé, jeg ville vise. Hvor ellers kunne noget, der naturligt hører til en oplevelse, få folk til at fortælle om den bagefter?

Et logo på hånden, som man får helt naturligt

Goddag, må jeg trykke noget markedsføring på din hånd, så du kan hjælpe med at få flere mennesker ind i min butik? Hvis nogen stillede spørgsmålet sådan, ville du nok sige nej. Men alligevel ender jeg her i Queenstown med et stempel på hånden.

Oppe på bjerget ligger en forlystelse med små vogne, som jeg sammenligner med gokarts og en rutsjebane. Jeg forsøger at vise den fra afstand, selv om den ikke er så let at se hernedefra.

Da jeg har betalt og sidder klar til at køre, kommer en medarbejder og beder mig række hånden frem. Så får jeg et stempel. Jeg tænker bare: Nå ja, det er det, der skal til, før jeg kan komme ud at køre.

Derefter ræser jeg afsted og hygger mig gevaldigt. Jeg tænker ikke videre over stemplet. Det er bare blevet en del af oplevelsen.

Resten af dagen fortæller hånden om turen

Bagefter går jeg rundt med mærket resten af dagen. Folk spørger, hvad jeg har på hånden. Så kan jeg fortælle, at det er fra den gokartagtige forlystelse oppe på bjerget.

Jeg ser det som en form for viral markedsføring. Man beder ikke først folk om at være reklamesøjler. Stemplet kommer i en situation, hvor kunden allerede har betalt og glæder sig til oplevelsen. Så følger mærket med videre og giver andre noget at spørge om.

I videoen siger jeg begejstret, at jeg ikke kan se nogen anden logisk forklaring på stemplet. Det er min fortolkning af det, jeg oplever. Jeg har ikke undersøgt forlystelsens billetkontrol eller spurgt, hvorfor de bruger det.

Det er den lille idé, jeg synes er genial. Hvor kan du ellers bruge den tanke? Kan en detalje i en oplevelse blive noget, kunder tager med sig og fortæller andre om?

Jeg kalder det nem og billig markedsføring, som virker. Det er min reaktion på, at stemplet får mig til at fortælle om turen, og ikke en måling af virksomhedens salg. Folkene her i Queenstown er ikke så dumme endda.

Jeg henviste her til mit interview med Jannik Olander om at sælge smykker i USA. Den oprindelige interviewside kan ikke åbnes.