Lyt og lær
Lyt og lær af andre, og vær nysgerrig på det, de laver. Jeg fik en god snak med en taxachauffør i Auckland i 2012. Han havde lært noget vigtigt af en kunde, og han pumpede også mig for viden.
Lyt og lær af andre, som taxavognmanden gjorde
På vej tilbage til hotellet spurgte han ind til mine virksomheder, videoer og forretningsmodeller. Han var oprigtigt nysgerrig og ville forstå, hvordan det hele hang sammen.
Da jeg begyndte at spørge til ham, viste det sig, at han havde flere taxaer. Han fortalte også, at en tidligere passager havde lært ham om import af biler fra Japan. Det var han selv gået i gang med.
Hvis han kun havde talt om sig selv, havde han måske aldrig fået den idé. Ved at spørge og lytte havde han fundet en mulighed og bygget en ny forretning.
Han fik mere ud af turen end betalingen
Jeg fortalte om online marketing, videoer, medlemskaber og annoncer. Ud over betalingen for køreturen fik han en masse af den viden, jeg normalt tager penge for at dele som konsulent.
Jeg havde en sjov tur, og han fik tips med sig. Det mindede mig om, at man kan lære noget af de mennesker, man møder i hverdagen.
En passager plantede også en tanke hos mig
Da jeg selv kørte taxa i København mange år tidligere, fortalte en passager om computernetværk, der blev forbundet over hele verden. Det lød spændende.
Jeg siger ikke, at han gav mig hele idéen til min senere forretning. Men samtalen var med til at skabe drømmen om at lave noget med computere. Så vær åben, spørg ind og lær af dem, du kommer i nærheden af.
Træt i hovedet efter interviewet med Per
Jeg sidder på hotelværelset i Auckland og venter på den mad, vi lige har bestilt. Jeg har interviewet Per, som har et computerfirma her i byen. Når jeg har siddet og snakket intenst med nogen i halvanden time, bliver jeg altid lidt træt i hovedet. Men oplevelsen i taxaen på vej fra Per til hotellet var så god, at jeg alligevel måtte gribe videokameraet. Dagen efter skulle vi flyve videre til Singapore.
Fire taxaer og 150 importerede biler
Chaufføren var en fed fyr. Han spurgte nysgerrigt, hvad jeg gik og lavede. Jeg fortalte om mine portaler, og så gik han nærmest amok med spørgsmål: Hvordan lavede jeg videoer? Hvad var min forretningsmodel? Han blev ved med at spørge ind.
Da vi havde snakket i omkring tyve minutter, begyndte jeg også at spørge til ham. Så viste det sig, at han faktisk var taxavognmand med fire taxaer. Og et år tidligere havde han kørt med en mand, som fortalte ham, hvordan man importerede biler fra Japan.
Det var han gået i gang med. Ifølge ham havde han siden året før importeret 150 biler fra Japan til New Zealand. Jeg tænkte: Okay, der er penge i det. Han havde ved at lytte og spørge fundet idéen til en rigtig fin forretning. Hvis han aldrig havde vist interesse for sine kunder, havde han heller ikke fået den indsigt og været kommet i gang.
73 newzealandske dollar og en gratis snak om forretning
Da han kørte med mig, sad han heller ikke og ævlede om sig selv. Han spurgte til mig og lyttede. Inden jeg havde set mig om, fortalte jeg om online marketing og Google AdWords, hvordan vi lavede videoer til Amino og lagde dem online, om plusmedlemmer og om at sælge reklamer.
Han fik ikke bare 73 newzealandske dollar for turen til hotellet. Han fik også omkring 25 minutter, måske en halv time, af min tid. Dengang tog jeg normalt 3.500 kroner i timen plus moms for konsulentarbejde. Den snak fik han gratis. Han var sgu klogere end mig, den gode chauffør, og det må jeg jo erkende.
Jeg havde en skidesjov tur. Hvem kan ikke lide at snakke om sig selv? Han fik en masse tips og tricks, fordi han var interesseret. Det er også en indrømmelse fra mig: Jeg taler nogle gange for meget, selv om jeg også er god til at lytte.
Lyt og lær af andre ved at holde kæft indimellem
Min pointe er ganske enkelt: Prøv at holde kæft en gang imellem, og lyt til andre. Når du møder mennesker, så vær ærligt interesseret i dem. Spørg ind til, hvad de laver. Så bliver du klogere og klogere, og du får øje på muligheder, du ellers havde overset.
Jeg har selv oplevet noget lignende. For mange år siden kørte jeg taxa i København. En nat, omkring 1991, kørte jeg en mand fra Kultorvet ud mod Greve. På den lange tur, vel omkring 45 minutter, fortalte han om sit arbejde med computernetværk, som var ved at blive forbundet over hele verden.
Som du nok kan regne ud, var det internet, han fortalte om. Jeg sad der som taxachauffør og tænkte, at det lød spændende, men at det nok var noget, jeg aldrig ville finde ud af. I dag lever jeg af det.
Jeg vil ikke sige, at det var den mand, der gav mig idéen til min forretning. Men han var med til at skabe drømmen om at lave noget med computere og det, der dengang var på vej til at blive internet. Det er egentlig lidt cool.
Så vær åben over for muligheder. Lyt til andre, lær af alle dem, du kan komme i nærheden af, og stil en masse spørgsmål. Så bliver du pisseklog. Mine egne erfaringer med at finde muligheder og blive iværksætter fortæller jeg om i Iværksætter til jeg dør.
De bedste hilsner
Martin
Lækkert indslag….