Foursquare holder mig innovativ

Foursquare og innovation hang sammen for mig, fordi jeg brugte tjenesten som en måde at lege med nye muligheder på. Jeg var ikke særlig optaget af badges eller rabatter. Jeg ville forstå, hvad koblingen mellem internettet og den fysiske verden kunne føre til.

Jeg optog videoen på ferie i Delray Beach i Florida i februar 2013. Her havde min familie og jeg boet i små fire år. Vi var tilbage og boede på et dejligt sted, Sunday House, med en tropisk have, en pool med fisk og børn, der løb rundt og legede.

Et badge på Twitter fik spørgsmålet frem

Jeg brugte stadig Foursquare, selv om jeg ikke brugte det så meget som tidligere. Forleden havde jeg tjekket ind et sted og fået et badge med noget i retning af The Great Outdoors og et nyt niveau.

Min konto var åbenbart sat op til at skrive det på Twitter. Flere havde set beskeden og spurgt, hvorfor fanden jeg brugte tid på det. De havde aldrig rigtig forstået idéen med Foursquare.

Det var et rimeligt spørgsmål. For mig var der både en forklaring på selve tjenesten og en vigtigere forklaring på, hvorfor jeg gad prøve den.

Et check-in fortalte, hvor jeg var

Jeg beskrev Foursquare som en tjeneste, der tog udgangspunkt i ens placering. Når jeg kom til et hotel, kunne telefonens GPS hjælpe mig med at finde hotellet på en liste. Så valgte jeg stedet og tjekkede ind. Bum, nu vidste tjenesten, at jeg var der.

Jo flere steder man besøgte, og jo mere man brugte tjenesten og uploadede billeder, jo flere små badges kunne man få. Det var det, jeg kaldte gamification: Man brugte spilagtige belønninger til at gøre aktiviteten sjovere og give folk lyst til at komme tilbage.

Jeg sammenlignede ganske løst med karmapoint på Amino, som vi også brugte til andre ting. Gamification syntes jeg var en stor og interessant tendens. Jeg tænkte højt over, om jeg allerede havde lavet en video om det, eller burde gøre det.

Rabatter og markedsføring tæt på kunden

Som forbruger kunne jeg efter min beskrivelse også opdage tilbud i nærheden. Hvis jeg tjekkede ind på en restaurant, kunne der for eksempel være en restaurant på den anden side af gaden, som tilbød et gratis glas rødvin.

Jeg kunne også se, hvor mine venner var, hvis de selv havde lyst til at bruge den del. Der var altså både et socialt element og noget praktisk i at vide, hvad der foregik omkring én.

Hotellet kunne få markedsføring ud af, at gæster delte deres check-in på Twitter. Jeg forestillede mig også beskeder som: Bliv en ekstra nat og få rabat, eller kom ned og få tilbud på mojitos i aften.

Jeg beskrev forretningsidéen som, at lokale virksomheder kunne betale for at komme i kontakt med mennesker i området. Et hotel eller en restaurant kunne måske også henvende sig til nogen, der havde tjekket ind hos naboen. Jeg fortalte om det, jeg så som mulighederne dengang, med flere tænkte eksempler.

For mig som feriegæst kunne 20 procent rabat på en restaurant i nærheden eller en gratis strandstol være interessant. Det var koblingen mellem et fysisk sted, et aktuelt behov og en besked på nettet, der gjorde idéen spændende.

Jeg vidste ikke, om Foursquare ville vinde

Min oplevelse var, at Foursquare ikke havde fået samme fat i Danmark som i USA. Jeg mente, at Facebooks check-in-funktion havde haft betydning: Da Foursquare begyndte at vokse herhjemme, kom Facebook med noget, der lignede.

Jeg vidste ikke, om brugen af Foursquare stadig voksede. Jeg syntes, jeg hørte mindre om tjenesten, og overvejede, om den var ved at miste pusten. Jeg var altså ikke sikker på, at netop den virksomhed ville vinde.

Det ændrede ikke min interesse for idéen bag. At en bestemt tjeneste måske ikke vandt, var ikke det samme som, at hele muligheden var uinteressant.

Foursquare og innovation: Jeg ville se, hvor vinden gik

Jeg brugte ikke først og fremmest Foursquare for at få rabat. Og et badge i ottende potens betød heller ikke det store for mig. Jeg brugte det, fordi jeg var et legende menneske.

Jeg købte gadgets, hentede apps og prøvede nye ting. Jeg ville holde mig åben over for verden. Jeg arbejdede med Amino og iværksættere, og det var interessant at forstå, hvor langt teknologien var kommet, og hvor den kunne føre os hen.

Hvis man vidste, hvor en person var, og hvilket tidspunkt det var, kunne man begynde at tænke over personens behov. Klokken 11.30 var vedkommende måske klar til frokost. Om morgenen kunne det være brunch, og om aftenen måske en film.

I et område med dyre butikker kunne der måske være interesse for en modefremvisning. Jeg brainstormede bare og sagde selv, at idéerne sikkert kunne være tossede. Jeg opfordrede til at tænke videre.

Jeg forestillede mig også, at besøg i forskellige butikker over tid kunne fortælle noget om en persons interesser og de produkter eller tjenester, personen brugte. Det kunne efter min opfattelse give muligheder for mere relevant markedsføring både i øjeblikket og senere. Det var de forretningsmæssige muligheder, jeg tænkte højt om i optagelsen.

Jeg havde hørt om idéen siden WAP-tiden

Jeg havde hørt om tjenester baseret på ens placering i omkring 15 år, mente jeg, helt tilbage til WAP og de tidlige forestillinger om mobilt internet.

Dengang forestillede nogle sig, at kunder ville få sms’er med tilbud, når de gik ned ad hovedgaden. Jeg havde ikke troet på, at det ville hænge sammen. Der var efter min vurdering for få relevante mobilbrugere, og blandt dem var der endnu færre, som ønskede den slags beskeder.

Med så lille en målgruppe skulle man tage meget for hver eksponering, hvis forretningen skulle løbe rundt. Jeg syntes ikke, markedsføringen ville være pengene værd.

I 2013 mente jeg, forudsætningerne var anderledes. Smartphones var blevet langt mere udbredte, og mange havde mobilt bredbånd med fast betaling eller tilstrækkeligt med data. Beskeder kunne komme gennem apps. Samtidig syntes jeg, krisen gjorde flere interesserede i rabatter.

Jeg nævnte Groupon og andre rabattjenester som eksempler på noget, der havde medvind. Hvis man kombinerede tilbuddene med kundernes fysiske placering, så jeg et interessant potentiale. Jeg mente, teknologien var til stede, men endnu ikke rigtig udnyttet på den måde, jeg kunne forestille mig.

Kunne jeg bruge tanken til noget på Amino?

Jeg havde rigeligt at tage mig til og var ikke interesseret i selv at gå ind i Foursquares forretning. Jeg syntes heller ikke nødvendigvis, de brugte mulighederne helt rigtigt. Men det, jeg så, satte andre tanker i gang.

Kunne man lave en version til forretningsfolk? Måske kunne de bedømme restauranter, hvor man kunne holde et godt møde og spise frokost. Eller mødelokaler og andre steder, som var gode til erhverv.

Måske kunne man tjekke ind på en konference og fortælle, om den var god. Det var mulige idéer, jeg fik ved at prøve noget, som ved første øjekast ikke havde meget med Amino at gøre.

Jeg provokerede mig selv til at lege

Sandheden var, at jeg faktisk ikke rigtig gad bruge Foursquare. Jeg provokerede mig selv til at gøre det alligevel og forstå, hvordan tjenesten fungerede. Det var en del af den måde, jeg holdt mig innovativ på.

Hvis jeg skulle udtænke nye tjenester til Amino og nye virksomheder i fremtiden, måtte jeg også opleve noget nyt. Det var ikke nok at kigge på de ting, jeg allerede kendte. Læs også Iværksætter til jeg dør for flere af mine erfaringer med at udvikle idéer og virksomheder.

Min opfordring var derfor at lege. Prøv gadgets og apps. Spørg mennesker, der er langt fremme, hvad de bruger, og hvad de går og laver. Installér noget og prøv det, selv om du umiddelbart synes, det er åndssvagt.

For mig var pointen, at man kunne tvinge sig selv til at tænke lidt anderledes og holde sig åben. Så kunne den lille oplevelse pludselig føre til en idé, der væltede ens verden.