Er politikere virkelig så dumme?

Tilskud til ansættelse var jeg meget kritisk over for i oktober 2012. Jeg var lige kommet hjem fra ferie og reagerede på en løsning, som jeg beskrev som 25.000 kroner til arbejdsgivere, der ansatte mennesker på vej ud af dagpengesystemet. Jeg mente, at der skulle skabes flere arbejdspladser frem for blot at flytte et job mellem to ansøgere.

Tilskud til ansættelse gjorde mig vred

Jeg var frisk efter ferien, men blev hurtigt ophidset over debatten om mennesker, hvis dagpengeperiode skulle udløbe. Det kunne efter min mening ikke komme som et chok, at en periode sluttede, når man havde sat en grænse for den.

Om perioden var to eller fire år, ville den på et tidspunkt være slut. Jeg formulerede det meget groft og sagde blandt andet, at den gratis tur var forbi.

Jeg mente også, at mennesker havde en tendens til at komme i arbejde, når der ikke var flere penge i kassen. Det var min kontante holdning i videoen, ikke en dokumenteret undersøgelse af lediges muligheder eller af årsagerne til ledighed.

Jeg lavede en sarkastisk bemærkning om bare at forlænge perioden og betale til flere mennesker, fordi jeg åbenbart ikke vidste, hvad jeg ellers skulle bruge mine penge på. Men det var ikke hovedpointen, jeg ville frem til.

Jeg syntes, beløbet var for lille til at ændre beslutningen

Den løsning, jeg reagerede på, beskrev jeg som 25.000 kroner til arbejdsgiveren for at ansætte en person, der var på vej ud af dagpengesystemet, i et år.

Jeg omtalte det som omkring 2.000 kroner om måneden og syntes, det var latterligt at forestille sig, at det skulle få mig til at oprette en stilling. Det var min beskrivelse af forslaget dengang, ikke en vejledning i ordningens konkrete betingelser.

Jeg tog udgangspunkt i mig selv som arbejdsgiver. Jeg var ikke blandt de rigeste og ville selvfølgelig gerne finde den bedste person til jobbet. Men et lille, tidsbegrænset tilskud var ikke det, jeg mente skulle afgøre valget.

Hans kunne få jobbet, mens Grete mistede muligheden

Jeg brugte Hans og Grete som et tænkt eksempel. Hvis en arbejdsgiver alligevel skulle ansætte én, kunne tilskuddet måske få vedkommende til at vælge Hans i stedet for Grete.

Men hvis der stadig kun var én stilling, havde man efter min argumentation ikke skabt et ekstra job. Man havde ændret, hvem der fik det.

Den ene kom i arbejde, mens den anden stadig stod uden. Derfor mente jeg, at løsningen risikerede at flytte problemet mellem mennesker frem for at gøre antallet af arbejdspladser større.

Det var min forklaring af den mekanisme, jeg var bekymret for. Jeg fremlagde ikke en effektmåling af ordningen.

Jeg forventede også besvær med at få pengene

Jeg var sarkastisk om det offentlige og sagde, at en arbejdsgiver nærmest måtte bruge hjælp for hele tilskuddet for at få pengene ud.

De 25.000 kroner var i den bemærkning en overdrivelse, der skulle vise min frustration over administration. Jeg dokumenterede ikke, at det faktisk kostede det beløb at søge eller få tilskuddet.

Min tanke var, at selv et beløb på papiret kunne blive mindre interessant, hvis man forventede at bruge tid og kræfter på at få det.

Jeg ville vælge kvalifikationer frem for tilskud

Jeg spurgte mig selv, om den person, der havde været ledig i to år, var lige så kvalificeret som en person, jeg kunne hente fra et eksisterende job eller blandt de nyligt ledige.

Jeg sagde udtrykkeligt, at der godt kunne være dygtige mennesker, som ikke havde kunnet finde arbejde i to år. Men jeg mente dengang, at sandsynligheden for at finde den rette var mindre i den gruppe.

Det var min vurdering af rekruttering i videoen, ikke dokumentation for, at langvarigt ledige generelt havde færre kompetencer.

Mit spørgsmål var, om omtrent 2.000 kroner om måneden i et år virkelig skulle påvirke mit valg. Jeg syntes ikke, det gav mening, uanset om ordningen kunne ændre nogle arbejdsgiveres beslutninger.

Min kritik handlede om forståelsen af virksomheder

Jeg blev meget grov om politikerne på Christiansborg. Jeg spurgte, om de overhovedet forstod det private erhvervsliv, og sammenlignede det med en børnehave.

Det var en vred politisk kommentar. Jeg mente, at forslaget viste for lidt forståelse for, hvorfor en virksomhed ansætter, og hvad der skal til for at få flere jobs.

Jeg ville hellere have skatterne ned og konkurrenceevnen tilbage. Efter min opfattelse skulle man arbejde på betingelserne for at skabe arbejdspladser, frem for et tilskud, som i mit eksempel bare flyttede valget fra Hans til Grete.

Det var mine politiske ønsker i 2012, ikke en beregning af virkningen af bestemte skatteændringer.

Jeg ville tilbage til at hjælpe iværksættere

Til sidst sagde jeg, at jeg hellere måtte komme ud og lave noget. Danmark havde efter min mening brug for mennesker, som satte noget i gang.

Måske kunne jeg hjælpe nogle iværksættere til at få succes og dermed være med til at få hjulene til at dreje. Jeg mente ikke, de fik meget hjælp fra politikerne i den sag.

Det var den retning, jeg ville tilbage til efter min vrede udladning: Flere virksomheder og arbejdspladser, frem for den løsning, jeg havde kritiseret.