Derfor er det amerikanske valg røv kedeligt

Amerikansk politik gjorde mig deprimeret, fordi jeg syntes, at pengene og de stærke interesser fyldte langt mere end den almindelige vælger. Det var min vrede reaktion i august 2012, efter næsten fire år i USA, da en seer bad mig fortælle om politikken derovre.

Jeg havde først svaret pænt, at det gad jeg ikke rigtig beskæftige mig med. Jeg fulgte selvfølgelig lidt med, men havde ikke lyst til at gøre det til emnet for en video. Så kunne jeg mærke, at det alligevel satte noget i gang i maven. Jeg havde åbenbart en mening.

Amerikansk politik handlede for mig om pengenes magt

Jeg ville ikke sidde og afgøre, om demokraterne eller republikanerne var gode eller dårlige. Det var selve systemet, der optog mig. Jeg syntes også, at jeg kunne se en lille snert af den samme udvikling i Danmark, og det bekymrede mig.

Jeg reagerede på forestillingen om, at man kunne blive amerikansk præsident, bare man var dygtig og arbejdede hårdt. Selvfølgelig skulle man være dygtig og arbejde hårdt, sagde jeg. Men efter min mening manglede den fortælling en meget vigtig ingrediens: Adgangen til enorme summer.

Jeg formulerede det så groft som, at man skulle sælge ud af sin sjæl. Enten havde man allerede en kolossal formue, eller også skulle man tækkes mennesker, som kunne finansiere vejen frem. Jeg var også grov i min generalisering om dem, der allerede havde pengene. Det var min polemik, ikke en undersøgelse af alle velhavende amerikanere.

Jeg talte om milliarder af dollars som det, der skulle være adgang til. Det var min beskrivelse af størrelsesordenen og magten i en valgkamp, ikke et dokumenteret regnskab for en bestemt kandidat.

Ingen gav efter min opfattelse pengene væk for sjov

Min tanke var enkel: Hvis man ikke selv havde pengene, skulle man skaffe dem. Og jeg havde svært ved at tro, at nogen bare gav så store beløb væk uden at forvente noget.

Jeg nævnte præsidenter og guvernører og sagde meget bramfrit, at de måtte hoppe ned i lommerne på forskellige mennesker. Jeg så støtte fra stærke interesser som en afhængighed, der kunne følge med ind i embedet.

De interesser, jeg pegede på, var olieindustrien, tobaksindustrien, fødevareindustrien og pengeindustrien omkring Wall Street. For mig var det virksomheder og brancher med både midlerne og lysten til at få indflydelse på beslutningerne.

Jeg satte det op som et tænkt tilbud: Hjælp mig med at blive præsident, så hjælper jeg jer med det, I gerne vil have gennemført. Det var mit billede på problemet. Jeg fremlagde ikke en konkret aftale mellem en navngiven kandidat og en virksomhed.

Alaska var mit eksempel på olie og politiske hensyn

Jeg brugte olieboringer i Alaska som et eksempel på, hvordan virksomhedernes økonomiske interesse efter min mening kunne komme til at veje tungere end hensynet til naturen.

Jeg forestillede mig en politiker, der gav olieindustrien adgang til at bore til gengæld for opbakning. Jeg argumenterede for, at betydningen kunne være begrænset i forhold til verdens samlede olie, men meget stor for de selskaber, der fik lov at tjene på den.

Jeg gættede i videoen på USA’s andel af olien og sagde selv noget i retning af to procent eller deromkring. Det var et usikkert tal i min argumentation, ikke en opgjort statistik.

Tobaksindustrien nævnte jeg som en interesse, jeg syntes havde været stærkere tidligere. Jeg mente, at kritikken fra blandt andre Michael Moore havde ramt den hårdt. Også det var min vurdering af situationen dengang.

Min vrede over fødevareindustrien var meget kontant

Jeg gik derefter til fødevareindustrien og nævnte McDonald’s, burgere og nuggets. Jeg havde et meget negativt syn på den industrielle fremstilling og sagde, at folk efter min mening ville miste lysten til maden, hvis de så processen.

Jeg beskrev det som et stort kemisæt med industrikar, tilsætninger og råvarer, jeg fandt stærkt problematiske. Jeg talte om farve, holdbarhed og smag og brugte meget grove ord om indholdet.

Jeg fremlagde ikke en ingrediensliste, en analyse af konkrete produkter eller dokumentation for de påstande i videoen. Min vrede var reel, men min beskrivelse var en polemisk generalisering.

Jeg brugte endda en meget voldsom sammenligning om gift og cola. Den formulering var en del af mit udfald, ikke dokumentation for, at en bestemt drik indeholdt rottegift.

Pointen, jeg ville frem til, var, at en branche efter min opfattelse havde brug for politikere, som beskyttede dens interesser. Jeg så lobbyisme og finansiering som noget, der kunne hjælpe politikere videre og samtidig gøre dem afhængige.

Wall Street og min fortælling om Grækenland

Wall Street var det eksempel, der fik mig mest op i gear. Jeg begyndte at tale om store amerikanske investeringsbanker og nævnte et banknavn, men sagde samtidig, at jeg ikke kunne huske præcist, om det var den rigtige bank.

Jeg fortalte en historie om, hvordan en amerikansk bank efter min opfattelse havde hjulpet den græske regering med at få økonomien til at se bedre ud over for EU. I min gengivelse handlede det om at sælge infrastruktur og derefter leje den tilbage.

Jeg nævnte veje, broer, færger og lufthavne som ting, en regering kunne sælge. Jeg beskrev, hvordan salget kunne give penge her og nu, mens regningen for at bruge infrastrukturen kom tilbage år efter år.

Jeg koblede i videoen fortællingen til Grækenlands adgang til EU og beskyldte de involverede for at skjule forholdene for borgerne og EU. Jeg gav ikke kilder eller en præcis tidslinje. Det var min gengivelse og anklage i 2012, ikke en dokumenteret redegørelse for Grækenlands medlemskab eller bankernes konkrete aftaler.

Jeg beskrev subprimekrisen som et system, nogen tjente på

Min forklaring på subprimekrisen var også meget firkantet. Jeg beskrev folk, som fik mulighed for at belåne deres huse alt for hårdt, og lån, som efterfølgende blev pakket og præsenteret som sikre.

Jeg talte om forsikringer bag lånene og hævdede, at der ikke var tilstrækkelige midler til at betale, når det gik galt. Jeg nævnte selskaber og skattely som led i den fortælling, men dokumenterede ikke de konkrete konstruktioner.

Det, jeg fandt absurd, var, at et produkt efter min opfattelse kunne få en flot vurdering og sælges som sikkert, selv om låntagerne ikke kunne betale. I min fremstilling så man på forsikringen og ignorerede, om der faktisk stod noget bag den.

Jeg mente, at nogle bagmænd havde tjent voldsomt på gebyrer og præmier, mens markedet steg, og var væk, da andre stod med tabene. Det var den manglende sammenhæng mellem gevinst og ansvar, der gjorde mig vred.

Sælg produktet, og vædd samtidig på, at det falder

Jeg beskrev også et andet problem: At en virksomhed kunne sælge et finansielt produkt til kunderne og samtidig tage en position, der gav gevinst, hvis produktet faldt i værdi.

Jeg kaldte det at shorte og forklarede det løst som et væddemål på et fald. Jeg sagde selv, at jeg ikke var ekspert, og at jeg ikke ville rode mig ud i en avanceret forklaring. Det var ikke investeringsrådgivning eller en teknisk gennemgang.

Mit billede var en bank, der med den ene hånd sagde: Køb det her, det er fantastisk. Med den anden hånd satsede den på, at det gik galt. Først kom gebyrerne fra salget, og senere kunne der efter min fremstilling komme en gevinst fra faldet.

Jeg fandt det fuldstændig vanvittigt. Jeg så det som en interessekonflikt, hvor kunderne kunne få en helt anden risiko end den, sælgeren selv ønskede at stå med.

Jeg savnede ansvar for det, der var gået galt

Jeg spurgte vredt, om de mennesker, der havde haft ansvar i de store banker, så var blevet stillet til ansvar. Min påstand i videoen var, at nogle i stedet var endt med stor indflydelse i Det Hvide Hus.

Jeg henviste til Obama og beskrev en unavngiven person, som efter min fortælling havde fået en magtfuld stilling og mulighed for at sælge aktier med en skattefordel. Jeg satte ikke præcist navn og dato på forløbet og fremlagde ikke dokumentation.

Jeg blandede de forhold sammen i et meget vredt udfald om belønning, ansvar og forbindelser mellem banker og politik. Fortællingen skal derfor læses som min historiske kritik, ikke som en verificeret beskrivelse af en bestemt persons arbejde i Obama-administrationen.

Min mistanke var, at forbindelserne til den tidligere arbejdsgiver kunne bestå, og at en person senere kunne vende tilbage til branchen. Jeg så den bevægelse mellem økonomisk og politisk magt som en del af problemet.

Derfor havde jeg ikke lyst til at diskutere kandidaterne

Jeg sluttede med at sige, at når man talte om amerikansk politik, talte man efter min opfattelse i virkeligheden om økonomi. Om at rage til sig og lade den lille amerikaner og resten af verden stå tilbage.

Jeg kaldte det bullshit, økonomi og svindel. Det var en meget bred og vred konklusion, og den var ikke en bedømmelse af hver enkelt politiker eller hver eneste beslutning.

Men den forklarer, hvorfor seerens spørgsmål ramte mig. Jeg havde ikke lyst til at diskutere, hvem der var bedst i den aktuelle valgkamp, når jeg syntes, at systemet bag kandidaterne var det egentlige problem. Det var pengenes magt og min oplevelse af manglende ansvar, jeg ville have frem.