Ja jeg er royalist

Jeg vil bevare kongehuset, selv om jeg betragter mig selv som liberal. For mig handler det om noget, vi kan samles om som land, og om de døre, jeg har oplevet, at kongelige forbindelser kan åbne for danske virksomheder.

Det var mine tanker i februar 2013, mens Danmark var præget af krise, og jeg syntes, flere diskuterede, om kongehuset skulle afskaffes eller skæres kraftigt ned.

En kronebil på Helsingørmotorvejen

Jeg havde taget en formiddag fri og været ude at spise brunch med min dejlige kone. På vejen hjem, hvor jeg skulle sætte hende af, mødte vi en af kronebilerne på Helsingørmotorvejen. Bodyguardbilen kørte bagefter.

Vi tænkte først, om det mon var prins Henrik. Men det var dronning Margrethe, der sad og læste i et magasin eller noget lignende. Det gav mig en dejlig varm følelse i maven. Det var egentlig den lille oplevelse, der satte tankerne i gang.

Når krybben er tom, bides hestene. Jeg kunne ikke helt huske ordsproget, men meningen passede på det, jeg oplevede. I en krisetid ville vi have alle til at bidrage. Det kunne jeg sagtens forstå. Vi skulle bare passe på, at vi ikke skyllede babyen ud med badevandet.

Derfor vil jeg bevare kongehuset

Når jeg kaldte mig liberal, mente jeg ikke, at jeg nødvendigvis stemte på Liberal Alliance, Venstre eller et andet bestemt parti. Jeg mente, at mennesker, der kunne, som udgangspunkt skulle tage vare på sig selv, og at samfundet skulle blande sig så lidt som muligt.

Derfor gjorde det mig også lidt trist, når andre liberale ønskede at afskaffe kongehuset. Jeg kunne godt forstå regnestykket: Hvis det gik dårligt i landet, skulle der spares, og så kunne man også kigge dér. Isoleret set kunne man selvfølgelig spare penge ved at fjerne noget.

Jeg nævnte selv 100 millioner som et tænkt sparebeløb. Senere i videoen spurgte jeg, om den samlede udgift mon var 200 millioner om året. Det var tal, jeg nævnte løst og efter hukommelsen, ikke et budget, jeg havde lagt frem.

Jeg troede ikke, de kongelige ville lide nød, hvis deres rolle forsvandt. Jeg lavede en fjollet forestilling om dronningen i en toværelseslejlighed med et opvaskerjob. Hun kunne nok også klare sig som kunstner eller en efterspurgt foredragsholder med et pænt honorar.

De andre kunne sikkert også blive foredragsholdere eller gæstebartendere i det københavnske natteliv. Jeg tog joken helt ud med tequila, Mary og et liv i stil med Paradise Hotel. Det var en karikatur. Mit argument for kongehuset var ikke, at jeg havde ondt af familien eller frygtede, at de ikke kunne klare sig.

Hvad er juleaften uden juletræ?

Hvis spørgsmålet kun var, hvad vi absolut havde brug for, kunne vi også afskaffe juleaften, nytårsaften og fødselsdage. Ingen døde jo af, at vi undlod at fejre, at et familiemedlem eller en god ven var blevet født.

Men en fødselsdag minder os om, hvor dejligt det er at have vores bror, søster, mor, far, ven, onkel eller tante. Vi sætter pris på hinanden. Den slags er med til at holde en familie sammen.

Julen fungerer også som noget, vi samles om. Vi finder gaver til hinanden og glæder os til at være sammen. Jeg havde nogle løse bemærkninger om juletræets tyske baggrund og Coca-Cola og julemanden. Min pointe var ikke en historielektion, men at vi godt kan finde noget ved traditionerne lidt fjollet og stadig få meget ud af dem.

Sådan havde jeg det også med kongehuset. Når jeg så Daisy i den blankpolerede Bentley, syntes jeg, det var hyggeligt. Lidt ligesom Matador: Noget, vi kunne dele og tale om som land.

Flaget og fællesskabet tilhører os alle

Jeg mente også, at flaget var noget fælles. Jeg var vred over det, jeg oplevede som Dansk Folkepartis forsøg på at gøre det til deres. Jeg kaldte dem røvhuller i videoen, for jeg syntes ikke, et parti skulle have lov til at tage det symbol fra andre.

Socialdemokrater, mennesker, der stemte på Venstre, SF og alle mulige andre, skulle også kunne nyde flaget. Man skulle kunne være glad for Danmark uden at få skudt i skoene, at man var fremmedforskrækket og ville lukke sig inde.

Det fælles kunne være Borgen, X Factor eller Matador. Det kunne være landskampe i håndbold eller fodbold. Eller det kunne være kongehuset. Jeg syntes, vi havde brug for de ting, der mindede os om, at vi også skulle passe på hinanden.

Det ceremonielle var en del af oplevelsen

Man kunne diskutere, hvor mange biler de kongelige skulle have og mange andre detaljer. Jeg var ikke imod enhver diskussion. Men jeg syntes, man kunne skære så langt ned, at selve idéen faldt til jorden.

Jeg sammenlignede det med en juleaften uden træ, gaver eller noget særligt, hvor vi bare sad og gloede på hinanden. En kongefamilie skulle efter min mening være lidt uopnåelig. Hvis Bentleyen blev skiftet ud med en Opel Kadett, forsvandt noget af den oplevelse, jeg satte pris på.

Jeg sagde, at jeg mente, vores kongehus var billigere end flere udenlandske, og at udgiften også omfattede vedligeholdelse af slotte, som vi alligevel skulle passe på. Det var min opfattelse dengang. Jeg havde ikke dokumenteret en sammenligning af landenes udgifter.

Jeg kunne godt se, at monarkiet historisk havde rødder i en konge, som bestemte det hele. Men jeg mente, vi skulle se på traditionen i vores egen samtid. Jeg havde lige været til tøndeslagning med min søn, som syntes, det var fantastisk. Jeg kom i tanke om fortællingen om levende katte i tønden, men var selv i tvivl om, hvorvidt det var en vandrehistorie. En dårlig fortid var efter min mening ikke i sig selv en grund til at fjerne alt, der havde ændret betydning.

Et kongeligt segl kunne åbne dørene

Der var også en forretningsmæssig side. Jeg havde været med i virksomheder, som gerne ville ind på udenlandske markeder, og oplevet, hvad forbindelsen til en dansk ambassade kunne betyde.

Jeg nævnte forhandlinger med koreanske virksomheder. Et brev fra ambassadøren med det kongelige segl kunne åbne døre på en måde, man skulle prøve for at forstå. Jeg opfordrede eksportvirksomheder til at tale med ambassaden om hjælp til at få et møde i stand.

Jeg nævnte en mulighed for at hyre ambassademedarbejdere og gættede på en timepris under 1.000 kroner. Jeg kunne ikke huske prisen. Pointen var, at den slags hjælp kunne virke dyr, men adgang til de rigtige mennesker kunne gøre en forskel.

Jeg huskede også en messe i Las Vegas, hvor vi sammen med IT-Brancheforeningen havde problemer omkring messen og nogle stande. Da brancheforeningen sagde, at de ville arbejde for at få kronprins Frederik med næste gang, oplevede jeg, at dørene pludselig åbnede sig.

Det var udsigten til et muligt besøg, jeg beskrev. Jeg sagde ikke, at besøget allerede var aftalt eller gennemført. Men bare tanken om en prins gjorde efter min oplevelse arrangørerne langt mere interesserede.

Min holdning havde også nostalgi i sig

Jeg var gammel garder og havde faktisk stået vagt for dronning Margrethe. Så ja, der var også lidt nostalgi i min holdning. Det sagde jeg åbent.

Mine to hovedgrunde var sammenhængskraften herhjemme og de muligheder, jeg mente, kongehuset gav Danmark ude i verden. Jeg troede, det kunne være en knaldgod forretning, men understregede, at jeg ikke kunne føre bevis for det.

Jeg brugte Vestas som et tænkt eksempel: Hvis en kongelig deltagelse i en handelsdelegation var med til at åbne døren til en ordre på vindmøller, kunne det have stor værdi. Det var et argument og et eksempel, ikke en konkret ordre, jeg havde dokumenteret, eller et regnskab, der beviste, at apanagen var tjent hjem.

Min opfordring var at se lidt større på det og tage en tur op i helikopteren, billedligt talt. Vi skulle ikke kun hænge os i, at andre havde mere end os. Jeg syntes, vi skulle glæde os over kongehuset og det, jeg mente, det bidrog med på flere planer.