Jul på Amino part 6

Hårdt arbejde som iværksætter var en af tankerne, julekortene fik mig til at tale om i sjette omgang af julestuen på Amino i 2013. Der var også hilsner om at kende sine behov, lære af fejl og om sorgen, når man mister nogen. Og så viste det sidste brev sig at være noget helt andet end en julehilsen.

Du måtte vide, hvad du ville, og fortælle andre det

Jeg var nået til de sidste breve i den bunke, jeg havde foran mig. Måske var det den sidste julestue, måske kom der flere hilsner og dermed endnu en video. Hvis ikke, måtte det bare være god jul.

Thomas Skelbo havde sendt et citat om, at det, man var bevidst om, kunne man gøre noget ved, mens det, man ikke var bevidst om, gjorde noget ved en. Han fortalte, at det var et udgangspunkt i hans arbejde med medarbejdere, teams og ledere.

Når man blev bevidst om sine behov, kunne man begynde at tage ansvar og fortælle andre, hvad man havde brug for. Så skulle de ikke rende rundt og gætte sig til det.

Hans eksempel var en ønskeliste: Hvis man ikke havde sendt nogen ud før jul, var det lidt mærkeligt bagefter at brokke sig over, at man ikke havde fået det, man ønskede sig.

Min opfordring var at blive bevidst om, hvad fanden man ville, sætte nogle mål og kommunikere dem til andre. Så kunne man begynde at buldre af sted.

Nogle gange vandt man, andre gange lærte man

Fra Nygaard Grafisk var der en hilsen med citatet: "Sometimes you win and sometimes you learn." Det fik mig til at tænke på det tidligere kort om de mange måder, der ikke virkede.

Man måtte prøve og prøve. Hvis noget ikke virkede, måtte man prøve igen. Jeg mente, at det rigtig ofte var evnen til at rejse sig efter en fejl, der gjorde forskellen for en iværksætter.

Vi kvajede os alle sammen. Alle kunne have perioder, hvor kunderne udeblev, omsætningen gik den forkerte vej, man lavede fejl, og vejret ovenikøbet lignede noget lort. Det var ikke noget, der kun ramte én bestemt person.

Læs også Iværksætter til jeg dør for flere af mine erfaringer med at bygge virksomheder og håndtere modgang.

Spørgsmålet var, om man havde mod på at rejse sig igen og blive ved. Jeg sagde ret firkantet, at det var sådan, man endte med at vinde. Ellers kunne man blive lønmodtager, og dem skulle der jo også være nogle af, som vi andre kunne ansætte.

John skulle selv have tak for indsatsen

Vores moderator John havde sendt et kort og takkede for, at jeg havde været ude at holde et foredrag ved et arrangement om autisme. Jeg fortalte, at han havde fået samlet 101.000 kroner ind til børn med autisme.

Han skulle sgu ikke takke mig. Han skulle takke sig selv og klappe sig selv på skulderen for den indsats. Jeg var glad for at have fået lov til at være med.

Jeg måtte også beklage, at jeg hele tiden kom til at kalde ham Niels. Navnet på hans IT-virksomhed forvirrede min hjerne. Men takken for arbejdet var alvorligt ment.

Hårdt arbejde som iværksætter og en smule lommeuld

Susanne fra Teglkamp & Co. havde sendt et citat om, at ingenting kom af ingenting, undtagen lommeuld. Det fortolkede jeg som en opfordring til hårdt arbejde.

Hvis man sad på den flade og ventede på, at de stegte duer fløj ind i kæften på en, kom man til at vente. Det var i øvrigt også et lidt ulækkert billede, når jeg tænkte over det.

Jeg havde ikke meget til overs for at stille "work smarter" op som et alternativ til "work harder". Min formulering var: Work fucking smarter and hard. Efter min mening skulle man både bruge hovedet og lægge arbejdet i det.

Måske kunne man på et tidspunkt have gjort det så godt, at man havde penge nok til at tage den med ro. Men indtil da mente jeg, at det kraftedeme var hårdt arbejde. Det var min kontante holdning til iværksætteri dengang.

Sorg som hjemløs kærlighed

Fra Mindelyset kom en hilsen til alle, der havde mistet et menneske, de holdt af og elskede. Der var ord om hjertet og tanken om, at sorg var hjemløs kærlighed.

Det syntes jeg var et smukt og bevægende budskab. Når man havde mistet nogen, var der kærlighed, som man ikke længere kunne rette mod det menneske på samme måde.

Måske kunne man rette noget af den mod et mindelys eller kigge op på en lille stjerne. Et religiøst menneske kunne måske finde ro i troen på at se vedkommende igen. Jeg tænkte på sorgen som kærlighed, der lå og svævede rundt uden rigtig at kunne finde ro.

Julehilsnen fra Deloitte var en revisorregning

Så nåede jeg til det sidste brev. Jeg præsenterede det som en julehilsen fra Deloitte, men måtte straks rette mig selv: Nej, pis, det var min revisorregning.

Jeg gik i gang med at drille de glade, passionerede mennesker hos revisoren og jokede med, at betalingen kunne bruges til at opgradere Jaguaren inden jul. Det var min lille julekommentar til regningen.

Jeg overvejede også, om regningen skulle hænges på træet. Hvis de så ikke havde fået deres penge, kunne de følge videoerne og se, hvorfor: Den hang på vores juletræ. Så måtte Jaguaren måske nedgraderes igen.

Træet var fyldt, og børnene skulle holde jul

Jeg gik hele vejen rundt om træet og viste de mange ting, folk havde sendt ind. Måske kunne afsenderne genkende deres egen pynt. De nye hilsner fra den dag skulle også op.

Vi skulle holde juletræsfest for medarbejderne og deres børn klokken tre. Jeg ledte efter Nikolaj og jokede med, at han nok havde drukket sin champagne. Så viste jeg gaverne i julemandens sække, som børnene skulle have.

Det skulle nok blive fornøjeligt. Måske kunne jeg nå endnu en julestue og samle op på flere hilsner i den følgende uge. Jeg sluttede med at ønske folk en god julefrokost og håbede på en tømmermændsfri morgen. Det hele var fra december 2013.