Episodebillede til Jeg lavede et pas til en spion fra Thorborgs Dagbog

Thorborgs Dagbog · Episode 78 · 12. november 2024 · 13:49

Da jeg var ung kontorelev hos Frederiksberg Politi, kom en mand ind på paskontoret og bad om et gratis dansk pas med en ny identitet. Det lød helt absurd. Så ringede min kollega til det telefonnummer, han havde med.

Redigeret fra podcasten, optaget og udgivet den 12. november 2024. Historien fortælles efter min erindring om en oplevelse fra omkring 1989–1991. Mine tanker om mandens opgave og forbindelser er mine egne slutninger.

En weekend med lidt for lidt søvn

Solen skinner for første gang i jeg ved ikke hvor længe. Det er en fornøjelse at køre til Dinero i dag.

Det har været en hård weekend. Først var vi inde at se Gladiator. Fuck, den var fed. Så skulle Jannie og jeg lige ud og have en lille én, og pludselig kom vi først hjem omkring klokken fire om morgenen.

Vi blev også inviteret til Aqua-koncert. Først spiste vi med nogle venner, og så tog vi til koncerten. Det var virkelig en fornøjelse.

Jeg har kendt Lene, René og Søren i omkring 25 år. De kom til vores fester i Jubii-tiden, og vi har festet meget sammen gennem årene.

Som min gode ven sagde: “Det er jo bare vores venner.” Og så står de pludselig på scenen i en fyldt Royal Arena.

Jeg forstod godt, hvad han mente. Når man bare har kendt mennesker privat, snakket, hygget og festet med dem, er det vildt at se dem lave sådan et stort show. Det gav mig gåsehud på armene. Fandeme godt gået.

Så var der afterparty, og igen kom vi først hjem ved fire-fem-tiden. Energien har været lidt nede, men nu er det tirsdag, og jeg er ved at være kørende igen.

En podcast fik mig til at huske historien

Jeg lyttede til en DR-podcast om nogle store smuglere, blandt andet en, der hed Ricardo. Jeg kan ikke huske alle navnene og detaljerne, men den handlede om cigaretsmugling til Danmark langt tilbage i tiden. En superfed fortælling.

Den fik mig til at tænke: Har jeg egentlig selv en god historie?

Så kom jeg i tanke om den, du får her. Den har ikke noget med business at gøre. Det er bare en oplevelse, som har siddet fast i mig i mange år.

Jeg ville være politibetjent

Jeg mener, det var fra 1989 til 1991, jeg var ansat hos Frederiksberg Politi.

Jeg havde taget EFG Handel og Kontor og skulle derefter i praktik. Jeg ville gerne være politibetjent, men var ikke gammel nok endnu.

Så hvorfor ikke blive kontorelev hos politiet og gøre uddannelsen færdig dér? Det smagte jo lidt af at være politibetjent at arbejde på en politistation.

Jeg søgte og fik jobbet.

Alt blev bogført to gange

Jeg begyndte i bogholderiet. Der sad jeg i nogle måneder og bogførte det, der havde med politistationens økonomi at gøre, blandt andet når folk kom ind og betalte bøder.

Jeg lærte debet og kredit. Vi brugte både en gammel bogføringsmaskine og en computer.

De var ved at skifte fra den gamle maskine til edb, men kørte begge systemer sideløbende for en sikkerheds skyld. Så når jeg havde bogført noget på den ene, skulle jeg bogføre det samme på den anden.

Det gjorde man gennem længere tid, hvis nu der skulle gå noget galt med det nymodens edb. Det var vel egentlig også fair nok.

Rundt på hele politistationen

Som elev skulle jeg rundt på de forskellige kontorer og lære funktionerne at kende.

På bødekontoret tog jeg blandt andet telefonen, når folk ville vide, hvorfor de havde fået en bøde, eller om de kunne dele betalingen op. Så skulle vi tale med dem om det.

Jeg sad også på politimesterens forkontor og renskrev kriminalpolitiets rapporter. Betjentene havde indtalt dem, og jeg sad med hovedtelefoner og skrev på skrivemaskinen.

Der var fem gennemslag. Hvis jeg lavede en slåfejl, skulle papirerne ud, og jeg skulle rette med rettelak på alle fem eksemplarer, lade det tørre og sætte det hele tilbage.

Var fejlen stor nok, måtte jeg smide papirerne ud og begynde forfra. Jeg lærte i det mindste at skrive hurtigt.

Men den historie, jeg vil fortælle, foregik på paskontoret.

Et nyt pas krævede papirarbejde

Folk kom ind og ville have fornyet deres pas. Typisk havde de det gamle pas med, et billede og de papirer, der skulle bruges. Jeg kan ikke længere huske den præcise liste over dokumenter.

De betalte omkring 400 kroner og kom tilbage senere, når passet var færdigt.

Vi skrev oplysningerne i hånden og kørte til sidst passet gennem en stor prægemaskine, som lavede politiets stempel i det. Så kunne vi aflevere det.

En mand kom ind med helt andre ønsker

En dag kom der en mand ind. Jeg mener, han var iraker. Han havde afbleget hår, kom på krykker og så ikke ud til at have det godt.

Han sagde, at han ville bestille et dansk pas.

Jeg spurgte, om han havde det gamle med. Det havde han ikke. Han skulle have et nyt.

Så spurgte jeg efter de andre papirer, vi normalt skulle bruge. Dem havde han heller ikke.

Til gengæld var det vigtigt for ham, at der stod et bestemt dansk fødested i passet. Jeg kan ikke længere huske, om det var Hellerup eller Gentofte.

Jeg tænkte: Sådan fungerer det jo ikke. Man kan ikke bare komme ind og bestemme, hvor man er født.

Og så ville han også selv angive navnet.

Nu syntes jeg godt nok, han strammede den. Jeg havde næsten svært ved at lade være med at grine. Det var lidt komisk, og jeg troede ikke rigtig på, at det kunne være en normal pasbestilling.

“Så skal I ringe på det her nummer”

Han sagde så, at han havde fået at vide, at han skulle have passet gratis. Hvis vi ikke ville give ham det, skulle vi ringe på et bestemt nummer.

Min kollega tog nummeret og ringede.

Som jeg husker det, var det udenrigsministeren selv, Uffe Ellemann, som svarede. Det var rimelig vildt.

Min kollega fik besked om, at manden skulle have et dansk pas, at vi skulle bruge de oplysninger, han gav os, og at han ikke skulle betale.

Okay. Det var sgu noget anderledes end en almindelig dag på paskontoret.

Politimesteren gav os et papir til kassen

Vi gik ind til politimesteren, for der ville jo mangle de cirka 400 kroner i kassen.

Han kiggede først på os, som om vi var åndssvage. Så foretog han selv et opkald og kom tilbage med et stykke papir, vi kunne lægge i kassen.

Vi fik at vide, at alt var, som det skulle være. Vi skulle ikke stille spørgsmål og heller ikke omtale situationen.

Så producerede vi passet med det navn og det fødested, manden havde bedt om. Vi havde ikke set den dokumentation, jeg normalt ville kræve.

Jeg var ved at dø af nysgerrighed, men vidste ikke, hvad der foregik.

Da han hentede passet, fortalte han sin historie

Efter en uges tid, eller noget i den retning, kom han tilbage. Så kunne jeg ikke dy mig længere og spurgte, hvad det hele gik ud på.

Han fortalte, at han var flygtet fra Irak og havde boet i Danmark. Efter hans egen forklaring havde det danske udenrigsministerium fået ham til at rejse tilbage til Irak for at skaffe oplysninger.

Jeg tænkte, at oplysningerne måske var til NATO. Det vidste jeg ikke. Det var min egen tanke.

Han fortalte, at han var blevet fanget og tortureret. Blandt andet havde han fået ødelagt en trommehinde og brækket et ben.

Det var lykkedes ham at komme tilbage til Danmark, og nu skulle han have det danske pas som tak for hjælpen.

Jeg gik ud fra, at det også måtte hænge sammen med dansk statsborgerskab. Men det var ikke noget, jeg kendte den formelle baggrund for. Jeg stod bare på paskontoret og hørte mandens fortælling.

Så så jeg Bagdad på CNN

Jeg mener, der gik et par uger. Jeg var lige flyttet hjemmefra og havde købt et lille B&O-fjernsyn.

Jeg kom hjem og ville se MTV. Undervejs zappede jeg forbi CNN, og dér sad Peter Arnett i Bagdad, mens bomberne faldt. Golfkrigen var begyndt.

Så tænkte jeg: Okay. Var det derfor, den mand var blevet sendt tilbage til Irak?

Jeg forestillede mig, at der måtte være en forbindelse til NATO eller amerikanerne. Men igen: Det var mig, der forsøgte at få oplevelsen til at hænge sammen. Jeg vidste ikke, hvem han havde arbejdet for, eller hvordan det var organiseret.

Jeg var en ung, ubetydelig knægt på omkring 19–20 år og følte mig pludselig hvirvlet ind i en vanvittig historie. Historiens vingesus, lige dér i mit eget lille liv.

En oplevelse, der var svær at holde for mig selv

Nu er der gået omkring 35 år, og jeg tænker ikke, at jeg kompromitterer landets sikkerhed ved at fortælle om min oplevelse så længe efter.

Dengang delte jeg den faktisk med en kammerat, som jeg boede sammen med. Det var for stort at bære alene. Det var svært at komme hjem efter sådan en dag og ikke have nogen at tale med om det.

Vi havde jo fået besked på ikke at omtale det, så det skulle jeg selvfølgelig have ladet være med. Men han holdt pænt sin kæft, og vi kunne tale om den sindssyge hændelse.

Det var en lille historie fra min tid hos politiet. Jeg håber, du syntes, den var interessant.

Ha’ en fantastisk dag.