Thorborgs Dagbog · Episode 80 · 3. december 2024 · 22:23
Jeg skal i Radio4 og diskutere børnefattigdom. Her prøver jeg at få styr på mine argumenter: Hvad mener vi, når vi siger fattig? Hvordan hjælper vi børnene? Og hvad betyder penge egentlig for det gode liv?
Redigeret fra podcasten fra 3. december 2024. Holdninger, oplevelser og tal hører til optagelsens historiske sammenhæng. En redaktionel note nedenfor præciserer den statistiske definition af relativ fattigdom.
Maj og december er mine yndlingsmåneder
Det er den 3. december, og jeg skal ærligt indrømme, at maj og december er mine absolutte yndlingsmåneder.
Maj, fordi jeg har fødselsdag, og fordi byen springer ud. Solen kommer, vinteren slipper sit greb, og det hele bliver lyst og optimistisk.
Jeg har en forestilling om at ligge i min barnevogn, kigge op på min søde mor og hendes fine øjne og se bøgen springe ud. Det kan jeg selvfølgelig ikke huske. Det er nok noget pjat, men billedet siger noget om, hvorfor jeg elsker maj.
Og december, fordi jeg virkelig godt kan lide jul. Lysene, varmen, glæden, maden, sprutten, vennerne og familien. Jeg elsker at give gaver, men jeg hader at købe dem. Det synes jeg er kedeligt. Jeg er heller ikke så vild med at modtage gaver, selv om jeg selvfølgelig bliver glad, når nogen har tænkt på mig.
Musikken og alle de andre ting gør december pissehyggelig.
Et fly, der måtte vende om, og en dejlig julefrokost
Jeg begyndte lidt i sidste uge med en dejlig frokost med min storebror på Gammeltorv. Restauranten kan jeg ikke lige få navnet på, men det var virkelig fremragende og superhyggeligt.
Så fløj Jannie og jeg til Bornholm torsdag sammen med venner fra restauranten på Kanalen. Det blev lidt dramatisk. Omkring en tredjedel ude over Østersøen måtte flyet vende om, fordi de ikke kunne få landingsstellet op.
Vi fik bagefter forklaret, at en sikringssplit ikke var blevet fjernet. Den skulle sikre mod, at landingsstellet blev taget op under bugsering. Smart nok, men det ville også være smart at tage den ud før afgang.
Man ved jo ikke, hvad der sker, når man sidder deroppe. Man spænder sikkerhedsselen en ekstra gang og tænker: Det her er sgu ikke topfedt.
Vi kom tilbage til Kastrup og fik derefter fløjet til Bornholm. Der holdt vi en pragtfuld julefrokost med vores søde kolleger og samarbejdspartnere på Café Plateau, som er en del af Hotel Klippen, der er vores hotel.
Bornholm kan også noget om vinteren
Bornholm er lige så hyggelig om vinteren som om sommeren, bare på en helt anden måde.
Vinden raser, og Østersøen er et rigtigt hav med store bølger, klipper og et enormt flot sceneri. Det er ikke sådan noget tøselort som Øresund, som jeg bor ned til. Det er næsten en lidt forstørret sø i den sammenligning.
Så sidder man i læ på Café Plateau med varme, god mad og søde mennesker, mens det hele brager derude. Det er magisk.
De gør det virkelig godt på caféen. På tidspunktet for optagelsen lå de og kæmpede om førstepladsen blandt restauranterne på Bornholm på Tripadvisor. De lå nummer to, og jeg mener, at det var Det Røde Pakhus, de kæmpede med. Det er fine modstandere.
Jeg får ikke procent af caféens salg for at sige det. Men selvfølgelig har jeg en forbindelse til stedet gennem hotellet. Det er også dér, hotelgæsterne får morgenmad.
Vi blev vist lidt for længe. Vi lukkede omkring klokken to om natten, og caféen skulle holde endnu en julefrokost eftermiddagen efter. Undskyld for det. Vi havde det simpelthen så hyggeligt.
Jeg vil gerne have, at alle børn har det godt
Det, jeg egentlig har på hjerte, er noget andet. Jeg skal i Radio4 senere i dag og diskutere børnefattigdom og ulighed. Jeg bruger podcasten til at tømme hovedet lidt først.
Overskriften er, at børnefattigdommen stiger. Det lyder selvfølgelig ikke godt. Der er intet i mig, der ikke ønsker, at alle børn skal have det godt.
Jeg er selv ambassadør for Operation Julegaveregn. Hvert år er jeg med til at samle omkring 200.000-400.000 kroner ind til børn, som er anbragt på institution og skal holde jul dér. Jeg skal nok spamme jer mere om det snart.
Så det er ikke ønsket om at hjælpe børnene, jeg har svært ved. Det er præmissen og ordene, vi bruger.
Hvad vil det sige at være fattig i Danmark?
Der findes helt sikkert mennesker i Danmark, der er pivfattige. Nogle sidder på Strøget og rækker hånden frem. Og der findes børn, som decideret mangler det, de har brug for. Det vil jeg ikke benægte.
Men mange af dem, vi omtaler som fattige, har tag over hovedet, mad, varme, lys, skolegang, hospital og lægehjælp. Jeg ved godt, at der også er mennesker, der ikke har alle de ting. Mit spørgsmål er, om vi bruger det samme meget voldsomme ord om meget forskellige situationer.
Jeg reagerer på, at fattigdom bliver målt relativt til andres indkomst. I podcasten bruger jeg det eksempel, at hvis jeg får en lønforhøjelse, kan en anden familie pludselig blive kaldt fattig, selv om dens egen økonomi ikke har ændret sig. Det er min kritik af den relative målestok.
Redaktionel præcisering: Optagelsens forklaring blander median, gennemsnit og fattigdomsgrænse sammen. Medianen er den midterste indkomst, ikke gennemsnittet. Danmarks Statistiks indikator bruger en familieindkomst efter skat, korrigeret for familiens størrelse, under 50 procent af medianen samt lav formue og visse undtagelser. Alle under medianen regnes altså ikke som fattige. En enkelt højtlønnets lønforhøjelse hæver heller ikke automatisk medianen. Se Danmarks Statistik om indkomstfordeling.
Jeg kan godt forstå følelsen af at have mindre
Jeg forstår godt tanken om relativ fattigdom. Hvis jeg bor i Monaco og har én Ferrari, kan jeg føle mig fattig, når naboen har fire. Det er et eksempel, ikke for at gøre nar af nogen.
En familie med en stram økonomi i Danmark kunne blive opfattet som rig et sted med helt andre levevilkår. Men det hjælper selvfølgelig ikke et barn, der føler sig udenfor her.
Min mor er schweizer. Da vi besøgte den schweiziske familie på skiferie, oplevede jeg mig selv som fattig.
Vi kom kørende i en lille Fiat. Jeg havde lapper på skitøjet, og skiene havde været gennem flere fætre og kusiner. Mine forældre havde kun råd til halvdagskort, så jeg kunne først komme på ski klokken tolv.
Andre kom i Range Rovers og dyre sportsvogne. Den engelske kongefamilie kom nogle huse længere oppe ad vejen. Sådan husker jeg kontrasten.
Min morfar var bogholder i det lokale vandværk, og min mormor gik hjemme. De havde et lille hus oppe ad vejen. Det var ikke nogen rig familie.
Jeg havde det grimmeste tøj og det dårligste udstyr. For at få mest ud af halvdagskortet stod jeg på ski, til det blev mørkt. Der var ikke lys på pisterne dengang. Bagefter tog jeg skiene på nakken og gik over en kilometer op ad bakken til mine bedsteforældres hus.
Det er ikke synd for mig. Men jeg følte mig fattig.
Udefra så mit liv sikkert helt anderledes ud
I Danmark boede vi i et lille hus ned til Bagsværd Sø. Min far var ingeniør. Vi havde bil og kom på skiferie. Jeg gik på Bagsværd Kostskole med en friplads, fordi mine forældre ikke havde råd til at betale det hele.
Der var sikkert mange, der ville have anset mig for rig. Det var eksotisk at komme på skiferie dengang. Alligevel følte jeg mig fucking fattig.
Så oplevet fattigdom kan jeg godt forstå. Jeg ved, hvordan det føles at sammenligne sig med andre.
Men jeg synes også, at det kan være stigmatiserende at kalde en hel gruppe fattig, hvis nogle af dem faktisk oplever, at de lever et fint liv.
Jeg tror også, livsvalg betyder noget
I podcasten tager jeg et tænkt eksempel med en enlig forælder med to børn og en udbetaling på omkring 19.000 kroner om måneden, eventuelt med tilskud oveni. Det er mit regneeksempel, ikke en fast sats, som gælder for alle.
Jeg siger ikke, at det er mange penge. Men hvis man bor et sted med relativt lav husleje, for eksempel på Lolland, ikke ryger, ikke drikker særlig meget, cykler eller har en billig bil og laver maden selv, vil jeg påstå, at man kan leve et fint og hæderligt liv.
Så ville jeg selv blive ked af at blive kaldt fattig, hvis jeg egentlig ikke følte mig sådan. Hvis jeg tidligere havde været direktør og tjent mange penge, ville jeg måske opleve det anderledes. Det afhænger også af, hvad man sammenligner med.
Nu generaliserer jeg meget. Men jeg tror, at nogle af de problemer, hvor børn oplever sig fattige, også handler om forældrenes indstilling, deres livsvalg og den måde, de forvalter pengene på.
Og det er jo ikke børnenes skyld. De har ikke valgt deres forældre. Forældrene kan have truffet dårlige valg, været uheldige eller begge dele.
Flere penge hjælper ikke nødvendigvis på alt
Hvordan hjælper vi så barnet?
Min påstand er, at nogle familier ville få et meget bedre liv, hvis de fik 5.000 kroner ekstra om måneden. Der er mennesker, som ville sige: Hold kæft, nu kan vi endelig få det til at hænge sammen. Dem vil jeg gerne hjælpe, også gennem min skat.
Men jeg tror også, at andre har brug for hjælp til at forvalte deres liv. Hvis problemet er dårlige valg og manglende overblik, løser flere penge ikke nødvendigvis det.
Jeg er bange for, at en stor del af ekstra skat bliver spist op af administration, kontrol og flere offentligt ansatte, før hjælpen når frem. I podcasten siger jeg meget kontant 80-90 procent. Det er min frustration og påstand, ikke et dokumenteret regnskab.
Og jeg frygter, at nogle af de penge, der kommer frem, ikke kommer børnene til gode, men bliver brugt på mere af det, der allerede er problemet.
Hjælp til et budget kan også være hjælp til børnene
Det kan være hjælp til at lægge et budget. Ringe til tre forsikringsselskaber og finde en ordentlig pris. Gennemgå udgifterne og spørge, hvad man faktisk har brug for.
Har man både en dyr internetforbindelse og en telefonforbindelse? Kunne én løsning dække behovet? Behøver man en tv-pakke og alle streamingtjenesterne samtidig?
Man kunne for eksempel have Netflix i tre måneder og derefter skifte til HBO i en periode.
Jeg tror, der er mennesker, som træffer uhensigtsmæssige valg, fordi de aldrig har lært andet. Ikke i skolen og ikke af deres forældre. Så risikerer ekstra penge at ende et andet sted end i vinterstøvler og sund mad til børnene.
Det synes jeg er ulykkeligt. Men jeg har ikke en færdig løsning på, hvordan vi når de børn.
Jeg vil gerne diskutere, hvad tallene fortæller
Jeg er træt af, at ordet fattigdom bliver brugt så bredt. Jeg synes, det kan være trist og stigmatiserende. Og jeg oplever, at venstrefløjen bruger ordet politisk.
Debatten tager blandt andet udgangspunkt i en artikel i Information. Min læsning er, at den velhavende del af Danmark har fået et stort løft, blandt andet efter gode aktieår, og at det påvirker den relative sammenligning.
Min egen pension er for eksempel steget omkring 20 procent. Mit pensionsselskab har lavet et hæderligt afkast.
I optagelsen henviser jeg samtidig til en indkomststigning på omkring ni procent for børnefamilier. Jeg vil diskutere, om en overskrift om flere fattige børn også fortæller, hvad der faktisk er sket med familiernes penge mellem hænderne.
Jeg ved godt, at inflation kan spise noget af en stigning. Det rammer også andre grupper. Men jeg vil gerne forstå tallene bag overskriften, før jeg accepterer præmissen.
Redaktionel note: Episodens tal på ni procent og forklaring om pensionsafkast er ikke dokumenteret i optagelsen og bør ikke læses som en efterprøvet forklaring på udviklingen. Højere nominelle indkomster betyder heller ikke nødvendigvis større købekraft. Den samtidige AE-meddelelse fra 29. november 2024 handlede om børnefattigdom i 2023. Podcasten bevarer Martins kritik af debattens præmis.
Jeg ville gerne betale mere til hjælp, der virker
Jeg har et anstrengt forhold til en debat, hvor det næsten lyder, som om det er de riges skyld, at nogen er fattige.
Jeg tror, at mange med en god økonomi gerne ville betale lidt mere, hvis de vidste, at pengene gik til psykiatrien eller til mennesker, som reelt er udsatte og kan hjælpes. Det ville jeg i hvert fald gerne.
Min bekymring er, at pengene ryger ned i et sort hul af bureaukrati, eller at hjælpen ikke rammer det, der faktisk gør børnenes liv bedre.
Jeg havde håbet, at jeg ville være mere klar i spyttet, når jeg var færdig med podcasten. Det er sådan, jeg ofte får styr på min hjerne: Jeg har en samtale med mig selv. Nu har jeg bare tændt mikrofonen, så du kan høre med på godt og ondt.
Men jeg har stadig ikke nogen færdig konklusion. Jeg synes, det er ulykkeligt, at så mange børn oplever sig fattige. Jeg har selv oplevet følelsen, selv om vi nok kan grine af, om jeg egentlig var fattig.
For mig blev følelsen en drivkraft
Jeg forestiller mig, at følelsen kan føre to steder hen. Den kan knække et menneske. Det sker desværre, og det skal vi som samfund prøve at hjælpe med. Jeg har ikke noget freaking svar på, hvordan vi løser det hele.
Men den kan også gøre en stærkere. For mig betød den, at jeg begyndte at gå med aviser som ni-tiårig. Jeg kan ikke huske den præcise alder.
Jeg har haft job næsten hele livet. Opvasker, taxachauffør i København, bogopsætter, babysitter og avisbud. Og så blev jeg selvstændig.
Jeg kunne ikke lide at føle mig fattig. Mine forældre havde ikke økonomien til at gøre noget ved det, så jeg tænkte, at jeg måtte gøre det selv.
Jeg knoklede på alle mulige ungdomsjob og havde derfor ofte flere penge end dem, jeg gik sammen med. Den lyst til at tjene penge tog jeg med ind i mit liv som selvstændig, blandt andet i virksomheder som Dinero.
Penge er frihed, tryghed og komfort
For mig er penge frihed, tryghed og komfort. God mad, dejligt tøj, rejser og den Audi, jeg sidder i nu. Muligheden for at være sammen med sjove, spændende og begavede mennesker, blive inviteret til arrangementer og opleve ting, som få får mulighed for.
Gør penge mig lykkelig? Ikke hvis jeg bliver dødssyg, mister min kone, eller mine børn bliver syge eller kede af det. Så bliver jeg lige så ked af det som alle andre.
Men når tingene kører, dem omkring mig er glade, og jeg føler mig tryg, så kan jeg fucking love dig for, at det er fedt at have penge.
