Occupy Wall Street – Min mening

Occupy Wall Street fik mig i oktober 2011 til at tænke meget over penge, politik og retfærdighed. Flere havde bedt mig om at kommentere bevægelsen, måske fordi jeg boede i USA. Jeg så nu meget af det samme fjernsyn som alle andre, men jeg talte også med mine amerikanske kolleger. Det her var min tolkning af det, jeg så og hørte.

Occupy Wall Street og det, Inside Job satte i gang hos mig

Mine overvejelser var begyndt omkring et halvt år tidligere, da jeg så dokumentarfilmen Inside Job. Den rystede mig. Jeg oplevede filmen som en fortælling om, hvordan toppen af bankvæsenet og det amerikanske system havde svindlet borgerne.

Det mest forfærdende for mig var billedet af, at mennesker med ansvar for det, der var sket, blev belønnet og fik indflydelse på den økonomiske politik frem for at blive straffet. Jeg hæftede mig især ved forbindelserne til rådgivningen omkring Obama og Det Hvide Hus. Det var den oplevelse af filmen, jeg gik og tænkte over bagefter: Hvordan skulle det her ende?

Jeg har ikke noget problem med, at mennesker bliver meget rige, hvis det sker på en reel og ærlig måde. Jeg mener også, at et samfund har brug for forskelle. Man skal have noget at drømme om og noget at frygte. Begge dele kan være en drivkraft.

Men mennesker skal ikke være så fattige, at de går på gaden uden det, de har brug for. Og min oplevelse af USA var, at systemet var gået amok.

Forskelle er én ting. Nød og snyd er noget andet

Jeg syntes på mange måder, det danske samfund var behageligt. Jeg var klar over, at der var mennesker, som havde for lidt, blandt andet inden for psykiatrien, og at noget skulle rettes op. Samtidig var jeg kritisk over for, hvordan vi brugte ordet fattig i Danmark sammenlignet med forholdene andre steder.

I videoen sagde jeg provokerende, at dansk fattigdom kunne blive beskrevet som kun at have ét fladskærms-tv og én charterrejse om året. Det var min skarpe måde at pege på forskellen i debatten på.

I USA så jeg mennesker tigge ved motorvejstilkørslerne og hørte om mennesker, der ikke kunne få den lægehjælp og mad, de havde brug for. Jeg var især berørt af konsekvenserne for børn. Det syntes jeg var dybt beskæmmende, samtidig med at nogle mennesker var så rige, at man næsten ikke kunne fatte det.

Mit problem var ikke bare rigdommen. Det var min oplevelse af, at nogle havde skabt den ved at snyde og bedrage og derefter brugte deres penge til at beskytte deres position politisk.

Når en sugar daddy betaler, forventer han noget igen

Jeg så penge som en voldsom adgangsbillet til amerikansk politik. Hvis man skulle nå ud gennem medierne og blive valgt til Kongressen eller som præsident, skulle man have en kæmpestor pose penge i ryggen.

Og hvis store virksomheder og meget rige personer betaler for at få nogen valgt, forventer de selvfølgelig noget igen. Jeg kaldte dem sugar daddies. Min bekymring var, at den almindelige borgers interesser kom til at stå bag dem, der havde finansieret vejen til magten.

Jeg nævnte tobakslobbyen, billobbyen, militærlobbyen, banklobbyen og fødevarelobbyen. Jeg oplevede de store interesseorganisationer som dem, der i høj grad bestemte, hvordan lovene og det økonomiske system skulle indrettes.

Jeg undrede mig også over, hvor meget der var blevet stille omkring BP og olieindustrien og omkring bankskandalerne. Hvor blev konsekvenserne af?

Vreden handlede i mine øjne om et rigget system

Det bankeksempel, jeg var særligt vred over, var den situation, hvor man på den ene side solgte boliglån til mennesker, som ikke kunne betale dem, og talte markedet op, mens man på den anden side satsede på, at det samme marked ville kollapse.

Det opfattede jeg som dybt kriminelt. Jeg var vred over det, jeg oplevede som manglende straf og ansvar, mens mennesker, der stillede sig op og demonstrerede fredeligt, kunne blive arresteret eller chikaneret.

Derfor så jeg ikke Occupy Wall Street som et enkelt ønske om at afskaffe kapitalismen og indføre socialisme. Jeg så det som vrede over manglende retssikkerhed. Over oplevelsen af, at nogle med enorme summer kunne hæve sig over reglerne og udnytte andre.

Det er noget andet end at være misundelig på en person, der har skabt en god virksomhed og tjent mange penge på en ærlig måde. Det var uretfærdigheden, jeg mente, folk reagerede på.

Man kan let latterliggøre en bevægelse uden én forklaring

Jeg syntes også, man skulle være opmærksom på mediernes fremstilling. Det var let at finde 100 demonstranter og få 100 forskellige forklaringer på, hvorfor de stod der. Så kunne de komme til at fremstå som mennesker uden et fælles budskab.

Men jeg så heller ikke bevægelsen som én samlet enhed. Jeg så en masse mennesker, som var vrede på hver deres måde. Et menneske kunne have to job og stadig ikke have råd til en sundhedsforsikring eller ordentlig mad til sine børn. Samtidig kunne vedkommende se mennesker, som han eller hun mente havde bedraget andre, blive forfremmet og få gyldne faldskærme.

Man behøver ikke kunne forklare præcis, hvor hvert enkelt problem i finanssystemet opstår, for at opleve den situation som hammerende uretfærdig.

Jeg overvejede, om mediernes dækning både kunne skyldes manglende forståelse og interesser hos velhavende ejere. Det var min mistanke, ikke noget jeg havde undersøgt hos et bestemt medie. Men jeg syntes, der var grund til at tænke over, hvorfor demonstranterne så let kunne blive gjort til grin.

Min frygt var, at politikerne ikke ville lytte

Jeg så dengang protesterne som begyndelsen på noget, der kunne blive meget voldsomt. En revolution mod pengenes greb om politikken, sådan tolkede jeg det. Jeg syntes, både penge, magtfulde støtter og offentlig religiøs fremtoning fyldte alt for meget i vejen til amerikanske politiske embeder.

Jeg troede ikke, Danmark var rigget på samme måde. Jeg kunne godt undre mig over, at danske banker blev hjulpet og stadig kunne udbetale bonusser. Men jeg forventede ikke en lige så stor bevægelse i Danmark, fordi jeg oplevede uligheden som meget mindre.

Jeg håbede, Obama og de andre amerikanske politikere ville tage vreden alvorligt. Jeg tænkte, at der efterhånden var så mange mennesker, at det også politisk kunne betale sig at lytte, og at det ellers kunne koste ved næste valg.

Hvis de ikke lyttede, var jeg bange for, at protesterne kunne udvikle sig til et væbnet oprør. Der er mange amerikanere med våben, og billedet af én procent over for 99 procent vrede mennesker gjorde mig urolig. Det var en frygt for, hvor grimt det kunne ende.

Jeg håbede derfor, at der meget snart ville blive lyttet seriøst. Min tolkning kunne være forkert; den byggede på mine samtaler, det jeg så på tv, og den måde jeg bearbejdede det på. Men jeg syntes, det var superinteressant og alvorligt.

Hvad mener du? Hej hej.