Svinske indlæg på nettet er ikke så slemme igen
Grove kommentarer på nettet var noget, jeg havde fået rigelig erfaring med, da jeg optog denne video i november 2014. Min pointe var, at et roligt svar nogle gange kunne ændre hele situationen, fordi der bag de voldsomme ord sad et menneske, som først og fremmest ville høres.
Anledningen var en debat efter et tv-program om kvinder, der blev forulempet på Facebook. Der havde også været omtale af antisemitiske kommentarer. Det gav mig lyst til at fortælle, hvordan jeg selv havde oplevet den slags gennem mange år på nettet.
Grove kommentarer på nettet var også en del af min egen erfaring
Jeg ville gerne føje min erfaring til debatten. Jeg havde selv fået dødstrusler og trusler om at blive smadret og lemlæstet. Der var stort set ikke noget grimt, jeg syntes, jeg var blevet forskånet for.
Jeg sagde ikke, at der ikke kunne være kvindehad eller jødehad bag de kommentarer, der blev diskuteret. Det kunne der selvfølgelig. Men jeg mente, at det også var værd at se på mekanismen bag den vrede retorik, som mange af os mødte, når vi udtalte os offentligt.
Jeg havde på det tidspunkt lavet omkring 500-600 YouTube-videoer og udtalt mig i medierne om mange forskellige ting. Derfor havde jeg også stået på mål for en del reaktioner. Det var den personlige erfaring, jeg talte ud fra.
Et stille og roligt svar gav ofte én af to reaktioner
Når nogen skrev meget grimme ting til mig, kunne jeg finde på at svare stille og roligt. Noget i retning af: Kære Hans, det synes jeg godt nok var en trist ting at sige. Det bliver jeg ærligt talt ked af.
Jeg forklarede mig uden at gå ind i samme voldsomme tone. Og meget ofte oplevede jeg én af to ting.
Enten hørte jeg aldrig fra personen igen. Eller også kom der et svar tilbage med en undskyldning: Jeg havde en dårlig dag. Det var under bæltestedet. Det er jeg ked af.
Det var interessant for mig, fordi den første besked kunne virke meget hård, mens den næste var helt anderledes. Når jeg svarede som et menneske, kunne der også komme et menneske tilbage fra den anden side.
Jeg troede, meget af vreden kom af at føle sig overhørt
Min forklaring var, at mange mennesker var frustrerede. Nogle var vrede på politikere, som de oplevede talte udenom eller brugte et sprog, de ikke forstod. Andre oplevede journalister som bedrevidende eller manipulerende.
Jeg beskrev også mig selv som en, der kunne skabe det modtryk. Når jeg udtalte mig om noget, kom mit budskab ud til mennesker, som måske var uenige eller følte sig trådt på.
Måske ramte det dem på en dårlig dag. Måske var det mennesker, der ikke var vant til at blive lyttet til eller ikke var særligt gode til at formulere deres kritik. Det var min fortolkning af nogle af reaktionerne, ikke noget jeg vidste om hver enkelt person.
Jeg stillede det retoriske spørgsmål: Hvis du skriver til en politiker og ikke forventer at få svar, hvad skal du så gøre for at slå igennem? Min tanke var, at følelsen af ikke at have en almindelig vej ind i samtalen kunne føre til, at folk skruede voldsomt op.
Jeg kunne selv give fingeren fra bilen
Jeg kunne ikke se mig for god til selv at blive vred på en anden bilist og give vedkommende fingeren. Det var ikke noget, jeg ville drømme om at gøre på samme måde i en kø, hvor vi stod ansigt til ansigt.
Fra bilen kunne jeg ikke føre en normal samtale med personen ved siden af. Hvis jeg sad og sagde stille og roligt, at kørslen ikke var i orden, ville den anden bilist ikke høre det.
Fingeren var derimod et universelt tegn. En meget voldsom måde at sige: Fuck dig, det her er ikke i orden.
Hvis jeg havde talt direkte med personen, ville jeg have brugt helt andre ord. Jeg ville måske sige, at vedkommende kørte lidt vildt, og spørge, om han eller hun ikke kunne styre sig en anden gang.
Det var den forskel, jeg brugte som billede på nettet. Afstanden kunne få et menneske til at vælge en meget hårdere måde at kommunikere på, end vedkommende ville bruge i en almindelig samtale.
Store bogstaver og overdrivelser skulle nå helt ned på bagerste række
Jeg sammenlignede også med teatret. På en scene overdriver man udtrykket for at nå dem, der sidder bagerst i salen. På tv behøver man ikke samme voldsomme artikulation.
På sociale medier og i mails kunne folk efter min opfattelse gøre noget lignende. De skrev med store bogstaver, brugte meget grove eller sexistiske formuleringer og overdrev for at få opmærksomhed.
Jeg mente, at ordlyden i mange af de beskeder, jeg havde mødt, var hårdere end det, folk egentlig mente. Det var min vurdering fra dengang. Jeg kunne godt forstå, at journalister og andre blev vrede over grove beskeder, men jeg foreslog, at man også prøvede at se dem i det lys.
Det blev pinligt, når afstanden forsvandt
Jeg forestillede mig, at man gav en anden bilist fingeren og bagefter holdt for rødt lys. Så kom personen hen og bankede på ruden og sagde undskyld.
Eller man kom hen til skolen og opdagede, at den, man havde givet fingeren, var en af de andre forældre. Hold da op, hvor ville man blive flov.
Pludselig skulle man forklare, hvorfor man havde reageret så voldsomt på et andet menneske. Det var ikke længere en fjern figur i en bil.
Det samme syntes jeg kunne ske, når jeg svarede roligt på en grim besked. Den anden kunne blive flov over det, han eller hun havde skrevet. Kontakten gjorde det sværere bare at fortsætte i samme tone.
Mit råd var at tage en dyb indånding
Jeg sluttede med at opfordre til at tage en dyb indånding og acceptere, at der kunne ryge en finke af panden, når man var på nettet og samtidig var svær at få i tale til daglig.
Jeg var også klar over, at der fandtes en minoritet, som kunne være farlig, og som man måtte tage fat på. Jeg beskrev resten som frustrerede mennesker bag en skærm og brugte tallet 99 procent. Det var min bastante måde at udtrykke min oplevelse på, ikke en måling eller en vurdering af en konkret trussel.
Videoens pointe var mit eget møde med de grove ord: Jeg havde flere gange oplevet, at et roligt, personligt svar fik enten stilhed eller en undskyldning tilbage. Derfor syntes jeg, det var værd at huske mennesket bag beskeden, før man selv skruede op for konflikten.