Det er Amino TV

Amino TV skulle give iværksættere tid til at fortælle deres historier og andre tid til at lære af dem. I september 2012 forklarede jeg, hvorfor vi lavede lange interviews, hvad de kostede, og hvorfor jeg hellere ville forstå en forretning end skabe et hurtigt tv-drama.

Amino TV var mere end mine YouTube-videoer

Jeg var på vej ind til Aminos kontor en kold mandag morgen. Ti grader føltes koldt, når det lige havde været sommer. Jeg ville bruge turen på at fortælle, hvad vi gik og lavede med Amino TV.

Min egen YouTube-kanal nærmede sig en million visninger. Jeg regnede med at runde dem i løbet af ugen og overvejede at fejre mig selv lidt. Måske med balloner eller en sjov hat. Men jeg lavede også andet end de korte videoer fra bilen.

Jeg var en af ankermændene bag Amino TV, hvor vi lavede iværksætter-tv med spændende mennesker. Vi havde lige ansat Robin, som var journaliststuderende og interviewede yngre iværksættere.

Yngre betød ikke nødvendigvis børn på tolv. Jeg mente mennesker, der var i gang med interessante virksomheder, og syntes, han havde talt med nogle rigtig gode personer.

Robin havde interviewet en medstifter af Miinto

Jeg nævnte hans seneste interview med Mike fra Miinto. Jeg fortalte, at Jesper Buch, som folk kendte fra Just Eat, havde investeret i virksomheden, og at den havde fået seks millioner dollar i venturekapital.

Det var oplysningerne, jeg gav i videoen i 2012, ikke en opgørelse af virksomhedens nuværende finansiering. Interviewet med medstifteren var efter min beskrivelse lagt gratis ud på Amino TV.

Det var et eksempel på det, Robin lavede. Jeg ville have seerne til at vide, at der også fandtes den slags historier ved siden af mine egne videoer.

Rejser, medarbejdere og et studie kostede penge

Jeg havde selv været mere eller mindre jorden rundt og interviewet omkring 31 eller 32 danske iværksættere. Ikke alle interviews var kommet på Amino TV endnu.

Nogle krævede et Amino Plus-medlemskab. Jeg ville være ærlig om, hvorfor: Det kostede penge at rejse ud og lave dem. Robin arbejdede heller ikke gratis, og vi havde bygget et studie og købt udstyr.

Jeg sagde, at det hverken var lige så dyrt eller lige så professionelt som Danmarks Radio. Til gengæld havde vi lagt en masse hjerteblod i det og også brugt penge på det.

Folk skulle have lov til at tale ud

Den store forskel, som jeg fremhævede, var tiden til fordybelse. Vi skulle ikke have en reklameblok ind, og vi skulle ikke stoppe, fordi TV Avisen begyndte om lidt.

Det kunne næsten komme som et chok, lavede jeg sjov med: Folk fik faktisk lov til at tale ud. Vi flakkede ikke mellem en masse kameravinkler og lagde ikke musik under for at styre oplevelsen.

Jeg formulerede vores ambition meget skarpt. Vi skulle ikke lyve, overdrive, underdrive, beskære eller manipulere en fortælling for at gøre den mere dramatisk. Jeg ville give seeren et mere ægte møde med den person, vi talte med.

Det var samtidig et produkt, som krævede fordybelse fra seeren. Man fik ikke nødvendigvis et tæt pakket program på tyve-tredive minutter med et glansbillede eller et skræmmebillede af et menneske.

Jeg ville forstå mennesket bag virksomheden

Målet var at komme ind under huden på de mennesker, Robin og jeg talte med. Hvad havde fået dem i gang? Hvad drev dem? Hvordan havde de bygget deres forretning?

Den dag skulle jeg for eksempel tale med Jesper Nielsen, som mange kendte som Kasi-Jesper. Jeg nævnte den medieomtale, der på det tidspunkt handlede om skat, konkurser og hans ophold i udlandet.

Jeg ville ikke bruge interviewet til at afgøre de sager. Jeg sagde, at der ikke var noget afgjort i det, jeg talte om, og at jeg mente, historien var mere nuanceret end overskrifterne. Det var min vurdering dengang, ikke en juridisk konklusion om sagerne.

Jeg ville hjem til ham privat i Brøndby og sidde med ham en times tid. Det, jeg ville høre om, var, hvordan han var blevet iværksætter, og hvor den lyst kom fra.

Hvordan får man et ukendt smykkemærke ind i Tyskland?

Jeg syntes, det var fascinerende at tale om, hvordan et ukendt dansk smykkemærke kunne få gennemslag i Tyskland. Jeg beskrev efter min forståelse en detailkæde og en meget stor omsætning.

Jeg brugte milliarder i min begejstrede beskrivelse. Det var ikke et regnskab, jeg fremlagde i videoen. Det interessante for mig var vejen fra et produkt, tyskerne ikke kendte, til en stor forretning.

Jeg ville spørge om hans motivation, hvem der inspirerede ham, hvordan han markedsførte virksomheden og solgte produkterne. Og hvordan han bevarede energien, mens der var så meget mediestorm omkring ham.

De spørgsmål syntes jeg var mere brugbare for en iværksætter end endnu en runde om de samme konflikter fra overskrifterne.

Også kontroversielle mennesker havde en forretningshistorie

Jeg havde også interviewet en iværksætter med tilknytning til Skykon og M2, som jeg omtalte som en kontroversiel person, der var rejst til Afrika og følte sig stigmatiseret i Danmark. Jeg gjorde klart, at jeg ikke med interviewet afgjorde, om han var misforstået eller fortjente kritikken.

Det, jeg ville forstå, var udviklingen fra at have meget få penge til at stå som administrerende direktør og medejer af Skykon med mange ansatte og stor omsætning.

Jeg nævnte også M2-typehuse og tanken om at gøre et typehus til noget, man købte på brandværdien. Den historie syntes jeg var interessant at få frem, uanset de andre diskussioner om personen.

Jesper Buchs begyndelse var vigtigere end hans privatliv

Med Jesper Buch var jeg mindre interesseret i, hvad han lavede privat på solkysten. Jeg ville vide, hvordan han havde bygget Just Eat fra næsten ingen penge og, sådan som jeg beskrev det, et marketingbudget på nul.

Virksomheden var blevet stor i England, Danmark og andre lande. Hvordan havde han markedsført den? Hvad havde han gjort for at få den i gang?

Jeg ville også høre om tiden bagefter. Var der opstået et tomrum, da han var færdig med den del? Hvad ville han investere i nu, og hvilke virksomheder interesserede ham?

Det var den slags historier, jeg mente, vi skulle have frem. Mine egne erfaringer med at skabe virksomheder finder du i Iværksætter til jeg dør.

Medlemskabet skulle finansiere flere interviews

Jeg fortalte, at nogle interviews var åbne, og andre krævede Plus. Interviewene med Jesper Buch og den kontroversielle iværksætter, jeg netop havde nævnt, kunne efter min beskrivelse ses gratis.

Interviewet med Kasi-Jesper forventede jeg at lægge op dagen efter. Jeg troede, det ville kræve Plus i den første måneds tid, hvorefter det måske kunne blive åbnet. Det var min plan på optagelsestidspunktet, ikke en beskrivelse af adgangen i dag.

Jeg lagde ikke skjul på, at jeg håbede, folk ville blive plusmedlemmer. Jeg nævnte dengang 99 kroner om måneden plus moms og talte om fradrag for erhvervsdrivende. Det var den historiske pris og min formulering i videoen, ikke nutidig pris- eller skatterådgivning.

Betalingerne skulle være med til at motivere og finansiere, at vi kunne lave mere af den slags.

Underholdning måtte gerne være en bonus

Jeg var hård ved de almindelige iværksætterprogrammer og især de mere kulørte kanaler. Jeg mente, at de ofte var lavet med underholdning som hovedformål og kunne give et manipuleret billede af mennesker og virksomheder.

Jeg kaldte det polemisk Paradise Hotel for iværksættere. Det var min mediekritik, ikke en dokumenteret gennemgang af bestemte programmers redigering.

På Amino TV ville jeg have stærkt indhold først. Hvis det også var underholdende, var det en ekstra gevinst.

Jeg ville inspirere seeren til at blive en bedre virksomhedsleder, få virksomheden til at vokse, komme i gang, markedsføre sig og sælge bedre. Til at være mere innovativ, turde mere, eksportere mere og gøre mere.

Så måtte man leve med, at et interview kunne tage en time eller mere. Jeg sluttede meget kontant: Ville man være iværksætter og drive virksomhed, måtte man også finde tid til at lære. Det var ambitionen med Amino TV, som jeg forklarede den i 2012.