Kapitalisterne redder miljøet

Jeg troede i september 2014, at kapitalisme og miljø kunne gå hånd i hånd. Min optimisme kom fra virksomheder, der fandt en måde at tjene penge på at løse problemer og samtidig gjorde det attraktivt for almindelige mennesker at vælge en bedre løsning.

Jeg havde lige været i Radio24syv. Der deltog jeg indimellem i et morgenprogram, hvor vi debatterede morgendagens overskrifter. Denne søndag havde vi blandt andet talt om klimaforandringer og debatten omkring FN.

Jeg skulle være den første til at sige, at jeg ikke var ekspert i klima. Men snakken fik mig til at fortælle, hvorfor jeg faktisk var optimistisk. Det følgende er mine overvejelser fra dengang.

Kapitalisme og miljø: Jeg troede mere på gode produkter end politisk snak

Jeg var meget kritisk over for det politiske liv og de store konferencer. Jeg oplevede for meget ævl og kævl og for lidt handling. Min polemiske forklaring var, at ønsket om magt og om at blive siddende på taburetten ofte kom til at fylde mere end det problem, der skulle løses.

Til gengæld så jeg muligheder i den kapitalisme, som tit fik skældud. Det betød ikke, at jeg mente, den skulle have helt frit spil. Jeg sagde udtrykkeligt, at kapitalisme skulle reguleres.

Det, der gjorde mig glad, var, at man kunne skabe en forretning ved at løse problemer. Når en løsning gav værdi for kunden og indtjening for virksomheden, var der et incitament til at få den til at virke og blive ved med at forbedre den.

Jeg brugte Afrika som eksempel på forskellen mellem et projekt og en forretning

Jeg talte meget hårdt om nogle bistandsprojekter og nævnte Danida. Mit billede var en fabrik, der blev bygget, men holdt op med at fungere, efter folkene bag projektet var rejst hjem.

Måske manglede der en reservedel. Måske var folk ikke uddannet til at bruge den. Måske løste fabrikken slet ikke det problem, den skulle. Jeg gennemgik ikke konkrete, dokumenterede projekter i videoen. Jeg brugte eksemplerne til at forklare min kritik af initiativer, hvor jeg syntes, ansvaret for resultatet var for svagt.

Der kunne sagtens være idealisme bag. Men hvis ingen havde hænderne på kogepladen, blev det efter min mening for let at sige, at det var ærgerligt, når noget ikke lykkedes, og så tage videre.

Jeg kaldte folkene bag den tilgang for "fodformede". Det var min spidse måde at sige, at gode intentioner og følelsen af at gøre en forskel ikke var nok for mig. Jeg ville se noget, der faktisk fungerede.

Over for det satte jeg private virksomheder, som begyndte at arbejde på afrikanske markeder. Min pointe var, at man normalt ikke kunne opbygge en varig forretning ved bare at komme med et lorteprodukt, sælge én ting og forsvinde.

Man måtte forstå markedet. Og i mange forretninger skulle man følge op på det, man havde solgt. Det var netop gennem et længere forhold til kunderne, at pengene kunne tjenes.

Strøm til en lampe kunne også være en lille lokal virksomhed

Jeg nævnte virksomheder, der solgte solcelleopladere til mobiltelefoner. Et andet eksempel var en opladestation med en motionscykel, hvor man kunne producere strøm til blandt andet lamper og telefoner.

I det eksempel kunne en lokal iværksætter tjene penge på at oplade ting for andre i landsbyen. Der opstod en forretning omkring et behov, folk allerede havde.

Jeg beskrev det som en mulighed for at erstatte lyskilder, der var dårlige for både lunger og miljø. Min begejstring handlede om, at en bedre løsning også kunne være billigere for brugeren, mens nogen havde en interesse i at holde den kørende.

Mobiltelefoner var et andet eksempel. Jeg forestillede mig bonden med en kassavamark, som kunne undersøge markedsprisen på sine afgrøder og finde ud af, hvor han kunne få mest for dem.

For mig var det et billede på teknologi, der gav mennesker mere information og bedre muligheder for at handle. Jeg lagde ikke tal eller undersøgelser frem om effekten i videoen.

Folk gider ikke betale mere for at få det dårligere

Gennem min barndom og ungdom havde jeg oplevet miljøhensyn som noget, der ofte krævede afsavn. Man skulle skrue ned for varmen, fryse, slukke lyset, bruge penge på isolering eller vælge en mindre og mindre lækker bil.

Jeg nævnte også sparepærer, som efter min smag kunne give kedeligt lys. Det var min oplevelse af den gamle fortælling: At være flink ved miljøet var forbundet med mere besvær, dårligere komfort og en højere pris.

I’m sorry, men jeg troede simpelthen ikke, det var nok. Der var efter min mening for få mennesker, der ville betale mere for at få det dårligere alene for miljøets skyld.

Jeg slyngede ti procent ud som et billede på dem, der ville gøre det, og halvfems procent som dem, der havde travlt med resten af livet. Det var ikke en befolkningsundersøgelse. Pointen var den punkterede cykel, børnene, der skulle hentes, og alt det andet, der optog en almindelig hverdag.

Tesla var mit eksempel på et grønt valg, man havde lyst til

Jeg nævnte Tesla og min opfattelse af dens popularitet i Norge på det tidspunkt. For mig repræsenterede bilen et skift i, hvordan en miljøvenlig løsning kunne blive præsenteret.

Her var en bil, jeg beskrev som hurtig, stor og sindssygt lækker. Jeg talte om en acceleration fra nul til hundrede på omkring fire sekunder. Det var min begejstrede beskrivelse fra 2014, ikke en specifikation for en bestemt model eller en sammenligning af bilers samlede miljøpåvirkning.

Pointen var, at man kunne have lyst til produktet for produktets egen skyld. Man behøvede ikke først beslutte sig for at acceptere en dårligere oplevelse for at gøre noget godt.

Det var den gode del af kapitalismen, jeg ville fremhæve: At virksomheder udviklede noget, vi faktisk gad købe.

Solceller i Florida gjorde ideen meget konkret for mig

Da jeg boede i Florida, var der et firma, hvor man kunne udpege sit hus på Google Maps og oplyse sit strømforbrug. Så kunne firmaet fortælle, hvor meget man kunne spare med solceller.

Jeg ejede ikke selv et hus derovre. Derfor havde jeg heller ikke selv fået solceller sat op på det lejede hus. Men jeg beskrev en model, som andre kunne bruge, og som jeg syntes var smart.

I stedet for selv at købe anlægget, vente på tilbagebetaling og stå for vedligeholdelsen kunne man lægge tag til. Firmaet ejede og håndterede anlægget, og husstanden fik del i den økonomiske fordel.

Mit regneeksempel var en strømudgift på 15.000 kroner, der kunne blive til 12.000 kroner. Husstanden sparede dermed 3.000 kroner, mens firmaet måske kunne tjene 1.000 kroner om året på en husstand. Jeg brugte illustrative beløb, ikke et konkret tilbud eller en dokumenteret besparelse fra mit eget hus.

Det attraktive var kombinationen. Man skulle i min beskrivelse ikke selv lægge penge ud eller tage ansvar for anlægget. Og man kunne stadig bruge aircondition og swimmingpool som før.

Man kunne altså blive grønnere og rigere uden at gå ned på komforten. Samtidig kunne en kommerciel virksomhed tjene penge på at få løsningen ud. Det var den sammenhæng, jeg var begejstret for.

Der var kommet penge i at løse problemerne

Når nogen spurgte, om jeg var bange for, at vi ødelagde jorden, var det mit svar. Jeg havde været mere bekymret, da jeg syntes, området især var båret af politiske initiativer og idealistiske projekter, som jeg ikke oplevede havde den nødvendige effekt.

Min kritik var hård. Jeg ville ikke afvise, at folk havde gjort en indsats, men jeg var utilfreds med det, jeg opfattede som resultaterne. Det var min vurdering, ikke en samlet opgørelse over miljøarbejdets betydning.

Jeg talte om udbud, efterspørgsel og brugen af olie og gas. Min tanke var, at dyrere eller mere knappe ressourcer kunne gøre det interessant at udvikle alternativer som vindmøller, solceller og elbiler.

Der sad dygtige ingeniører og udtænkte nye teknologier. Og der var penge i at løse problemerne. Det kunne efter min mening drive en udvikling, som ikke var afhængig af, at alle kunder først blev idealister.

Jeg sluttede med et bredere optimistisk blik på verdens fremgang. Jeg talte om mindre fattigdom, en større middelklasse og færre syge mennesker, uden at fremlægge statistik i videoen.

Min overordnede pointe den søndag i 2014 var, at jeg så muligheder i virksomheder, der kunne gøre et bedre valg lettere, mere behageligt eller billigere. Når løsningen både gav mening for kunden og for dem, der byggede forretningen, blev jeg optimistisk.

Mine erfaringer med at bygge en forretning finder du i Iværksætter til jeg dør.