Jeg havde egentlig forsøgt at holde mig ude af kønsdebatten. Men efter en lang samtale med Mark Tange og et interview i Berlingske er jeg alligevel landet midt i den.
Det, jeg gerne vil tale om, er ikke en advarsel om, at kvinder har fået for mange muligheder. Det er en bekymring for mænd, som har det svært, og for en debat, hvor vi stiller kønnene op mod hinanden. Jeg vil hellere have, at vi samarbejder og respekterer vores forskelligheder.
Det er den 23. februar 2024. Hvis jeg lyder lidt forpustet i begyndelsen, er det, fordi jeg lige har lavet mine plankeøvelser.
En kort træning og en debat, jeg helst ville undgå
Det er min nemme træningsdag. Otte-ni minutter med forskellige planker og små pauser. Jeg ligger altså ikke i den samme planke i ni minutter. Så stærk er jeg sgu ikke.
Jeg skifter mellem almindelig planke, albuerne, en arm frem, den anden arm frem, siderne og benene. Normalt træner jeg omkring tyve minutter om morgenen, men plankedagen er kortere.
Jeg har også været på Bornholm og skulle meget tidligt op. Når jeg står op omkring kvart i fem for at komme afsted, kan jeg godt give mig selv fri fra træningen. Så får jeg lidt glæde ud af at skulle så tidligt op. Til gengæld må jeg tage en tur på trappemaskinen senere.
Men det var ikke træning, jeg ville tale om. Jeg er kommet ind i en debat, som jeg faktisk havde svoret, at jeg ville holde mig lidt udenfor.
Vi bliver målt på inklusion i Visma
Dinero er en del af en norsk koncern, Visma, som går meget op i inklusion og diversitet. Det er ikke bare noget, de siger. Vi bliver målt på det.
Jeg bliver spurgt til løn, køn, alder og sammensætningen af medarbejderne. Får kvinder og mænd en ordentlig og sammenlignelig løn? Er der forskelle, vi skal kunne forklare? Og hvorfor ser fordelingen i de forskellige afdelinger ud, som den gør?
I en IT-virksomhed kan det være svært at få mange kvindelige udviklere, fordi der er relativt få i det felt. Det er noget, man godt ved. Men vi skal stadig tænke over, hvordan vi skaber en bred sammensætning i virksomheden.
Jeg har som sådan ikke noget imod diversitet. Der kan være mange fordele ved at have forskellige mennesker i et team.
Jeg vil vælge den person, som er bedst i den konkrete situation. Det er ikke altid det samme som den, der isoleret set er en lille smule stærkere på én faglig detalje.
En kandidat kan også bidrage med noget, som skaber en bedre balance i et team. Det er en del af den samlede vurdering. Men jeg vil ikke ansætte nogen alene for at kunne krydse en kønsboks af.
I mit øverste ledelsesteam er tre af de seks ledere kvinder. Jeg oplever ikke selv, at jeg har en modvilje mod kvinder som ledere eller kolleger. Jeg vil gerne arbejde med dygtige mennesker.
Små virksomheder kan stå med svære dilemmaer
Da jeg var en lille iværksætter, kunne jeg blive bekymret over, hvordan en lang barselsperiode ville påvirke virksomheden. Det er et ubehageligt dilemma, når man står med meget få medarbejdere.
På den ene side vil man gerne være ligeglad med køn og vurdere et menneske på det, vedkommende kan. På den anden side kan det være voldsomt, hvis en nøglemedarbejder er væk i lang tid, og man kun er tre eller fem mennesker.
I en stor organisation med tusind ansatte kan man fordele opgaverne og håndtere fraværet på en anden måde. I en lille virksomhed kan det ramme hele forretningen.
Det er en beskrivelse af den bekymring, jeg har oplevet som virksomhedsejer. Det er ikke en opskrift på, hvem man skal fravælge. Men jeg synes ikke, vi hjælper debatten ved at lade, som om problemet ikke findes.
Hvordan man samfundsmæssigt bedst løser det, ved jeg ikke. Jeg har ikke en færdig model. Men hvis man vil have flere muligheder i små virksomheder, skal man også forstå, hvad det betyder at drive dem.
Det er nemt at sidde i en stor organisation med fast løn og forklare, hvad en lille virksomhedsejer burde gøre. Det er noget andet at stå med ansvaret for, om der er penge til løn næste måned.
Det er lettere at være sikker, når man står på afstand
Jeg bruger nogle gange en lidt voldsom sammenligning med, hvordan vi bedømmer andre menneskers handlinger på afstand.
Jeg husker en debat om danske soldater og behandlingen af fanger under en krig. Jeg kan ikke huske alle detaljerne sikkert, men jeg husker, hvordan folk hjemme i Danmark var meget skråsikre på, hvad soldaterne burde have gjort.
Min pointe er, at hvis man forestiller sig at have været i kamp, være blevet beskudt og måske have mistet kammerater, står man følelsesmæssigt i en anden situation end den, der sidder hjemme med varm kaffe.
Det afgør selvfølgelig ikke, hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg bruger det som et eksempel på, at man kan mangle forståelse for presset og sammenhængen, når man bedømmer nogen udefra.
På en mindre dramatisk måde synes jeg, det samme kan ske i debatten om små virksomheder. Hvis man selv har pension, firmabil, faste vilkår og en løn, som kommer hver måned, kan man undervurdere, hvor usikkert en iværksætter står.
Mange tjener meget lidt og lever nærmest fra hånden til munden. Så diskussionen er ikke kun et abstrakt princip. Den handler også om en konkret hverdag, hvor virksomheden skal overleve.
Jeg oplever også en stærk efterspørgsel efter kvinder
Samtidig ser jeg andre steder i erhvervslivet en meget stor efterspørgsel efter kvinder. Det gælder blandt andet bestyrelser og ledernetværk.
Min VL-gruppe vil gerne have flere kvinder med for at få en mere divers gruppe. Det synes jeg er fint, og der er mange gode grunde til det. Men min oplevelse er også, at det gør det lettere for en kvinde at komme i betragtning.
Jeg har siddet i en bestyrelse i en børsnoteret virksomhed, hvor aktionærerne hvert år spurgte, hvorfor der ikke var kvinder i bestyrelsen.
Det var en meget mandsdomineret branche. Vi forsøgte at finde kvinder med den nødvendige erfaring, som også havde lyst, men i den konkrete situation lykkedes det ikke.
Så måtte vi forklare det til de kritiske aktionærer. Det var ikke et ønske om at holde kvinder ude. Vi havde bare ikke fundet den kandidat, vi mente, der var brug for.
Derfor synes jeg, virkeligheden er mere sammensat end én fortælling om, at kvinder altid bliver valgt fra. Der er situationer, hvor kvinder kan møde barrierer, og andre, hvor der bliver gjort en særlig indsats for at finde dem.
Jeg bliver også spurgt direkte om løn
Ved vores årlige gennemgang går vi statistikkerne igennem. Medarbejderne bliver desuden jævnligt spurgt anonymt, om de oplever diskrimination på arbejdspladsen på grund af køn, seksualitet, alder eller andre forhold.
Så vidt jeg har set i vores tilbagemeldinger, har der ikke været noget, som peger på den slags problemer. Det gør mig glad, men det betyder selvfølgelig ikke, at man skal holde op med at lytte.
En person skrev på X, at vedkommende ville give tusind kroner til en valgfri organisation, hvis jeg kunne sige, at min kvindelige udvikler fik samme løn som mændene på tilsvarende vilkår.
Mit svar var, at pengene kunne gå til Røde Kors. Hvorfor skulle jeg betale en udvikler mindre, bare fordi hun er kvinde? Det ligger mig meget fjernt.
Det ville også være en mærkelig måde at behandle en dygtig medarbejder på. Hvis hun kunne få en ordentlig løn et andet sted, ville vi risikere at miste hende. Og vi bliver faktisk målt på lønforholdene.
Jeg håber, de penge bliver sendt. Ellers var det bare en smart bemærkning.
Jeg var bange for, at debatten ville ramme arbejdspladsen
En af grundene til, at jeg har holdt igen, er min respekt for Visma. Koncernen gør meget for inklusion, og jeg vil ikke have, at mine personlige udtalelser skader den arbejdsplads, vi har bygget.
Jeg synes, vi har rent hus. Men jeg ved også, at en debat med mange følelser kan blive vinklet på måder, man ikke selv kan styre.
Jeg har også opdaget, at vi ikke altid lægger det samme i ordene. Når jeg hører ordet feminisme, kan jeg komme til at høre det som at være på kvindernes side. Andre forklarer det som et princip om ligestilling for alle køn.
Det er måske også en del af misforståelsen. Jeg har svært ved ordet, når jeg oplever, at det bliver brugt til en ensidig kønskamp. Men jeg ved godt, at ikke alle bruger det på den måde.
Så jeg vil hellere forklare, hvad jeg konkret er enig eller uenig i, end lade et bestemt mærkat afgøre hele samtalen.
Læs sammenhængen, før du kritiserer
Jeg har blandt andet haft diskussioner med Stine Bosse og Christiane Vejlø. Mit indtryk er, at de har læst nogle af mine udtalelser på en måde, som ikke svarer til det, jeg forsøgte at sige.
Det er kloge, velformulerede mennesker med mange følgere. Derfor betyder det også noget, når de fortolker en udtalelse og deler deres kritik.
Jeg har oplevet at blive tillagt formuleringer eller meninger, som jeg ikke selv mener, jeg har sagt. Og hvis svaret så er, at det nok var det, jeg mente, er det jo ikke det samme som et citat.
Man kan også tage en enkelt sætning ud af et interview og diskutere den uden forklaringen, der kommer bagefter. Så bliver debatten hurtigt noget andet end en diskussion af det egentlige budskab.
Når jeg giver et interview, skriver jeg ikke selv artiklen. Det gør journalisten. Jeg står på mål for mine holdninger, men vi skal stadig være præcise om, hvad der er et citat, en journalistisk formulering og en andens fortolkning.
Vi kan ikke få en fornuftig debat, hvis vi kun skal diskutere en løsrevet sætning. Så bliver det bashing frem for en samtale.
Og jeg kan også godt forstå, at jeg bliver misforstået nogle gange. Det er ikke sikkert, jeg altid er tydelig nok. Det ansvar har jeg også selv.
Det begyndte med en lang podcastsamtale
Mark Tange og jeg havde en lang samtale til hans podcast. Vi kom omkring mange forskellige emner, og i en del af samtalen ramte vi også kønsdebatten.
En journalist fra Berlingske lyttede til den og interviewede mig på baggrund af det. Så var den debat, jeg egentlig havde tænkt mig at holde mig ude af, pludselig i gang.
Det er sådan set fint nok, at mine holdninger bliver diskuteret. Jeg har jo holdningerne, selv om jeg havde valgt at holde dem lidt for mig selv.
Men jeg vil gerne gøre min hensigt tydelig: Jeg siger ikke til kvinder, at de skal passe på, fordi de har fået frihed og muligheder. Det er ikke det, jeg vil.
Jeg vil tale om, hvordan vi lever sammen, og hvordan vi hjælper de mennesker, som har det svært, uden at gøre et helt køn til modparten.
Historiske roller havde både fordele og omkostninger
Historisk har verden været langt mere opdelt i mænds og kvinders roller. Mænd har fyldt meget i byggeri, opfindelser, krig og det arbejde, som kunne være fysisk farligt.
Kvinder har i mange sammenhænge været bundet til hjemmet og ikke haft samme mulighed for at bruge deres kreativitet eller få indflydelse. De har været undertrykt og haft færre valg.
Min pointe er, at de gamle roller også indeholdt forventninger til mænd om at ofre sig og beskytte kvinder og børn. Forestillingen om kvinder og børn først i redningsbåden er et billede på den rolle. Det betyder ikke, at alle historiske situationer faktisk fulgte den regel.
Mænd har også haft mange fordele. Mere frihed til at gå på jagt, fiske, være ude, arbejde, feste og have fællesskaber uden for hjemmet. Jeg kan sagtens forstå, at kvinder gjorde oprør mod begrænsningerne.
Der var virkelig noget at kæmpe for i 1960’erne og 1970’erne. Jeg har aldrig ment andet, end at der skulle mere ligestilling til.
Spørgsmålet er, hvad vi mener med ligestilling, når vi taler om det i dag.
For mig handler ligestilling om lige muligheder
Jeg skelner mellem lige muligheder og et på forhånd bestemt, lige resultat.
En mand og en kvinde skal have mulighed for at vokse op, udvikle sig og blive direktør, bestyrelsesmedlem eller noget helt andet. Hvis de udfører samme arbejde på tilsvarende vilkår, skal kønnet ikke afgøre lønnen.
Men det betyder ikke, at alle ender samme sted. Der er forskelle i valg, interesser, indsats, muligheder undervejs, held og uheld.
Når man siger, at en bestemt andel af en bestyrelse skal være kvinder, er det for mig et krav til resultatet. Det er noget andet end at sikre, at kvinder kan komme i betragtning på lige vilkår.
Der kan også være forskelle i, hvad den konkrete opgave kræver. I et fysisk krævende job skal man kunne klare arbejdet. Det er evnen hos personen, som skal være relevant, ikke bare en fordeling på papiret.
Jeg synes, kvinder har gjort enorme fremskridt i Danmark. Der er kvinder på arbejdsmarkedet, i erhvervslivet og på de lange uddannelser. Vi har haft kvindelige statsministre. Det er en helt anden virkelighed end for nogle generationer siden.
Der er stadig ikke lige mange mænd og kvinder blandt topledere og bestyrelsesmedlemmer. Men jeg mener ikke, at forskellen i antal i sig selv fortæller hele historien om, hvorvidt mennesker har lige muligheder.
Det er min vurdering, og jeg ved godt, at mange er uenige. Men det er dér, jeg gerne vil have diskussionen: Hvilke konkrete barrierer er der, og hvad gør vi ved dem?
Vi har faktisk forsøgt at få flere kvinder i en bestyrelsesdatabase
Jeg har sammen med andre været med i bestyrelsesdatabasen nBoard. Vi har arbejdet med den gennem nogle år og gjort en stor indsats for at få kvinder med.
Det er ikke kun af idealistiske grunde. Der er efterspørgsel efter kvinder til bestyrelser, så det er også kommercielt interessant for en database at have gode kvindelige kandidater.
Vi har forsøgt at nå ud til kvindenetværk og få dem til at dele muligheden. Kvinder har også hjulpet med at sprede den. Men så vidt jeg husker, er andelen stadig under en fjerdedel. Jeg har ikke det præcise tal foran mig.
Jeg deltog i en debat på TV 2 News med Frederikke fra Roccamore. Hun foreslog, at forklaringen kunne være, at databasen var indrettet på en måde, som ikke passede til kvinder.
Det reagerede jeg på. Jeg havde svært ved at forstå, hvad det konkret var ved databasen, som skulle gøre den uegnet for kvinder.
Jeg syntes, forklaringen kom til at fastholde et billede af, at kvinder skal have en særlig beskyttelse, frem for at vi ser på, hvad der faktisk står i vejen.
Det er min oplevelse af den samtale. Hvis der er en konkret funktion eller praksis, som skaber en barriere, skal man selvfølgelig kunne pege på den og diskutere den. Men et generelt udsagn om, at systemet er forkert for kvinder, overbeviser mig ikke i sig selv.
Jeg er skeptisk over for en kønskamp som forretningsmodel
Jeg er også skeptisk, når der bliver bygget forretninger på en fortælling om, at kvinder skal have deres egne fællesskaber, deres egne investormiljøer og deres egne steder, fordi mænd er problemet.
Jeg har blandt andet været kritisk over for den fortælling omkring Nordic Female Founders, Mia Wagner og Anne Stampe. Den ene dag taler man om stærke powerkvinder. Den næste dag kan det lyde, som om de ikke kan fungere sammen med mænd.
Jeg oplever en modsætning i det. Hvorfor skal vi netværke og investere hver for sig? Hvorfor kan vi ikke lære af hinanden?
Der er flere mandlige iværksættere i mange af de miljøer, jeg møder. Derfor overrasker det mig heller ikke, hvis der er flere mænd i et iværksætterfællesskab. Det er ikke i sig selv bevis for, at kvinder er blevet skubbet ud.
Min mistanke er, at en fortælling om kamp mellem kønnene nogle gange også er en måde at sælge produkter og fællesskaber på. Jeg kan ikke vide, hvad andre menneskers motiver er. Men jeg synes, vi skal kunne diskutere den kommercielle side af budskabet.
Det er ikke alle kvindefællesskaber, jeg taler om, og heller ikke alle, som arbejder for ligestilling. Det er den fortælling, hvor kvinder skal gøres til ofre, og mænd til problemet, jeg reagerer på.
Jeg var stolt af Jannie i Debatten
Jannie blev også vred over den opdeling. Hun skrev på Facebook og spurgte, hvorfor vi skulle deles op i mænd og kvinder i erhvervslivet. Vi kunne jo lære meget af hinanden.
Hun blev inviteret med i Debatten sammen med Anne Stampe, og jeg var virkelig stolt af hende. Jeg syntes, hun var modig og havde gode argumenter.
Hun kunne tale ud fra sit eget liv: Hun er uddannet programmør, har været chef i en IT-virksomhed og har ikke selv oplevet, at kønnet holdt hende tilbage.
Hun har selvfølgelig mødt mænd, som opførte sig dårligt. Men det gør ikke alle mænd til problemet. Der findes også kvinder, som behandler andre dårligt, selv om det ikke altid foregår på samme måde.
For mig er pointen, at vi skal kritisere adfærden hos det menneske, som gør noget forkert. Ikke bruge vedkommende som bevis for, at et helt køn er dårligt.
Det er også derfor, det er svært at træde ind i den her debat. Der er så mange følelser, fordomme og hurtige konklusioner. Man kan meget let få tillagt et synspunkt, man ikke har.
Vi skal have bedre rollemodeller til unge mænd
En vigtig grund til, at jeg tager debatten nu, er, at jeg ser unge mænd hylde rollemodeller som Andrew Tate. Det synes jeg er enormt bekymrende.
Jeg synes ikke, han er en god rollemodel. Og når unge mænd peger på en enkelt ting, han har sagt, som de synes er rigtig, er det ikke nok til at gøre hele personen eller budskabet godt.
Man kan finde isolerede udsagn, man er enig i, fra mennesker, man ellers tager stærkt afstand fra. Selv en henvisning til noget Hitler sagde, ville ikke gøre ham til en god rollemodel. Det er helheden, man skal forholde sig til.
Jeg vil ikke have, at unge mænd kun kan finde nogen at spejle sig i blandt mennesker, som gør maskulinitet til en kamp mod kvinder.
Maskulinitet er ikke i sig selv noget dårligt. Styrke, gåpåmod, initiativ og lysten til at tage ansvar kan være gode egenskaber. Det behøver ikke føre til, at man nedgør andre.
Vi skal kunne tale positivt om at være mand uden at tage hele den pakke af dårlig adfærd med.
Der må også være plads til de roller, vi selv vælger
Jeg kan godt lide at holde døren for Jannie og vise omsorg. Jeg kan også godt lide at tage initiativ, når jeg ved, hvad hun gerne vil.
Det kan være, at jeg kender hendes livret og bestiller noget, hun bliver glad for. Der er selvfølgelig kvinder, som ikke vil have det sådan, og mænd, som heller ikke har lyst til den rolle. Fred være med det.
Men der er også par, som godt kan lide det samspil. Hvor manden på nogle områder tager en beskyttende rolle, og kvinden nyder det. Det er noget, vi selv har.
Jannie er sgu ikke svag. Hun har boet mange år i udlandet, haft møbelproduktion i Kina og været iværksætter det meste af sit liv. Hun er en stærk kvinde, som driver hotellerne på Bornholm og tjener sine egne penge.
Hun er samtidig feminin og følsom og kan godt lide, at jeg passer på hende. Og hun bliver sur, hvis jeg glemmer den omsorg, hun ønsker sig. Jeg husker heller ikke altid at holde døren, så jeg skal ikke sidde og lade, som om jeg er perfekt.
Det samspil giver os en gnist. Kald det roller, et spil eller noget andet. Det er noget, vi er glade for, og det betyder ikke, at hun ikke kunne klare sig uden mig.
Hvis jeg faldt død om i morgen, er jeg overbevist om, at hun ville kunne leve videre og få livet til at fungere. Jeg håber da, hun ville være ked af det lidt længere end fjorten dage, men hun er ikke afhængig af, at jeg styrer det hele.
Vi fordeler opgaverne, og børnene er et fælles ansvar
Hos os laver Jannie mere mad og vasker mere tøj. Jeg føler et stort ansvar for, at der er penge til tag over hovedet og de ting, vi gerne vil gøre. Hun føler et ansvar for, at hjemmet fungerer.
Det er vores fordeling, ikke en regel for alle andre. Hun er også iværksætter og tjener penge. Vi bidrager begge to, men lægger vægt på forskellige ting.
Børnene er et fælles ansvar. Jeg laver morgenmad om morgenen, mens hun typisk sørger for aftensmad. Og hun er god til nogle af de mere følsomme samtaler.
Jeg synes også selv, jeg kan tale om følelser. Men vi driller hende med, at hun er følelsesprofessoren i huset.
Det er en intern joke. Hvis nogen gør sig meget klog på et emne, bliver de professor i det. Hvis min store søn Mads taler om Nvidia-aktier, går der ikke lang tid, før en af de andre kalder ham Nvidia-professor.
Det er ikke ment nedladende. Det er sådan noget drilleri, vi har sammen. Og det siger også noget om, at vi ser hinandens forskellige interesser og egenskaber.
Mænds problemer skal også have plads
Jeg oplever, at mange kvinder er gode til at knytte relationer og skabe venindefællesskaber. Nogle mænd har sværere ved at holde fast i den slags, især hvis de bliver alene.
Det er ikke en regel om alle kvinder og alle mænd. Men det er noget, jeg lægger mærke til, og som gør mig bekymret for de mænd, der bliver ensomme.
Mænd har også en kortere gennemsnitlig levetid, og flere mænd end kvinder dør ved selvmord. Det er problemer, som fortjener opmærksomhed, også når vi samtidig taler om kvinders udfordringer.
Man kan godt sige, at mænd skal stå op for sig selv. Det er der også mange, som gør. Men det må ikke blive en måde bare at afvise dem, der faktisk har det svært.
Jeg har fornemmelsen af, at tonen over for mænd nogle gange er blevet meget hård. Især billedet af den hvide mand over halvtreds, som er gammel, irrelevant, privilegieblind og ikke forstår teknologi.
Det er en stereotype, jeg ofte møder. Jeg er personligt ikke så let at slå ud af den, men jeg synes stadig, det er en dårlig måde at tale om mennesker på.
Man hjælper ikke en debat ved at gøre et menneske latterligt på grund af alder, hudfarve eller køn.
MeToo var en nødvendig bevægelse
Jeg synes, MeToo var enormt berettiget. Der har været mænd, som opførte sig som svin, og der findes stadig mænd, som gør det.
At gramse på kvinder, tale nedværdigende til dem eller behandle dem som nogen, man bare kan tage sig friheder med, er ikke acceptabelt.
Jeg har selv været træt af den opførsel og af, at mænd ikke altid fik den modstand, de burde. Derfor er jeg glad for, at bevægelsen har været med til at ændre, hvad vi accepterer.
Det minder mig om, hvordan holdningen til at køre fuld har ændret sig. Noget, som nogle tidligere kunne tale let om, møder i dag en helt anden reaktion. Vi ændrer normerne for, hvad der er okay.
Jeg siger ikke, at alle problemer er væk. Der kan stadig være miljøer og mennesker, som holder fast i dårlig adfærd. Men jeg synes, der er sket en vigtig bevægelse, som vi skal holde fast i.
Det, jeg advarer imod, er at gøre alle mænd ansvarlige for det, nogle mænd har gjort. De unge mænd i dag har ikke personligt haft alle de privilegier eller begået alle de overgreb, der har været gennem historien.
Man skal ikke arve skyld gennem sit køn eller sin hudfarve
For mig giver det ikke mening at nedgøre et menneske for noget, andre gjorde for mange generationer siden, bare fordi vedkommende har samme køn eller hudfarve.
Vi kan godt tale om historien. Et land kan også diskutere en undskyldning for noget, det har gjort mod et andet land. Men det er noget andet end at gøre et enkelt menneske personligt skyldigt fra fødslen.
Jeg synes, man skaber nye kløfter, hvis man siger, at mennesker skal bøde for noget på den måde. Og jeg reagerer, når nogen kalder sig antiracistiske, men samtidig bedømmer mennesker ud fra deres hudfarve.
Det er den logik, jeg taler imod. Lad os samarbejde og respektere hinanden, uanset farve, køn, seksualitet, kønsidentitet og religion.
Vi behøver ikke være ens. Vi kan godt fejre forskellighederne og samtidig sætte en grænse for dem, som bruger deres identitet eller overbevisning til at nedværdige eller kontrollere andre.
Det gælder også religiøs fundamentalisme. Jeg har et problem med mennesker, som vil bestemme over andre med religionen i hånden. Det er adfærden og kontrollen, jeg reagerer på.
Se på hensigten, og forklar en fejl, før du fordømmer
Jeg synes også, vi skal være bedre til at skelne mellem en bevidst nedgørelse og en fejl. Hvis nogen bruger et ord uden at vide, at det opleves anderledes i dag, kan man begynde med at forklare det.
Tænk på et meget gammelt menneske, som bruger en betegnelse, der var almindelig i vedkommendes barndom, men som vi ikke skal bruge i dag.
Jeg har selv set et gammelt brev fra min far med sådan et ord. Min pointe er ikke, at ordet derfor er fint. Det er det ikke. Min pointe er, at man også skal prøve at forstå, hvorfor det bliver brugt.
Hvis et ældre menneske ikke ved, hvor sårende ordet er i dag, kan man sige det stille og roligt: Det er ikke et godt ord at bruge. Det gør andre kede af det. Brug noget andet.
Det er efter min mening bedre end straks at eksplodere og gøre personen til en fjende. Vi kan godt holde fast i en grænse og samtidig hjælpe et andet menneske til at forstå den.
På samme måde vil jeg gerne have, at man ser på hensigten i mit interview og i den her samtale. Kritiser mig gerne, men prøv også at forstå, hvad jeg vil, frem for kun at finde den sætning, som kan gøre folk vrede.
Jeg er heller ikke perfekt
Jeg har lovet at køre min dejlige kone til frisøren, og bagefter skal jeg selv til lægen. Den historie må du få en anden dag.
Mit ønske her er egentlig fred mellem mennesker. Jeg vil gerne have mindre kønskamp og mere samarbejde.
Jeg graver også selv grøfter indimellem, når jeg bliver vred eller frustreret. Hvis du oplever det, må du gerne gøre mig opmærksom på det. Jeg er lige så uperfekt som alle andre.
Men i den her sag prøver jeg faktisk at gøre noget godt. Hjælpe dem, der har det svært, og få os til at tale mere ordentligt med hinanden.
Lyt til episoden
Optaget den 23. februar 2024. Teksten gengiver Martins personlige erfaringer og vurderinger i den daværende debat.
