Derfor stinker Christiansborg…
Innovation i embedsværket var emnet for min meget skarpe kritik i juli 2012. En samtale havde sat tanker i gang om, hvad et system belønner: nye løsninger eller evnen til at undgå at begå fejl.
Innovation i embedsværket og frygten for at fejle
Min påstand var, at det kunne være lettere at gøre karriere ved at følge den kendte vej end ved at prøve noget nyt, som måske gik galt.
Jeg mente, at et sådant incitament ville gøre det svært at skabe forandringer. Det var min kritik og min fortolkning, ikke en undersøgelse af embedsmændenes ansættelser og forfremmelser.
Hvem tog ansvaret for beslutningen?
Jeg kritiserede også brugen af dyre rådgiverrapporter. I min fremstilling kunne en rapport blive en måde at dække sig ind på, hvis en beslutning senere gav problemer.
Beløbene og de generelle beskrivelser i videoen er mine retoriske eksempler. De dokumenterer ikke en bestemt rådgiveraftale eller en konkret persons motiver.
Jeg sammenlignede med at bygge en virksomhed
Som iværksætter så jeg fejl som en del af arbejdet med at finde noget, der virkede. Man kunne prøve flere gange, før man fandt en løsning, der var værd at bygge videre på.
Jeg ville have mere plads til at tage initiativ og gøre en forskel. Det var den forandring, jeg efterlyste i debatten.
Videoens sammenligning mellem Danmark og USA er min meget forenklede fremstilling fra 2012. Den er ikke en faktuel gennemgang af alle dele af de to landes embedsværk eller en aktuel vurdering af regeringen.
Innovation i embedsværket og min frustration over stilstand
En samtale havde fået mig til at tænke på politik og innovation i embedsværket. I juli 2012 var jeg frustreret over, at jeg ikke syntes, der skete ret meget nyt i Danmark. Det var et vredt indlæg, og jeg brugte meget store ord om et system, som jeg mente belønnede det forkerte.
Jeg syntes ikke, der havde været den store forskel på den tidligere blå regering og den nye røde. Jeg sagde endda, at Helle Thorning fik min stemme, fordi jeg efter min opfattelse havde set mere blå politik, siden hun kom til. Det var ikke, fordi jeg så mig selv som socialdemokrat. Jeg ville stemme efter den politik, jeg mente blev ført, frem for farven på holdet.
Der var selvfølgelig flere mulige årsager til, at så lidt ændrede sig. Den, jeg ville diskutere her, var embedsmandssystemet. Jeg sammenlignede med USA, men sagde også, at USA ikke nødvendigvis skulle være en rollemodel.
Den, der serverer oplysningerne, har også magt
Politikere har ikke tid til selv at læse sig ind i alt. Jeg brugte et eksempel med en sag på 5.000 sider, som kunne tage det meste af et år at sætte sig ind i. Den ene dag kunne det handle om en paragraf i landbrugslovgivningen, den næste om et EU-spørgsmål med en masse cirkulærer. Jeg sagde direkte, at jeg ikke kendte detaljerne.
Derfor havde politikerne brug for embedsmænd, som læste, bearbejdede og forklarede materialet. Men den, der serverer oplysningerne, har også magt over, hvordan de bliver præsenteret. Hvis man har læst en stor bunke materiale og skal give en anden et overblik, vælger man, hvad man tager med og lægger vægt på. Det var den indflydelse, jeg var optaget af.
Min meget forenklede sammenligning var, at man i USA udskiftede embedsmændene ved et præsidentskifte, mens de blev siddende i Danmark. Jeg fremstillede det dengang, som om alle blev udskiftet i USA. Det var den brede påstand i min kritik, ikke en præcis beskrivelse af samtlige amerikanske stillinger.
Jeg kunne godt se begrundelsen for kontinuiteten herhjemme: Folk havde sat sig ind i sagerne og kendte systemet. Nye mennesker skulle bruge tid på at lære det. Jeg gjorde lidt grin med, at de gamle også vidste, hvor toiletterne var, og hvor man tændte radioen. Bag joken lå mit spørgsmål om, hvor meget den kontinuitet hjalp, hvis systemet samtidig stod stille.
Hvad belønner karrierestigen?
Det, jeg havde fået fortalt og nu kritiserede, var et billede af en karrierestige, hvor man bevægede sig op med tiden, mens fejl kunne sende én ned. Jeg mente, at det gav et dårligt incitament: Hvis en fantastisk ny idé virkede, gav det ikke nødvendigvis et tilsvarende spring frem. Hvis den mislykkedes, kunne det derimod skade karrieren.
Min polemiske konklusion var, at den sikre vej blev at sidde på sin flade røv, gøre det, man blev bedt om, og absolut ikke mere. Gør som de andre har gjort, og sørg for ikke at lave fejl. Det var min kritik af incitamenterne, ikke dokumentation for, at enhver embedsmand arbejdede sådan.
Jeg trak karrierestigen helt op til departementschef og Nationalbanken og brugte grove karikaturer om papirklips og stempler. Det var et udtryk for min frustration over taburetklæberi og manglende initiativ.
Jeg var vred over rapporter som rygdækning
Jeg beskrev også en situation, hvor man før en risikabel beslutning købte en dyr rådgiverrapport. Så kunne man bagefter sige: Vi fulgte jo eksperternes anbefaling. I min fremstilling blev rapporten en måde at beskytte sin egen karriere på, frem for et redskab til at skabe en bedre løsning.
Jeg nævnte rådgivernavne og store beløb på ti og femten-tyve millioner kroner. Jeg var ikke præcis om navnene og fremlagde ikke en bestemt aftale. Beløbene var del af mit retoriske eksempel på, hvordan skattepenge efter min opfattelse kunne blive brugt til at dække sig ind.
Det provokerede mig, fordi jeg mente, at systemet dermed belønnede dem, der undgik at tage chancer, og lod dem sikre næste lønstigning, mens mennesker med nye idéer risikerede at få en fejl hængende på sig.
Der skal være plads til at fejle for at skabe noget nyt
Som iværksætter ved jeg, at man ikke kan gøre nye ting uden at fejle. Jeg brugte et regneeksempel med ni fejl før den tiende succes. Hvis succesen var stor nok, kunne den betale for de ni fejl og måske for endnu flere forsøg. Det var sådan, jeg tænkte om fremskridt.
Derfor var jeg så vred over et system, som jeg mente straffede innovation og fremgang og belønnede bagstræberisk adfærd. Jeg brugte grove ord og sluttede med en direkte opfordring til at lave det om.
Vi skulle efter min mening have mere vovemod, mennesker, som gav den en skalle og turde tage en chance. At blive ved med at stemple, sidde stille og dække sin røv var i mit billede den langsomme død. Det var den holdning og frustration, jeg ville have frem i videoen fra 2012.
Læs også om mit syn på at få flere perspektiver fra medierne.
Historisk kampagne fra 2012: Her henviste jeg til en debat om en Google AdWords-kupon på 750 kr. Det er ikke et aktuelt tilbud.
De bedste hilsner
Martin
Generelt er folk også bare trætte af at blive ved med at høre folk der er lavet af det samme, sige de samme ting, og gøre de samme fejl.
Man bliver så glad når der er nogen der stifter et nyt parti… Så håber alle at nu bliver det bedre, og man bakker det op for at vise sin foragt for det gamle forstenede system… Men der sker bare ikke noget.
Jeg syntes det er så klamt at hver gang der er valgkamp, ser man politikerne komme rundt på skoler og plejehjem, og slikke så meget røv at selv PAMPERS vil sige "Det var dog utroligt".
Og lige bagefter bliver der beskåret yderligere på netop de to steder.
Kan man være det bekendt???
Man høre hele tiden om at de forhandler og skal blive enige… Ja med hinanden.
Hvad med lige at vende rundt en gang, og bliv enige med dem der har givet stemmer til at I kan stå der… eller det er måske helt ligegyldigt, nu hvor I er blevet valgt.