Uber kommer til København og taxachauffører skal tørre øjnene

Uber i København fik mig i november 2014 til at gå hårdt til taxabranchen. Jeg så en ny konkurrent som en mulighed for bedre service og var træt af brancher, der efter min mening brugte deres beskyttelse til at holde udviklingen ude.

Videoen var min reaktion på Ubers indtog i Danmark. Jeg talte meget kontant, og flere af mine udsagn var forventninger til, hvad der ville ske. Det er mine holdninger og erfaringer fra det tidspunkt.

Uber i København mindede mig om en samtale i Aalborg

Omkring et år tidligere havde jeg talt med en taxachauffør i Aalborg. Jeg havde fortalt ham, at den slags konkurrence ville komme.

Han grinede af mig. Sådan huskede jeg samtalen. Han henviste til taxanævnet, til ulovligheder og til branchens service. Til sidst blev han nærmest vred på mig.

Nu var min reaktion meget ligefrem: I told you fucking so. Udviklingen kørte, og efter min mening kunne man ikke regne med at holde en ny måde at løse kundens behov på ude for altid.

Jeg havde selv taget taxakørekort

Jeg var selv uddannet taxachauffør og havde taget taxakørekort i sin tid. Jeg kunne allerede køre bil, så min oplevelse var, at en meget stor del af det, jeg lærte, handlede om at finde vej.

Jeg satte tallet til 90 procent. Det var min egen beskrivelse af uddannelsen, ikke en gennemgang af pensum eller en måling.

Dengang sad jeg med et Krak-kort. Det var faktisk svært at holde styr på veje, ensretninger og alt det andet, samtidig med at man skulle passe radioen og kørslen.

Men i 2014 oplevede jeg, at meget af det arbejde var blevet computeriseret. Man kunne taste destinationen ind og få vejledning, også med hensyn til trafikken.

Derfor syntes jeg ikke, branchen kunne bruge den gamle vanskelighed ved at finde vej som argument for, at kun en særlig gruppe kunne løse opgaven. Jeg sagde det meget grovere i videoen, men det var den ændring i arbejdet, jeg pegede på.

Jeg var ikke imponeret over den service, jeg havde mødt

Når taxabranchen talte om sin service, blev jeg irriteret. Jeg spurgte, hvornår man sidst havde oplevet en chauffør åbne døren.

Jeg måtte dog rette mig selv undervejs. I lufthavnen havde en chauffør faktisk åbnet bagagerummet for mig. Det eksempel tog jeg med, selv om det ikke ændrede min generelle utilfredshed.

Jeg beskrev dårlige oplevelser med beskidte biler og chauffører, som jeg oplevede som ubehøvlede og ligeglade. Det var en meget hård karakteristik af branchen, og den kom fra min egen frustration.

Min udfordring til chaufførerne var: Hvad kunne de tilbyde kunden, som andre med et kørekort ikke kunne? Hvis selve transporten blev en mere almindelig ydelse, måtte man efter min mening konkurrere på at gøre sig umage.

Bedømmelser kunne give både chaufføren og kunden en grund til at opføre sig ordentligt

Jeg fremhævede muligheden for at bedømme chaufføren og bilen. Min forestilling var, at en kunde kunne vælge en bedre vogn, hvis den første havde en dårlig bedømmelse.

På den måde forventede jeg, at pæne biler og god service ville blive belønnet med flere ture. Det var min forklaring på, hvorfor jeg troede, konkurrencen kunne løfte oplevelsen.

Jeg lagde også vægt på den anden vej: Chaufføren kunne bedømme kunden. Hvis man talte dårligt til chaufføren eller brækkede sig i vognen, kunne det få betydning for, om andre ville køre med en.

Det var min beskrivelse af ideen bag systemet dengang. Jeg gennemgik ikke de præcise vilkår for bestilling eller bedømmelser. Det interessante for mig var det gensidige incitament til at behandle hinanden ordentligt.

Jeg troede, at stemningen omkring transporten kunne blive bedre for begge parter. Og jeg havde ikke meget sympati til overs for dem, der hverken ville holde bilen pæn eller gøre sig umage med kunderne.

Ja, jeg forventede også, at nogle virksomheder ville gå konkurs

Jeg var fortaler for, at markedet blev givet frit. Jeg var samtidig klar over, at det kunne betyde, at nogle chauffører eller taxaselskaber måtte lukke.

Det var ikke en følge, jeg forsøgte at tale udenom. Jeg mente, at forbrugernes mulighed for at få en bedre service skulle veje tungt, og at de dygtige aktører kunne klare sig gennem konkurrencen.

Min skelnen gik mellem dem, der ville gøre sig umage, og dem, der efter min mening først og fremmest ville beskytte deres eksisterende position. Det var den sidste gruppe, jeg rettede min vrede mod.

Jeg så en parallel til Agera i Sverige

Vi oplevede efter min mening noget lignende med Agera. Jeg fortalte, at den svenske advokatbranche havde reageret meget kraftigt mod os og rejst indsigelser om ulovligheder.

Sådan beskrev jeg forløbet: Når vi tilbageviste et argument, kom der et nyt. Og til sidst oplevede jeg budskabet som, at man ganske enkelt ikke ville have os i Sverige.

Jeg sagde, at vi højst sandsynligt ville anlægge sag og lave en masse ballade. Det var en omtale af vores overvejelser på det tidspunkt, ikke en beskrivelse af en sag, der allerede var afgjort.

Mit spørgsmål var, hvem man beskyttede ved at beskytte advokater mod konkurrence. Jeg mente, det først og fremmest var advokaterne og ikke de svenske forbrugere.

Jeg brugte et karikeret billede af en velstående advokat over for en forbruger, der risikerede at miste en service. Det var polemik for at fremhæve, hvis interesser jeg syntes, debatten burde handle om.

Min forventning var, at man kunne forsinke udviklingen, men ikke stoppe den

Jeg forestillede mig, at Uber kunne blive forbudt i Danmark i en periode, og henviste til Berlin i den forbindelse. Derefter forventede jeg, at politikerne ville få så meget kritik, at de måtte ændre kurs.

Det var min prognose i november 2014. Videoen forklarer ikke det senere forløb og er ikke en vejledning i reglerne for persontransport.

Min brede besked til beskyttede brancher var, at tidevandet strømmede afsted. Jeg brugte billedet af sandslotte, der faldt sammen. Man kunne måske forsinke en ny konkurrent i måneder eller et halvt år, men jeg troede, at forbrugernes ønske om bedre løsninger ville vinde på længere sigt.

Jeg var overbevist om, at de dygtige mennesker, der stod op og gav god service og respekterede andre, kunne få mere ud af udviklingen. Omvendt forventede jeg en vanskelig fremtid for dem, der kun forsøgte at holde konkurrenterne ude.

Det var min meget kontante reaktion den dag: Om man kørte taxa i København eller arbejdede som advokat i Sverige, måtte man efter min mening forholde sig til konkurrence ved at gøre sin service bedre.

Flere af mine erfaringer med at bygge virksomheder finder du i Iværksætter til jeg dør.