Thorborgs Dagbog · Episode 100 · 27. juni 2025 · 22:26
Folkemødet er en folkefest, hvor almindelige mennesker og politikere mødes. Om fordomme, fælles mål og ledelse af den enkelte medarbejder.
Lyt til episoden
Apple Podcasts – denne episode · Spotify · Amazon Music
Redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og aktuelle begivenheder afspejler optagelsen i 2025.
Det er dagen efter Jannies fødselsdag, og hele familien var samlet til en skidehyggelig aften. Og ja, jeg kalder hende min kone. Når jeg skriver det på Facebook, kommer der sommetider nogen og synes, at det er nedladende. Men Jannie gider fucking ikke hedde viv eller hustru. Hun vil hedde kone. Så kalder jeg hende det, og længere er den ikke.
Hendes søsters kæreste Søren kom flyvende fra Kolding i helikopter og landede i vores baghave. Samtidig havde jeg Berlingske på besøg for at tale om beredskab derhjemme. Jeg ser ikke mig selv som prepper. Jeg har bare et lille lager, ligesom jeg tager sikkerhedssele på i bilen. Det er ikke, fordi jeg er bange. Det er, fordi jeg synes, det er fornuftigt.
Der var ikke så meget at fotografere, så vi fandt på at tage billeder med mine høns. Jeg tog den store brune høne op, og mens fotografen gjorde sig klar, landede helikopteren. Hønen blev så forskrækket, at den sked mig ned ad ryggen. Der kan være overraskende meget i sådan en høne ud over æg, og det lugter ad helvede til. Jeg havde lige taget en pæn trøje på til fødselsdagen. Det skulle ikke undre mig, hvis netop det billede kom på forsiden.
Søren gav os bagefter en tur, så Mads, hans kæreste Malou og jeg fik 20 minutter over Nordsjælland. Hold kæft, hvor er her grønt. Marker, skove, hav og søer så langt øjet rækker. Man bliver mindet om, hvor heldig man er at bo i Danmark. Vi skændes og diskuterer, men langt hen ad vejen ender det med en form for ordentlighed.
Tre dage med fulde hoteller redder ikke et helt år
Jeg elsker Folkemødet. Så kommer der straks nogen og siger, at det er klart, når jeg har hoteller og et vandrerhjem på Bornholm. Men Folkemødet varer tre dage. Hvis du tror, at tre dage med fuldt hus redder årets omsætning, kan jeg roligt sige, at sådan er det ikke. Det er selvfølgelig dejligt, men det er ikke det, som afgør, om jeg har det godt.
Det er lidt det samme, når nogen tror, at jeg kun taler om Dinero for at få flere abonnenter. På tidspunktet for optagelsen havde vi omkring 100.000 virksomheder i Dinero, og podcasten havde omkring 5.000 lyttere, hvoraf en del allerede var kunder. Hvis der kommer en kunde eller to, er det fint, men det er altså ikke hele pointen. Jeg ejer heller ikke længere Dinero.
Når jeg taler om mine mindre investeringer, er der til gengæld gerne en snert af reklame. Saxis og Capino er lidt mine små børn. Jeg synes, det er sjovt at hjælpe dem videre. Det samme gælder Shup, RenBåd, Amalo og Intus. Det er gode mennesker, som laver gode ting, og som jeg gerne vil hjælpe. Jeg er også stolt af hotellerne og Dinero, men min begejstring for Folkemødet handler om selve oplevelsen.
Folkemødet er fuldt af almindelige mennesker
Jeg har været med omkring fem-seks gange. Jeg var ikke nogen first mover, for jeg havde selv den fordom, at det bare var eliten, som mødte eliten, og politikere, som holdt taler for hinanden. Men da jeg kom derover, så jeg Fjällräven-rygsække, unge fra efterskoler og andre skoler og masser af pensionister. Folk, som også går til arrangementer i forsamlingshuse, og som finder sammen fem-seks stykker og lejer et sommerhus.
Ja, der er politikere og erhvervsfolk. Men der er også rigtig mange andre. Min oplevelse er, at de almindelige deltagere er i stort flertal. Det er derfor, jeg siger, at Folkemødet er lige så elitært som Bellahøj Kræmmermarked. Du kan møde kendte mennesker, men det gør jo ikke alle andre til en elite.
Det behøver heller ikke koste en formue at komme med. I denne optagelse anslog jeg en returrejse med bus og færge fra København til omkring 380 kroner. Det er et eksempel fra dengang, ikke en aktuel billetpris. Fra Rønne kan man bruge de almindelige offentlige busser. Er man flere, kan man dele et sommerhus eller et stort værelse. På vores vandrerhjem havde vi stadig et ottepersoners værelse få dage før Folkemødet, som ved fuld belægning kom ned omkring 250 kroner pr. person pr. nat.
Man kan også lede efter en plads til et telt. Der er grupper, hvor man kan spørge lokale, om man må slå det op. Min pointe er, at langt de fleste kan finde en måde at tage afsted på, hvis de virkelig vil. Selvfølgelig er der mennesker med økonomiske eller praktiske begrænsninger. Men man behøver ikke være direktør med et stort rejsebudget.
Bornholm er en del af idéen
Hvorfor flytter man ikke bare Folkemødet rundt i landet? Som jeg har forstået historien, kom inspirationen fra det svenske arrangement på Gotland, og Bertel Haarder foreslog idéen på Bornholm. Tanken er, at man tager til et sted, hvor man bliver nogle dage, i stedet for at komme forbi et par timer og tage hjem igen. Det er en del af konceptet.
Bornholms Kommune tog chancen og investerede i det. Det tager lang tid at få sådan noget til at fungere. Toiletter, boder, telte, strøm, internet, parkering, færger og al den anden logistik skal hænge sammen. Man kunne sikkert bygge en organisation, som flyttede rundt, ligesom Grøn Koncert, men det sker ikke af sig selv. Nu fungerer det på Bornholm, og det, at man bliver der, er en del af Folkemødets DNA.
Rent fagligt er der et hav af spændende mennesker. Og man kan gå til fællessang med Søren Pind og Bertel Haarder, hvis man har lyst til det. Kig på publikum: unge og gamle, alle mulige forskellige mennesker, som står og synger med. Man møder venner, får en knus, taler med nogen, som er nysgerrige på Dinero, og får taget en selfie med et par unge. Det er en folkefest.
Man kan godt være uenig og sige noget pænt
En aften kom statsministeren forbi. Jannie mente, at hun havde set mig og var gået i en bue udenom. Jeg havde ikke selv set det, men efter nogle fadøl tænkte jeg, at jeg da kunne gå hen og sige hej. Hun så ikke ligefrem begejstret ud. Jeg sagde, at vi sjældent var enige, men at jeg syntes, hun var en kriseleder, og at hun passede godt til den situation, vi stod i.
Nogle vil sikkert mene, at jeg burde have sagt en hel masse om minkskandalen og alt muligt andet. Men jeg synes ikke, at jeg skal gå hen efter nogle øl og starte enhver politisk diskussion. Vi var på Folkemødet sent om aftenen. Jeg fik sagt, at vi ofte er uenige, og gav også ros. Hun sagde tak og bemærkede, at jeg ellers plejede at være så krads. Det er sgu et meget jysk udtryk. Vi ønskede hinanden et godt Folkemøde, og så gik jeg igen.
Vi var også hos de konservative til en quiz om mærkelige afgifter og hos Liberal Alliance for at tale med de unge. Jeg fik et klistermærke med “Atomkraft? Ja tak”, som gav anledning til nogle sjove samtaler. Vi talte med folk fra DTU om blandt andet kulturel intelligens. Min datter var der med en veninde, som er kommunalpolitiker for Enhedslisten. Emma stemmer Liberal Alliance, men de hygger sig jo stadig sammen.
En af de bedste oplevelser var faktisk at stå med nogle fra 3F på Bornholm. Jeg er ikke altid enig med fagbevægelsen, og jeg synes, de blander sig i ting, de skulle holde sig fra. Men de her mennesker arbejdede virkelig hårdt for at skabe arbejdspladser på øen. Der kunne jeg mærke, hvad en fagforening kan gøre godt. Vi havde en skidegod snak, og nogle af mine fordomme forsvandt. Vi kunne sikkert blive uenige om en masse, men vi havde også meget til fælles.
Vi vil ofte det samme, men er uenige om vejen
Når man har været på Folkemødet, kan nogle af de politiske skel blive mindre skarpe. Man opdager, at de fleste af os gerne vil have demokrati, frihed, et velfærdssamfund, som tager sig af dem, der ikke kan selv, og et rigt og dejligt land med et godt miljø. Vi vil gerne bevare sammenhængskraften. Det betyder ikke, at alle skal have det samme, men det går heller ikke, hvis ganske få har det hele, og alle andre næsten intet.
Vi er ofte enige om målet. Vi er uenige om midlerne og vejen derhen. Den erkendelse kom ret sent til mig, og Folkemødet har hjulpet med den. Når man har stået med andre mennesker og talt ordentligt sammen, ser man lidt mildere på deres holdninger. Danmark er på mange måder fantastisk. Jeg har også schweizisk statsborgerskab og kunne flytte til Schweiz, men jeg elsker Danmark. Schweiz er dejligt, men lidt for poleret og kedeligt til mig. Her er der plads til en fadøl i Nyhavn og lidt mere “what the fuck”.
Led medarbejderen som et menneske
Nu skal jeg til møde med min VL-gruppe, hvor vi blandt andet skal tale om ledelse af Generation Z. Jeg har omkring 40 medarbejdere fra den generation, og min holdning er, at en god leder ikke behøver være så bekymret for mærkaten. En god leder tager udgangspunkt i individet. Alle i Generation Z er jo også forskellige mennesker.
Der kan være tendenser, men du skal stadig lære den enkelte at kende og finde ud af, hvad der motiverer ham eller hende. Hvis du kun ser medarbejderne som en stor generationsmasse, er det administration frem for ledelse. Det er også noget af det, jeg skriver om i Min vej som leder. Det vil jeg provokere min VL-gruppe lidt med, så vi kan få en god debat. Og hvis jeg tager fejl, bliver jeg jo bare klogere.
