Tudekiks til den griske bogbranche

Frie bogpriser fik mig i blækhuset i december 2012. Jeg havde hørt et indslag i radioavisen, hvor jeg oplevede, at bogbranchen klagede over konkurrencen fra supermarkeder, kiosker og internettet og ønskede faste priser i mindst et halvt år efter udgivelsen. Det syntes jeg var et fuldstændig latterligt svar på en verden, som havde ændret sig.

Jeg kunne ikke huske præcis, hvilken brancheforening eller repræsentant jeg havde hørt. Men budskabet, sådan som jeg opfattede det, var klart: De frie priser lukkede små boghandlere, og derfor skulle konkurrencen begrænses.

Min reaktion var meget kontant. Jeg mente, at branchen skulle tage hænderne op af lommerne og arbejde med de nye muligheder.

Frie bogpriser: Hvorfor skulle bøger have særbehandling?

Jeg sammenlignede boghandlernes argument med slagtere, som klagede over, at supermarkederne også solgte kød.

Skulle vi så give slagterne monopol på bøffer og kun lade supermarkederne sælge hakket kød? Så kunne slagteren sætte prisen op, fordi kunderne ikke havde et alternativ.

Det var selvfølgelig et satirisk eksempel. Jeg brugte det til at vise, hvor mærkeligt jeg syntes, det lød, når bogbranchen bad om beskyttelse mod almindelig konkurrence.

Jeg var også målløs over, at pressen gav plads til det, som jeg oplevede som et forsøg på at beskytte forretningsdrivendes egne indtægter under dække af at hjælpe andre.

Jeg så høje priser som en del af problemet

Jeg beskyldte boghandlerne for at have været vant til at tjene godt i et beskyttet marked. Jeg nævnte 40 procent som den andel, jeg mente, boghandlerleddet tog, og kritiserede meget hårdt, hvad jeg så som gamle privilegier.

Jeg brugte også en dansk bog til 299 kroner og en amerikansk bog til knap 100 kroner som priseksempler. Min pointe var, at høje priser efter min opfattelse skadede mennesker, som gerne ville læse bøger.

Jeg var godt klar over, at USA havde et større marked. Men sådan var vilkårene for os, der drev forretning i Danmark, mente jeg.

En lille købmand i en lille by havde også et mindre marked end en købmand i en stor by. Det gav ham ikke ret til at forbyde borgerne at køre ind til den større by og handle.

Jeg satte udviklingen i bogbranchen i forbindelse med den friere lukkelov og andre ændringer, som jeg så som forsøg på at sætte markedet frit. Hvorfor skulle kulturministeren så genskabe et beskyttet marked for bøger?

Internettet havde åbnet en vej for forfatterne

Argumentet om, at konkurrencen skadede små forfattere og smal litteratur, købte jeg ikke. Internettet var jo opfundet.

Jeg fremhævede bøger, som blev trykt på bestilling: Print on demand. En forfatter, der ikke blev antaget af et traditionelt forlag, kunne efter min beskrivelse uploade sin bog hos en udbyder og få den solgt på nettet.

Så blev der trykt en bog, når der var brug for den, i stedet for at forfatteren først skulle betale for et stort oplag. Jeg nævnte Books on Demand og andre virksomheder som eksempler på den mulighed.

Jeg beskrev det som en meget billig vej til udgivelse og talte om gratis eller små startbeløb. Det var min vurdering af mulighederne i 2012, ikke en konkret aftale eller prisliste.

Jeg var ret barsk: Hvis man ikke kunne skaffe 1.000 eller 2.000 kroner til at udleve sin forfatterdrøm, stillede jeg spørgsmål ved, hvor rodfæstet drømmen egentlig var. Det var min provokation om at handle på ambitionen.

Forlagene havde været portvogtere

Jeg syntes, udgivelse var blevet mere demokratisk. Tidligere havde vi hørt mange historier om forfattere, som havde været rundt hos adskillige forlag, før nogen ville udgive dem.

Jeg brugte J.K. Rowling og Harry Potter som det kendte eksempel på en forfatter, som var blevet afvist, før succesen kom. Jeg nævnte ikke et sikkert antal afvisninger for hende, men fremhævede historien som kritik af forlagenes evne til at forudsige, hvad læserne ville have.

Forlagene havde været gatekeepers, som jeg kaldte dem. Nu mente jeg, at forfatteren havde en anden mulighed: At udgive selv og fortælle om bogen gennem blogs, Facebook og Twitter.

Hvis der var substans i den, troede jeg, at den kunne sprede sig blandt de mennesker, der interesserede sig for netop den slags bøger.

Smal litteratur kunne finde sin egen målgruppe

Jeg så sociale medier som en styrke for nicheproduktioner af høj kvalitet. Folk med samme interesse kunne mødes i grupper og fora, hvor de delte det, de syntes var spændende.

Mine fjollede eksempler var blå stole med tre ben og opdræt af ungarske hundemyg. Pointen var, at en meget smal interesse stadig kunne have et fællesskab.

Kom der en god bog om den interesse, forestillede jeg mig, at den ville blive omtalt der, hvor målgruppen allerede færdes.

Jeg satte det skarpt op: Gode ting kunne folk få lyst til at dele. Lavede man noget, ingen interesserede sig for, spredte det sig ikke. Jeg mente ikke, at det i sig selv var en grund til at beskytte den gamle branche.

Digitale bøger var endnu en mulighed

Man kunne både udgive på bestilling og digitalt. Jeg henviste til et tal, jeg havde hørt om Amazon: 105 e-bøger for hver 100 almindelige bøger, de solgte.

Det var et af de historiske tal, jeg brugte i min argumentation. Jeg så det som et tegn på, at bøger kunne sælges på andre måder end gennem den traditionelle boghandel.

Jeg kritiserede blandt andre Gyldendal for efter min opfattelse at sidde på hænderne i stedet for at tage udviklingen alvorligt. Jeg brugte billedet af gratis kaviar og champagne for at beskrive min vrede over det, jeg så som en komfortabel branche.

Min anklage var, at forlagene sagde nej til meget og skummede fløden, når de fandt en sikker bestseller. Det var en hård og generel kritik af branchen, sådan som jeg så den dengang.

En bog havde ofte en værdi ud over bogsalget

Jeg stillede også spørgsmål ved, hvor mange danske forfattere der nogensinde havde kunnet leve af bøgerne alene. Jeg slyngede et gæt på 50 eller 100 ud; jeg havde ikke et dokumenteret antal i videoen.

Jeg brugte omkring 800 solgte eksemplarer som mit billede af en almindelig dansk bog. Med den slags salg mente jeg, at det var svært at leve af udgivelsen.

I mit eksempel med en bog til 299 kroner fjernede jeg momsen og nævnte omkring 15 procent til forfatteren, svarende til cirka 35 kroner per bog. Det var mit grove regneeksempel og min kritik af fordelingen, ikke vilkårene i enhver forfatteraftale.

Jeg fremhævede i stedet, at forfattere kunne bruge bogen til at skaffe foredrag, workshops, undervisningsarbejde eller job i en virksomhed. Bogen kunne være et visitkort og en markedsføringsplatform.

Jeg overdrev meget kontant og sagde, at det var sådan for næsten alle. Det, jeg ville have frem, var, at en bogs værdi ikke behøvede ligge i royaltyindtægten alene.

Min opfordring var at genopfinde forretningen

Jeg fremhævede Saxo og andre, som jeg oplevede som mere innovative. Jeg nævnte blandt andet forfatterkonkurrencer som noget af det, den traditionelle branche efter min opfattelse selv burde have lavet.

Mit budskab var: Vågn op. Konkurrencen fra nettet var kommet, og det krævede arbejde at bygge en forretning i den virkelighed.

Jeg brugte billedet af at tage fat i skovlen og grave grøfter og dybe huller. Det var hårdt, men sådan var forretningslivet.

Hvis branchen fik sine gamle privilegier tilbage, mente jeg, det ville være synd for bogmarkedet. Jeg forestillede mig også, at de nye aktører bare ville få mere vind i sejlene og udfordre forlagene endnu mere.

Det var min forventning i december 2012. Min vrede rettede sig mod det, jeg så som et forsøg på at bevare en gammel indtjening frem for at skabe ny værdi for forfattere og læsere.