Det er den 26. august, og det er ufattelig længe siden, du har hørt fra mig. Det har været en blanding af dovenskab, arbejde og alt muligt andet. Jeg har levet livet og åbenbart prioriteret anderledes. Der er ikke nogen bedre undskyldning.
I dag vil jeg tale om passion. Men først får du lidt pladder om, hvad der er sket i mit liv hen over sommeren. Du kan altid spole frem, hvis det ikke interesserer dig.
En lejlighed i Frankrig og værdien af fagfolk
Vi er i gang med at forsøge at købe en lejlighed i Frankrig. Vi har afgivet et bud og fået et modbud. Jeg tror ikke, jeg rykker mig mere, så nu må vi se, hvad der sker.
Tidligere prøvede vi at købe et hus, men der var noget galt med undergrunden. Efter anbefaling fra en advokat sprang vi fra.
Det er jo også en meget god påmindelse om, at man nogle gange skal bruge fagfolk og få tingene kigget igennem.
Du kan så sige: »Martin, i Dinero siger du jo, at man selv kan klare tingene.« Ja, det kan man også godt, hvis man har et lille og ukompliceret regnskab. Men det betyder ikke, at man selv skal gøre alt i alle situationer.
Og hvis man ikke gider lave sit regnskab, er det selvfølgelig også fair nok at få hjælp.
Jeg har selv brugt Dinero og lavet mine ting i en periode. Men i dag har jeg gang i så mange forskellige selskaber og holdingstrukturer, at jeg får hjælp til bogføringen og går videre til revisor bagefter.
Det handler om at bruge sin tid og få den hjælp, der passer til opgaven. På Dinero kan man selv komme i gang, og har man brug for en fagperson, er det ikke et nederlag.
Japan og en god sommer på Bornholm
Vi har også været otte dage i Japan med familien. Det var fantastisk.
På det tidspunkt, hvor jeg optager det her, er yen faldet meget i forhold til kronen, så jeg oplevede, at det var billigt at være der. Til gengæld var flybilletterne dyre, blandt andet fordi ruten skulle uden om Rusland.
Men shit en oplevelse. Fantastisk mad, søde mennesker og en spændende kultur. Det kunne jeg godt bruge lidt mere tid på at fortælle om en anden gang.
Vi har også været gennem højsæsonen på Bornholm. Det er ikke mig, der driver hotellerne. Det gør min dejlige kone Jannie.
Og ja, hun vil gerne kaldes kone. Hun synes selv, at hustru og alle de andre fine ord lyder latterlige. Så det bliver min dejlige kone Jannie.
Alt det grundarbejde, hun lagde sidste år, har virkelig givet noget. Søgemaskineoptimering og de mange andre ting begynder at kunne ses.
Året er ikke slut endnu, men hun ligger allerede langt over sidste års omsætning. Mit gæt er, at hun kan ende 50–60 procent højere.
Om der så bliver tjent penge, ved vi først, når afskrivninger og resten af regnskabet er gjort op. Jeg tror, hun i værste fald kan lande omkring nul, og det er egentlig meget godt på år to.
Men jeg skal ikke blande mig for meget. Det er hendes forretning, og hun har fået rigtig mange gode anmeldelser.
Sig noget, mens vi stadig kan hjælpe dig
Der er dog en ting, jeg gerne vil sige om anmeldelser.
Hvis du bruger Google, Tripadvisor eller andre anmeldelsestjenester, så tænk dig om, når du anmelder en lille forretning. Dårlige anmeldelser rammer virkelig hårdt.
Det betyder ikke, at man skal rose noget, der har været dårligt. Selvfølgelig skal man kunne fortælle om sin oplevelse. Men prøv først at tage fat i den, der driver stedet.
Det er så ærgerligt, når en gæst har boet på et hotel i tre-fire dage uden at sige noget og så en uge senere skriver en voldsom kritik.
Nogle gange er en del af kritikken en misforståelse. Andre gange er det et problem, vi kunne have løst på ti sekunder, hvis vi havde vidst det. Og hvis der faktisk er sket en fejl, kunne vi måske have givet en kompensation.
Selvfølgelig går der noget galt, når man driver en virksomhed. Det gør der alle steder.
Men det gør pisseondt at få en sviner for noget, man kunne have rettet op på. Især når det er ens egen lille forretning, som man brænder for og prøver at gøre så god som muligt.
Jeg kan mærke det på mig selv. Jeg kan se det på Jannie og på andre forretningsdrivende. Man tager det personligt, fordi der er så meget af én selv i arbejdet.
Gratis betyder ikke, at alt kan være gratis
For at vise Jannie, at hun ikke står alene, viste jeg hende nogle af de anmeldelser, vi får i Dinero.
Nogle af dem kommer fra mennesker, som har fået et gratis regnskabsprogram, backup, apps og hjælp til at bruge produktet uden at betale en krone.
I optagelsen fortæller jeg om vores daværende lange supportåbningstider, hvor man også kunne få hjælp om aftenen. Det er jo en ret stor service at få med et gratis produkt.
Alligevel kan vi få en dårlig anmeldelse, fordi en gratisbruger ikke har alle de samme fordele som en betalende kunde.
Det kan eksempelvis være en person, der spørger om en konkret afskrivning og bliver utilfreds med, at den type regnskabsmæssig hjælp hører til den betalte udgave.
Jeg viste Jannie en hel bunke af den slags anmeldelser. Hun sad nærmest med åben mund: »Mener du seriøst, at de har fået alt det gratis og så skriver sådan noget?«
Ja, det sker.
Vi skal også tjene penge, så selvfølgelig er der forskel på et gratis produkt og Pro. Det synes jeg ikke burde være så svært at forstå.
Det gør mig vred, når nogen tager imod en masse gratis hjælp og bagefter sviner dem til, som har leveret den, fordi de ikke fik alt gratis.
Nu lyder jeg måske passioneret, og det passer meget godt til dagens tema. Men det er virkelig noget, der rammer mig.
Så skal jeg samtidig huske, at langt de fleste er utrolig positive. Nogle foreslår, at man printer de gode anmeldelser og hænger dem op, så man også bliver mindet om dem.
Det er nok meget sundt. Man må ikke lade den lille del af kritikken fylde hele billedet.
Vi har forelsket os i Tourrettes-sur-Loup
I Frankrig har vi forelsket os i Tourrettes-sur-Loup, en lille by oppe i bjergene mellem Cannes og Nice.
Der er nogle fantastiske små restauranter, to konkurrerende bagere, kunstbutikker og alt muligt andet. Det er et dejligt sted.
Jeg synes også, det er interessant at se, hvordan man driver sådan en by sammenlignet med Gudhjem og andre små danske samfund.
Mit indtryk er, at man dér ser turister og folk, der køber en feriebolig, som et stort bidrag til byen. I optagelsen taler jeg om fraværet af den danske type bopælspligt. Det er min sammenligning og oplevelse, ikke en gennemgang af franske boligregler.
For mig er pointen, at det ofte er turisterne, som lægger mange af pengene i restauranterne, hos slagteren og i de små butikker.
De lokale er nok ikke så forskellige fra os andre. De kører også til et stort, billigt supermarked og køber basisvarer.
De besøgende er der derimod for at opleve byen. De spiser ude, køber lokalt og bruger penge på at vedligeholde de boliger, de har købt.
Det skaber arbejde til håndværkere og indtægter i butikkerne.
Byen har også en stille sæson. Mit indtryk er, at mange restauranter lukker i en del af november, december, januar og februar. På den måde minder det om en dansk ferieby.
Men i de andre måneder er der en masse liv, og det er også til glæde for dem, der bor der hele året.
Bevaring og erhvervsliv skal kunne leve sammen
Selvfølgelig skal man passe på en gammel middelalderby. Man skal ikke bare kunne smække hvad som helst op på tagene eller ødelægge det udtryk, som folk kommer for at opleve.
Det gælder også i Gudhjem. Det giver mening, at man passer på den smukke by.
Men der skal være en balance. Hvis virksomhederne ikke får gode vilkår, risikerer man at stå tilbage med nogle billige souvenirbutikker og meget lidt andet.
Jeg kan godt lide den kombination, jeg oplever i Tourrettes-sur-Loup: Pas på det flotte, men lad også mennesker drive forretning, sidde ude og skabe liv om aftenen.
Jeg er bekymret, når vi i København taler om at begrænse den slags. Jeg tror, det kan gøre byen mere kedelig og koste både aktivitet og indtægter.
Turismen kan selvfølgelig også gøre de mest attraktive boliger dyrere. Måske betyder det, at nogle lokale bor lidt længere fra den gamle bymidte.
Men jeg mener, man også skal se på det, der kommer den anden vej: En spændende by, arbejde og et økonomisk grundlag for skoler, børnehaver og andre funktioner.
For mig skal dynamik, frihed til at drive virksomhed og bevaring gå hånd i hånd. Det hjælper ikke at lave regler for, hvor flot alting skal være, hvis ingen har råd til at holde det ved lige.
Hvor er min egen passion henne?
Nå, nu til passionen.
Til daglig er jeg administrerende direktør i Dinero. Jeg stiftede virksomheden sammen med David, Anders og Nicolai for omkring 11 år siden, og for seks-syv år siden solgte vi til Visma.
Dengang sagde mange: »Martin, du holder ikke længe i en stor koncern.«
Jeg tænkte, at jeg i hvert fald skulle blive i omkring tre år, ligesom da jeg solgte Jubii. Man skal aflevere en virksomhed ordentligt.
Det skylder man køberen, kunderne og medarbejderne. Der skal være tid til en ordentlig overgang og til at få den næste leder på plads.
Med Dinero har det vist sig, at Visma giver os så meget plads, at jeg faktisk godt kan lide at være der.
Missionen om at automatisere regnskab er stadig spændende. Vi har frihed til at drive forretningen, jeg bliver fornuftigt betalt, og mine aktier i Visma har også gjort det til en god økonomisk aftale for mig.
Men er det det samme som at drive en lille virksomhed som iværksætter? Nej. Der er en kæmpe forskel, både på godt og ondt.
Jeg vil også have tid til mine børn
Det gode er stabiliteten. Mine børn er blevet store, og jeg synes, de bliver sjovere og sjovere at være sammen med.
De var også dejlige som små, men der er noget særligt ved at kunne tage dem med i båden og opleve ting sammen.
Der kan være nogle år som teenagere, hvor de er irriterende, men de er stadig sjove. Og vi får mere og mere fornøjelse af hinanden.
Jeg vil ikke ind i et job, hvor jeg skal arbejde 80 timer om ugen. Det kommer ikke til at ske.
Mit job i Dinero kan jeg godt klare med mindre end det. Jeg har nogle sindssygt dygtige ledere, som tager sig af de vigtige dele af forretningen.
Mit arbejde er blandt andet at tage nogle gode beslutninger, motivere og være med, når der skal træffes svære valg, hvor min erfaring kan bruges.
Ledelse er blevet noget, jeg virkelig holder af
Ledelse har ramt mig på en rigtig god måde. Jeg synes, det er superspændende.
Det er også derfor, jeg skrev Min vej som leder. Jeg er stolt af, at den er blevet læst af så mange.
I bogen fortæller jeg om, hvordan vi arbejder, og hvorfor jeg mener, at vi har skabt en god arbejdsplads.
Vi bruger blandt andet eNPS til at måle medarbejdernes engagement og loyalitet. Lige nu ligger vi på 88, og vi har været oppe på 95.
Det er ikke bare én heldig måling. Vi har haft høje tal gennem flere år og måler hver anden måned. Den laveste, jeg husker, var 79, og der gik jeg nærmest i panik.
Jeg synes selv, de resultater er verdensklasse. Det er enormt motiverende, når man kan se, at den måde, man leder på, bliver godt modtaget.
Det er selvfølgelig ikke kun mig. Det er mine ledere og alle de andre mennesker i virksomheden.
Jeg har lært meget om mig selv og om mennesker. Jeg elsker psykologi, og ledelse handler langt hen ad vejen om adfærd og om at forstå, hvad der får folk til at fungere sammen.
Men er det nok for mig? Der må jeg ærligt sige nej.
Små virksomheder giver mig noget andet
Jeg lever også for at drive små virksomheder, og derfor har jeg investeret i flere af dem.
Der er også en ny investering, som jeg forhåbentlig snart kan fortælle om. Den har været undervejs i et halvt år, så det er ikke noget, jeg lige fandt på i går.
Jeg elsker de lokaler med cola, chips og lidt kaos, hvor en beslutning kan få enorme konsekvenser.
Dinero er en velsmurt maskine. Der kommer stadig store beslutninger, men meget af arbejdet er at passe og forbedre noget, som allerede fungerer godt.
I RenBåd.dk er beslutningerne mere håndgribelige. Vi har lejet omkring 1.000 kvadratmeter i Vordingborg til vinteropbevaring, og hallen er allerede omkring to tredjedele fyldt på forhåndstilmeldinger.
Så hvad gør vi nu? Lejer vi en hal mere, eller køber vi stativer og får en gaffeltruck, så vi kan udnytte højden?
Der skal en kraftig gaffeltruck til at løfte en båd på tre-fire tons op i højden. En ny er dyr, mens en brugt løsning eller leasing kan give et andet regnestykke.
Vi taler om noget i retning af 275.000 kroner eksklusive moms for en brugt truck og omkring 8.000 kroner om måneden i leasing, som jeg husker de foreløbige tal. Men det skal jo undersøges og sammenlignes med udgiften til mere plads.
Så skal vi tænke personale ind. Og vi er også i gang med at finde haller andre steder i Danmark.
Det er sjovt: En hurtig udregning, lidt mavefornemmelse og erfaring. Jeg kan godt lide at arbejde med iværksættere, som kan meget selv, men hvor jeg også kan bidrage.
Jeg troede egentlig, at den slags rolle ville være iværksætteri nok for mig. Men det kan jeg mærke, at den ikke helt er.
En hobby løser ikke nødvendigvis det behov
Jeg har tumlet med, hvad det så er, jeg mangler. Skal jeg få mig en hobby og begynde at spille golf?
Fuck nej. Jeg fik engang et golfsæt, og det røg af helvede til. Det siger mig ingenting.
Hvis du spiller golf, skal du selvfølgelig ikke tage det som en dom over din hobby. Det er bare ikke min ting.
Du kan også sige, at forretning i det store perspektiv er meningsløst. Solen slukker en dag, og alting forgår. Men for mig føles det mere meningsfuldt at skabe arbejdspladser, udvikle noget og hjælpe andre end at slå til en bold.
Det er en følelse, og din kan være en anden.
Jeg hjælper også til med velgørende projekter, blandt andet julehjælp og ting i Røde Kors. Det gør mig glad at gøre en forskel, og jeg bruger gerne energi på det.
Men det er heller ikke hele svaret på det, jeg leder efter.
Et lille pling gør mig barnligt glad
Jeg har købt en stor del af Amino, Capino og Saxis tilbage. Jannie ejer også noget, og der er forskellige ejerforhold, som jeg ikke vil bruge hele afsnittet på at forklare.
På Capino og Saxis er det nu næsten helt vores. I optagelsen nævner jeg omkring 90 procent.
Vi har fået Mette med på holdet. Hun er knaldhamrende dygtig, ambitiøs og god til både teknologi og forretning. Hun har arbejdet med Amino i flere år og er klar til at give den gas.
Hvis du lytter med, Mette: Jeg er utrolig glad for, at du er med. Det bliver pissesjovt.
Og hvad er det så, der gør mig glad her?
Vi har en Slack-kanal, hvor der kommer en besked, når nogen køber et abonnement. Det siger pling, og så står der, at vi har en ny kunde på Capino eller Saxis.
Det er jo et meget lille beløb i forhold til mange andre ting i mit liv. Men det giver mig en helt særlig glæde.
For så ved jeg, at et menneske har været inde på vores hjemmeside, læst teksten, set produktet og tænkt: »Det her vil jeg gerne betale for.«
Det er noget, jeg selv har været med til at skabe. Jeg kan stadig finde tekster, jeg skrev for mange år siden, selv om Mette nu er i gang med at gøre dem bedre.
Og jeg har direkte indflydelse. Jeg kan skrive til hende og sige: »Skal vi ikke rette den her tekst eller prøve den her pris?«
Jeg skal ikke først have det gennem en projektleder og en masse andre mennesker og derefter vente et år.
Vi skal også kunne betale for at drive servicen
På Capino er det gratis at komme ind som investor. Vi har på det her tidspunkt omkring 650 investorer, som tilsammen har adgang til en masse kapital.
Iværksætteren betaler derimod for at være med. Vi har sat prisen op fra 300 til 500 kroner om måneden.
Man kan sige, at det er uretfærdigt, at dem med pengene kommer gratis ind, mens dem, der mangler pengene, skal betale. Men det er forretningsmodellen. Vi vil gerne have så mange relevante investorer med som muligt.
Min far sagde engang noget, som jeg tit tænker på. Når jeg brokkede mig over, at verden var uretfærdig, sagde han, at jeg skulle passe på med at ønske fuldstændig retfærdighed.
Så var det jo ikke sikkert, at det var mig, der blev født i Danmark og kunne spise mig mæt hver dag. Jeg kunne være født et sted, hvor mulighederne var helt anderledes.
Det var en klog pointe. Jeg er selv meget heldig, og det skal jeg også huske, når jeg synes, noget er urimeligt.
Tilbage til prisen: Jeg mener faktisk, at 500 kroner om måneden også er billigt, hvis man får adgang til at finde en relevant investor.
På sigt kunne jeg godt forestille mig en engangspris omkring 3.000–4.000 kroner i stedet. Men systemet er bygget til abonnementer, så det kræver både programmering og kommunikation at lave om.
Det kan tage en måned eller to. Prisændringen fra 300 til 500 kroner kunne vi gennemføre hurtigere.
Der skal være penge til Mettes løn og til en freelanceprogrammør. Og der skal være noget tilbage, så vi kan udvikle servicen videre.
Det er ikke bare et tal, man finder på. Det skal også kunne hænge sammen.
Jeg holder af at bygge med de penge, der kommer ind
Jeg kan godt lide at finansiere udviklingen med indtægterne.
Jeg kunne godt selv lægge en million og ansætte en masse mennesker. Jeg er ikke ligefrem helt uden penge.
Men der er en barnlig glæde i at bygge videre med det, kunderne betaler.
Det var sådan, vi byggede Dinero, Spamfighter, Amino, Capino og Saxis. Det er en måde at arbejde på, som passer godt til mig.
Der kan selvfølgelig være undtagelser. Vi har lige fået en ny investor ind i RenBåd.dk. Blandt andet nogle lån fra coronatiden gav et akut behov for likviditet, og en investor kunne se en spændende forretning og ville være med.
Så jeg siger ikke, at man aldrig skal hente kapital. Men mit udgangspunkt er at begynde med så lidt som muligt.
Når pengene er knappe, bliver man skarp. Man forhandler med leverandører, tænker over prisen og spørger, hvilke forbedringer der giver mest for pengene.
Hvor er de store, lavthængende frugter?
Jeg har set virksomheder få mange penge og derefter sætte alt muligt i gang på én gang. Så kan det være svært at mærke, hvad kunderne faktisk reagerer på.
Var det den ene funktion, den anden ændring eller den nye markedsføring, der gjorde forskellen? Hvis alting sker samtidig, mister man noget føling med sit projekt.
For mig kan sjælen i arbejdet også forsvinde lidt i den proces.
Rejsen betyder mere end målet
Jeg har det fint med, at ting tager tid. Om en service når sit mål om tre eller syv år, er ikke nødvendigvis det afgørende for mig.
Jeg nyder selve rejsen.
Det gjorde jeg egentlig også, da jeg ikke havde penge, selv om jeg dengang troede, at det kun handlede om målet.
Senere fandt jeg ud af, hvor stille og koldt der kan være på toppen, og hvor lidt glæde selve ankomsten kan give.
Økonomisk frihed er selvfølgelig dejligt. Det vil jeg ikke gøre mindre, end det er.
Men hvis vi ser bort fra det, giver skabelsesprocessen mig mere end at stå med et glas champagne og skrive under på et salg.
Det er ikke det samme som, at et salg er forkert. Det er bare en erkendelse af, hvad der tænder mig.
Lykke er glimt
Vi er forskellige mennesker og bliver motiveret af forskellige ting. Derfor tror jeg, det er vigtigt at mærke efter, hvad der faktisk gør én glad.
Dinero gør mig glad. Men det er mange år siden, at jeg hver dag fik den samme følelse af: »Hold kæft, hvor er det vildt!«
Det er der ikke noget galt i. Der er masser af vigtigt og godt arbejde, som ikke giver et kæmpe kick hele tiden.
Men jeg tror, man også skal have nogle ting i livet, som kan give de der små toppe af glæde.
»Er du lykkelig?« er for mig et lidt mærkeligt spørgsmål. Jeg oplever ikke lykke som en konstant tilstand. Jeg oplever den som glimt.
Det kan være en stille dag i sneen, hvor snowboardet bryder gennem puddersneen. Det kan være sex med den, man elsker, hvor det hele går op i en højere enhed.
Det kan være første gang, kasseapparatet ringer i en forretning, efter at man har kæmpet for at få produktet klar.
Og hvis du elsker golf, kan dit fantastiske slag sikkert give dig noget af den samme følelse. Det er forskelligt fra person til person.
500 kroner kan give mere glæde end et stort beløb
For mig kan det være at stå i båden med familien og fiske. Alle er glade, og jeg kigger på dem og tænker: »Det er min familie. Det er dem, jeg elsker.«
Det kan også være en tur med sønnerne, hvor vi giver båden gas, vinden rammer ansigtet, og der er adrenalin og grin.
Eller det lille pling fra Capino, når en ny kunde køber et abonnement til 500 kroner.
Jeg regner foreløbig med en kundeindtægt omkring 1.500 kroner, hvis et typisk forløb varer tre måneder. Det er et overslag, ikke et løfte om, at alle finder en investor på tre måneder.
Vi får dog løbende beskeder fra folk, som får kontakt til investorer, og det er virkelig fedt.
Min ven Rune spurgte, om han måtte få et abonnement. Nej, sagde jeg, det måtte han selv købe.
Efter de første 14 dage havde han fået seks henvendelser. Tre var rigtig interessante, og en investor havde sagt ja til at komme med 250.000 kroner.
Der skal selvfølgelig stadig papir på og penge på kontoen. Men det er skidepositivt at se, at det virker.
Det lille beløb giver mig en glæde, som er langt større end beløbets økonomiske betydning for mig.
Der skal både være ballast og små sejre
Der er ikke noget galt med Dinero, RenBåd.dk eller de andre projekter. Jeg elsker dem og hygger mig med dem.
Hvis jeg skulle have et vildt adrenalinkick 20 gange om dagen, ville det nok heller ikke være særlig sundt.
Det er en god ballast at lave noget nyttigt med andre mennesker, også når man ikke er helt oppe at ringe.
Og ved siden af kan man have noget, der giver de små sejre. Det kan være golf i weekenden. For mig er det blandt andet Capino og Saxis.
En tekst bliver bedre. En pris ændres. Markedsføringen justeres. Søgemaskinerne begynder at sende mere trafik. Og pludselig kan man se en effekt.
Det gør mig fucking glad.
Nu skinner solen, og jeg kan vende mig om i jacuzzien, kigge ud over det blå hav og bare tænke: »Fuck, hvor er det smukt.«
Livet er fantastisk. Hav en rigtig dejlig dag, aften eller weekend, alt efter hvornår du lytter eller læser med.
Optaget 26. august 2023. Valutaforhold, sommerens hotelresultater, ejerandele, Capino-priser, medarbejdermålinger og forretningsplaner gengiver forhold og vurderinger på optagelsestidspunktet. Frankrigssammenligningen er Martins oplevelse og holdning. Kundehistorien er et konkret eksempel, ikke en garanti for finansiering.
