Læg dit kundekartotek online

Kundedata og åbenhed var emnet for en provokerende tanke, jeg delte i august 2011. Under et interview kom jeg til at spørge, om virksomheder ville ændre deres syn på hemmeligheder, efterhånden som mere blev digitalt.

Kundedata og åbenhed set gennem Facebook

Jeg sammenlignede med de personlige oplysninger, mange af os dengang var begyndt at dele på Facebook. Noget, som tidligere ville have lydt mærkeligt, var blevet en almindelig del af hverdagen.

Det fik mig til at overveje, om virksomheder også ville ændre adfærd. Jeg stillede spørgsmålet som en mulighed, ikke som noget, jeg vidste ville ske.

Den menneskelige faktor fyldte i min bekymring

Jeg nævner historier om glemte computere, USB-stik og oplysninger, som kom i de forkerte hænder. Min pointe var, at flere adgangsmuligheder også gav flere steder, hvor noget kunne gå galt.

De mange bastante eksempler i videoen er min fremstilling fra dengang, ikke en dokumenteret opgørelse over datalæk eller deres årsager.

Kunne konkurrencen komme til at handle om noget andet?

Jeg spekulerede på, om virksomheder i højere grad ville konkurrere på at være hurtige, dygtige og innovative frem for alene at holde viden hemmelig.

Overskriften var en provokation, som skulle åbne en debat. Jeg afslutter også videoen med at sige, at jeg ikke ved, hvordan det vil gå, og spørger til andres syn.

Historien gengiver mine overvejelser i 2011. Den er ikke en opfordring til at offentliggøre kunders personoplysninger eller en aktuel vejledning i datasikkerhed.

Læs også om mine tanker om IT-afdelingen og skyen i 2011.

Kunne virksomheder få samme udvikling som privatpersoner?

Det her indlæg kom ud af det samme interview til et firmablad, som satte mine tanker om IT-afdelingen i gang. Igen sagde jeg noget højt, hørte det selv og tænkte: Det er måske ikke helt tosset. Eller også er det. Nu ville jeg i hvert fald prøve at forklare tanken.

Forestil dig, at jeg fem år tidligere havde sagt, at du i 2011 frivilligt ville indtaste din alder, lægge billeder af dig selv og dine børn ud og fortælle om aftensmad, religion og politiske holdninger. At du ville dele dit yndlingscitat, oplysninger om dine forældre og en liste over alle dine venner med en amerikansk virksomhed. Du ville nok have troet, at det var løgn.

Men sådan oplevede jeg Facebook på det tidspunkt. Selv jeg brugte det i en eller anden udstrækning. Mange havde også en blog, hvor de delte tanker og følelser. Som privatpersoner var vi efter min opfattelse blevet ekstremt lidt private.

En ekstra trillebør på den virtuelle roemark

Jeg brugte en lidt grov joke om den virtuelle roemark i FarmVille: Man gav en masse oplysninger væk og fik måske en ekstra trillebør igen. Om det var et rimeligt bytte, kunne man diskutere.

Jeg fortalte også, at jeg havde hørt om telefoner og programmer, der kunne synkronisere kontaktoplysninger. Jeg havde ikke selv kortlagt, hvordan det fungerede. Min bekymring var, at man kunne dele oplysninger om andre mennesker uden at tænke over det, mens man bare sagde ja til noget for at komme videre.

Som et tænkt eksempel nævnte jeg en veninde under politibeskyttelse på grund af en voldelig mand. Hvad hvis hendes kontaktoplysninger også kom med? Jeg vidste ikke, hvem der så kunne få adgang, men det illustrerede min uro ved at give tingene væk uden at vide præcis hvad. Det var ikke en beskrivelse af en konkret venindes sag.

Min pointe var, at noget, der ganske få år tidligere havde virket helt utænkeligt, kunne blive normalt. Og så begyndte jeg at spekulere på, om virksomheder kunne bevæge sig i samme retning.

Alle historierne om oplysninger, der slap ud

Jeg oplevede, at vi hele tiden hørte om virksomheder, der mistede kundedata og kreditkortoplysninger. Jeg nævnte også historier om kommunale sagsmapper og patientoplysninger, som var kommet til at ligge offentligt.

I min meget bastante fremstilling trak jeg desuden eksempler frem om spionage mod virksomheder, stjålne oplysninger om patenter og prototyper, aflytning af politikeres telefoner samt efterretningstjenester, der glemte USB-stik og bærbare. Det var min gengivelse af de historier, jeg havde hæftet mig ved dengang. Jeg fremlagde ikke dokumentation for hver sag eller en opgørelse over, hvor tit det skete.

Det fik mig til at spørge, hvad virksomheder egentlig kunne stille op. Så længe mennesker var involveret, ville der efter min mening også være mennesker, som glemte en computer eller tog oplysninger med over til deres næste arbejdsplads.

Det var ikke kun et spørgsmål om teknik. En person kunne også blive narret til at give et password til en, der udgav sig for at være IT-chefen. Og den, der allerede kunne se oplysningerne, havde efter min opfattelse også en mulighed for at få dem med sig. Jeg havde svært ved at forestille mig, at man kunne fjerne den menneskelige faktor.

Hvad nu hvis vi kun samlede det, vi kunne tåle at miste?

Jeg vidste ikke, om sikkerheden ville blive bedre, eller om vi var på vej den anden vej. Men jeg fik tanken: Kunne virksomheder begynde kun at opsamle data, som de kunne tåle at miste?

Jeg gættede på en udvikling over de næste fem til ti år. Måske ville både privatpersoner og virksomheder komme til at tænke anderledes om de oplysninger, de opbevarede. Det var en spekulation fra 2011, og jeg var selv usikker på den.

Jeg troede også, at gentagelserne kunne gøre folk mere afslappede. Første gang man hørte om en million stjålne kreditkortoplysninger, reagerede alle. Når man havde hørt lignende historier mange gange, kunne reaktionen efter min mening blive et "whatever". Det gjorde ikke hændelsen mindre alvorlig, men jeg spekulerede over, om vi vænnede os til den.

Jeg sammenlignede med den måde, nogle kunne reagere på gentagne historier om mennesker i Afrika, der manglede mad. Man syntes, det var synd, men gjorde måske ikke noget. Jeg sagde også, at jeg selv bidrog, men mente, at mange slog historierne hen. Det var min barske sammenligning med at blive træt af at høre om noget.

Gamle billeder og en ny accept af at være menneske

På det private område forestillede jeg mig, at vi ville blive mere afslappede, når pinlige billeder og historier fra fortiden dukkede op. En kommende statsminister eller en kendt person kunne få gamle billeder frem. Det samme begyndte at ske for almindelige mennesker.

Måske ville vi ende med at sige: Ja, vi er mennesker. Vi har også brækket os og gjort ting, vi ikke er stolte af i dag. Jeg spekulerede på, om virksomheder ville få en tilsvarende accept af, at oplysninger kunne slippe ud, når nogen for eksempel mistede et USB-stik med en kundedatabase.

Oplysningerne skulle også kunne bruges

Næsten alt, en virksomhed ejede af viden, lå efter min opfattelse på en computer. Jeg kunne ikke se den almindelige virksomhed gå tilbage til én central maskine uden forbindelse, som medarbejderne skulle ind og kigge på. Måske kunne militæret og enkelte store virksomheder arbejde sådan, men det var ikke den udvikling, jeg forventede for de fleste.

Jeg forventede adgang fra Android, iPhone, iPad, bærbare og stationære computere. Jeg tog igen brødristeren med som en joke og forestillede mig endda et armbåndsur, hvor oplysningerne kunne blive projiceret op på nethinden. Jo flere steder man ville bruge og dele data, desto flere muligheder så jeg for, at noget kunne gå galt.

Jeg kom til at tænke på det gamle udtryk "information wants to be free". Jeg sagde også, at det vist var blevet misforstået. For mig var det en anledning til at overveje, om oplysninger i praksis ville blive sværere og sværere at holde inde.

Hurtigere og dygtigere i stedet for kun hemmelig?

Jeg sammenlignede med virksomheder med vagter, alarmer og skudsikre ruder, som alligevel blev røvet, og med pengetransporter og kontantcentraler. Min tanke var, at når nogen virkelig ville have fat i noget, kunne de også finde en mulighed.

Kunne konkurrencen derfor ende med at handle mere om at være dygtigere, hurtigere, mere innovativ og mere agil? Om at få tingene på markedet i stedet for at bruge al sin energi på at vogte kundedata?

Det vidste jeg sgu ikke. Jeg sluttede med at spørge, hvad andre syntes. Det her var en debat, jeg gerne ville åbne, og ikke en konklusion om, hvordan fremtiden med sikkerhed ville se ud.

Historisk arrangementsomtale fra 2011: Her omtalte jeg Aminotastic den 10. september i København med Thomas Rosenstand, Mikkel deMib, Rolf Høegh, Soulaima Gourani og mig. Det oprindelige link fører til Aminos hjemmeside.