CEO til en startup virksomhed, hvordan ser hun ud
En CEO til en startup skulle efter min mening have mere end branchekendskab. I juli 2014 fortalte jeg om en samtale med ejerne af en internetportal, som skulle finde en ny ledelse og få mere aktivitet på sitet.
En CEO til en startup skulle kunne få forretningen i gang
Det var varmt, og jeg kørte uden tag på bilen, mens jeg fortalte om en samtale fra dagen før. En bekendt og hans forretningspartner havde besøgt mig for at vende et projekt, de ikke vidste, hvad de skulle gøre med.
Jeg ville ikke afsløre hverken branchen, portalen eller personerne. Samtalen var fortrolig. Men jeg syntes godt, jeg kunne fortælle om de overvejelser, vi havde haft, uden at udlevere nogen.
Sammen med nogle kendte og dygtige mennesker havde de investeret flere millioner i en internetportal. Den fungerede teknisk og havde omkring 15.000 brugere, måske op mod 15–20.000. Der var handel mellem brugerne, men aktivitetsniveauet var ikke særlig højt.
Direktøren, som også var medejer, havde valgt at forlade projektet. Nu stod ejerne med en portal, de havde investeret meget i, meget lidt omsætning og en brugeraktivitet, der var på vej ned.
Skulle de lukke eller finde et nyt team?
Spørgsmålet var, om de skulle lukke og acceptere tabet, eller prøve at få gang i projektet igen. Hvis de ville fortsætte, hvilken person skulle så tage over?
Deres første tanke var, at det skulle være en, som kendte branchen rigtig godt. Det var jeg ikke enig i. Til den type internetportal syntes jeg som udgangspunkt ikke, at brancheviden var det vigtigste hos den person, der skulle drive forretningen.
Jeg tog forbehold for, at der kunne være tilfælde, hvor brancheviden var afgørende. Men i den situation ville jeg begynde et andet sted: Hvem havde evnen og viljen til at skabe aktivitet, salg og en forretning?
Jeg troede mere på to-tre dedikerede partnere
Ejerne tænkte i én ny person. Jeg foreslog snarere et team på to-tre, som dækkede hinanden på forskellige områder og også var medejere.
Min vurdering var, at startupverdenen var blevet så konkurrencepræget, at det var svært for én person at klare hele opgaven. Et andet team med flere fuldt dedikerede partnere og hænderne på kogepladen kunne blive en meget stærk konkurrent.
Jeg sagde det ret bastant og sammenlignede med en tidligere tid, hvor jeg mente, det havde været lettere at skabe noget stort alene. Det var mit syn på den konkrete opgave og konkurrencen i 2014, ikke en regel om, at ingen kan bygge en virksomhed på egen hånd.
Brancheviden kunne komme fra en anden rolle
Jeg mente, man kunne finde en brancheentusiast, som kendte brugerne og kunne sørge for det rigtige indhold, den rette stemning og et look, der passede til målgruppen.
Det kunne være en redaktør eller brancheansvarlig. Efter min vurdering var sådan en profil lettere at finde i den branche, vi talte om, end den person, der skulle skabe en bæredygtig forretning.
Det var derfor, jeg ikke ville lade branchekendskabet styre valget af den øverste drivkraft. De to behov kunne dækkes af forskellige mennesker.
Min "blodhund" skulle ville vinde
Mit billede på den person, jeg søgte, var en blodhund. En, som ikke kunne holde ud at tabe, og som ville gå gennem ild og vand for at vinde.
Jeg brugte også udtrykket om at tænde på råt kød: En person, som fik øje på muligheden og blev ved og ved. Det var min farverige måde at tale om vedholdenhed, salgsglæde og et stærkt ønske om at få noget til at lykkes.
Personen skulle kunne sælge, elske at tjene penge og også have lyst til at spare penge. Jeg ledte efter den forretningsmæssige energi, som projektet manglede.
Men sådan en person kunne også være voldsom. Derfor ville jeg have en aktiv bestyrelse, gerne meget tæt på arbejdet i begyndelsen, som kunne hjælpe med at give energien retning.
Min provokation var, at en sød person med stor brancheviden ikke nødvendigvis blev en stærk sælger, bare fordi man bad om det. Det var viljen til fremdrift og den kommercielle drivkraft, jeg prioriterede.
Marketingbudgettet var det forkerte første spørgsmål
De spurgte også, hvor meget de skulle bruge på markedsføring. Jeg syntes, det var det forkerte spørgsmål at begynde med.
Hvis man allerede havde omkring 15.000 brugere, men for lidt aktivitet, måtte man først undersøge, hvad der gik galt. Kunne brugerne finde ud af at logge ind? Var det svært at handle med hinanden eller dele noget?
Jeg ville se på brugeradfærden, blandt andet i Google Analytics, og kigge i supporten efter konkrete problemer. Min vægt lå på det, brugerne faktisk gjorde, frem for kun at spørge dem, hvad de syntes.
Når problemerne var løst, og man kunne se et bedre flow, kunne man forsøge at få de eksisterende brugere tilbage. Invitér dem ind igen og byg videre på det, der allerede var der.
Gode oplevelser skulle kunne smitte
Næste skridt var efter min mening at få sociale medier bedre i spil. Ikke sådan, at brugerne nødvendigvis delte automatisk, men så det var let og naturligt at fortælle andre om gode oplevelser.
Jeg nævnte Facebook, Twitter, Pinterest og Instagram. Hvis folk var glade for et køb, et salg eller fællesskabet, skulle deres begejstring kunne nå ud til andre.
De kendte medejere kunne også hjælpe, men jeg ville vente med at sætte dem i spil, til produktet var klar til at få glæde af opmærksomheden.
Jeg sammenlignede det med en bil med en kæmpe motor og cykelhjul. Der var ingen mening i meget kraft, hvis man ikke kunne få den ned på vejen. Først skulle bilen have ordentlige dæk. Derefter kunne man overveje at lægge flere penge i markedsføring.
Dinero var mit eksempel på at bruge pengene på produktet
Jeg mente, det var synd at købe en masse trafik, før man vidste, at produktet var godt nok, og at folk havde lyst til at bruge det og fortælle andre om det.
Som eksempel nævnte jeg Dinero. Jeg sagde først, at vi ikke havde brugt penge på markedsføring, men rettede straks billedet: Der havde været noget på Amino, som var tæt forbundet med os. Den sammenhæng skulle jeg selvfølgelig have med.
Min beskrivelse var, at vi dengang fik omkring 50–70 nye virksomheder om dagen gennem anbefalinger fra andre. Det var det vækstbillede, jeg fortalte om i juli 2014.
Vi brugte i stedet meget energi på produktudvikling og på at gøre regnskab lettere. Jeg ønskede, at folk kunne komme i gang uden først at kende debet og kredit.
Jeg sagde meget provokerende, at en tiårig, der kunne læse, kunne bogføre sine bilag lige så godt som en professionel bogholder. Det var min bastante måde at fremhæve enkelheden på, ikke en dokumenteret sammenligning af faglige kvalifikationer. Jeg tilføjede, at bogholdere og revisorer kunne hjælpe med mange andre ting.
Fjern valg, som brugeren ikke kan gennemskue
Mit konkrete råd var at bruge pengene på produktet og undersøge, om man kunne fjerne en tredjedel af funktionerne uden at ødelægge det vigtige. Man kunne også tage nogle af valgene på brugerens vegne.
Jeg fortalte om et daværende problem i Dinero, hvor nogle fakturaer havnede i spamfilteret. Vi havde valgt, at brugerne kunne sende fra deres eget domæne, og jeg mente, at det var en dårlig løsning i den situation.
Vi kunne sende fra Dineros domæne eller lade brugeren vælge. Men hvis brugeren ikke forstod forskellen, risikerede vi at lamme vedkommende med et valg, som fik ham eller hende til at føle sig dum.
Min foretrukne retning var at træffe det valg selv og gøre det enkelt. Jeg brugte én procent utilfredse og 99 procent glade som billede på prioriteringen, ikke som en målt fordeling. Mine forventninger om spamfilteret var også en del af den konkrete overvejelse dengang, ikke en generel garanti for levering af e-mails.
Det var mit samlede budskab til ejerne: Find den stærke drivkraft, giv teamet ordentlig retning, og gør produktet så enkelt og godt, at brugerne har lyst til at vende tilbage og fortælle andre om det.
CEO til en startup med et dedikeret team
Jeg holdt projektet og personerne anonyme, fordi samtalen var fortrolig. De havde investeret penge og fået brugere, men oplevede ikke den forretning, de havde håbet på.
Mit forslag var at tænke i et lille team med forskellige styrker frem for at forvente, at én person kunne klare det hele.
Jeg ledte efter en stærk drivkraft: en person, der ville sælge, udvikle forretningen og tage ansvar. Jeg mente samtidig, at en aktiv bestyrelse skulle hjælpe med at give den energi retning.
Undersøg produktet før marketingbudgettet
Ejerne spurgte også, hvor meget de skulle bruge på markedsføring. Jeg ville først undersøge, hvorfor de eksisterende brugere ikke var mere aktive.
Kunne de finde ud af at logge ind, handle og dele? Jeg foreslog at se på deres adfærd og de spørgsmål, der kom til supporten, og løse de konkrete problemer.
Gør det nemmere at komme i gang
Derefter kunne man forsøge at få tidligere brugere tilbage og gøre gode oplevelser lettere at dele. Først når produktet fungerede bedre, ville jeg sætte kendte medejere og større markedsføring i spil.
Jeg sammenlignede med vores arbejde i Dinero og ønsket om at fjerne unødvendige valg. Tallene, produktfunktionerne og mine bastante udsagn om vækst er fra 2014. Det er min prioritering, ikke en garanti for, at et bestemt team eller marketingforløb skaber succes.
Flere af mine erfaringer med at bygge virksomheder finder du i Iværksætter til jeg dør.
Læs også om at arbejde med produktet før markedsføringen.
Historisk Dinero-henvisning fra 2014: Her fremhævede jeg, hvor enkelt vi ønskede at gøre bogføring. Se Dineros aktuelle hjemmeside.