Få noget støtte og gå på røven…
Offentlige tilskud kan få en virksomhed til at koncentrere sig om at få støtte frem for at tjene penge på det, kunderne vil købe. Det er min helt grundlæggende indvending: Du risikerer at indrette din forretning efter tilskuddet og glemme markedet.
Jeg har været ude at løbe her i september 2010, så denne gang sidder jeg ikke i bilen. Jeg sveder og har stakåndet vejrtrækning, men hjernen har kørt, som den ofte gør på en løbetur. Jeg kom til at tænke på mediestøtte og støtte i det hele taget.
Diskussionen handler om, hvem der skal have pengene
Det er meget sjovt at følge diskussionen blandt journalisterne. Folk fra papirmedierne vil bevare støtten til papiraviserne. Onlinejournalisterne siger, at pengene skal gå til dem, fordi det er dem, der skaber debatten.
Jeg synes, netjournalisterne har fat i noget, når de peger på, hvor debatten foregår. Men der mangler et andet spørgsmål: Hvorfor skal vi overhovedet give støtten?
Jeg ser nogle ældre, patriarkalske chefredaktører, der kommer godt ud af det med politikerne. De skriver pæne ting om dem og putter dem på forsiden. Og jeg synes, mange politikere stadig er teknologiforskrækkede og ikke forstår, hvor meget der foregår digitalt.
Jeg gør grin med, at deres største IT-bedrift måske er at sætte en kommunikationsmedarbejder til at tweete for dem. Det er min hårde polemik om det politiske miljø på det her tidspunkt.
Jeg taler også om faldende avisoplag og sammenligner dem med netmediers daglige besøgende. Det er den udvikling, jeg oplever i 2010. Jeg synes, beslutningstagerne stadig tænker alt for meget på papir, mens læsningen og debatten flytter.
Papiraviserne har en grund til at bevare status quo
I videoen omtaler jeg støtten som omkring halvanden milliard kroner om året, uden at være præcis på beløbet. Min kritik er, at vi holder et distributionssystem i gang med papir, bude og forurenende knallerter, selv om udviklingen går et andet sted hen.
Så kommer diskussionen om, hvorvidt netmedier skal have penge. Det er klart, at de etablerede aviser ikke har lyst til at lukke nye konkurrenter ind.
Konkurrence betyder, at man skal tænke på budgetterne, stå tidligere op og måske erkende, at nogle medarbejdere ikke er deres løn værd. Det er mere behageligt at bevare status quo så længe som muligt.
Men når netjournalisterne kræver deres del, diskuterer de stadig fordelingen. Jeg savner diskussionen om selve princippet.
Hvorfor skal skattepengene støtte kommercielle koncerner?
Jeg peger i 2010 på Berlingskes forbindelse til Mecom og Børsens forbindelse til Bonnier. Min indvending er, at vi taler om kommercielle medievirksomheder med ejere, aktionærer og et ønske om profit.
Hvorfor skal danske skattekroner ind i den konstruktion? Det synes jeg er højst besynderligt.
Jeg laver også en sarkastisk bemærkning om ejere, der måske sidder på Bahamas og drikker Lumumba. Det er en provokation i min rant, ikke noget jeg dokumenterer om bestemte ejeres bopæl.
Men mit spørgsmål står tilbage: Hvorfor er udgangspunktet, at støtten skal eksistere, og at vi bare skal finde ud af, hvem der får den?
Offentlige tilskud kan fastholde den forkerte forretning
Amino skal efter min mening aldrig have offentlig støtte. Vi kunne da godt bruge pengene. Det er ikke, fordi penge ikke ville være rare. Men jeg mener, støtte kan gøre noget meget skadeligt ved en virksomhed.
Se på papiraviserne. Hvis der kommer penge i kassen, hver gang man laver og distribuerer en papiravis, hvor stærkt bliver incitamentet så til at stoppe med netop det?
Jeg tror ikke, det er papir, udviklingen peger mod. Der vil sikkert stadig være nogle papiraviser tilbage som en slags vintageprodukt, ligesom folk køber grammofonplader, kører hestevogn om søndagen eller tager en tur med et veterantog.
Men min forventning på det her tidspunkt er, at det meste flytter over på e-bogslæsere og andre digitale løsninger.
Så støtten hjælper efter min opfattelse medierne med at blive stående i en model, de burde ændre. Det bliver dyrere og sværere at følge markedet, jo mere afhængige de er af pengene.
Jeg vil kunne sige, hvad der passer mig
Jeg mener også, at støtten giver politikerne magt over medierne. I min udlægning vil redaktører have svært ved at være helt uafhængige af dem, som kan ændre den støtte, deres økonomi er bygget på.
Det er min kritik og mistanke om forholdet mellem politik og presse. Jeg fremlægger ikke dokumentation for, at en bestemt politiker har truet en bestemt avis.
På Amino vil jeg kunne sige præcis, hvad der passer mig. Vi får ikke støtte, og jeg vil ikke have nogen, der kan bruge den til at bestemme over os.
Jeg bliver meget grov i videoen og kalder stort set hele den politiske klasse for uduelige levebrødspolitikere og narhatte. Jeg synes, de bruger for meget energi på deres egne møder, pensioner, ministerbiler, tillæg og andre fordele.
Det er et vredt politisk udfald, ikke en statistik over politikere. Men friheden til at komme med det udfald er vigtig for mig. Jeg vil ikke være afhængig af dem, jeg kritiserer.
Fem millioner kunne lokke os til Bangladesh
Jeg har selv oplevet, hvor fristende tilskud kan være. Vi blev på et tidspunkt tilbudt at lave udvikling i Bangladesh med støtte. Jeg nævner et beløb på fem millioner kroner.
Det er mange penge for os. Selvfølgelig tænker man: Hold da op, her er fem millioner.
Men hvorfor skulle vi placere udviklingsafdelingen dér? Min vurdering var, at det ikke var det rigtige sted for den opgave, vi skulle løse, blandt andet fordi det ville være svært at få de rette folk.
Så pengene kunne lokke os til at træffe en beslutning, som ikke var god for forretningen. Gudskelov faldt vi ikke for fristelsen.
Jeg kritiserer også den politiske feelgood-følelse omkring at bruge ulandsmidler på sådan nogle projekter. For mig er spørgsmålet, om virksomheden ville vælge projektet, hvis pengene ikke lå foran den.
Hvorfor skulle vi lige ansætte en fra Portugal?
I en anden virksomhed, jeg var med i, fik vi tilbudt 1,8 millioner kroner, hvis vi indrettede os efter nogle bestemte krav. Blandt andet skulle vi ansætte en bestemt faglig profil fra Portugal og opfylde andre betingelser om tværfaglighed.
Igen var beløbet fristende. Men hvorfor skulle det lige være en fra Portugal? Var det det bedste for vores virksomhed, eller var det et EU-projekt, hvor alle lande skulle være repræsenteret?
Jeg kommer også ud ad en tangent om SAS og konstruktioner, hvor Danmark, Norge og Sverige skal være med. Min kritik handler om at holde fast i politiske og organisatoriske hensyn, selv om forretningen efter min mening burde indrettes anderledes.
Jeg ved godt, jeg kører af sporet i videoen. Men det hænger sammen med min irritation over krav, som har en anden logik end kundernes og virksomhedens.
Det er kunderne, der skal bestemme retningen
Hvis du som iværksætter bliver tilbudt støtte fra EU, staten eller en kommune, er min meget firkantede reaktion: Behold jeres penge selv. Eller sænk skatten i stedet.
Det er mit standpunkt i videoen. Jeg vil ikke bruge energien på at opfylde mærkelige støttekrav, hvis de trækker mig væk fra at tjene penge i et eksisterende marked.
Jeg tror ikke, avisernes problemer skyldes, at folk slet ikke vil betale for journalistik. Jeg tror, de skyldes, at folk ikke vil betale for de produkter, aviserne faktisk har lavet.
Efter min opfattelse har medierne koncentreret sig så meget om at tækkes politikere og støtteordninger, at de har glemt læserne. Markedet går én vej, mens støtten holder dem på en anden kurs.
Jeg sammenligner meget groft afhængigheden med et fix: Man bliver ved med at følge den, der leverer pengene, selv om retningen er forkert. Det er sådan, jeg oplever faren ved at blive afhængig af støtte.
Din virksomhed skal ikke løse alle politiske opgaver
Det samme gælder et tilbud om støtte til at placere virksomheden i udkantsdanmark. Er det faktisk et godt sted for din virksomhed? Eller bliver du betalt for at gøre noget, du ellers ikke ville vælge?
Hvis placeringen er forkert, kan et månedligt tilskud eller andre lokkemidler få dig til at overse problemet.
Du bidrager allerede ved at skabe en virksomhed, ansætte mennesker, betale skat, lave innovation og måske eksport. Det er ikke dit ansvar at befolke et bestemt område, ansætte en bestemt person fra Portugal eller sende papiraviser ud.
Min besked er: Tænk på markedet og dine kunder. Det er kraftedme det, der gælder for din forretning.
Aviser får støtte, landbrug får støtte, iværksættere i udkantsdanmark får støtte, virksomheder der etablerer udvikling i u-lande får støtte og hvad får vi egentlig ud af det….
For satan hvor kan du bare få nogle ord fra munden, når du kommer ind på emner om politikere, aviser og statstilskud, men du har så evig ret :o)