Lidt mere snak om Facebook aktien og fremtiden

Facebook-aktien og fremtiden var emnet i september 2012. Kursen var faldet kraftigt efter børsnoteringen, men jeg troede stadig på virksomhedens muligheder. Jeg havde selv omkring 5.000 kroner i Facebook-aktier og ville forklare, hvad jeg så i forretningen.

Det her er mine overvejelser, gæt og forventninger fra dengang. Det er ikke en aktuel anbefaling om at købe eller sælge aktier, og fremtidsplanerne nedenfor skal læses som de muligheder, jeg forestillede mig i 2012.

Facebook-aktien og fremtiden var to forskellige spørgsmål

Jeg henviste til en tidligere video, hvor jeg havde sagt, at Facebook måske var 100 milliarder værd. Det mente jeg stadig. Nogle ville sige, at kursfaldet beviste, at jeg tog fejl. Jeg svarede, at sådan så jeg ikke på aktier.

For mig udtrykte kursen markedets forventninger til fremtiden. Jeg sagde, at prisen var lidt under halvdelen af åbningsniveauet, men mente ikke, at den dermed afgjorde virksomhedens langsigtede muligheder.

Det var min vurdering af forskellen mellem den aktuelle markedspris og det potentiale, jeg selv forestillede mig. Jeg kunne ikke dokumentere, hvad en rigtig pris skulle være.

Lock-up og medarbejderaktier var en del af min forklaring

En af mine forklaringer på faldet var, at insidere nu kunne begynde at sælge aktier. Jeg nævnte direktører, medarbejdere og tidligere medarbejdere med aktier eller optioner.

Jeg brugte et tænkt eksempel med en medarbejder, der på forventet rigdom havde bestilt en Ferrari eller købt et hus. Så kom problemet: Aktierne kunne ikke nødvendigvis sælges med det samme.

Jeg forklarede lock-up som en periode, hvor salg var begrænset, og nævnte tre eller seks måneder som typiske eksempler. Jeg sagde, at mange nu kunne sælge. Det var min brede forklaring af situationen, ikke en gennemgang af de konkrete aftaler og udløbsdatoer.

Hvis nogen allerede havde disponeret over pengene, mente jeg, at de kunne blive nødt til at sælge, selv om de egentlig gerne ville beholde aktierne. Jeg havde ikke undersøgt, hvor mange ansatte der faktisk havde gjort det.

Markedet kunne forvente et større udbud. Samtidig var der tvivl om Facebooks værdi, og jeg mente, at det kunne dæmpe efterspørgslen. Det var den kombination, jeg brugte til at forklare et pres på kursen.

Jeg sagde også, at faldet sagtens kunne fortsætte. Min optimisme var ikke et udsagn om, at bunden allerede var nået.

Jeg var uenig i bekymringen om mobilen

En anden del af debatten handlede om, at brugerne flyttede til mobiltelefonen, hvor man ikke kunne vise de samme store annoncer. Jeg syntes, at nogle analytikere så alt for snævert på det.

Jeg var meget grov om mennesker i jakkesæt og slips og deres evne til at forstå virksomheden. Det var min polemiske reaktion, ikke en vurdering af alle analytikeres arbejde.

Mine egne aktier nævnte jeg for at vise min interesse i emnet. Jeg mente ikke, at mit lille publikum kunne flytte kursen nævneværdigt, selv hvis alle købte på én gang. Det var ikke et organiseret køb, jeg foreslog.

Jeg rodede rundt i forklaringen af P/E

Jeg kom ind på price/earnings, P/E, som handler om forholdet mellem aktiekurs og indtjening pr. aktie. I videoen blandede jeg først omsætning og indtjening sammen og sagde selv, at jeg ikke var god til den forklaring.

Jeg brugte løst billedet af, hvor mange års indtjening der skulle til for at svare til markedsværdien. Den sammenligning er ikke et løfte om, at en investor får sin investering tilbage på et bestemt antal år.

Jeg sammenlignede med Apple, men vidste ikke præcis, hvad tallene var. Jeg brugte cirka 20 som et tænkt Apple-tal og omkring 36 for Facebook. Det var ikke verificerede nøgletal i indlægget.

Min pointe var regnestykket ved en uændret pris: Hvis indtjeningen blev fordoblet, ville en P/E på 36 blive 18. Hvis den blev tredoblet, ville den blive 12. Det forudsatte selvfølgelig, at det øvrige i eksemplet blev holdt fast.

Jeg troede, at en betydelig vækst i overskuddet kunne ændre markedets syn på aktien. Jeg sagde meget optimistisk, at den kunne eksplodere i pris. Det var en forventning, ikke en sikker følge af et nøgletal.

Jeg så Zuckerberg som en mand med et langt perspektiv

Jeg mente, at Facebook kun var begyndt at udnytte mulighederne for at tjene penge. Jeg så Mark Zuckerberg som en, der arbejdede på den lange bane frem for at maksimere næste kvartals overskud.

Jeg sammenlignede med Amino, hvor vi heller ikke kun så på overskuddet her og nu. Vi tænkte på, hvordan vi skabte værdi for brugerne.

Jeg sagde samtidig, at ingen vidste, om det ville lykkes for Facebook. Det var nogle offentliggjorte planer og nogle muligheder, jeg selv kunne forestille mig, som gjorde mig interesseret.

En want-knap kunne fortælle mere end et like

Jeg talte om en mulig ny knap, som jeg kaldte want-knappen. Jeg forventede, at den kunne komme inden for uger, men den tidsplan var mit gæt i videoen.

Idéen var, at en webshop kunne sætte knappen ved sine produkter. En bruger kunne så markere, at hun gerne ville have et par dyre sko, også selv om hun ikke havde råd til dem.

Jeg brugte sko til omkring 6.000 kroner som et billede på stil, smag og den identitet, man gerne ville vise andre. Ligesom et like kunne en want-markering blive et signal om, hvem man ønskede at være.

Jeg gjorde også grin med forskellen mellem at trykke på en knap og faktisk gøre noget. Jeg nævnte at like dyreværn og samtidig købe kylling, som jeg mente var produceret under dårlige forhold.

Jeg tog Kony-debatten med som et andet eksempel og gættede på, at kun meget få mødte op til en demonstration. Jeg dokumenterede ikke deltagerantallet. Det var min hårde illustration af, at et klik var lettere end at tage bussen ind til byen, give penge eller gøre en indsats.

Jeg generaliserede også groft om mennesker på bistand og deres ønske om at signalere noget med dyre produkter. Det var min retorik, ikke en undersøgelse af den gruppe.

Ønsker om produkter kunne være værdifuld viden

Det interessante for mig var, at Facebook med en sådan knap kunne få mere detaljeret viden om, hvad brugerne ønskede at købe. Jeg forestillede mig, at den viden kunne bruges kommercielt og til at vise mere relevante annoncer.

Mit eksempel var billigere sko til en person, der havde markeret interesse for et dyrt par. Jeg nævnte også piratkopier og påstod meget groft, at Facebook og Google gerne tog pengene fra den slags annoncører, selv om de officielt var imod dem.

Jeg fremlagde ikke dokumentation for de konkrete annoncører eller virksomhedernes motiver. Det var et polemisk udfald om annoncemarkedet, ikke en konstatering af en bestemt ulovlig aftale.

Jeg forestillede mig et annoncenetværk uden for Facebook

Min anden store tanke var et system, der lignede Google AdSense: Annoncer, som kunne vises på andre websites og give indtægt til både platformen og den side, der viste dem.

Jeg satte et stærkt karikeret regnestykke op. Hvis Amino fik én krone for tusind Google-visninger, men ti kroner for tusind Facebook-visninger, ville jeg selvfølgelig overveje at skifte. Jeg sagde selv, at tallene var karikerede. De var ikke faktiske afregningspriser.

Hvorfor kunne Facebook efter min mening være bedre til at ramme? Jeg forestillede mig en bruger, der trykkede want på et økonomisystem som e-conomic og senere besøgte Amino.

Hvis en konkurrent som Visma annoncerede gennem Facebook, kunne brugeren måske få en relevant annonce på Amino. Han havde allerede vist interesse for den type produkt og kunne derfor være en interessant potentiel kunde.

Det var et tænkt forløb med virksomheder som eksempler, ikke en beskrivelse af en aftale, de havde indgået. Jeg brugte det til at vise, hvordan brugerens signal ét sted kunne gøre annoncer et andet sted mere værdifulde.

Mobilen var min trojanske hest

Jeg kaldte mobiltelefonen en trojansk hest og den ultimative sladderhank i lommen. Jeg mente, at dens værdi for Facebook kunne ligge i informationen, også når det ikke var på telefonen, brugeren så den vigtigste annonce.

Jeg nævnte likes, produktønsker, check-ins og geografisk placering. Jeg forestillede mig et billede af, hvilke butikker og biografer man besøgte, hvilke sider man så, og hvad man var interesseret i.

Jeg talte også bredt om køn, parforhold, økonomi og politiske interesser. I videoen gjorde jeg dataindsamlingen meget omfattende og kategorisk. Jeg gennemgik ikke indstillinger, tilladelser eller tekniske begrænsninger, så det var ikke en præcis beskrivelse af, hvad Facebook faktisk indsamlede fra enhver telefon.

Min forretningsidé var, at information fra mobilen kunne gøre reklamer på en iPad, en computer eller et andet website mere målrettede. Derfor syntes jeg ikke, at spørgsmålet om store annoncer på en lille skærm forklarede hele potentialet.

Jeg var allerede begyndt at betale for synlighed

Der var også noget konkret fra min egen hverdag. Jeg havde betalt Facebook for, at mine indlæg blev mere synlige i følgernes feed. Jeg kaldte det provokerende at omgå deres spamfilter og blive en tophistorie.

Jeg fortalte, at det først havde kostet mig 25 dollars, senere 50 og så 75. Derefter havde jeg igen set 50. Jeg opfattede det som, at Facebook testede priser mellem 50 og 75 dollars for min sides størrelse.

Det var min observation af de tilbud, jeg fik dengang, ikke en generel eller aktuel pris for annoncering. Jeg sagde, at jeg sammen med Amino måske havde lagt omkring 2.000 kroner over nogle måneder, hvor jeg tidligere ikke havde lagt en krone.

Jeg kendte andre erhvervsdrivende, som efter min gengivelse også var begyndt at bruge 500 eller 1.000 kroner på den måde. Jeg syntes, det var nemt, når man havde en side. Læs også E-pusher om at sælge og markedsføre på nettet.

Det fik mig til at se professionelle brugere som en mulig guldgrube. De almindelige brugere skabte samtidig indholdet og gav de signaler, der kunne gøre annoncerne relevante. Det var det samspil, jeg mente, nogle kritikere overså.

Min optimisme havde også en betingelse

Jeg indrømmede, at jeg kun forstod en del af det hele, men var meget overbevist om retningen. Jeg pralede endda med, at min forklaring var bedre end den gennemsnitlige analytikers. Det var min selvsikkerhed og retorik i videoen.

Jeg sagde, at jeg ville købe flere Facebook-aktier, når jeg mente at kunne se kursen flade ud og begynde at vende opad. Jeg nævnte 18, 10 eller 8 som mulige niveauer og håbede senere på 40, 50 eller 60.

Det var min egen tænkte plan og mit kursgæt fra 2012. Jeg kunne ikke garantere hverken en bund, et vendepunkt eller en fremtidig gevinst.

Jeg tog også et forbehold: Det kunne gå galt som med MySpace. Hvis Zuckerberg forsvandt, og en ny ledelse efter min mening begyndte at malke virksomheden kvartal for kvartal med shareholder value som eneste fokus, ville jeg sælge.

Så længe han var i virksomheden, og jeg så en vending, ville jeg selv købe, sagde jeg. Det var den kombination af brugerdata, annoncemuligheder, egne erfaringer med betalt synlighed og troen på den lange bane, der forklarede min optimisme dengang.