Jul hos Amino 2

Julehilsner til Amino væltede ind i december 2013. I anden omgang af min lille julestue viste jeg flere gaver og citater frem, mens min nye hund Bounty forsøgte at blande sig. Det gav anledning til både lidt fjolleri og nogle tanker om penge, vedholdenhed og om at få sine idéer ud i verden.

Julehilsner til Amino og en hund, der gerne ville være med

Jeg begyndte med et kig ud over kontoret, hvor vi sad med Amino, Agera, Dinero, Min-Mave og flere andre virksomheder. Så skulle Bounty selvfølgelig også sige goddag.

Hun var seks måneder gammel, fræk og sød. Jeg prøvede at få hende til at sidde, men det gik ikke helt, som jeg havde forestillet mig. Hun var mere interesseret i de spændende ting, der lå fremme.

Der var blandt andet kommet fire stykker julepynt. Træet var stadig lidt pillet, men jeg ville hænge de nye ting på og lave et billede, så folk kunne se, hvordan det blev.

Jeg havde også fået en bog om, hvordan politikerne prøver at snøre os, og hvordan vi snyder os selv. Den skulle jeg have læst. Jeg viste den frem og sagde tak for julehilsnen; jeg anmeldte den ikke i videoen.

Penge var også muligheden for at vælge

En hilsen fra Guld og Grønne Skove havde et engelsk citat om, at penge ikke kunne købe lykke, men kunne købe en helvedes masse blomster. Det syntes jeg var meget sjovt.

Jeg kom med min ret skarpe bemærkning om, at det tit var folk uden penge, der talte om, at man ikke skulle være så materiel. Min egen oplevelse var, at når man først havde prøvet at have lidt penge, opdagede man, at det ikke bare handlede om at køre Porsche.

Det handlede også om at kunne rejse, opleve noget og træffe de beslutninger, man syntes var rigtige for familien. Om at kunne gøre noget for sine børn. Penge var ikke alt; det var jeg fuldstændig enig i. Men det var nu meget rart at have dem.

Der var altid en vej

Lise Lassen fra Dansk Sproghjælp havde sendt en hilsen med et udtryk fra sin mormor Karen, der var født i 1895: Der er altid en vej.

Midt i det hele måtte jeg igen tale med Bounty. Hun havde opdaget slikket, og det var altså ikke til hende. Men jeg vendte tilbage til mormorens ord, for jeg syntes, de ramte noget, jeg havde hørt fra mange iværksættere.

Når jeg havde interviewet folk og spurgt, hvordan fanden de var blevet succesfulde, var vedholdenheden ofte en del af svaret. De var blevet ved længe nok til at finde en vej.

Det betød ikke, at man automatisk fik succes, bare fordi man nægtede at give op. Jeg sagde også, at man skulle arbejde hårdt og gøre meget andet. Men hvis man gav op, nåede man i hvert fald ikke videre ad den vej. Derfor kunne jeg godt lide de enkle ord.

Stjerner, slik og flere pakker, end jeg kunne vise

Der var kommet en hilsen med "Du er en stjerne" og en julehilsen fra Signe. Det var sødt, og jeg sagde tak. Det skulle nok blive en skøn jul, også på grund af dem, der sendte ting ind.

Fra smykkesmedjen.dk og Lena var der mere slik. Bounty syntes tydeligvis, det duftede dejligt, men jeg måtte holde hende fra det og lukke pakken igen. Det var til os, ikke til hunden.

Jeg fortalte, at der lå omkring 35 pakker mere. Jeg tog kun nogle få ad gangen, for ellers kunne vi sidde med det i flere timer. Der var både søde sager og fine hilsner, og jeg satte stor pris på det.

En idé i lommen var ikke meget værd

En af hilsnerne kom fra Oliver. Han havde valgt et citat af Søren Kierkegaard om at turde vove og risikere at miste fodfæstet en stund.

Det fik mig til at fortælle om en ven, der havde sagt, at Kierkegaard havde været en kæmpe inspiration for ham. Så blandede jeg Ole Lund Kirkegaard og "Orla Frøsnapper" ind i det. Det var vist ikke helt den samme Kierkegaard, vi talte om.

Men tanken om at turde tage en chance var jeg enig i. Man skulle give den en skalle. Oliver havde også sendt sin egen tanke om, at det var, når man havde opnået et resultat offentligt, at ens ord og tanker blev hørt og citeret.

For mig var pointen, at en idé, der bare lå i lommen, ikke var en skid værd. Man skulle ud og udføre den og give den gas. Ellers kunne det være lidt lige meget, hvor god man selv syntes, den var.

En tur ind til dem, der fandt møde- og konferencelokaler

Til sidst gik jeg lidt rundt i huset og håbede, at Bounty ikke spiste noget undervejs. Jeg viste kolleger fra en af vores virksomheder, som hjalp andre virksomheder med at finde lokaler til konferencer og møder.

Jeg fik dem til at vinke og jokede med, at de nu havde fået hunden ind til sig. Vi lavede flere forskellige ting under Aminos tag, som folk måske slet ikke var klar over.

Så ville jeg pynte træet med de nye ting og lægge et billede på Amino-bloggen. Næste julestue måtte komme, når jeg fik tid: måske dagen efter, måske et par dage senere. Gaverne, kontoret og planerne her hører til december 2013.