Lidt tanker om butiksdød og muligheder

Butiksdød fik mig i august 2012 til at tænke på mere end de butikker, der kunne forsvinde. Hvis der blev en masse tomme lokaler i bymidterne, hvad kunne en iværksætter så bruge dem til? Jeg havde ikke løsningen, men jeg ville sætte tankerne i gang.

Jeg havde hørt en påstand om, at en hovedgade kunne dø, når mere end halvdelen af byens butikker lå i et center. Jeg nævnte Odense og et tal på tooghalvtreds procent, men sagde også, at jeg ikke vidste, om det passede. Det var noget, en anden havde fortalt mig, og jeg var heller ikke sikker på centrets navn.

Alligevel fik historien mig til at tænke over, hvad der skete med vores måde at handle på. Jeg forventede store forandringer i detailhandlen. Det her var mine tanker og prognoser fra 2012.

Jeg troede, tid og pris ville flytte flere kunder

Jeg mente, at folk fik mere og mere travlt. Vi skulle løbe stærkere for at få pengene hjem og havde mindre tid til at handle. Jeg var meget mørk i min vurdering af økonomien og sagde bramfrit, at verden og Danmark var på vej i en dårlig retning.

Min forventning var, at mere handel ville flytte til nettet, fordi det kunne være billigere og mere bekvemt. Når logistikken var på plads, mente jeg, at en webshop kunne drives med lavere omkostninger end en butik på hovedgaden.

Jeg brugte bemandingen som eksempel. Har du fire mennesker på arbejde i en butik, men ingen kunder, har du et problem. Kommer der pludselig mange kunder, mens der kun er to på arbejde, har du også et problem.

Jeg syntes, en webshop kunne være mere fleksibel. En del af kommunikationen foregik på mail og kunne samles op over nogle timer, og der kunne komme hjælpere til, når der var brug for dem. Det var nogle af de fordele, jeg så ved netbutikker dengang.

Centrene havde efter min opfattelse også en tidsfordel. Man kunne parkere, gå op og klare flere indkøb på samme tur. Jeg nævnte store indkøbssteder som Bilka og IKEA som eksempler på den koncentration af handel, jeg forventede ville fylde mere.

Butiksdød i de små bymidter bekymrede mig

Jeg troede, at kæder, store centre og de store indkøbssteder ville stå stærkere, mens små butikker i bymidter og på mindre oplagte placeringer ville få det svært.

Jeg brugte Stenløse som eksempel. I videoen sammenlignede jeg med byen fem år tidligere og fortalte, at jeg oplevede, at butikker og tilbud forsvandt. Jeg nævnte biblioteket, biografen og fire-fem lukkede butikker i centret. Det var min beskrivelse af udviklingen, ikke en optælling, jeg fremlagde dokumentation for.

Jeg mente også, at det var dyrt at drive en lille butik. Jeg nævnte en husleje omkring fyrre tusind kroner og derefter udgifter til et par medarbejdere, ejerens egen løn og alt det øvrige. Der skulle mange penge gennem kassen, før det hang sammen. Beløbet var mit eksempel på omkostningerne dengang.

Støvsugeren og kunden med en smartphone

Mit billede på konkurrencen var en kunde, som gik ind i en butik for at se på en støvsuger. Nogle havde allerede købt den på nettet. Andre fandt en model i butikken, tog telefonen frem og så, at de kunne få den billigere online.

Så kunne kunden sige til butiksejeren, at støvsugeren kunne købes fem hundrede kroner billigere et andet sted, og bede om den samme pris.

Hvis ejeren forklarede, at butikkens omkostninger gjorde det umuligt, var kunden måske ligeglad. Det er ikke mine problemer, kunne svaret være. Så stod ejeren med valget mellem at sælge til en meget lav pris eller lade ordren gå til en netbutik.

Det var en tænkt situation, jeg brugte for at vise presset. Jeg forventede, at vi ville få et meget anderledes bybillede, og jeg sagde, at tusindvis af butikker kunne lukke. Det var min prognose i videoen.

Bygningerne forsvinder jo ikke med butikkerne

Derfra begyndte jeg at tænke på mulighederne. Man kunne selvfølgelig starte en webshop, men der var også et andet spørgsmål: Hvad skulle der ske med alle de gamle butikslokaler? Bygningerne stod der jo stadig.

Jeg pegede på, at det efter min opfattelse også kunne blive et problem for ejendomsejere. Hvis en stor del af en ejendoms husleje kom fra en butik i stueetagen, kunne butikslukninger og lavere betalingsvilje ramme indtægten.

Jeg forestillede mig en ny lejer, som så, at den tidligere butik var gået konkurs, og derfor ikke ville betale den samme husleje. Det kunne presse prisen ned.

Som et regneeksempel forestillede jeg mig, at et lokale, der havde kostet fyrre tusind kroner, måske skulle ned omkring ti tusind. Jeg sagde samtidig, at en besparelse på tredive tusind ikke nødvendigvis var nok til at gøre en almindelig butik rentabel, når man stadig skulle betale personale og alle de andre udgifter. Det var mine hypotetiske beløb, ikke en vurdering af en konkret ejendom.

Boliger, kontorer eller noget, man oplever

Måske kunne de billigere lokaler bruges til noget helt andet. Kunne man ændre facaden, sætte almindelige vinduer i og lave boliger? Kunne de blive kontorer? Eller fandtes der andre aktiviteter, som kunne fungere bedre end traditionel detailhandel?

Jeg havde tidligere fortalt om et oplevelseskoncept med en slags spejllabyrint. Folk blev ført gennem rum med laserlys og optiske illusioner. Det kunne se ud, som om gulvet forsvandt, eller som om et lokale fortsatte i det uendelige.

Jeg havde hørt, at noget lignende var kommet til Danmark, men havde ikke selv set det her. Min tanke var, om den slags betalte oplevelser kunne få plads i nogle af lokalerne.

Jeg nævnte også paintballcentre og spillehaller. Det var løse idéer, ikke færdige forretningsplaner. Jeg vidste ikke, hvad der ville virke på de enkelte steder.

Jeg ville have iværksættere til at tænke fremad

Det, jeg prøvede at sætte i gang, var en måde at se muligheder på. Hvis du forventer en udvikling, hvad følger der så af den? Hvilke ressourcer bliver ledige, og hvilke behov kan opstå? Læs også Iværksætter til jeg dør om mine erfaringer med at finde muligheder og bygge virksomheder.

Jeg tog dengang som udgangspunkt, at der ville blive mange ledige erhvervslokaler i stueetagerne. Så kunne nogen måske finde en god idé til at bruge dem og bygge en kæde op eller omdanne flere af dem til noget andet.

Jeg jokede med, at den, der fandt den gyldne idé, måske var milliardær ti år senere. Det var mit store, optimistiske billede på en mulighed, ikke et løfte om indtjening.

Jeg kastede også en idé om en ny hotelkæde med små værelser og hurtig adgang ud, og kaldte den selv måske en åndssvag idé. Det var netop pointen: Jeg havde ikke svaret. Jeg ville bare have dig til at tænke videre.

Til sidst jokede jeg med, at jeg måske kunne finde løsningen efter tolv-fjorten Bornholmerbryg. Men jeg skulle arbejde seriøst og havde ikke tid til flere projekter. Derfor lod jeg idéerne ligge hos dem, der havde lyst til at arbejde videre med dem.