En noget speciel virksomhed…

Data om mennesker kan blive til en enorm forretning. Jeg har her i juni 2010 besøgt en amerikansk virksomhed, som samler og bearbejder data i en skala, jeg synes er helt vanvittig. Jeg har ikke nogen færdig morale med historien. Jeg synes bare, at oplevelsen både er spændende og temmelig skræmmende.

Min ven Craig arbejder freelance med virksomhedens brugerflade. Han er også ham, jeg lige har lagt en video ud med, hvor han laver sjov med OnStar. Det er et system i amerikanske biler, som kan hjælpe med vejvisning eller problemer med bilen. Craig ringer til dem hver morgen og snakker. Den mand er simpelthen skør.

En forretning bygget på data om mennesker

Den virksomhed, Craig arbejder for, er ejet af en amerikansk milliardær. Som jeg får historien fortalt, solgte han sin første virksomhed, der rensede og ordnede data, for omkring 300 millioner dollar. Derefter byggede han en ny og solgte den for omkring 750 millioner.

Nu var hans konkurrenceklausul udløbet, og han var i gang med sin tredje virksomhed. Han mente allerede, at den var en milliard dollar værd. Det er de beløb og den vurdering, jeg gengiver i videoen.

Forretningen går efter min forståelse ud på at købe data fra en masse forskellige kilder: Politi, domstole, forsikringsselskaber, banker og andre, der ligger inde med oplysninger om mennesker.

Så bliver oplysningerne behandlet i en gigantisk serverpark. De bliver renset, ordnet og gjort søgbare, så man hurtigt kan finde rundt i dem. Resultatet er nogle meget store databaser.

Jeg synes, at indblikket er uhyggeligt

Craig forklarer mig også om data fra teleselskaber og om muligheden for at se, hvad der er blevet søgt efter og hentet på nettet fra bestemte husstande. Som han beskriver det for mig, kan de blandt andet se, hvorfra der er blevet hentet materiale med seksuelle overgreb på børn inden for det seneste døgn.

Det er hans forklaring af systemet, jeg fortæller videre. Men alene tanken om, hvor meget der kan forbindes med et bestemt hus og en bestemt person, får mig til at tænke på filmen Enemy of the State med Gene Hackman og Will Smith. Jeg siger i videoen, at man næsten kan gange det, de kan se i filmen, med ti.

Jeg har selv oplevet noget, der gjorde mig opmærksom på, hvor mange oplysninger der findes. Da jeg havde mistet mit kreditkort og skulle identificere mig over for banken, fik jeg en række spørgsmål om ting, jeg aldrig havde fortalt banken.

Hvilken bil kørte jeg i? Var det en blå Mazda, en grøn Audi eller en sort Audi S4? Hvor høj var jeg? Hvilken båd havde jeg? Det var spørgsmål, hvor jeg skulle vælge mellem forskellige svar. Jeg syntes, det var uhyggeligt, at de kunne bruge den slags oplysninger om mig.

Et kæmpe kompleks med kunstmalere og politi

Ejeren havde lejet en fabriksbygning på omkring 150.000 square feet. I videoen omtaler jeg det som cirka 15.000 kvadratmeter. Han havde allerede skaffet pladsen, mens konkurrenceklausulen stadig gjaldt, fordi han godt kunne lide at have noget plads omkring sig.

I den ene ende havde han ansat ti kunstmalere, som stod og malede billeder til hans nye kompleks. Det siger lidt om, hvor speciel han er.

Han havde også stillet plads til rådighed for omkring 50 politifolk og andre fra de amerikanske myndigheder. Jeg fik fortalt, at hans passion var at bekæmpe seksuelle overgreb på børn, og at han havde givet serverudstyr for omkring fem millioner dollar og adgang til de bearbejdede data. Politifolkene kunne blive uddannet i at finde gerningsmænd.

En sag, jeg fik fortalt om under besøget

Jeg fik også fortalt, at centret havde hjulpet med en meget bestialsk sag om en syvårig, der var blevet voldtaget og dræbt. Det er den historie, jeg gengiver i videoen; jeg går ikke selv gennem efterforskningens dokumenter.

Forklaringen var, at man havde fundet trafik med overgrebsmateriale fra flere husstande, hvor man ikke mente, at gerningsmanden selv boede. Derfor mistænkte man, at en anden brugte deres trådløse netværk.

Ved at sammenholde husstandenes placering og en beskrivelse af den person, man ledte efter, havde man ifølge fortællingen kunnet pege på et sted, hvor en mand uden egen internetforbindelse boede. Jeg nævner i videoen en profil med en mand omkring 30 år, som boede hos sine forældre.

Både fascinerende og skræmmende

På den ene side synes jeg, at det er fantastisk, hvis den slags data kan hjælpe med at finde mennesker, der begår forfærdelige overgreb. På den anden side er det sgu scary shit at høre, at Craig i princippet kan fortælle, hvor min kone har shoppet, og hvad der er hentet på min internetforbindelse, ved at sidde ved en computer.

Jeg oplever det som science fiction. På det tidspunkt fortæller jeg om cirka 100 mennesker i bygningen og planer om at ansætte 5.000 medarbejdere. Det er de planer, jeg har fået fortalt om, og jeg synes, det hele er ret vildt.

Så ingen færdig morale i dag. Bare en historie fra det vilde vesten om en virksomhed og nogle muligheder, som jeg ikke forestiller mig kunne laves på samme måde i Danmark.

Jeg besøgte i dag en noget speciel virksomhed, som nok ikke kunne laves i Danmark, men interessant er den 🙂

Dbh Martin

Ps. Hvis du keder dig, så se min ven Craig lave sjov med Onstar.
Onstar er et system der er i mange amerikanske biler.
Man bruger det kun hvis man ikke kan finde vej eller har et uheld, men Craig bruger det hver eneste dag når han keder sig 😉
http://www.youtube.com/watch?v=saPNYmpE8LI