Er du fagmand og er du groet fast?

Tænk fagligheden på en ny måde, hvis den sædvanlige løsning gør et projekt svært at komme i gang med. I videoen fra New Zealand i 2012 fortæller jeg om en samtale med journalisten og guiden Kirsten.

Tænk fagligheden på en ny måde uden at kassere erfaringen

Kirsten ville gerne portrættere kunstnere på tv. Jeg fortæller, at hun så et stort produktionsbudget og en bevilling som forudsætninger for at gennemføre det.

Jeg spurgte i stedet til selve ønsket: Ville hun møde kunstnerne og fortælle deres historier, eller var det bestemte tv-format en nødvendig del af drømmen?

Et andet format kunne give andre muligheder

På vores egen rejse lavede vi lange interviews til Amino TV med et mindre setup. Vi lod samtalerne vare, så længe vi syntes, de var interessante, frem for at få dem til at passe ind i et fast tv-program.

Jeg sammenlignede vores udstyr og rejse med en traditionel produktion. Tallene er mine oplysninger og anslag fra 2012; projekterne havde også forskellige krav og formål.

Mit forslag var at overveje et enklere format, som hun selv kunne producere og lægge på nettet. Det kunne måske give mulighed for at komme i gang uden først at få den oprindelige finansiering.

Spørg, hvorfor arbejdet plejer at se sådan ud

Jeg ville ikke smide hendes faglighed væk. Jeg ville have hende til at undersøge, hvilke vaner der stadig gav mening, og hvilke der var bundet til en bestemt teknologi eller distributionsform.

Det samme spørgsmål kan bruges i andre fag: Hvad er målet, og er der en anden vej derhen?

Jeg forestillede mig nye seere og muligheder for indtjening, men det var forventninger, ikke et løfte om publikum eller en bestemt økonomi.

Læs også om baggrunden for mine iværksætterinterviews.

Tænk fagligheden på en ny måde: Hvad er drømmen egentlig?

Vi er stadig i New Zealand. I går interviewede vi Kirsten, som har været freelancejournalist det meste af sit voksne liv. Hun fik på et tidspunkt lyst til at flytte hertil og arbejdede først med et hotel. Da det ikke fungerede for hende, tog hun hjem til Danmark.

Senere kom hun tilbage til New Zealand, fandt en mand, blev gift og bor her nu som rejseguide. Hun er stadig journalist af uddannelse, og vi havde en rigtig god snak om mange forskellige ting.

Efter interviewet sad vi, som jeg husker det, og spiste. Kirsten fortalte om en drøm: Hun ville gerne portrættere nogle af de dygtige kunstnere i New Zealand på tv.

Hun fortalte, at sådan et indslag kunne koste mellem 300.000 og 500.000 kroner, og at hun havde forsøgt at få Danmarks Radio med. Men der var ikke lige penge til den slags.

Er det fortællingen eller tv-produktionen, der er målet?

Jeg tænker straks: 300.000–500.000 kroner? Det kan sikkert passe, hvis der skal flyves en kameramand og lydfolk ud fra Danmark, bruges dyrt professionelt udstyr og klippes en traditionel produktion.

Men hvad er hendes egentlige drøm? Er det at møde kunstnerne og fortælle om deres liv og arbejde? Eller kræver den drøm nødvendigvis et bestemt kamera og en bestemt tv-station?

Jeg oplevede, at hendes traditionelle uddannelse og erfaring fra billed- og papirmedier gjorde, at hun først tænkte på den måde, man altid havde produceret på. Jeg mener ikke noget ondt med det. Men jeg synes, det er værd at spørge, om erfaringen også kan låse en fast.

Vores udstyr kostede omkring 25.000 kroner

Vi rejser som familie i fem måneder og laver interviews med danske iværksættere til Amino TV. Jeg vil vide, hvorfor de flyttede ud, hvordan de har fået deres virksomhed til at fungere, og hvordan deres liv ser ud.

I videoen fortæller jeg, at kameraet kostede 11.000 kroner og mikrofonerne 5.000. Med software, ekstra batterier, taske, stativer og resten af udstyret ligger mit skøn omkring 25.000 kroner. Vi får også hjælp til arbejdet i Danmark.

Jeg er rigtig glad for det udstyr, vi har med. Vi optager i high definition med trådløse mikrofoner, og jeg beskriver kvaliteten som broadcast-kvalitet. Det er min vurdering af vores setup og de priser, jeg fortæller om i 2012.

På turen regner jeg med, at vi når 30–35 interviews. Hvis 30 af dem varer omkring halvanden time, giver det 45 timers video. Vi lader mennesker fortælle i ro og mag.

Nettet giver plads til en anden længde

En normal tv-produktion skal klippes til et bestemt format. Den skal passe mellem reklameblokke eller mellem andre programmer. Det giver mening for en tv-station, men det behøver ikke være rammen for alt, man vil fortælle.

Jeg vil gerne lave noget, man kunne kalde slow-tv: Video, hvor seeren får et roligt indblik i et andet menneskes liv, forretning og bevæggrunde for at flytte ud.

Det var også den slags, Kirsten gerne ville med sine kunstnere. På nettet kan vi lade samtalen få den plads, vi synes, den skal have.

Jeg bemærker, at tv-programmer ofte har de samme længder, for eksempel 30 eller 55 minutter. Også nyhederne skal holde deres format, hvad enten der er en meget stor begivenhed eller agurketid. Formen er bestemt på forhånd.

400.000 kroner er meget, men hvad får vi ud af turen?

Hele vores fem måneders rejse koster efter mit skøn omkring 400.000 kroner. Det er for fire mennesker og omfatter mange flyrejser, leje af autocamper, hotelværelser, mad og så videre. Jeg nævner omkring 15–20 flyvninger.

Det er mange penge. Men min sammenligning er, at vi kan rejse som familie og få næsten 50 timers lange interviews ud af det, mens en traditionel produktion måske ville give en times tv for et lignende beløb. Projekterne har selvfølgelig forskellige krav, men jeg synes, forskellen er værd at tænke over.

Derudover laver jeg omkring 30 af de korte videoer som den, du ser nu. De varer nogle minutter hver og giver flere timers materiale oveni.

Mens vi rejser, svarer jeg også på tusindvis af mails, holder gang i mine fire eller fem virksomheder og kontakten til udviklere i Manila. Jeg skriver klummer til blandt andet Penge & Privatøkonomi.

Jeg har holdt foredrag over Skype, som jeg får penge for, og lavet videoindslag til events og andre formål. Rejsen rummer altså både familieoplevelser, produktion og mit løbende arbejde. Det er derfor, jeg ikke bare ser budgettet som prisen på én enkelt tv-udsendelse.

Hvilke regler er stadig nødvendige i dit fag?

Er du selv lidt fastlåst i den måde at gøre tingene på, som du lærte på din uddannelse? Det kan være som programmør, journalist, folkeskolelærer eller noget helt andet.

Min idé er ikke, at du skal smide alt, hvad du har lært, væk. Kast det op i luften og grib de dele, som stadig er gode. Se så på resten og spørg, hvorfor det egentlig er blevet gjort sådan.

Skulle det passe til en gammel teknologi? En anden måde at distribuere på? En anden verden? Verden har flyttet sig teknologisk, men også kulturelt og i vores holdninger.

Gå hver del af arbejdet igennem. Hvad er formålet med den? Kan man nå det samme på en anden måde? Det er det, jeg gerne vil have Kirsten og dig til at overveje.

Et enklere setup kunne få projektet i gang

Jeg foreslår Kirsten at begynde mindre. Måske kunne hun bruge en iPhone eller et billigt Flip-kamera. I videoen nævner jeg 500–800 kroner for det lille kamera og understreger, at jeg ville prioritere en god mikrofon.

Mit grove skøn er, at et fornuftigt setup til hendes formål måske kan laves for 6.000–7.000 kroner. Det er et beløb, hun kan overkomme. Så kan hun selv tage ud og møde kunstnerne, producere historierne og lægge dem på YouTube.

Hun får måske ikke de cirka 100.000 seere, hun forestiller sig gennem tv. Men hvis hun laver det på engelsk, kan der også være et større publikum ude i verden. Jeg leger med tanken om en million seere, feedback, anerkendelse og måske indtjening gennem YouTubes annoncer.

Det er muligheder, jeg forestiller mig, ikke noget jeg lover hende. Det vigtigste er, at hun får mødt kunstnerne og prøvet idéen af i stedet for at vente på en bevilling på flere hundrede tusind kroner.

Så kast det hele op i luften og se, hvor det lander. Måske kan du komme i gang med noget spændende, som du troede ikke kunne lade sig gøre, hvis du ændrer formen og holder fast i det, du egentlig gerne vil. Flere af mine erfaringer med at finde nye veje og sætte idéer i gang finder du i Iværksætter til jeg dør.

De bedste hilsner

Martin