En vild fremtid

Kunstig intelligens og fremtiden var emnet i april 2015, efter at jeg havde læst en længere artikel om AI. Jeg var både begejstret og optaget af, hvor svært det var at forestille sig følgerne af en meget stærk kunstig intelligens.

Kunstig intelligens og fremtiden havde fået mig til at tænke i flere dage

Artiklen var så lang og tankevækkende, at jeg brugte fire-fem dage på at komme igennem den. Når jeg havde læst et stykke, måtte jeg sætte mig og tænke over det.

Jeg understregede i videoen, at jeg gengav nogle ideer, jeg havde læst og grublet over. Det var ikke mig, der havde fundet på dem, og jeg kunne heller ikke love, at jeg huskede hver detalje rigtigt.

Det, der især greb mig, var perspektivet på, hvor hurtigt vores verden kunne forandre sig. Jeg syntes, det var både uhyggeligt og uhyggeligt spændende.

Et menneske fra 1750 ville få et voldsomt chok

Jeg begyndte med et tankeeksperiment: Tag et menneske fra 1750 og flyt personen frem til vores verden i 2015.

Vedkommende ville komme fra en verden uden tv, radio, biler, flyvemaskiner og iPhones. Jeg sagde meget dramatisk, at personen ville dø af chok. Det var et billede på forskellens størrelse.

Hvis man i stedet flyttede et menneske fra 1500-tallet til 1750, forestillede jeg mig, at overraskelsen var stor, men at meget stadig var genkendeligt. Hestevogne, ild og huse var der stadig. Efter noget tid kunne personen måske finde sig til rette.

I min gengivelse af artiklen skulle man langt længere tilbage, omkring 20.000 år før Kristi fødsel, for at skabe et tilsvarende chok ved at flytte nogen til 1750. Pointen var ikke en præcis måling af chok. Den var, at lige store forandringer kunne komme på kortere og kortere tid.

Jeg brugte Back to the Future og min egen telefon som billeder

Jeg tænkte på Back to the Future og bevægelsen fra 1980’erne tilbage til 1950’erne. Bilerne så anderledes ud, fjernsynet havde fået farver, og radioen var blevet mindre. Jeg fremhævede Walkmanen som et billede på noget nyt.

Jeg rodede lidt med årstallene, mens jeg talte. Men min sammenligning var, at springet fra 1980’erne til 2015 føltes endnu større.

Jeg optog jo selv videoen på en iPhone. Hvis jeg kunne vise sådan en til Marty McFly i 1985 og forklare, at den kunne vise tv, spille radio og give adgang til enorme mængder information gennem internettet, ville det ligne ren fremtid.

Det var den oplevelse, jeg ville have frem: En ting, vi gik rundt med i lommen, kunne samle muligheder, som tidligere havde været helt adskilte eller slet ikke tilgængelige.

Jeg forestillede mig stadig kortere spring mellem omvæltningerne

I min gengivelse gik vi fra et enormt spring over titusinder af år til et over nogle hundrede år og derefter til forandringer inden for få årtier.

Jeg huskede artiklen som et billede på, at en tilsvarende omvæltning kunne ske fra 2015 til omkring 2022. Derefter måske på tre år og længere fremme på ganske få måneder.

Det var tidshorisonter fra min læsning og mine forventninger dengang. Jeg fremlagde dem for at forklare følelsen af acceleration, ikke som en efterprøvet kalender for, hvad der faktisk ville ske.

Nye opfindelser kunne stå på ryggen af de gamle

Min forklaring var, at hver ny opfindelse gav den næste noget at bygge på. Der kom flere byggeklodser, flere mennesker med ideer og efter min opfattelse bedre muligheder for at bruge tid på innovation.

Jeg nævnte udviklingen i computere og Moore’s lov. Internettet var også vigtigt i min fortælling, fordi det forbandt os.

Hvis jeg havde en idé, kunne jeg finde en person i Alaska, som havde en anden brik. Sammen kunne vi måske skabe noget, som ingen af os havde kunnet lave alene. Det var ikke bare én plus én, men en mulighed for at få en langt større effekt.

Jeg nævnte også biohacking og 3D-printere som eksempler på udstyr og muligheder, der efter min oplevelse blev billigere og mere tilgængelige. Jeg brugte meget store prisforskelle som illustration uden at fremlægge konkrete produkter eller undersøgelser.

Hvad hvis computeren kunne gøre sig selv klogere?

Det næste store spørgsmål for mig var, om computere kunne nå en intelligens på niveau med menneskets. Jeg talte om uenighed om tidshorisonten og nævnte omkring 30 år som en forventning, jeg havde taget med fra min læsning.

Jeg henviste også til en meget enkel ormehjerne som et tidligt billede på at kopiere noget biologisk. Derfra forestillede jeg mig større og mere komplekse hjerner. Jeg var helt klar over, at afstanden til et menneske var enorm.

Nogle mente ifølge min gengivelse, at menneskelignende intelligens aldrig ville komme. Det troede jeg personligt ikke på. Men jeg sagde også, at ingen vidste det med sikkerhed. Min omtale af forskernes forventninger var ikke en selvstændig kortlægning af deres synspunkter.

Det virkelig interessante tankeeksperiment begyndte, når computeren var klog nok til at forbedre sig selv. Hvis den kunne gøre sig dobbelt så klog, kunne den måske gøre det endnu hurtigere næste gang.

Jeg legede med år, halve år, fjorten dage og helt korte tidsrum. Det var ikke beregninger. Jeg forsøgte at forestille mig, hvor voldsomt springet kunne blive, hvis forbedringerne forstærkede hinanden.

Jeg sammenlignede vores biologiske hjerne med en computer, der i mit tankeeksperiment kunne udvide sin kapacitet. Det var baggrunden for de meget store ord om en intelligens millioner eller milliarder af gange stærkere end vores.

Mine tanker om livslængde blev meget vidtgående

Jeg forestillede mig også, hvad sådan en intelligens kunne betyde for sygdom og aldring. Jeg brugte bilen som billede: Hvis man kunne holde den kørende ved at skifte dele, kunne man måske en dag gøre noget tilsvarende med mennesker.

Jeg talte om en fremtid, hvor man så alderdom og dødelighed anderledes, og om muligheder for at forlænge livet eller endda vende aldringen. Jeg sagde samtidig, at jeg var ude på noget, jeg ikke havde meget forstand på.

I min mundtlige gengivelse nævnte jeg forsøg med mus, en meget stor forlængelse af levetiden og et problem med kræftfremkaldende stoffer. Jeg koblede det til et hypotetisk menneskeliv på 600-700 år og til tanken om at kunne vende tilbage til en yngre alder.

De tal og forestillinger hører til mine spekulationer i videoen. Jeg dokumenterede ikke forsøgene eller deres betydning for mennesker. De skal derfor ikke læses som etablerede medicinske muligheder.

Jeg kunne godt se, at et meget længere liv ville rejse nye spørgsmål, blandt andet om befolkningens størrelse. I mit optimistiske tankeeksperiment håbede jeg, at en langt stærkere intelligens også kunne finde løsninger på dem.

Ville vi overhovedet kunne forstå den?

Jeg spurgte, om en meget stærk computer ville være god eller ond, og hvorfor den overhovedet skulle have lyst til at være ond. Det var spørgsmål, jeg ikke havde svar på.

Måske ville den holde os som kæledyr, jokede jeg. En anden udfordring kunne være, hvordan den skulle forklare sine ideer til os, hvis vi slet ikke kunne følge med.

Jeg brugte billedet af at forklare relativitetsteorien til en myre. Det var min måde at gøre en enorm forskel i forståelse konkret på.

Til unge iværksættere var min besked: Fat mod

Tilbage i hverdagen var min pointe, at de forandringer, vi arbejdede med, kunne komme hurtigere. Jeg mente ikke, at følelsen af højt tempo kun skyldtes, at man blev ældre.

Jeg var 44 og ville snart fylde 45. Jeg kunne mærke, at det krævede noget at følge med. En ung iværksætter, der var vokset op med nye teknologier og hurtige skift, kunne efter min mening have en fordel.

Jeg fortalte om min far på 86. Han var ellers kvik til computere, men når jeg viste ham mulighederne i en iPhone eller iPad, kunne jeg mærke, at det blev mere, end han havde lyst til at forholde sig til. Det syntes jeg var fair nok.

Selv kunne jeg have netværk, erfaring og måske flere penge end en ung iværksætter. Men hvis jeg ikke kunne rumme de næste forandringer, kunne yngre mennesker overhale mig og andre, som allerede var længere fremme.

Derfor sluttede jeg med at opfordre til at glæde sig til fremtiden. Og med min lidt skæve forhåbning om, at de superkloge computere ville behandle os nådigt og huske at fodre os regelmæssigt.

Læs også om mine senere tanker om kunstig intelligens i virksomheder.

 

Min oprindelige læsehenvisning fra 2015: Wait But Why-artiklen om kunstig intelligens.

De bedste hilsner

Martin