Lidt om Danmarks fremtid

Iværksætteri under krisen krævede efter min mening, at man tænkte over, hvem kunderne var, og hvordan deres økonomi kunne ændre sig. I november 2012 var mit bud, at mange ville føle sig fattigere, mens andre fik flere penge. Jeg troede på muligheder for iværksættere, men frygtede også, at nogle mennesker ville blive tabt. Det var mine mavefornemmelser og politiske holdninger dengang.

Iværksætteri under krisen: Jeg delte min måde at se markedet på

Jeg havde allerede talt om krisen flere gange og vidste, at jeg kunne gentage mig selv. Mit mål var at klæde dig som iværksætter bedre på til at se på markedet.

Jeg havde hverken en universitetsuddannelse eller en MBA. Jeg kunne ikke lave en stor analyse af økonomien. Jeg fulgte mange forskellige ting og fik derigennem en mavefornemmelse af, hvor udviklingen var på vej hen.

Jeg syntes selv, jeg var god til timing, og mente, at flere af de samfundstendenser, jeg havde talt om i mine videoer, var blevet til virkelighed. Men jeg gjorde samtidig klart, at du gerne måtte synes, jeg var en lommefilosof og slukke. Jeg fortalte, hvordan jeg så verden.

Derfor var det også svært at sige noget sikkert om dansk økonomi og krisens videre forløb. Alligevel ville jeg give mit bud.

Boligpriserne påvirkede efter min opfattelse købelysten

Hvorfor skulle en iværksætter interessere sig for boligpriser? Fordi jeg mente, at udviklingen havde stor betydning for, om folk havde lyst til at købe.

Sad man i en bolig, som faldt fem tusinde kroner i værdi om måneden, var man måske mindre interesseret i ny kunst eller en ny bil. Det var et tænkt eksempel på den stemning, faldende værdi kunne skabe.

Solgte man køkkener, kunne det derfor være værd at overveje flotte greb til det eksisterende køkken. Kunden kunne føle, at der var kommet noget nyt for tre tusinde kroner, frem for at skulle købe et helt køkken. Det var den slags tilpasning, jeg ville have virksomheder til at tænke over.

En lønstigning var ikke nødvendigvis flere penge at bruge

Jeg beskrev også faldende realløn. Hvis lønnen steg lidt, men priserne steg mere, fik man i praksis mindre for sine penge.

Mit eksempel var hundrede kroner mere i løn om måneden, mens de samme varer i Netto kostede to hundrede kroner mere. Man kunne være glad for lønstigningen, men alligevel have færre penge til overs.

Jeg sagde først, at reallønnen faldt voldsomt, og korrigerede mig selv til, at den i hvert fald faldt. Det var den udvikling, jeg mente at se i Danmark på det tidspunkt.

Når folk havde mindre mellem hænderne, mente jeg, at de blev mere tilbageholdende og kunne få sværere ved at betale regninger. Jeg nævnte gæld og registrering i RKI og var meget hård i min omtale af nogle af de mennesker, jeg så i Luksusfælden.

I mine øjne kunne der være mennesker, som lånte og købte uden reelt at have til hensigt at betale tilbage, medmindre de vandt i lotto. Det var min bastante vurdering, ikke en konstatering om alle med gældsproblemer.

Jeg troede ikke, boligmarkedet havde fundet bunden

Nogle sagde, at bunden var nået. Det troede jeg ikke på. Jeg så en række forhold, som efter min vurdering pegede den anden vej.

Jeg talte først om faldende befolkningstal og justerede det derefter til et stagnerende billede. Jeg var klar over, at flere kunne blive singler og få brug for en bolig, men stillede meget firkantet spørgsmålet: Hvorfor skulle priserne stige, hvis efterspørgslen ikke gjorde?

Flyttede flere til København, kunne priserne stige dér, men så mente jeg, at der kunne komme fald andre steder, som i Slagelse. Det var min forenklede måde at tale om udbud, efterspørgsel og flytninger på.

Jeg forventede desuden, at udløb af afdragsfrie perioder ville begynde at få betydning fra det følgende år. Jeg omtalte omkring hundrede tusinde familier og risikoen for en langt større boligudgift, hvis de ikke kunne refinansiere. Jeg brugte ligefrem udtrykket dobbelt husleje.

Jeg berørte også en belåningsgrænse på firs procent. Det var min omtale af låneproblemet i den historiske situation, ikke en gennemgang af vilkårene for en bestemt families lån.

Bankernes krav og lave renter var en del af min bekymring

Jeg havde hørt i radioen, at mange banker krævede et rådighedsbeløb på seksten tusinde kroner for en familie, når de faste udgifter var betalt. Det tal brugte jeg til at illustrere, hvor svært jeg mente, det kunne blive at købe bolig.

Jeg regnede meget groft videre og talte om fyrre til halvtreds tusinde kroner efter skat, når både rådighedsbeløb og faste omkostninger skulle dækkes. Jeg syntes, det var mange penge for at kunne sidde i en almindelig villa til omkring to millioner.

Samtidig havde vi efter min opfattelse meget lave renter. Jeg forventede, at de ville stige en dag, men sagde også, at jeg ikke vidste, om det var snart eller om ti år.

Folk så efter min mening i høj grad på, hvad de kunne betale om måneden, snarere end alene på boligens pris. Hvis banken krævede en større buffer, og man også måtte regne med højere renter, kunne der blive mindre tilbage til boligen.

Jeg nævnte stigende energiafgifter og andre forhold, jeg ikke lige kunne huske. Jeg kunne dengang ikke få øje på noget, som overbeviste mig om en kommende generel prisstigning.

Mit gæt var et stort prisfald over fem til ti år

Jeg gættede på, at boligpriserne over de næste fem til ti år kunne falde tredive til fyrre procent fra niveauet i 2012. Måske kunne København holde bedre stand, sagde jeg, men så frygtede jeg større fald andre steder.

Det var en forudsigelse, jeg fremsatte dengang. Jeg havde ikke en økonomisk model, der dokumenterede den.

Jeg syntes ikke, at huse uden for de mest eftertragtede områder skulle koste tre eller fire millioner kroner. Jeg sammenlignede meget groft prisen på et brugt hus med muligheden for at bygge nyt for omkring to millioner og lægge en grund oveni.

Jeg brugte en brugt cykel som billede: Hvorfor betale mere for noget brugt, som var slidt? Et ældre hus kunne være dårligere isoleret og indrettet og kræve reparationer. Et nyt hus kunne have garanti og færre problemer.

Jeg talte blandt andet om Slagelse og legede med prisniveauer omkring halvanden til 1,7 millioner kroner afhængigt af huset og grunden. Jeg anerkendte, at en mere attraktiv beliggenhed kunne koste mere, og at andre ville være uenige i mine regnestykker.

Det var min spidse kritik af de priser, jeg så, og en del af min forventning om, at mange mennesker ville føle sig fattigere de kommende år.

Men alle kunder ville ikke få færre penge

Jeg boede på det tidspunkt til leje i Lyngby. På hovedgaden så jeg kø ved Sticks’n’Sushi og butikker med Apple-produkter. Det mindede mig om, at ikke alle oplevede den samme økonomi.

Jeg mente, at en elite tjente flere penge end nogensinde, og at talent, flid og succes blev belønnet stærkere. En dygtig medarbejder eller en succesfuld iværksætter kunne stadig tjene godt.

Jeg så derfor for mig, at skellet mellem rig og fattig ville blive større. Der ville stadig være en middelklasse, men jeg troede, at markedet i midten ville få det sværere, mens en gruppe kunder blev superforbrugere, og andre fik det meget hårdt.

Jeg nævnte mennesker i blandt andet Risskov, Lyngby og København med uddannelse, egne virksomheder eller andre ressourcer. Det var mit billede på kunder, der fortsat kunne købe de dyre ting.

Billigt til mange eller noget særligt til dem med råd

For iværksætteren var min tanke, at man skulle være bevidst om sit marked. Enten kunne man give mange mennesker noget billigere, eller man kunne gå efter de kunder, der havde råd til det dyre.

Jeg brugte det grove udtryk "cheap shit for the masses" om det første. Billig underholdning, også sex og andre former for let underholdning, var blandt mine eksempler på områder, hvor jeg mente, der kunne være penge at tjene.

Jeg nævnte en billig yoghurtbar med yoghurtis, som jeg havde set en idé om på Amino Kapital og troede på. Jeg talte også om McDonald’s og sushi som eksempler i mine overvejelser om forbrug og pris.

I den anden ende var Apple-segmentet: Mennesker med råd til en telefon til syv tusinde kroner og andre større køb. Min bekymring gjaldt især markedet midt imellem.

Jeg sagde ikke, at man skulle opgive at være iværksætter. Tværtimod. Men man skulle have i baghovedet, om man byggede noget til et dyrt segment eller til mennesker, der gradvis følte sig og blev fattigere.

Jeg mente ikke, højere skat på de rige løste det hele

Man kunne selvfølgelig foreslå at beskatte de rige mere. Min indvending var, at de så kunne vælge at bo et andet sted.

Som iværksætter kom man efter min opfattelse ikke sovende til succes. Man kunne have knoklet og taget store chancer gennem mange år. Jeg mente, at der var en grænse for, hvor meget man derefter ville acceptere at aflevere.

Jeg sagde, at man naturligvis kunne have lyst til at betale noget, men ikke nødvendigvis betale for alle andre, som ikke havde taget de samme chancer eller gjort den samme indsats. Det var min politiske holdning og min forklaring på risikoen for, at folk flyttede.

Produktion, lønninger og mennesker, der skulle med

Hvad skulle Danmark gøre? Jeg understregede igen, at jeg ikke vidste det sikkert. Men jeg troede, at vi havde brug for mere produktion tilbage i landet og for at blive mere konkurrencedygtige, også gennem lavere lønninger.

Jeg var med på idéen om at arbejde smartere. Robotter, outsourcing, innovation og bedre markedsføring var alle muligheder. Men jeg mente ikke, at de alene gav arbejde til alle de mennesker, der ikke havde de kompetencer, udviklingen belønnede.

Jeg frygtede, at meget af gevinsten ville gå til dem, som allerede havde ressourcer, selv om noget selvfølgelig kunne komme andre til gode. Mennesker uden uddannelse eller særlige kompetencer skulle også have en plads i samfundet.

Jeg sagde meget kontant, at deres løn måtte hænge sammen med den værdi, arbejdet skabte, og at lavere lønninger kunne gøre det muligt at ansætte dem. Det var mit forslag, selv om jeg vidste, at det ikke ville give mig mange venner.

Jeg brugte Amino som et konkret eksempel

På Amino kunne jeg sagtens finde opgaver til tre eller fire mennesker mere. Der var plads, og jeg kunne se arbejde, som ville være nyttigt. Men jeg kunne ikke finde det nødvendige beløb i budgettet; jeg nævnte en ramme på hundrede og tyve til hundrede og halvtreds tusinde kroner.

Kunne jeg derimod få nogle af opgaverne lavet til omkring tolv tusinde kroner om måneden, mente jeg, at det nogle gange kunne betale sig frem for at programmere mig ud af behovet.

Der kunne ryddes op i debatten og laves andre gode ting på Amino. Men til de omkostninger, jeg oplevede, kunne jeg ikke få det til at hænge sammen.

Hvis indvendingen var, at man ikke kunne leve for ti til tolv tusinde, foreslog jeg at sænke skatten for de mennesker, så økonomien stadig fungerede for dem. Det var min politiske idé i videoen, ikke et eksisterende jobtilbud eller en beskrivelse af en gældende ordning.

Arbejde handlede også om kolleger og tilfredsstillelse

Jeg var godt klar over, at situationen kunne være synd for dem, der blev ramt. Men hvad var alternativet? Jeg syntes, det var bedre at komme ud og gøre nytte og tjene pengene end at gå hjemme for omtrent samme beløb.

Jeg kaldte det asocialt at sende folk penge til lejligheden for at holde dem uden for arbejdsfællesskabet. På en arbejdsplads kunne man få kolleger, blive stimuleret og komme træt hjem med følelsen af at have udrettet noget.

Den tilfredsstillelse ved arbejdet og ved at klare sig selv kunne efter min mening også motivere nogle til mere uddannelse, nye færdigheder og en vej til bedre løn. Og selv hvis det ikke skete, var der stadig værdien i at have gjort et stykke arbejde.

Spændende muligheder og en bekymring for dem, der blev tabt

Jeg havde stadig kun min mavefornemmelse. Jeg jokede med, at maven var stor, men at jeg ikke vidste, om den var vis.

Jeg mente ikke, at verden var ved at falde fra hinanden, eller at du skulle lade være med at blive iværksætter. Jeg troede snarere på et paradigmeskift, hvor vi ikke bare vendte tilbage til det, vi havde kendt før. Om det måske skete om tyve år, kunne jeg ikke sige.

For mig, som en initiativrig person i Lyngby, kunne det være utrolig spændende tider. Men jeg kunne også blive meget berørt ved tanken om dem, der blev tabt bagude.

Det ville ikke være godt for dem eller resten af samfundet. Jeg frygtede blandt andet mere uro, hvis udviklingen efterlod for mange mennesker.

Som iværksættere havde vi derfor et ansvar. Min afsluttende opfordring var, at vi skulle prøve at skabe mere gang i Danmark og få flere i arbejde. Jo flere, der kom med, desto bedre mente jeg, det var for alle.