Klout, hvor meget er du?

Klout-score var et begreb, jeg begyndte at tage mere alvorligt i august 2012. Jeg havde længe opfattet tjenesten som irriterende spam, men nu kunne jeg se en idé i at forsøge at måle menneskers indflydelse på tværs af sociale medier.

Navnet blev stavet K-L-O-U-T. Jeg var ikke ekspert i tjenesten, men jeg havde læst en del om den og ville dele mine tanker. Det her er min beskrivelse af Klout og mine forventninger til sociale netværk dengang.

Jeg brød mig ikke om begyndelsen

Jeg havde oplevet Klouts fremgangsmåde som noget, der var meget tæt på spam, blandt andet med automatisk tilmelding af folk. Derfor havde jeg egentlig afskrevet tjenesten.

Jeg syntes stadig ikke, at begyndelsen havde været fair. Men efter at have læst om seriøs venturekapital og udviklingen bag tjenesten begyndte jeg at ændre mening. Hvis noget blev en standard, mente jeg, at jeg var nødt til at tage det seriøst, selv om jeg kunne pive over den måde, det var startet på.

Idéen var at vurdere social indflydelse. Man kunne være aktiv på Facebook, Twitter, Google Plus, YouTube og andre tjenester, men bruge hver konto til noget forskelligt. Klout forsøgte at samle noget af det til et billede af ens gennemslagskraft.

Mine konti havde forskellige formål

Jeg brugte Yelp til at netværke med mennesker, der kunne lide mad, ligesom jeg selv. Twitter brugte jeg til hurtige nyheder og til at dele ting med mit netværk.

Min private Facebook-profil var til familien og de nærmeste venner. Jeg fortalte, at der var omkring tres-halvfjerds mennesker. Min offentlige Facebook-side havde derimod omkring tolv tusind og var et sted, hvor jeg delte tanker, bad om feedback og markedsførte mig selv, mine produkter og virksomheder.

Senere i videoen brugte jeg lidt andre afrundede tal: omkring elleve tusind på Facebook, ti tusind på Twitter og toogtyve tusind på nyhedsbrevet. Jeg kunne også kommunikere gennem Amino. Tallene var min mundtlige beskrivelse i 2012.

Jeg sagde ikke det for at spille smart. Jeg kaldte mig selv en lille fisk og pegede på mennesker, der havde meget større publikum. Anders Matthesen var et eksempel, hvor jeg gættede på omkring hundrede tusind på Facebook.

Fra premieregæster til mennesker med et online publikum

Jeg sammenlignede med de lister, PR-folk havde over personer, som det var interessant at invitere til filmpremierer og andre arrangementer. Peter Bentner og en sådan liste var et eksempel, jeg kom i tanke om.

Idéen var enkel: Invitér folk, som mange andre lytter til, giv dem en god oplevelse med pindemadder og mennesker fra filmen, og håb, at de bagefter fortæller deres venner, at filmen er god.

Jeg brugte et tænkt regnestykke med fem hundrede indflydelsesrige gæster, som hver fortalte det til hundrede venner. Det var min måde at forklare værdien af netværk på, ikke en måling af en konkret premiere.

Jeg var ikke selv den, der gik til den slags og fortalte alle om film. Til gengæld kunne jeg anbefale en forretningsbog eller en interessant hjemmeside. Jeg så min egen indflydelse som knyttet til iværksætteri og teknologi, mens andre kunne have indflydelse inden for politik eller noget helt andet.

Så spørgsmålet blev, hvem det var mest interessant at invitere: En kendt person, som fortalte noget til tredive venner, eller en person, som nåede tyve tusind på Twitter? Jeg mente, at sociale medier kunne ændre, hvem virksomheder så som interessante.

Min Klout-score var høj, men emnerne kunne være helt skæve

Jeg fortalte, at min egen Klout-score lå omkring femogtres, hvilket jeg opfattede som relativt højt i Danmark. Jeg nævnte andre omkring halvfjerds og et mere almindeligt niveau omkring tredive-fyrre. Det var mine tal og vurderinger på det tidspunkt.

Jeg forbandt scoren med mine følgere, kommentarerne til mine videoer og næsten en million visninger på YouTube. Derudover kunne andre angive, hvilke emner de mente, jeg havde indflydelse på.

Teknologi gav mening for mig. Men jeg var også blevet koblet til surgery, altså kirurgi. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde skrevet noget om operationer. Jeg jokede med, at det heller ikke handlede om nogen penisforlængelse. Det viste for mig, at systemet langt fra var perfekt kalibreret.

Det er kompliceret at måle indflydelse. Hvor meget tæller det, at man skriver noget? At nogen læser det, deler det videre eller kommenterer? Og hvor vigtigt er det, hvilket emne det handler om?

En score skulle også kunne skelne mellem aktivitet og snyd

Jeg pegede på risikoen for manipulation. Man kunne forsøge at købe følgere eller finde andre måder at game et system på. Jeg fortalte, at jeg havde prøvet en tjeneste, som påstod at kunne vise falske Twitter-følgere.

Jeg mente ud fra det, jeg så, at en populær dansk iværksætter havde mange købte følgere. Jeg navngav ikke personen, og det var min vurdering ud fra en anden tjenestes resultat, ikke dokumentation, jeg fremlagde.

Jeg sammenlignede udfordringen med Google, som skulle skelne mellem et interessant søgeresultat og nogen, der forsøgte at manipulere sig højere op. Jeg kom også med et groft udfald mod banker i den forbindelse. Pointen var, at en måling både skulle forstå den reelle værdi og opdage forsøg på at snyde.

Gratis mad kunne være billig markedsføring

Jeg fortalte om restauranter, barer og diskoteker i USA, som efter det, jeg havde hørt, gav fordele til mennesker med en Klout-score over halvtreds. Det kunne være et gratis måltid eller muligheden for at tage nogen med.

Jeg kunne godt se forretningen i det. Hvis en restaurant brugte tre-fire hundrede kroner på en gæst, som kunne skrive til femten-tyve tusind mennesker, kunne det være meget billig omtale. Tallene var mit eksempel, ikke et dokumenteret resultat for en restaurant.

Jeg sagde samtidig, at man kunne føle sig forpligtet til at skrive positivt efter at have fået noget gratis. Nogle kunne måske endda føle sådan, hvis oplevelsen ikke havde været god. Den mekanisme var en del af det, jeg så i modellen.

Jeg forestillede mig også, at gadgetvirksomheder kunne sende produkter til personer med indflydelse inden for teknologi. Det behøvede ikke være den kendte person fra tv, hvis en anden havde et mere relevant publikum.

Journalister og netværksgrupper kunne måske bruge målingen

Jeg spekulerede på, om journalister ville lede efter mennesker med høje scorer inden for et bestemt emne, når de skulle have en udtalelse. Måske kunne de finde nogen, de ellers havde overset.

Jeg nævnte også virksomheder, biografer, restauranter og producenter, som kunne vælge, hvem de ville kontakte, og netværk som VL-grupper, Round Table og Rotary. Måske ville sådanne målinger få betydning for invitationer.

Det behøvede ikke være Klout, der endte med at gøre det. Jeg sagde, at der kunne komme andre tjenester, som var bedre. Det interessante for mig var selve idéen om at vurdere indflydelse mere systematisk.

Jeg mente også, at omtale på hjemmesider burde tælle med. Jeg nævnte tre-fire hundrede tusind hjemmesider som et stort tal for omtale af mig, men sagde samtidig, at det var svært for Klout at vide præcist, hvem omtalen handlede om. Min forventning var, at tjenesterne ville blive bedre over tid.

Jeg ville begynde tidligt og bygge det langsomt op

Mit råd dengang var at gøre krav på sin konto, udfylde den og forbinde de netværk, man brugte. Jeg beskrev login med Twitter eller Facebook og oplysninger som hjemmeside og land. Det var min gennemgang af tjenesten i 2012.

Jeg foreslog også at se, hvem i ens netværk allerede var med, og give dem anerkendelse inden for de emner, de kendte noget til. Hvis jeg gav en anden et plus for teknologi, kunne vedkommende lægge mærke til det og måske gengælde tjenesten.

Jeg kaldte det en form for gensidig værdi. Men jeg advarede samtidig mod at spamme netværket og misbruge relationerne. Man skulle ikke begynde at mase folk med beskeder bare for at få et tal til at stige.

Jeg forventede ikke en gevinst den næste dag. Mit gæt var, at den slags scorer måske først ville blive interessante i Danmark et, to eller tre år senere. Derfor ville jeg begynde tidligt i stedet for senere at ærgre mig over ikke at have bygget et renommé op.

Jeg så det som en mulig del af et personligt brand. En høj score kunne måske hjælpe en fremmed med at se, at man var aktiv og fik andre mennesker til at reagere. Det var min forestilling om nytten, ikke et mål for et menneskes samlede værdi.

Jeg tog også stilling til privatlivet

Til sidst sagde jeg, at man måtte overveje privatlivet, før man forbandt alle sine konti. En amerikansk virksomhed kunne få et meget bredt indblik i ens aktivitet.

Jeg var ikke naiv over for, at oplysninger kunne blive brugt til virksomhedernes fordel. Jeg sagde faktisk, at jeg forventede, at de ville blive udnyttet. Men min egen vurdering var, at den mulige langsigtede fordel var større end ulempen.

Jeg formulerede det groft: Hvis jeg gjorde mit bedste og opførte mig ordentligt, havde jeg det mindre svært med, at andre vidste det. Jeg sluttede med en hård bemærkning om mennesker, der brugte nettet til ubehagelige eller krænkende formål og havde noget at skjule.

Og så bad jeg folk om at vurdere mig inden for teknologi eller entrepreneurship, hvis de havde lyst. Jeg var blevet nysgerrig på et værktøj, jeg tidligere havde afskrevet. Det var den bevægelse, jeg ville dele: fra irritation over spam til interesse for, hvordan online indflydelse måske kunne blive en del af vores netværk.